Viewing entries in
Teater

Comment

Fra Teatersædet–Nr. 7.<

Det er ikke altid retfærdigt eller logisk når vurderinger regner ned over et teaterstykke, til gengæld er det sandt, at succes vitterlig ikke kan planlægges. Denne omgang af ” Fra Teatersædet” rummer anmeldelser af teaterstykker som alle havde fragmenter af ren magi, perfekte rammer og gennemtænkte ideer. Men alligevel druknede de i ligegyldigheder og for mange gode intentioner. Hvorfor jeg sært nok havner med en serie vidt forskellige oplevelser der alle får fire kloakdæksler kastet efter sig. Der er dog ikke et stykke jeg ville have undværet, mens der omvendt er en masse jeg gerne havde set klippet fra hver af de kunstneriske udfoldelser på scenegulvet. Jeg var omkring improvisations dans, religiøst dukketeater, byvandring med improvisations ordrim som højdepunktet, sydkoreansk overskudskoncert tilsat færøske sange.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Foto copyright Forbrugermania.

image

Mellemrum Weekend 3 af Kitt Johnson X-act

Den sidste runde af byvandringsteateret Mellemrum blev afviklet i timerne op til midnat en søndag aften og som så ofte før var vejret godt, lokationerne perfekte og guiderne velforberedte. Hvorfor  det som var altid en fornøjelse at vandre rundt på Kittts skattejagt for voksne gennem endnu et udsnit af Sydhavn. Hvor haveforeninger talrige, havnefronten domineret af kapitalstærke brands mens arbejderboligerne fylder resten. Denne runde havde desværre endnu mere abstrakt teater end jeg orkede at afkode og de fysiske godbidder var denne gang blot en lidt for skarp snaps. Men så var det et held at Per Vers var aftenens afsluttende glansnummer for pludselig var Zlatkos knudrede hyldest til livet glemt og irritationen over The Mob show fordampet. For da først ordrimene væltede rundt mellem de udtjente støddæmpere, nedslidte alufælge og let bulede kølerhjelme var lykken gjort og humøret igen højt. De fire kloakdæksler gives der udover for gåturen, det fantastiske og helt ufattelig smagsløse selskabslokale som vi fandt der i det skumle industrikvarter, de søde små detaljer deriblandt den geniale idé med Distortion bussen. Jeg håber at vi ses igen om to år, men skulle det ikke ske, så værdsættter jeg for altid de magiske øjeblikke som hver eneste runde med Mellemrum  vitterlig giver mig. 
- Du kan læse mere herfoto copyright tilfalder Per Morten Abrahamsen.

image

PLUM WINE, HIGHWAY, LEMON 2014 - En rejse i efterlivet  af Mute Comp.

Det var ikke fordi kapellet er sjældent brugt eller kirkegården er lukket af for offentligheden som sådan, men det var alligevel første med Mute Comp sommeropsætning jeg fandt vej til begge dele. Forventninger var selvfølgelig knusende store allerede inden den majestætiske have kunne skimtes i horisonten og ti minutter inde i dansesekvensen tog jeg mig selv i at tænke hvor fantastisk nyskabende, underholdende og helt igennem forrygende det hele var. Men så….blev vi ved! I 90 minutter eller så. I et vanvids orgie af energiudfoldelse og kampsport omsat til dansetrin. Den ledsagende musik bølgede frem og tilbage altimens danserne skiftevis kastede sig ud i vilde sekvenser, solodans, fysiske kampe og udfordrende bevægelser. Desværre druknede hele udtrykket i denne monotoni du ellers kun støder på i moderne actionfilm hvor slutsekvenserne altid er 35-45 minutter sanseløs vold mellem de gode helte og de onde skurke. Men det ramte mig slet ikke og havde der været regulære ryglæn havde jeg utvivlsomt fundet søvnens trygge favn der midt i vanviddet. Hvor absurd det end må lyde og i hvert fald have set ud. De fire kloakdæksler gives for åbningssalmen med de dertilhørende halefinneklappende robotfisk, de sydkoreanske musikere og deres for mig nyskabende lydbillede, samt den helt forrygende introsekvens på dansegulvet.

