Viewing entries in
værd at se

Comment

Tribute to short films–A selection by me

image
The definitions are all very sketchy and so far moviemakers around the globe only agree upon the fact a short film is anything that isn’t long enough to be considered a feature film. How ever for most people it is any movie shorter than 40 minutes. Styles, genre and artistic variations don’t come in to play. So you might think it is an animated movie, commercial, music video, documentary or just a video entry on an personal blog you’re watching but in fact it’s a short movie. So please bare this in mind when scrolling and viewing this selection. I have been a critic of films for so many years that I too dread the mainstream, the mass produced American inspired or created blockbusters, but not for so long that I have forgotten my love for the stories. For me it is always a thrill when a short movie masters everything I hold dear. From the clear structure over the usage of simple but effective effects to when silent conversations or unspoken words fill the soundtrack in such a way you wish all movies were made like this. Sometimes it is just magic, the crazy ideas or the one pure brilliant idea that makes all the difference. So if you never been attending movie festivals dedicated short films, or seen anything but drunken teenagers on YouTube this collection is for you.

By Thor Kristjan Kidmose.

Ps loads of great short film cans not be shared on a blog others cannot be found online. Due to anything, from copyright registrations to pure misunderstandingof the point behind sharing. Foto copyright Forbrugermania.

//player.vimeo.com/video/35037314?title=0&byline=0&portrait=0

NOTHING SPECIAL - Short Film from Helena Brooks on Vimeo.

//player.vimeo.com/video/62317984

"Side Effected" Short Film from Lev Pakman on Vimeo.

//player.vimeo.com/video/97122568

Edmond was a donkey from Franck Dion on Vimeo.
//player.vimeo.com/video/90049558?byline=0&badge=0&color=ffffff

Prospect (Short Film) from Shep Films on Vimeo.

//player.vimeo.com/video/62906709

The Strange Death of Harry Stanley from Jeremiah Quinn on Vimeo.

//player.vimeo.com/video/7563705

The Laundromat | Short Film from Timothy Melville on Vimeo.

//player.vimeo.com/video/46145750?color=d9ca6a

PLAY HOUSE - A short film by Brandon LaGanke from GHOST+COW FILMS on Vimeo.

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=5Qx5hf1zLmk]

Girl and Robot from Animwork on Youtube.

Comment

Comment

Fra Teatersædet–Nr. 7.<

Det er ikke altid retfærdigt eller logisk når vurderinger regner ned over et teaterstykke, til gengæld er det sandt, at succes vitterlig ikke kan planlægges. Denne omgang af ” Fra Teatersædet” rummer anmeldelser af teaterstykker som alle havde fragmenter af ren magi, perfekte rammer og gennemtænkte ideer. Men alligevel druknede de i ligegyldigheder og for mange gode intentioner. Hvorfor jeg sært nok havner med en serie vidt forskellige oplevelser der alle får fire kloakdæksler kastet efter sig. Der er dog ikke et stykke jeg ville have undværet, mens der omvendt er en masse jeg gerne havde set klippet fra hver af de kunstneriske udfoldelser på scenegulvet. Jeg var omkring improvisations dans, religiøst dukketeater, byvandring med improvisations ordrim som højdepunktet, sydkoreansk overskudskoncert tilsat færøske sange.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Foto copyright Forbrugermania.

image

Mellemrum Weekend 3 af Kitt Johnson X-act

Den sidste runde af byvandringsteateret Mellemrum blev afviklet i timerne op til midnat en søndag aften og som så ofte før var vejret godt, lokationerne perfekte og guiderne velforberedte. Hvorfor  det som var altid en fornøjelse at vandre rundt på Kittts skattejagt for voksne gennem endnu et udsnit af Sydhavn. Hvor haveforeninger talrige, havnefronten domineret af kapitalstærke brands mens arbejderboligerne fylder resten. Denne runde havde desværre endnu mere abstrakt teater end jeg orkede at afkode og de fysiske godbidder var denne gang blot en lidt for skarp snaps. Men så var det et held at Per Vers var aftenens afsluttende glansnummer for pludselig var Zlatkos knudrede hyldest til livet glemt og irritationen over The Mob show fordampet. For da først ordrimene væltede rundt mellem de udtjente støddæmpere, nedslidte alufælge og let bulede kølerhjelme var lykken gjort og humøret igen højt. De fire kloakdæksler gives der udover for gåturen, det fantastiske og helt ufattelig smagsløse selskabslokale som vi fandt der i det skumle industrikvarter, de søde små detaljer deriblandt den geniale idé med Distortion bussen. Jeg håber at vi ses igen om to år, men skulle det ikke ske, så værdsættter jeg for altid de magiske øjeblikke som hver eneste runde med Mellemrum  vitterlig giver mig. 
- Du kan læse mere herfoto copyright tilfalder Per Morten Abrahamsen.

image

PLUM WINE, HIGHWAY, LEMON 2014 - En rejse i efterlivet  af Mute Comp.

Det var ikke fordi kapellet er sjældent brugt eller kirkegården er lukket af for offentligheden som sådan, men det var alligevel første med Mute Comp sommeropsætning jeg fandt vej til begge dele. Forventninger var selvfølgelig knusende store allerede inden den majestætiske have kunne skimtes i horisonten og ti minutter inde i dansesekvensen tog jeg mig selv i at tænke hvor fantastisk nyskabende, underholdende og helt igennem forrygende det hele var. Men så….blev vi ved! I 90 minutter eller så. I et vanvids orgie af energiudfoldelse og kampsport omsat til dansetrin. Den ledsagende musik bølgede frem og tilbage altimens danserne skiftevis kastede sig ud i vilde sekvenser, solodans, fysiske kampe og udfordrende bevægelser. Desværre druknede hele udtrykket i denne monotoni du ellers kun støder på i moderne actionfilm hvor slutsekvenserne altid er 35-45 minutter sanseløs vold mellem de gode helte og de onde skurke. Men det ramte mig slet ikke og havde der været regulære ryglæn havde jeg utvivlsomt fundet søvnens trygge favn der midt i vanviddet. Hvor absurd det end må lyde og i hvert fald have set ud. De fire kloakdæksler gives for åbningssalmen med de dertilhørende halefinneklappende robotfisk, de sydkoreanske musikere og deres for mig nyskabende lydbillede, samt den helt forrygende introsekvens på dansegulvet.

- Du kan læse mere herfoto copyright Jacob Stage.

image

TESTAMENTET af Rolf Heim på Bådteateret.

Der findes ganske givet et hav af dukkemagere i Verden men for mig er der ingen så dygtig til at bruge dukkerne  som Rolf Heim. Med tilsyneladende få virkemidler skabes liv ud af enhver folde og enkelte masker er mere livagtige end din sidemand i teateret. Udtrykket er ofte lidt dystert og det er sjældent de positive sider af menneskeheden der afdækkes på scenegulvet når Heim er ophavsmanden. Hvilket også var tilfældet med denne omgang bibelfortolkning i form af stykket Testamentet, med genesis som ramme fik vi et kik ind i vores sjæl. Der var mange virkelige gode dukker, men lige så uskyldig som dyrene blev afbilledet lige så grumme var menneskene i dukkeform. Hvis du aldrig har nærstuderet biblen eller fulgt synderlig godt med i noget som helst vil du måske misse at det er arvesynd og ikke livets begyndelse der afsøges på scenegulvet. De fire kloakdæksler gives for lyssætning, dukker, introsekvensen, Laura Müller og så dukkefremvisningen af køllevåbnets opdagelse. 
- Du kan læse mere om stykket her, foto copyright Miklos Szabo.

Comment

Comment

Heidi – en rejse til helvede med Simon Spies af Coreact på Grob

Anikas personlige erindring om søsteren Heidi bliver hurtig til et skingert angreb på Simon Spies og danskernes forherligelse af selvsamme. Men coreact formår heldigvis at bibringe fortællingen en vis balance ved at lade skuespillerne træde ud af karakter for at diskutere helholdvis svaghederne ved erindringerne, de faktuelle ting og stykkets ensidige gengivelse af den mest excentriske rigmand Danmark har fostret. Ved at fastholde fokus på søsterens tragiske skæbne formår man at sammenbinde kritikken af danskernes ligegyldighed overfor Simon Spies mørke sider med en social kritik af klassesamfundet, den uforløste kønskamp og tabuet ved AIDS. 

Jeg synes især første akt er vellykket og jeg falder pladask for den ikke naturalistiske gengivelse af Simon Spies. Olaf Højgaard får på få øjeblikke vundet publikum over på sin side og på intet tidspunkt virker det sært at en veltrænet, skægløs mand spiller en bundperverteret, små sindssyg, stofmisbrugende gamling med stort skæg og tilhørende mave.  Sara Hjort Ditlevsen er perfekt i rollen som det smukke offer med de mange ar på sjælen. Vi fordyber os aldrig i andet end i hende desperate overflade, det er derfor de skræmte øjne der afslører al det ”Heidi” søgte, savnede og tiggede om. Helene Kvint bruges dygtigt som både tidsmarkør og den visuelle skal for barndommen.