- Du kan læse mere herfoto copyright Jacob Stage.

image

TESTAMENTET af Rolf Heim på Bådteateret.

Der findes ganske givet et hav af dukkemagere i Verden men for mig er der ingen så dygtig til at bruge dukkerne  som Rolf Heim. Med tilsyneladende få virkemidler skabes liv ud af enhver folde og enkelte masker er mere livagtige end din sidemand i teateret. Udtrykket er ofte lidt dystert og det er sjældent de positive sider af menneskeheden der afdækkes på scenegulvet når Heim er ophavsmanden. Hvilket også var tilfældet med denne omgang bibelfortolkning i form af stykket Testamentet, med genesis som ramme fik vi et kik ind i vores sjæl. Der var mange virkelige gode dukker, men lige så uskyldig som dyrene blev afbilledet lige så grumme var menneskene i dukkeform. Hvis du aldrig har nærstuderet biblen eller fulgt synderlig godt med i noget som helst vil du måske misse at det er arvesynd og ikke livets begyndelse der afsøges på scenegulvet. De fire kloakdæksler gives for lyssætning, dukker, introsekvensen, Laura Müller og så dukkefremvisningen af køllevåbnets opdagelse. 
- Du kan læse mere om stykket her, foto copyright Miklos Szabo.

Comment

Comment

Heidi – en rejse til helvede med Simon Spies af Coreact på Grob

Anikas personlige erindring om søsteren Heidi bliver hurtig til et skingert angreb på Simon Spies og danskernes forherligelse af selvsamme. Men coreact formår heldigvis at bibringe fortællingen en vis balance ved at lade skuespillerne træde ud af karakter for at diskutere helholdvis svaghederne ved erindringerne, de faktuelle ting og stykkets ensidige gengivelse af den mest excentriske rigmand Danmark har fostret. Ved at fastholde fokus på søsterens tragiske skæbne formår man at sammenbinde kritikken af danskernes ligegyldighed overfor Simon Spies mørke sider med en social kritik af klassesamfundet, den uforløste kønskamp og tabuet ved AIDS. 

Jeg synes især første akt er vellykket og jeg falder pladask for den ikke naturalistiske gengivelse af Simon Spies. Olaf Højgaard får på få øjeblikke vundet publikum over på sin side og på intet tidspunkt virker det sært at en veltrænet, skægløs mand spiller en bundperverteret, små sindssyg, stofmisbrugende gamling med stort skæg og tilhørende mave.  Sara Hjort Ditlevsen er perfekt i rollen som det smukke offer med de mange ar på sjælen. Vi fordyber os aldrig i andet end i hende desperate overflade, det er derfor de skræmte øjne der afslører al det ”Heidi” søgte, savnede og tiggede om. Helene Kvint bruges dygtigt som både tidsmarkør og den visuelle skal for barndommen.

Selvom det ikke kræver megen psykologiindsigt før årsagen til Heidis deroute vil blive søgt i barndomshjemmet, så rettes skylden i stykket udelukkende mod rigmanden. Det er muligt anklagen er berettiget, men jeg tænker i stedet den er fremprovokeret af mediernes ofte lidt godmodige fremstilling af fantasten Simon Spies. Hvorfor Anikas erindring om storesøsteren bliver lige dele forherligelse af den tabte uskyld og angreb på vores leflen for overklassen, frem for en personlig historie om hvordan hun selv overlevede et barndomshjem fyldt med vold, alkohol og tvangsindlæggelser. Selvfølgelig har der alle dage været en grum udnyttelse af smukke unge fattige kvinder, men det frikender dog på ingen måder den perverse rigmand med de berømte venner. Men uanset hvorledes du stykker Heidis skæbneberetning sammen vil den fremstå tragisk og overvældende.