Selvom det ikke kræver megen psykologiindsigt før årsagen til Heidis deroute vil blive søgt i barndomshjemmet, så rettes skylden i stykket udelukkende mod rigmanden. Det er muligt anklagen er berettiget, men jeg tænker i stedet den er fremprovokeret af mediernes ofte lidt godmodige fremstilling af fantasten Simon Spies. Hvorfor Anikas erindring om storesøsteren bliver lige dele forherligelse af den tabte uskyld og angreb på vores leflen for overklassen, frem for en personlig historie om hvordan hun selv overlevede et barndomshjem fyldt med vold, alkohol og tvangsindlæggelser. Selvfølgelig har der alle dage været en grum udnyttelse af smukke unge fattige kvinder, men det frikender dog på ingen måder den perverse rigmand med de berømte venner. Men uanset hvorledes du stykker Heidis skæbneberetning sammen vil den fremstå tragisk og overvældende.

Vi ved selvfølgelig godt at stykket ikke byder på en lykkelig slutning, nye svar eller overraskelser. Heldigvis tager det ikke brodden af anklagerne eller energien ud af historien. Jeg havde dog gerne set andet akt lidt mindre overlæsset med anklager og tredje akt endnu mere reflekterende. De fire kloakdæksler gives derfor for de mange sjove erindringsglimt, den underfundige måde 70erne og 80erne blev indkapslet på ved Kvints opremsning og så selvfølgelig gengivelsen af Simon Spies og Heidis historie. Stykket er en oplagt kur mod romantisering af fortiden, en perfekt anledning til at kaste et kritisk blik på nutidens klassesamfund og en refleksion over hvorfor vi danskere aldrig helt tyer til anden empati end den apatiske.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Stykket blev overværet på Grob Teater, den 5. maj, hvor det gæster scenegulvet frem til den 24. maj. På scenen: Sara Hjort Ditlevsen, Olaf Højgaard, Anika Barkan, Helene Kvint Dramatiker: Gritt Uldall-Jessen. Iscenesættelse: Line Paulsen. Scenografi: Nathalie Mellbye. Komponist: Søren Siegumfeldt. Lysdesign: Edward Lloyd Pierce. Gæstespil af: CoreAct. Fotocopyright: Karoline Lieberkind.

Comment

Comment

Lobbyarbejde af Høxbroe & Stik Op

De velkendte ordklodser og fængende lydbilleder er denne gang indpakket i flere kanter og temposkift end sidste gang Claus Høxbros røst flød fra hjemmets højtalere.  De elleve numre er dog tematisk i samme boldgade, men alligevel udebliver gensynsglæden på flere af sangene. For mig er albummets fire første numre vellykket storbyslyrik, mens det femte byder på albummets bedste samspil mellem de skabende kræfter. På det tiende lydspor finder du en Høxbros perle kaldet ”Se Det På Mig”. Hvilket så efterlader os med fem numre der ikke fandt vej til mit hjerte eller min nuværende playliste. Men de der gjorde, flyder heldigvis over med legende ord og kække rim, der både bringer et smil frem og lokker mig til tryk på repeat.

Gennemlytningerne er sket ad flere omgange og favoritterne er for mig oplagte. Men hvis du omvendt er kommet til produktionen her via din hang til Stik Op (Jakob Haahr-Pedersen) er det ikke sikkert du deler valgene. De fire kloakdæksler kastes denne gang lidt vemodigt efter beatpoeten, for det er aldrig morsomt når et gensyn mellem venner ikke helt forløber som forventet. Selvfølgelig skal en kunster afsøge, udfordre og afvikle hvad end han ønsker, men jeg er endnu ikke klar til at give slip på den melankolske storby nostalgi som forførte mig sidst. Hybriden mellem beatpoesi, rap og musik er dog ikke et vildskud, men enkelte numre savner lidt kærlighed, af den hårde slags.

Af Thor Kristjan Kidmose.

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=b9eQfNRrIu4] 
Pladen er produceret af Daniel Kolind (Scarlett Chives/Black Sports), Hasse Møller (The Vables) og Adam Ashtiani(Ashtiani/Baltzer), der hver især trækker tråde til både jazz, pop, hiphop og elektronisk musik i deres produktioner. Du kan se mere her (Claus Facebook side) og her (Rapper Stik Op Jakobs side). 

Comment

Comment

Holbæk - As I see her - Part One


Due to the fact I work 3 days per week in Holbæk I often find my self walking around this costal city with no specific goal nor timeplan. Which of course create many great foto opportunities. But as always I just point my camera towards the weird, strange or what ever remind us time goes by pretty fast. All of these pictures have been shot by the help of a Samsung S4 and a Sony Xperia . All have come to live according to the simple approach of point'N'shoot. All of them are from the periode of August 2013 until today. Every picture have myself as the "photographer" but that doesnt mean you can use them for free - amateurs have feelings and bills to pay too.

 By Thor Kristjan Kidmose.


Permalink til billede
Permalink til billede




Permalink til billede
Permalink til billede






Permalink til billede

Permalink til billede
























Comment

Comment

Copenhagen - As I See Her - Part One

During my walks around Copenhagen I constantly shoot pictures of weird details, old buildings and strange people. But sometimes a picture is created just due to the light, reflection or an emotion. All of these pictures have been shot by the help of a Samsung S4, Sony Xperia and a Sony NEX. All have come to live according to the simple approach of point'N'shoot. All of them are from the periode of August 2013 until today. Every picture have myself as the "photographer" but that doesnt mean you can use them for free - amateurs have feelings and bills to pay too.

By Thor Kristjan Kidmose.






























































































Comment

Comment

Deadline - et gæstespil på Grob af Teatret st. tv

image

Den musikalske intro, sceneudtrykket og selve emnet fik mig med det samme til at tænke på musiktrioen

The Tiger Lillies,

men takket være hjertevarme og empati indpakket i kulsort komik formåede

Teatret st. tv

hurtigt at fortrænge den britiske parallel fra mine tanker. For i

Deadline

er fokus ikke lagt på livets morbide udveje, men i stedet et opråb om at liv skal leves mens det haves. Så selvom enkelte publikummer måske vil finde anstød på stykkets mange groteske dødsfald, hårde ord og respektløse tilgang til obduktion, hospice og selvmord så kan ingen overse det livsbekræftende i forestillingen.

image

Trioen på scenegulvet udfyldes af Christian Hetland, Betina Grove Ankerdal og Marianne Søndergaard Madsen. Funktionerne mellem de tre skifter gennem hele stykket, men som oftest fungerer Betina Grove Ankerdal som vores yderst direkte historiefortæller. Sceneudtrykket ligner noget fra et børneteater af den moderne slags, mens klovnene tydeligvis ikke vil være et hit til børnefødselsdage. Brugen af balloner, mikrofoner og lyssætning er virkelig gennemtænkt.

imageclip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005

Hvis du ikke kan grine af

Bunny Suicides

eller finder

Wulffmorgenthaler

grænseoverskridende bør du måske springe forbi dette stykke, ligeledes bør alle med tragiske dødsfald i omgangskredsen nok også blive derhjemme, mens alle andre er sikret topunderholdning af den kantede slags. Jeg er vild med teenagedødsulykken, hospice sexscenen, pensionistselvmordet, den lydmættede obduktion, det dobbelte familiedrab mens de depressive dødsfald ikke var stykkets stærke side. Måske det ikke er muligt at svinge fra ironisk distance, over grovkornet komik og inderlighed til overbevisende sortsyn. De fem kloakdæksler gives derfor for morskaben, budskabet, levering og de kreative ideer. Formidlingen var en fornøjelse, variationen god og skiftene flydende. Så grib trygt din mormor under armen og hiv hende med i teateret en sidste gang, man ved jo aldrig, eller brug forestillingen som anledning til at introducere emnet ”død” til familiens teenagere, du ved, de der, der  ellers kun kender til dødsfald fra computerspil og amerikansk mainstream underholdning. Uanset hvem du vælger at fordøje stykket med vil I få en masse skyldige latter, eftertænksomme øjeblikke og en fornyet appetit på livet.

Af

Thor Kristjan Kidmose.

Instrueret af Anders Lundorph, Manuskript af Line Mørkeby, musik er komponeret af Sune Skuldbøl Vraa. Stykket blev overværet ved Grob d. 7/1-14. Du kan læse mere

her

 fotocopyright Per Morten Abrahamsen. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette

RSS feed

, eller følge med via

facebook

. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via

Twitter

.

Comment

Comment

Fra Teatersædet–Nr. 4

image

Der er mange traditioner forbundet med et årsskifte og selvom vi alle prøver at leve som individualister er det sikkert svært helt at undsige sig enkelte af disse. Personligt er jeg stor fan af at rydde op og smide ud hele året rundt, men alligevel hober der sig mentalt gods op i hjørnerne. Januar på Forbrugermania er derfor fyldt med anmelderrester fra et år der allerede er forbi, af oplevelser der allerede indtaget og muligheder du ikke længere kan gribe.