Vi ved selvfølgelig godt at stykket ikke byder på en lykkelig slutning, nye svar eller overraskelser. Heldigvis tager det ikke brodden af anklagerne eller energien ud af historien. Jeg havde dog gerne set andet akt lidt mindre overlæsset med anklager og tredje akt endnu mere reflekterende. De fire kloakdæksler gives derfor for de mange sjove erindringsglimt, den underfundige måde 70erne og 80erne blev indkapslet på ved Kvints opremsning og så selvfølgelig gengivelsen af Simon Spies og Heidis historie. Stykket er en oplagt kur mod romantisering af fortiden, en perfekt anledning til at kaste et kritisk blik på nutidens klassesamfund og en refleksion over hvorfor vi danskere aldrig helt tyer til anden empati end den apatiske.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Stykket blev overværet på Grob Teater, den 5. maj, hvor det gæster scenegulvet frem til den 24. maj. På scenen: Sara Hjort Ditlevsen, Olaf Højgaard, Anika Barkan, Helene Kvint Dramatiker: Gritt Uldall-Jessen. Iscenesættelse: Line Paulsen. Scenografi: Nathalie Mellbye. Komponist: Søren Siegumfeldt. Lysdesign: Edward Lloyd Pierce. Gæstespil af: CoreAct. Fotocopyright: Karoline Lieberkind.

Comment

Comment

PIGEN MED PARAPLYERNE af Peter Langdal på Betty Nansen Teatret

image
Mens de moralske konklusioner fremvist på scenen ikke længere bærer den samme universelle genkendelseskraft som da filmen ramte det store lærred, så vil alle der har prøvet at være unge og forelskede, kunne genkende sig selv i problemstillingerne fremført på Betty Nansens store scene i den let gendigtede musicalversion af filmen Pigen med paraplyerne. Siden filmen ramte biograferne verden over har vi både haft den seksuelle frigørelse, overlevet de mange opgør med de klassiske autoriteter og for længst accepteret kærlighed som en gyldig grund for ægteskab. Men ak ja, sådan har det ikke altid været og det mindes vi i den grad om i denne franske kærlighedshistorie. Der over tre akter lader vores helt finde kærligheden i det første akt, for derpå at miste selvsamme i det andet for til sidst at blive belønnet med en lykkelig slutning af en art, i stykkets tredje og sidste akt. Men selvom dette kan ligne den vanlige opskrift på en kærlighedshistorie så afviger stykket alligevel en del fra de gængse romantiske forestillinger. I stedet rejses der en masse mere eller mindre ubesvaret spørgsmål om meningen med livet, kærligheden og institutionen ægteskab. Gennem forestillingen ser vi kærlighed er noget man forsøger at købe sig til, bytte sig til for tryghed, tilbydes i mangel af andet, fremelskes grundet manglende indhold i livet, men den gnistrer aldrig rigtig mellem vores karakterer. Hvilket utvivlsomt bibringer en vis realisme men samtidg dræner stykket for en del eksplosiv fremdrift. 
image
Musicalen Pigen med Paraplyerne var mit første gang møde med Birgitte Hjort Sørensen på de skrå brædder og det var ikke ubetinget en succesoplevelse. Jeg medgiver gerne hun ganske ofte ramte en øretæveindbydende, selvcentreret og urealistisk ung pige i rollen som Geneviève til perfektion. Der er også vellykkede momenter i hendes accept af at livet består af en masse voksne valg du ikke kan lave om, men jeg savnede alligevel dybde i hendes gengivelse af dilemmaet: Kærlighed (Guy) eller Tryghed (Roland Cassard).
Til gengæld var det endnu engang en fornøjelse at støde på Kaya Brüel, der både mestrer sang, komik og skuespil så alt virker legende let, som alenemoren Madame Emery, hvis historie jeg gerne havde dykket endnu mere ned i. Hvis Jens Jacob Tychsen vitterlig læser ordene jeg kaster efter ham er han utvivlsomt træt af at de gentagende kritikpunkter fra min side. Derfor vil jeg nøjes med at sige at mandens mimik, sang og timing denne gang vitterlig passer til karakteren tidsperioden og genren. Hvor Kaya Brüel dominerede hele første akt så strålede Danica Curcic i det trejde akt. For lige så uengageret kærlighedshistorien mellem hovedpersonerne fremstod, ligeså ægte fremstod hendes betagelse af karakteren Guy. I de øvrige biroller glimtede Hanne Uldal som Aunt Élise og Morten Eisner i alverdens karakterer.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005clip_image005[1]Uanset om du forbinder titlen med et maleri af Monet, Ted Mosby evige jagt på moderen i hit tv-serien HIMYM eller Jacques Demy spillefilm af samme navn, så vil symbolikken bag paraplyerne være til at gennemskue. De fire kloakdæksler gives for dansescenen mellem det unge forelskede par i første akt, Kaya Brüels greb om en kvinde der både husker livets lethed og forstår verdens barske realiteter, Danicas inderlighed som forelsket ungpige og overbevisende råhed som prostitueret, Morten Eisner evne til at udgør det magiske stof der binder scenerne sammen og giver stykket sjæl, samt orkesterets evne til musikalsk at sætte rammerne for krig. Hvis du søger en lille let påmindelse om ungdommens hjertekvaler tilsat sang og moralske problemstillinger enhver kan afkode, så er dette stykket for dig. Mens alle de der husker filmen som et sansefuldt farveorgie der satte scenen for Catherine Deneuve internationale gennembrud utvivlsomt vil mene et og andet er gået galt i denne gendigtning. Mit råd er dog at indtage teatersalen med et åbent sind, huske på tidsperiodens ånd og acceptere at form ikke er alt og indhold nogen gange blot er luftig underholdning.