- Fotocopyright forbrugermania.dk (Streetart Amager November 2013)

clip_image002clip_image004clip_image004[1]clip_image004[2]clip_image004[3]clip_image004[4]

Høxbroe & Gilbert i Herreværelset(Intimkoncert)

En lørdag tilbage i november indtog jeg sammen med fem andre publikummer min plads i beatpoeten Claus Høxbros herreværelse. Et arbejdsværelse af den personlige slags, for selvom det var fyldt med møbler af den brune slags og udstoppede dyr af en hver slags, så emmede det hele af et privatbesøg hos en mand med ord som levevej. Opsætningen var spartansk og effektiv, til højre for manden med ordene sad musikeren Gilbert bænket med hatten sikkert på hovedet og fødderne urolige under keyboardet. Enhver der har oplevet en intimkoncert vil genkende stemningen, samhørigheden og fællesskabet. For mig var det en sjælden og udsøgt fornøjelse at indtage det talte ord tilsat behørig musik. Samspillet mellem de to var professionelt og til tider perfekt, overraskelserne lette at spotte og fremdriften ukendt for os alle. Hvis du aldrig har smagt på Claus Høxbroes ord venter der dig en anden verden derude, hvis du omvendt kun kender universet fra skriften på papiret bør du unde dig selv et lydspor. Upåagtet den personlige stil var afviklingen klassisk, rammerne for universet blev afsat før pausen mens dybden blev afsøgt efter de delte øl. Lyrik blev leveret, delt, solgt og for altid bundet op på mødet i herreværelset. En af de helt store oplevelser i 2013 på en af de mindste scener jeg har set. Da manden altid er på farten og ordene er salgsvaren så vil du utvivlsomt fange Beat Poeten et sted i Danmark eller støde på ham i porten til et værtshus, bærende på et udstoppet dyr, en sand løgnehistorie og et virvar af ufuldendte samtaler.

- Foto copyright forbrugermania.dk

imageclip_image002[4]clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005clip_image005[1]

Teater Vestvoldens Julestue 4

Det skete i dage kort før jul, at tre runder impro underholdning en sidste vemodig gang ramte scenegulvet på Vestvolden i Hvidovre. Jeg selv var bænket som førstegangsbesøgende i det folkene bag kaldte en julestue og selvom guilanderne hang nok så fint fra flere grantræer var det ikke megen klassisk jul over oplevelsen. Til gengæld var aftenen spækket med underholdning, skæve indfald og ordrim af den gakkede slags. Skabt af Specialklassen, rapperen Per Vers samt Søren Hauch og Christian Damsgård. Den røde tråd var let at finde men blandingen var måske ikke helt gennemtænkt. Havde man i stedet sammenflettet grupperne på scenen kunne helhedsoplevelsen måske have været en anden. Heldigvis formåede alle tre grupperingen at levere bundsolid entertainment af den veloplagte slags. Knægtene fra specialklassen var som altid en fornøjelse, men deres koncept kræver mere tid og plads end denne aftens opsætning tillod, før de virkelig glimter i solen. Jeg var dog vild med den nazistiske hundeluftning og start/frys/start afviklingen varogså overrumplende god. Per Vers sendte flere vellykkede ordklodser ud over scenegulvet og personligt var glad for Rasmus Klumps tale til folket fra fælledparken, men der var enkelte gange hvor ordsmeden kom på afveje og måtte redde sig selv med rim af den pardokse slags f.eks. Kragh Kragh med foi gras. De to komikere Søren Hauch og Christian Damsgård var de der høstede flest latterbrøl denne aften hvilket skete i vellykket miks af velkendte benspænd, rutine og heldige indfald. De fire kloakdæksler kastes efter overflødighedshornet der leverede hvad det lovede men nok kræver lidt mere hårdhændet struktur før perfektion nås. Men det fungerede som et herligt afbræk i den klassiske juleunderholdning og forhåbentlig noget der gentages næste år – for hvad er højtider uden traditioner?

- Fotocopyright Teater Vestvolden - Hvidovres Teater.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette

RSS feed

, eller følge med via

facebook

. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via

Twitter

.

Comment

Comment

Fra Teatersædet - Nr. 3

image

Denne runde af teaterbesøg bød på performancekunst i Dansehallerne, magiske øjeblikke til Rosas julebal, unplugged musical i verdensklasse på Det Ny teaters kælderscene og intellektuelle finurligheder med Skribøserne. Med andre ord, lidt af det hele uden det blev for meget. Hvis du er groet fast i dine traditioner eller finder udbuddet er lidt smalt på Det Kongelige Teater så udfordre dig selv. Sving omkring de smalle steder i København, fang turnestykkerne i oplandet, kik ned på kælderscenerne eller smag på undergrundsteateret. Det er muligt mangt og meget ikke vil falde i din smag, eller sæderne er elendige og luften trykket, men når du så finder perlerne i det danske kulturlandskab føles det vidunderligt. Men faktisk behøver de positive overraskelser ikke altid at blive opstøvet i dramatikkens baggårde eller på de hengemte scener, det er fuldt ud muligt at finde på de vanlige græsgange. Det var i hvert fald hvad der skete for mig da Rosas Julebal blev besøgt.

- Fotocopyright forbrugermania, motiv: Dansehallerne.

imageclip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005

Rosas Julebal af Rosa Gjerluff Nyholm på Nørrebro Teater.

Det tog kun en time, var ikke synderlig komplekst, men hvor var det gennemført vidunderligt at besøge. Her blev fremvist en hjertevarme, overskud og indlevelse som jeg aldrig har set det før. Hver eneste barn følte vitterlig der blev talt direkte til det, hver eneste sovedyr blev stolt fremvist og forventet værdsat. Hver eneste barn accepterede reglerne, universet og handlingen. Spørgsmål blev besvaret, anmodninger fulgt og sangene nydt. Målgruppen er ganske givet de mellem tre og syv år men stykket er skruet sammen så voksne ikke keder sig. Rosa gik rent ind hos mig, de fem kloakdæksler gives for sangene, stemningen og måde hun fangede rummet på. Det sidste dæksel mangler da ”Lusealarm” sekvensen endnu manglede lidt indarbejdelse og tematisk bearbejdelse.

- Du kan se mere her, fotocopyright Miklos Szabo.

imageclip_image002[4]clip_image003[10]clip_image005[4]clip_image005[5]clip_image005[6]clip_image005[7]

Grind / Thousand Threads 8af Jefta van Dinther m.fl. i Dansehallerne

Dette var efter min mening en lille intellektuelle stiløvelse udi hvorledes du som kunster afgrænser, afsøger og formidler et begreb uden at gå på kompromis med hverken dit udtryk eller ide. Hvis du aldrig har oplevet sådan en abstrakt størrelse før eller blot falder i svime over kunst der tør at være utilgængeligt så vil dette utvivlsomt gå rent ind. Jeg selv har blot set, overværet og oplevet al for megen der både minder om dette og overgår oplevelsen. Selvom forestillingen byder på sekvenser der ligner en kamp mellem det gode og det onde, hvor mørket måske nok vinder for til sidst at dø i en nattesværmer lignende død (dvs. knust mod lyset), så tilbydes du ikke en samlet historie. I stedet er det begrebet ”grind” der ganske frit fortolkes og formidles med varierende held alt imens der leges med vores virkelighedsopfattelse og definition af samme De to kloakdæksler gives for de mange visuelle ideer Jefta vitterlig får afviklet med succes hvor strobelys fungerer som iscenesætteren.

- Du kan se mere om forestillingen her, Foto: Viktor Gårdsäter.

imageclip_image002[6]clip_image003[12]clip_image003[13]clip_image003[14]clip_image003[15]clip_image005[12]

Songs For A new World ved Mads M. Nielsen på Det Ny Teater

Da man først opgav de voldsomme scenografier, overforbruget af makeup og kulørte kostumer. Skruede ned for lyssætningen og fokuserede på sangene så fungerede musicals på Det Ny Teater igen for mig. De kalder det selv unplugged og det var for mig virkelig en rå succesoplevelse på kælderenscenen Sceneriet. Hvor elleve sange blev afviklet i en snorlige rækkefølge af fire forskellige sangere kun akkompagneret af et flygel. Scenens stringente udtryk blev understreget af sangernes neddæmpede sorte påklædning, men uanset hvad man iføre Camille Rommedahl vil hun oplyse et lokale. Selvom det selvfølgelig altid er betagende at se hende indtage en scene så var det hendes beherskelse af stemmebåndet der slog benene væk under mig. Det var som om jeg for første gang så og oplevede hende som den musical stjerne hun utvivlsomt altid har været, men jeg bare ikke har nydt indtil nu. Linda Fabricius Hultemark stod stærkest i stykkets åbning og slutning. Mens jeg gerne havde givet Tomas Ambt Kofod endnu flere sørgmodige og indsigtsfulde sange. Pianisten og sangeren Christian Berg strålede i rollen som den unge mand hvis livsvej blev valgt af bekvemmelighed. De fem kloakdæksler fordeles med en til hver på scenen og så instruktøren Mads M. Nielsen. Som jeg nyder som skuespiller og synes er begyndt at finde sit udtryk som instruktør.

- Du kan se mere om stykket her, foto copyright tilfalder Det Ny Teater.

imageclip_image002[8]clip_image003[20]clip_image003[21]clip_image003[22]clip_image005[14]clip_image005[15]

Gæstespillet Skribøserne af Asger Bonfils på Teatret ved Sorte Hest

” Kære Ester.

Jeg tør næsten ikke fæste mine jævne tanker til papiret af skræk for ikke at kunne leve op til min egen succes.

Litterært anskuet var det måske bedre, om jeg lagde mig til at krepere nu.

Kærlig hilsen Tove

P.S. Jeg er blevet huslig og laver mad til den store guldmedalje.”

Det er årtiers meningsudveksling, intellektuellebrydekampe, private krige og dagligedags problemer der udfoldes i brevbytningen mellem Tove Ditlevsen (Ditte Gråbøl) og Ester Nagel (Merete Hegner). De forskellige fragmenter der udspilles på scenen give både et herligt indblik i livet som skribøse, som kvinde, som intellektuel og husmor. De to kvinder er hverken synderlig ens eller enige om noget, men deres venskab virker varmt og ægte. De to skuespillere klæder virkelig hinanden og just som i Den Luft Andre Indånder er det Merete Hegners lidt eftertænksomme naivitetder  skaber perfekte rammer for Gråbøls sylespidse leveringer. Du behøver hverken at have styr på forfatterskaberne eller samtidens store kulturprofiler for at nyde stykket, men hvis du omvendt er hjemmevant i perioden og dens skandaler vil det hele fremstå endnu stærkere. De fire kloakdæksler gives for fremvisningen af kærligheden mellem de to kvinder, de fremgravet morsomheder om alt mellem himmel og jord samt Gråbøls evne til at gøre Ditlevsen troværdig uanset om hun er rablende skør, ulykkelig eller på toppen af hendes karriere.

- Du kan se mere om stykket her, fotocopyright Robin Skjoldborg.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment

Comment

Fra Teatersædet - Nr. 2

image

Denne runde i de københavnske teatre bød som altid på en masse fine øjeblikke som alle vi der overværede forestillinger nu deler. Det var også mit første besøg i Mette Ingvartsen kunsteriske verden og ligeledes første gang jeg oplevede en videoopera. Desværre bød mine mange teaterbesøg også på den indtil nu værste siddeoplevelse, hvilket skete på Husets Teater hvor bænkeløsningen måske i teorien fungerede, men i virkeligheden ikke kan anbefales til andre end spinkle små mennesker man ikke rigtig holder af. Til gengæld var deres teaterstykke Varmestuen både hjertevarmt, underholdende og ganske medrivende. Foto fra Farum Kulturhus af Forbrugermania.

imageclip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005

Varmestuen af Anna Bro. Gæstespil på Husets Teater.

Tabernes fællesskab har både noget inderlig hjertevarmt over sig og et noget ganske depressivt skær på en og samme tid. Flokken i stykket er alle bundet til hinanden grundet deres hang til alkohol, manglende fremtid og behov for menneskelig kontakt. De er havneresterne fra fortidens store fiskeindustri, men selvom både skibene, fiskene og kammeraterne for længst er borte hænger disse skæbner fortsat fast i minderne. Pilsnerne hives indenbords i et tempo der får deres indtagelse af tobak og snaps til at virke moderat. Samtalerne går i ring og pointerne har ikke længere betydning. Historien afvikles over julemåneden men på trods af både julepynt, juleand og julegaver er der ikke megen højstemt højtid over forestillingen. De fem kloakdæksler gives især for Lars Topp Thomsen der i rollen som Frank tumler rundt mellem alle livets store beslutninger, replikkerne leveres perfekt og så hæse jeg helt frygter for skuespilleres stemmebånd. Kristian Holm Joensen mestrer til perfektion gangarten alle fulde mænd besidder og er i rollen som den ynkelige mandsling Sven så hjerteskærende at du helt glemmer det er fiktion. Hans Henrik Clemmesen svinger i rollen som Skipper perfekt med Margrethe Koytu som kromutteren Connie. De evige unge skuespillere Lykke Sand Michelsen og Andreas Berg Nielsen er det eneste par hvis tilstedeværelse og tilknytning til Varmestuen jeg ikke helt oplever dramatikeren Ann Bro formår at sandsynliggøre. Hvis du er træt af kravlenisser og pebernødder men gerne vil i julestemning så sving forbi Husets Teater til en sving om med Varmestuens beboere. Du vil aldrig glemme dem og altid være taknemlig for deres gæstfrihed.

- Stykket blev overværet d. 23/11. Du kan læse mere om stykket her. Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen.

imageclip_image002[4]clip_image004clip_image004[1]clip_image006clip_image006[1]clip_image006[2]

Syng For Fremtiden Ingeborg! Ved komponist Mauro Patricelli. På Københavns Musikteater.

Havde man i stedet vendt forestillingen om ville meget havde været anderledes, men i stedet valgte man at fokusere på det eksperimenterende lydbillede af Patricelli og bruge Ingebrog som ramme samt udgangspunkt. For mig fængede oplevelsen derfor først til allersidst da monologen ved Xenia Lach-Nielsen blev afviklet. Heldigvis var der også flere sange i småbidder ved Xenia der fungerede hvorfor vi havner på tre kloakdæksler. Hvis du omvendt er hjemmevant i historien om Ingeborg eller sympatisere med etnografernes kamp for at sikre mindet om fortiden for eftertidens skyld vil oplevelsen selvfølgelig være en anden. Glæden vil dog utvivlsom være størst hos de der både nyder nyskabelserne i lydbilledet og værdsætter folkesangeren fra Himmerland.

- Forestillingen blev overværet den 21. november. Du kan læse mere her. Foto copyright Søren Meisner.

imageclip_image002[6]clip_image003[10]clip_image003[11]clip_image003[12]clip_image003[13]clip_image005[4]

The Artificial Nature Project af Mette Ingvartsen i Dansehallerne

Beskrivelserne i pressematerialet formår på ingen måde at afdække oplevelsen og det samme gør sig desværre gældende med denne anmeldelse. Personligt oplevede jegforestillingen som et organisk kunstværk hvor form måske nok blev genkendt men metoden altid var ny. Den stilfærdige bølgende mur af ”ildfluer” indfangede i starten både din opmærksomhed og pirrede din nysgerrighed. Men da først showet eksploderede i et hav af glinsende papirstykker der via kraftige løvblæserer og gennemtænkte positioneringer af samme satte sceneudtrykket under konstant forandring havde jeg overgivet mig for længst. Den skulpturelle oplevelse var eminent og selvom der var utallige konstruktioner jeg ikke kunne gennemskue formåede jeg vitterlig at give slip på forundringen og blot nyde de visuelle forandringer. Det der lignede vindens kælende leg med løvfaldet, kviksølvgejser og et landskab skabt af en uforudsigelig storm både vakte min genkendelse og respekt. Da forestillingen kulminerede i et inferno af larm og bevægelse var jeg i tankerne både fri og svævende. Det er derfor Ingvartsens projekt får fem kloakdæksler af mig.

- Forestillingen blev overværet den 20/11 . Du kan læse mere her. Fotocopyright Jan Lietaert.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette

RSS feed

, eller følge med via

facebook

. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via

Twitter

.

Comment

Comment

Spørg De Voksne af Kamilla Wargo Brekling

image

Vi kan sikkert alle genkende situationer hvor vores selvopfattelse, reaktionsmønster og følelsesliv afslører at det eneste der adskiller os fra barndommen er en masse år og intet andet. Men i verden hvor vi alle bare er forklædt som voksne er det underlig nok forsat tabubelagt at fremvise ens umodne sider, hvorfor dette teaterstykke hurtigt bliver til en serie komiske og pinlige selvindsigter.

image

Kamilla Brekling har i samarbejde med de deltagende skuespillere skåret helt ind til kernen af voksenlivets paradokser og spøjse paradigmer. Der hvor succes altid måles på det ydre parametre og lykke kun kommer indefra. Der hvor alder kun er et tal lige indtil du fanges af tvivlen. Der hvor livet er et projekt og det naturlige er noget du øver dig på. De mange fragmenter udgør til sammen et kludetæppe af underholdende elementer ved voksenlivet. Den røde tråd er derfor ikke en samlet historie men i stedet et tema, serveret med indlevelse og kærlighed af de seks skuespillere Jens Jørn Spottag, Camilla Bendix, Elsebeth Steentoft, Joen Højerslev, Danica Curcic og Mads Wille.

image

Det er selvfølgelig et simpelt, men yderst effektfuldt, trick at plante ungdommens voldsomme sprogbrug i munden på en ældre dame som Elsebeth, men uanset om hun spiller den ængstlige gamle kvinde, mennekset  der vil anerkendes for andet end sin alder eller som barnet fanget i den voksne krop så sker det med sådan en overbevisning og følsomhed at du får lyst til at kramme  hende. Det er måske ikke kun højden der adskiller Camilla Bendix fra Helen Christensen, til gengæld vil jeg til enhver tid heller følge Bendix i protestmarch end modellen med de høje kindben. Jens Spottag griber med sikker hånd fast om vores egen forfængelighed og usikkerhed i sekvensen om hvor populære hans begravelse ville være på facebook skulle han uventet dø i morgen. Joen får ganske fint opridset forskellen mellem friheden vi alle forbandt med voksenlivet og så det ansvarlige liv vi vælger at leve fordi vi netop er voksne, mens Danica gang på gang udstiller den usikkerhed alle gribes af noget livet virke overvældende. Den eneste skuespiller jeg synes der bliver brugt lidt forkert i stykket er Mads Wille, ikke at han fejler eller som sådan er malplaceret, men man spiller bare ikke på hans største styrke – Det ordskabte drama!

imageclip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005

De fem kloakdæksler gives for underholdningen, de mange grin, de grimme spejlbilleder stykket holder op foran os alle og den så vellykkede afvikling. For selvom det hele sagtens kunne have druknet i rodløshed så bliver fragmenterne serveret med en samhørighed der giver pointerne styrke og overbevisning. Det hele holdes let og uproblematisk, hvilket er en sjældenhed når det kommer til dramatik om vores egen dødelighed og plads i universet. Uanset om du har styr på budgetkontoen, forstår risikospredningen på din ratepension eller har flere ægteskaber bag dig så vil du kunne genkende dig selv i skuespillerne på scenen. For uanset din alder og position på arbejdsmarkedet bliver du aldrig så voksen at dit indre barn ikke har kontrollen. Skulle du ikke tro mig så se Spørg De Voksne.

Af Thor Kristjan Kidmose.

//player.vimeo.com/video/77204600

Stykket blev overværet på Teater Republique d. 26/10. Scenografien er udviklet af Martin Tulinius. Karina Lund har stået for koreografien. Lisbeth Burian har designet kostumerne. Antonio Rodrigues Andersen for lysdesign og Janus Jensen for lyddesignet. Foto: Per Morten Abrahamsen. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment

Comment

Djøf med løg(n)

image

Den analysefornægtende mavefornemmelse er hvad der driver langt de fleste virksomheder gennem alverdens ledelsesmæssige selvmål og formålsløse omstruktureringer. For selvom enhver leder sikkert gemmer på et ønske om succes, anerkendelse og respekt så er det frygten for fiasko der motiverer dem til handling. Hvilket skaber en virksomhedskultur hvor nye ideer sjældent når at blive implementeret før dagsorden igen har forandret sig, denne evige bølge af forandringer gør det ikke blot umuligt for bestyrelserne at holde cheferne ansvarlige, det giver også ledelsen den gyldne mulighed for at påstå ethvert overskud skyldes deres ideer, mens ethvert underskud selvfølgelig vil forsvinde lige så snart den seneste omstrukturering er fuldt ud implementeret. Denne ansvarsløse ledelsesstil har hærget den vestlige verden siden slut 70erne, men takket være tilfældigheder og rent held er der fortsat mange virksomheder der giver overskud. Hvilket desværre giver næring til misforståelsen at store omstruktureringer og modebaseret ledelse er det der skaber vækst på det private arbejdsmarked. Tanker, der fortsat hærger den offentlige sektor i form af New Public Management i form af jagt på besparelser, effektivisering af arbejdsopgaver, optimeret budgetstyring og moderne ledelsesformer.

image

Vi var naturligvis grundigt forberedt. Der var holdt formøder, der var skrevet indstillinger. Men vi vidste alle sammen, at til møder med Den Store Leder er al forberedelse forgæves. Når vi gik gennem døren til direktørkontoret, ville vi træde ind i en parallelverden, hvor al logik var sat ud af kraft. Hvor måneders analyser ville kuldsejle mod tilfældige indskydelser, som Den Store Leder havde fået i går aftes over havegrillen hos genboen.”

clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005

Alt dette er udgør rammen om Per Helges underholdende fortælling om Djøferen med hang til løgn. Vi vælter gennem den ene morsomhed efter den anden, alt imens historien om ledelseskonsulenten udfoldes. Mangt og meget genkendes uhyggelig let fra de store statslige institutioner og private arbejdspladser der figurer på mit CV. Men selvom anekdoterne indeholder en masse elementer alle  fra arbejdsmarkedet vil kunne genkende så er det tydeligvis en fiktiv fortælling, som søger den absurde situationskomik. Vi springer mellem tre forskellige tids spor med Per Helge som vores faste fortæller og hovedperson. Selvom morskaben selvfølgelig afhænger af hvor meget du genkender fra dit eget arbejdsliv så er det virkelig uhørt morsomt. De fem kloakdæksler gives for formidlingen, indlevelsen og de mange fine tekniske detaljer. Jeg opfordrer alle arbejdspladser til at sende deres ansatte forbi Per Helges show som kompensation for den seneste omstrukturering.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet ved NBT på Frederiksbergscenen d. 24. oktober. Foto: Tina Leegaard Dyrving. MEDVIRKENDE: Per Helge Sørensen. Varighed: Ca. 1 time og 45 min. inkl. Pause. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment

Comment

El Dorado–Jagten på Den Gyldne By af Eventyretatret i Tivoli

image

Havde den sagnomspundne by El Dorado ikke været af guld ville mange sikkert ikke længere lede efter den dybt inde i regnskoven, men drømmen om alverdens rigdomme lokker fortsat alverdens guldjægere til. Det er dog jagten på en sjælden sommerfugl der får professor og alenefaren Hansen til Inkaernes hellige by, men det viser sig hurtigt svært at kombinerer familielivet med arbejdet i en by hvor der hverken er mobildækning eller langt mellem henrettelserne.

image

Forviklingerne er simple og mange, uanset om vi befinder os blandt guldjægerne eller inkafolket. Alliancer opstår og nedbrydes alt imens vi alle lærer lidt om sunde familieværdier, klimaet og inkarigets historie. Det hele er indpakket i vanvittige flotte kostumer og letkøbte morsomheder. Især andet akt fungerer rigtig godt og det svært ikke blive imponeret over både RR og Inkapræsternes store sang & dansenumre.

image

Jeg er sikkert ikke alene med mine fordomme om børn i musicals, men jeg fik ikke en eneste af dem bekræftet i Tivolis Glassal til premieren på El Dorado – Jagten på den gyldne by der ellers bød på hele 100 mellem syv og nittende år. På intet tidspunkt spottede jeg andet end velforberedte, talentfulde unge der hverken lod sig påvirke af at kongehusets repræsentanter var at finde på publikumsrækkerne eller lod sig skræmme af store dansenumre. Det er muligt at enkelte koreografier var lige lovlige forsimplet og at nogle af karaktererne i gruppen RR var på grænsen til tegneserieverden. Men som helhed fungerede det hele faktisk forbløffende godt og fandt flere momenter mere gennembearbejdet end noget andet jeg har set på musicalscenen i Danmark.

imageclip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005clip_image005[1]

Det er muligt grundhistorien er et kryds mellem Far Til Fire filmene og Disney tegnefilmen Atlantis, men modsat ophavet så fungerer familiedramaet i El Dorado og så er det altid en fornøjelse at få afviklet et Sydamerikansk eventyr uden solformørkelse (Tintin), blodbad (Mel Gibson), civilisationssammenstød (Don Rosa) og rumvæsener (Indiana Jones). I stedet får du en familievenlig historie leveret med lige dele talent, charme og humor. Jeg var behørigt imponeret over professionalismen, afviklingen og udviklingen af plottet. De fire kloakdæksler gives for henholdsvis familien Hansens indbyrdes sam- og modspil, Ypperstepræstinden og hendes præsters sangevner og Shamanens vellykkede fjollerier. Mens det sidste kloakdæksel skyldes alle de små detaljer som Eventyrteateret mestrer til perfektion, det er f.eks. gennemtænkt at tildele mig siddepladserne 7 og 9 på række 13, posen med Eldorado slik er den oplagte premiereforfriskning, det fungerer også med alle de smilende og udklædte børn i velkomstparaden og den udendørs pauseunderholdning er både medrivende og flot.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen El Dorado blev overværet i Tivolis glassal den 5/10. Du kan se mere om Eventyrteaterether.Fotocopyright Ole Mortensen.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Medvirkende

:

Familien Hansen: Henry, Professor og far: Magnus Haugaard. Molly, Datter: Josephine Ellefsen. Morten, Teenagersøn: Stefan Hjorth "Einstein" (Sten), Yngste søn: Laurids Skovgaard. David Leversteen: Thomas Lykke. Inkaerne i EL DORADO: Inca Capac, Inkakejseren: Theis PostCoya, Inca Capacs søster: Tanne Larsson, Uillac Umu, Ypperstepræstinde: Alberte Kyst, Kuraka, Præstinde: Silje AassKero, Præstinde: Nanna Rossen, Chasqui, Coyas livvagt: Bjarke Atterdag, Taqui, Uillac Umu's nevø: Hector Foss, Quena, Uillac Umu's niece: Julie Knudsen, Nusta, Coyas tjenerinde: Pernille Bonnesen. Shamanen, Åndemaner: Martine Levinsen, Pisqoynyo, Shamanens hjælpere: Kristian SkovgaardPacu, Shamanens hjælpere: Iris Mealor, Cori, Inca Capacs ungdomskærlighed: Cilie Broval, Pototo, Coris lillesøster: Eva Paludan. Inkapræster - ypperstepræstindens sammensvorne: Katrine Fenger, Line Lindersson, Tilde Gaardboe. Inca Capacs livvagter og krigere: Casper Øhlers, Christian Birkvang, Mathæus Andersen, Max Levin, Mikkel Bentzen, Oskar Busch-Jensen. Soljomfruer; Amelina Svenstrup, Ida Louise Thorsøe, Natascha Abel, Nikoline Rubow, Nikoline Ryde, Sofie Uldbjerg, Thit Aaberg. Inkafolket – El Dorados indbyggere: Daniel Jensen, Elias Stube, Francesca Rogaczewski, Joachim Jørgensen, Joanna Laursen, Jonathan Lindinger, Kristoffer Nordentoft, Kristoffer Rander, Mads Kristensen, Malthe Pedersen, Marie Larsen, Mathias Niclasen, Mille Rosendahl, Nanna Schäfer, Rikke Dyreby, Rosa Pedersen, Sebastian Egeberg, Shilana Nielsen, Sofie Treu Pehrsson, Tobias Augustsson. Kommando RR:Rosa Rottenstein, Leder af RR: Josefine Moody, Ralph, Næstkommanderende: Magnus Jakobsen, Ronnie, Ralphs makker: Kasper StensbirkSonia, Kommandosoldat: Mette EngskovMasja: Frida ReynbergBerta, Kommandosoldater: Sara FusagerKimmie: Rigmandsdatter: Josephine FeitSommerfugleCathrine Valencia, Jasmin Bart-Williams, Katrine Filipovic, Luna Bateson, Sophia Bircow.Papegøjer (dukkeførere)Cathrine Valencia, Sophia Bircow og Katrine FilipovicGuldstatuerCathrine Valencia, Jasmin Bart-Williams, Katrine Filipovic, Luna Bateson, Sophia Bircow.Paradens InkaerEmil Lundahl Grundsten , Emma Treu Pehrsson, Hawa Jalloh, Ingrid Kirstine Bjerg-Raft, Karina Ananda Pedersen,Kevan Soliman, Line Lundgren Hersløv, Linnea Friis, Liva Stehr Nielsen, Luna Boyer Lorenzen, Madeleine Steenberg Williams, Maria Overgaard Vinther, Mathias Søderberg, Nina Birgitte Pedersen, Ole Skovgård Dampe, Oliver Due, Rebekka Berg, Sebastian Just Olsen, Sebastian Nørregaard, Sif Turid Beltner, Sofya Rose Johnson, Sophia Garner Rønne, Sophie Rosendahl, Stine Nattestad Nordentoft, Venus Højlund Graff, Victoria Arlø Gjedsted.

Comment

Comment

Det Springende punkt på Teatret ved Sorte Hest

image

Det ikke fordi teaterprogrammet er uforståeligt eller jeg er uenig med betragtningerne, men min oplevelse var blot en anden end den deri beskrevet. For jeg iagttog et menneske hvis indre og ydre verden kæmpede en desperat kamp for at finde nok kontaktflader hvorpå samhørigheden succesfuldt kunne formidles til andre. Hvorved det springende punkt bliver til en nidkære kortlægning af virkeligheden, som så samtidig medfører individets klarsyn forvilder sig ud i vanvid. Dette dramastykke udstiller altså efter min mening hvorledes vores virkelighed skabes med og af ord og hvor let vi kan miste os selv hvis sammenhængen mellem de to forrykkes. De metaforiske betydninger for stykkets titel underbygger ligeledes alle mulige sigende fortolkninger af handlingen, men uanset om du ser hovedpersonens som sammenkoblingen mellem to kommunikationslinjer eller blot opfatter hendes ordvandfald som det der afgrænser den virkelighed vi præsenteres for i stykket, så er du i godt selskab med Karen-Lise Mynster skuespil og Inger Christensen digte.

Skuespilleren der klæder ethvert stykke

Hun mestrer alle facetter af gerningen skuespil og synger så du tror hun aldrig har lavet andet. Det er svært ikke at blive betaget af rollerne hun spiller og derved helt glemme mennesket bag præstationerne. Jeg har aldrig vekslet ord med hende og vi har ej heller delt dem på skrift, så jeg har ingen ide om hvorledes hun måtte være som privatperson. Jeg kan derfor kun gisne om prisen hun betaler for at være så medrivende, overbevisende og virkelig i hver eneste rolle. For her er en kvinde der giver dig indtrykket at hun aldrig har været en anden end lige netop den karakter der står foran dig nu, hvilket er sandt uanset hvilket stykke du skulle se hende i.

clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005

Mine fem kloakdæksler gives til dels for de vellykkede projektioner, den simple men geiale scenografi og for digteren Inger Christensens mange veltænkte ord, men det hele får kun liv takket være Karen-Lise, som da også er den direkte årsag til mine mange lovprisninger af stykket. For selv om den otte dage lange skabelsesberetning er fyldt med humor, vanvid og finurlige iagttagelser, så er det mennesket som siger ordene der tryllebinder dig. Har du ikke mod på selverkendelse eller hader du blot den sproglige vending så skal du ikke kikke forbi intim scenen her, mens alle vi andre, der blot savner dramatik med noget til både hjerte og hoved ikke behøver at lede ængere.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Stykket blev oplevet på

Teatret ved Sorte Hest

torsdag den 26/9. Du kan opleve selvsamme her til den 2. november. På scenen er Karen-Lise Mynster, mens ordene fandt deres udgangspunkt ved digteren Inger Christensen. Den vellykkede scenografi er skabt af Camilla Bjørnvad, mens Henritte Groth er komponisten der understøtter Karen med musik. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette

RSS feed

, eller følge med via

facebook

. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via

Twitter

. De med nokia telefoner har deres app

her

. FOTO: MAIKEN NORUP.

Comment

Comment

Museets Historie Om Familien af Tomas Lagermand Lundme

image

I den halve time forestillingen varer bliver begrebet familien dekonstrueret således genskabelsen af samme kommer til at fremstå som en allegori. For selvom enheden i museumsverdens virkelighed består af en mand, en kvinde, et barn og en hund, så tvinges vi undervejs til at erkende at verdenen er fyldt med alternative konstruktioner der både er mere virkelige og ægte end den vi præsenteres for i museets mange rum.

Dette stykke rejser altså både spørgsmål omkring hvorledes vi får formidlet vores egen virkelighed, fortid og hvordan vi forstår selvsamme. Hvilket er vanvittig interessant, komplekst og uhyggelig banalt på samme tid. For den virkelighed vi som samfund vælger at gemme på museumshylderne er netop et produkt af hvad vi levende nu engang kan enes om er virkeligt. Vi ved alle at det ikke er hele billedet, sandheden eller synderlig retvisende for den sags skyld. Det er blot hvad det brede flertal kan og ønsker at genkende af virkeligheden omkring dem selv. Da vi alle konstruerer vores minder, selvopfattelse og fremtid er det altså blot et spørgsmål om hvilken konstruktion der skal bevares for eftertiden. Når du hører ordet familie har du ganske givet en konceptuel forståelse af begrebets betydning der både trækker på din egen barndom, livssituation og så den fortolkning du præsenteres for i medierne/skolen/litteraturen/kunsten/lovgivningen med mere. Hvilket former dit syn på hvorledes lige netop dette koncept skal formidles til eftertidens danskere. Det er i hvert fald den erkendelse dette teaterstykket arbejder med og sigter mod i deres fortælling om familien.

”Historien siger, at det var her, de boede. Lige her. De sov i et telt. Eller de sov mellem træerne. De havde soveposer, de brugte om vinteren. Om sommeren sov de bare, hvor de faldt søvn. Mellem blade og bregner. Man ved ikke, hvad de hed. Og der er også folk, der siger, at de ikke hed noget. Overhovedet. Man ved heller ikke om de havde børn. Men en kat havde de. Og en hund, der lignede en ulv. Det var ulven, der fortalte mig det. Om dem. At de havde været her. Man sagde, at de var fra Belgien. Men hun havde også familie øst for Vejle”.

image

Jeg har en svaghed for skuespilleren Johannes Lilleøre som jeg gerne så i alverdens danske forestillinger og spillefilm. Her er en skuespiller der både mestrer komik, inderlighed, skrøbelighed og samtidig på et øjeblik kan skifte til rollen som indestængt psykopat. Vi får dog ikke det fulde spektrum at se i Museets Historie Om Familien hvor han spiller patriarken der famler efter fortidens magtfulde position som familieoverhovedet. Birgitte Prins udfylder handlekraftigt rollen som kvinden og museets stemme, mens Casper Sloth er hunden Arne og familiens lidt oversete søn. Samspillet mellem de tre er velfungerede og jeg havde gerne set dem forvilde sig endnu længere ind i historien om den helt almindelige familie.

clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005

Denne lille filosofiske klods af en gratis forestilling fungerer ganske fint, men den kræver mere af publikum end jeg tror, er retfærdigt, hvorfor vi kun havner på fire kloakdæksler. De gives for morskaben, de teoretiske tanker og spørgsmål der rejses. Historien afvikles i lag alt imens vi skyndsomt føres gennem hele museet. Enkelte sekvenser kræver både din fulde opmærksomhed og teoretiske forståelse for emnet, mens andre er lette og underholdende, for heldigvis har Tomas Lagermand Lundme skabt det således ingen tabes i lang tid af gangen og instruktør Erik Pold får os alle sikkert i mål igen. Denne gratis oplevelse kan indtages flere gange i løbet af september, tager ingen tid og kræver ganske få skridt, men pointerne vil forfølge dig længe efter.

Thor Kristjan Kidmose.

Komponist: Erik S. Christoffersen. Fotocopyright Malle Madsen. For mere information: www.liminal.dkDu kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

H.C. Andersen–Et Magisk Eventyrshow For Hele Familien

image
Det er det oplagte valg at opsætte nyfortolkninger af den danske eventyrdigters mest kendte fortællinger på Tivolis store scene i koncertsalen. Hvorfra publikum altid forventer let fordøjelig dansk underholdning med store armbevægelser og let genkendelige pointer. Hvor Nordisk Film Live måske stødte en del Beatles fans med deres farverige Hey Jude show har de denne gang langt større manøvre rum med H.C. Andersens eventyr. Selvfølgelig findes der et hav af litterære fans verden over som har betonstøbte holdninger til hvorledes disse eventyr skal leveres, fortolkes og formidles, men disse mennesker har allerede rigelig travlt med krig mod kopierne, Disney versionerne og værne om forfatterens eftermæle. Vi andre dødelige der blot elsker storslåede eventyr med moraler i knæhøjde får her et fornøjeligt brag af et folkeligt show der virkelig formår at forny/fortolke/formidle de velkendte historier så de både fremstår friske og genkendelige.
image
Talenterne står nærmest i kø på scenen for at fremvise deres specifikke artistiske færdigheder og det ironiske ved at lade stykkets eneste skuespiller optræde på fladskærm misses sikkert ikke af nogen. Det ene spektakulære skue efter det andet afløser hinanden på scenen altimens vi lystigt æder os gennem Den Lille Pige Med Svovlstikkerne, Klods-Hans, Nattergalen og i andet akt Prinsessen På Ærten, Kejserens Nye Klæder, Den Grimme Ælling. Under omstillingerne underholdes vi med forskellige discipliner fra nycirkus og tilpassede Break Dance numre. Robotdrengene i soldateruniformer er vores villige hjælpere mens Nikolaj Lie Kaas version af digteren der genopdager eventyrs magi er fortællingens faste samlingspunkt. Det er vidt forskelligt hvor megen plads hvert eventyr får og hvilken fysisk udtryksform der kommer til dominere udtrykket, men som helhed ligner det en vellykket hybrid mellem fortælling, electric boogie, nycirkus og moderne ballet.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005 Det drejer sig om noget så banalt som formidling og det mestrer kunstergruppen Big City Brains virkelig og med Steen Koerner i rollen som iscenesætter ved du at det bliver fyldt med gennemtænkte videoanimationer, electric boogie i verdensklasse og en medrivende lydkulisse. Det er muligt din bedsteforældre ikke vil nyde hver eneste fortolkning af H.C. Andersens eventyr, du her finder i Tivolis Koncertsal, men det gjorde jeg og det vil du utvivlsomt også! For det er svært ikke at lade sig forføre af artisteriet, robotdansen og Nikolaj Lie Kaas som fortælleren. De fem kloakdæksler gives for de vellykkede hybrider mellem eventyr/dans/sang/cirkus og den vanvittige flotte animations scenografi (Sune Munk Schou og Din Mor) samt kostumerne (Astrid Lynge Ottesen). Ethvert fjols kan oplyse en plan flade, men det kræver altså andet end blot 3d forståelse at skabe så mange vellykkede overflader som var tilfældet her. De største roser sendes til artisterne Anders Astrup-Jensen, Cico, Jospehine Ingrid Raahauge, Nadia Dahl, Manda Rydman og Poppin John. Der ikke satte mange fodtrin forkert under aftens forestilling. Desværre synes jeg at både Sonic, Willpower og Rico Coker blev brugt forkert, men det er måske et spørgsmål om præferencer og enkelte eventyr kunne godt have brugt en lidt større variation i trinene. Men uanset hvad, er dette her, sådan jeg ønsker at indtage HC Andersens eventyr – indfølt, medlevende og overbevisende.

Af Thor Kristjan Kidmose.

image
Fotocopyright på første billede tilfalder forbrugermania, de øvrige til fotograf Hentil Sørensen. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her. Du kan se mere om showet herKoncept og produktion: Big City Brains. Producent: Frederik Juul, Nordisk Film Live. Iscenesætter: Steen Koerner. Historiebearbejdning: Steen Koerner og Big City Brains.Komponist: Jesper Mechlenburg. Sangtekstforfatter: Kristian Leth. Kostumedesign: Astrid Lynge Ottesen. Scenografi: Din Mor, ved Martin Mølgaard og Morten Just. Medvirkende et udvalg: Valerie Inertie (Canada), Ny-cirkuso. Anders Astrup, Ny-cirkuso. Cecilie Lassen, Balleto. Popping John (USA), Electric Boogieo. Tina Højlund, Balleto.   Manda Rydman (Sverige), Ny-cirkuso. Josephine Raahauge, Electric Boogieo. Rico Coker, Breakdanceo. Daniel ”Sonic” Rojas, Breakdanceo. Cico (Italien), Breakdanceo.   Malthe Ørsted Buch-Hansen, Electric Boogie m.fl.

H.C. Andersen Eventyrshow Tivoli 2013

Comment

Comment

Specialklassen Eftersidning på Play CPH

image

Hvis man lever i en reklamefri boble er det let at misse

Zulu Comedy Festival

,

men det er til gengæld uhørt hvis du ikke tidligere er stødt på den fornøjelige improgruppe:

Specialklassen

,

der består af de fire talentfulde mænd: Rasmus Søndergaard, Kasper Fevre, Kasper Nielsen og Kasper D. Gattrup.

På trods af mine synspunkter om reklamekanalernes kunstige åndedræt til stand-up komikkens såkaldte vækstlag, så svinger jeg troligt forbi comedyscenen på

Play-cph

.

Dels fordi underholdning som oftest findes her til billige penge og fra overraskende kanter, men også fordi sympatien er stor for Mille Berg og Mette Rye Iversens ustøttede teaterprojekt.

Det hænder at venlige sjæle sender mig e-mails med forslag til hvad der mons tro er galt med mig når jeg kværner dansk komik i anmeldermorteren, men det skyldes altså ikke misundelse når

Andreas Bo Plagiat

får dumpekarakter, ligesom jeg tvivler på at pointerne misforstås blot fordi

Comedy Fight Club

opleves som noget ulidelig kedeligt. Selvfølgelig er noget teknik, emne og stil, men langt den største forskel i vurderinger af komik skyldes smag/alder/erfaring/referenceramme. Så næste gang du er ved at dø af grin i biografen over endnu en dansk folkekomedie så lad følgende tanker strejfe dit popcornfyldte hoved: ”

Hvorfor synes jeg det her er morsomt?”

Og ”

Vil det forsat være morsomt efter 200 gange?”

Hvis du kan besvarer det første og sige: nej! til det andet spørgsmål så er du den oplagte anmelder. Det er i hvert fald hvad der driver mine tastetryk hver eneste måned og er den direkte årsag til at jeg kikkede forbi

Play

den 27. august til

Specialklassens Eftersidning

.

image

Som med alt andet teater er det vigtigt publikum tror på illusionen der skabes på scenen og Specialklassens største styrke er netop dette. Selvfølgelig er der tale om noget improvisation men en del struktur, emnestyring og komiske gentagelser er dog til stede. Hvilket både sikrer en smertefri aften og giver tilskuerne følelsen af nogle uhyrer dygtige skuespillere. Rollerne blandt de fire på scenen er fordelte således rammerne for historien skabes af Kasper Le Fevre, den overordnet perspektivering leveres af Kasper Nielsen, fremdriften står Rasmus Søndergaard for mens den gakkede røde tråd hives i land ved Kasper G. Gattrup. Det er lidt forskelligt hvem der påtager sig sangrollerne, de feminine roller og hvem der kan fysisk komik. Men som helhed fungerer gruppen rigtig godt og denne aften var samspillet med publikum virkelig vellykket.

imageclip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005

Fordelt på to akter gennemgik vi alverdens klassiske improvisationslege der aldrig løb af sporet og som altid blev styret med sikker hånd mod pointerne. Hvis du aldrig har set eller oplevet sådanne lege vil de kreative benspænd utvivlsomt tage kegler. Personligt nød jeg mest parodien på musicalgenren, den ungdommelige forelskelse, latterliggørelsen af Brøndby og bartenderen der løste alt med sang. Desværre fik man ikke helt nok ud af ”Flyspotterne”, ”Sætninger fra Facebook” og ”Den Tre Hovedet Stig Rossen”. Vi havner dog alligevel på fem kloakdæksler da gruppen både formåede at overraske mig (

Ace Bace

kærlighedserklæringen), fik mig til at grine flere gange og den professionelle håndtering og inddragelse af publikum. Så uanset om

Speicalklassen

besøger din hjemstavn eller du vitterlig har mulighed for at se dem på Amager bør du gribe chancen, for dansk comedys sjove drenge skal indtages live og ikke via alteret i din stue.

Af

Thor Kristjan Kidmose.

Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette

RSS feed

, eller følge med via

facebook

. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via

Twitter

. De med nokia telefoner har deres app

her

. Det første og sidste billede er Forbrugermanias, mens øvrige fotocopyright tilfalder Von Holger v/ Jesper Holger.

Comment

Comment

EN SKRALDESPANDS KABARET – Gæstespil af Teateriet Apropos på Bådteatret ved Nikolaj Mineka

image

Da vi er tre sangnumre inde i forestillingen har jeg måske ikke helt forstået formålet, eller ideen, men jeg er i hvert fald ombord med sangene. Den 1½ time lange forestilling kaldes en skraldespandskabaret og alle deltagere er da også majet ud som landsvejsriddere og vagabonder, men selvom det flyder med tomme flasker og sangerne svajer lige rigeligt så er der ikke dømt hverken druk eller social udstødelse, i stedet serveres en serie velklingende sange med charme, højt humør og store armbevægelser som var vi  til fest i kolonihaveforeningen anno 1960.

image

Sangbrudstykker af Lars Lillholt, Poul Krebs, Niels Hausgaard, Povl Dissing, John Mogensen genkendes let. Jeg fanger dog hverken Niarn eller Marie Key i repertoiret, mens jeg omvendt ofte tænker på både Troels Trier og Rebecca Brüel når Kristine Elmedal fører sig frem. Da hun krænger sjælen ud via en megafon får jeg faktisk gåsehud og nummeret Halleluja sidder også lige i skabet. Mineka hiver Dissings Den grimmeste Mand rundt så man helt glemmer andre versioner mens Marcos udgave af Americano spænder feststemningen helt ud.

imageclip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005

Den larmende og lidt rodet start til trods havner vi på fire kloakdæksler. Der især gives for de vellykkede soloer af henholdsvis Nikolaj Mineka og Kristine Elmedal og for hele det charmerende band bestående af Mathias Gregersen på kontrabas, og guitar, Marco Dania på saxofon, klarinet og xylofon samt Simon Alstrup på guitar. Det er tydeligt teatergruppen sigter mod en glad aften fyldt med velkendte sange og højt humør, men havde bundet formidlingen op på nogle tydelige karakterer havde det som forestilling stået stærkere. Forestillingen passer dog fortræffelig til både Nyhavn, Bådteateret og dansk sensommer hvor vi alle desperat klynger os til de sidste rester sollys og feriestemning. Så hvis du har tidenm så grib endelig chancen for lidt festlig rekreation inden efteråretvirkelig  brager ind over den danske grænse.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet torsdag den 22. august på Bådteatrethvor du kan se selv samme frem til den 31. august. Gæsteforestillingen er opsat af Teateriet Apropos. Fotocopyright Daniel Bevensee. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Knækket Hvid af Julie Petrine Glargaard på Får302

Comment

Knækket Hvid af Julie Petrine Glargaard på Får302

Selvom hun er indrammet af letgenkendelige hverdagsrutiner og klassiske fødselsdagstraditioner, så er du aldrig i tvivl om, at noget er galt med kvinden på scenegulvet. Vanviddets omfang afsløres dog kun ganske langsomt i takt med at den planlagte fødselsdagsmiddag bliver alt andet end hyggelig.

Instruktøren Lisa Bregneager og dramatikeren Julie Petrine Glargaard har dog valgt at opbløde det tragiske med sort humor, absurde tankefragmenter og parodier på klassiske kærlighedshistorier. Hvilket giver Knækket Hvid masser af underholdende kant men ved at drukne det dystre med humor  så forsvinder det rørende i historien desværre også.

Comment

Comment

Copenhagen Summer Dance ved Tim Rushton

Copyright Dansk Danseteater

Selv hvis vejret svigter og danserne snubler er det betagende at indtage politigårdens cirkelformede gårdrum. Hvor magt, nyere dansk historie og alverdens tv fiktion krydser spor med hinanden i sådan et virvar at det er svært ikke at søge dybere ind i bygningen eller lede efter de forskellige marmorplader der er udsmykket med navne på de der mistede livet i tjenesten. Men heldigvis var både vejret og danserne med projektet og åbningen kunne derved ikke have haft bedre rammer.

Fotocopyright Dansk Danseteater

Desværre krøb forestillingen ikke ind under hud på mig og de forskellige dansefragmenter udgjorde til sammen ikke andet end skrøbelig helhed der svingede mellem perfektion og ligegyldighed. Ni selvstændige numre udgjorde dette års Copenhagen Summer Dance . Hvor især Syrinx og End of Loneliness koreograferet af Tim Rushton var betagende men også Traditional (Koreografi af Idan Sharabi) og Adar (Koreografi af Alessandro Souza Pereira) efter pausen fungerede rigtig godt.

Fotocopyright Dansk Danseteater

Mens Örjan Anderssons uddrag fra Rød virkede som en flad oplevelse der var blotet for vildskab og passion, og de polske gæster med Jacek Pryzbylowicz som koreograf formåede ikke at bryde ud af deres skal og selvom Paulina Majdas tekniske færdigheder var imponerende, så glemte man let A Few Brief Sequences igen. Til gengæld var det svært at få Mia Stensgaard flotte kostumer ud af tankerne igen efter showet, der lignede et vellykket kryds mellem Tolkiens elverdragter, middelalderens britiske skovhekse og de velklædte statister fra b-filmen Red Sonja . Musikken af Zoe Keating We Insist til nummeret Traditionel var også medrivende og efter min mening et af de steder hvor lydsporet og dansen fandt hinanden i harmoni. Hvilket sært nok ikke helt var tilfældet med Nocturne Op. 9 nr. 1 der udgjorde lydmuren til den smukke dans iAdar

 På trods af at den samlede vurdering kun havner på fire kloakdæksler, så har dette danse tiltag vitterlig mine varmeste anbefalinger. Dels er rammerne perfekte og bare aflæsningen af solnedgangen på det ovale rum er turen værd. Men det er de øjeblikke hvor danserne, musikken og belysningen finder hinanden i perfektion der gør du skal trodse sensommer dovenskaben og indfinde dig i køen uden for politigården. For det her dit hjerte springer enkelte slag over og du helt glemmer de prægtige kulisser. For når det virker som om at tyngdekraften er sat ud af kraft så fremstår illusionen om de fjerlette kroppe der ubesværet kan drejes i alle retninger stærkest. Hvilket er de øjeblikke jeg nyder mest som beskuer af dans. For mig skete det som oftest når Ana Sendas, Maxim-Jo Beck McGosh, Stefanos Bizasog Arina Troskyanetskayaindtog scenen.

- Et synspunkt! Af Thor Kristjan Kidmose.


Forestillingen blev overværet mandag den 5. august. Du kan se selv samme her frem til den 11. august. Forestillingen varer 90 minutter inklusiv pause. Foto: Henrik Stenberg øverst, øvrige foto copyright til Bjarke Ørsted. INFO: Ud af de i alt 800 tilskuerpladser i Københavns Politigård vil der til hver forestilling være 676 stolepladser, som kan reserveres og oftest er fuldt booket. Derudover er der 124 pudepladser/ståpladser, som ikke kan reserveres, men som gives væk i gratiskøen efter >først til mølle princippet<. Deltagende dansere: Emily Nicolaou, Björn Nilsson, Milou Nuyens, Erik Nyberg, Ana Sendas, Alessandro Sousa Pereira, Maxim-Jo Beck McGosh , Fabio Liberti, Luca Marazia, Stefanos Bizas, Joel Fritzon, Csongor Szabo, Jernej Bizjak, Arina Troskyanetskaya , Elena Martinez Ibar og Maria Pilar Abaurrea.

Comment