Af Thor Kristjan Kidmose.

//player.vimeo.com/video/89036774

Stykket blev overværet den 28. marts. Du kan se selv samme frem til den 14. april ved Betty Nansen Teatret. Scenograf: Ashley Martin-Davis Medvirkende: Birgitte Hjort Sørensen, Mikkel Kaastrup-Mathew, Kaya Brüel, Jens Jacob Tychsen, Hanne Uldal, Danica Curric og Morten Eisner Musik: Michel Legrand Kapelmester: August Rosenbaum Musikere: Bent Clausen, Anders Singh Vesterdahl, Lars Greve, Adam Melbye, Kasper Tranberg Manuskript: Jacques Demy Oversættelse: Trine Dansgaard. Fotocopyright Ulrik Jantzen.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment

Comment

Rød og 32 Variations af Örjan Andersson

image
Når musik fortolkes fysisk får du ofte et flydende udtryk der følger lyden, mens historien bag melodien sjældent lader sig forløse i dansetrin. Koreografen Örjan Andersson forsøger sig dog med begge dele i sin fortolkning af Beethovens 32 Variationer men selvom ideerne er mange er det pianisten som løber med din opmærksomhed. Nogle af temposkiftene og legende fortolkninger fanger dog let din opmærksomhed, men formår på intet tidspunkt at fastholde den.
image
Det kan selvfølgelig virke ironisk at det modsatte er tilfældet i forestillingens anden halvdel Rød, hvor det musikalske lydspor slet ikke krøb ind under huden grundet de fængende dansesekvenser. Örjan har i Rød fortolket de dramatiske strygere i Shostakovichs 8. strygerkvartet til frygtfulde og inderlige danse hvor man virkelig føler danserne forløser hele følelsesregisteret.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005clip_image005[1]Den todelte forestilling fungerede efter min mening ikke som en helhed og jeg havde derfor gerne undværet den legende sektion ”32 variations”. Havde man i stedet placeret pianisten Tanja Zapolski i en anden ramme og nedtonet dansen så ville meget have været anderledes. Til gengæld var jeg vild med det fysiske udtryk i den halve times lange danseforestilling ”Rød”. Hvor især Maxim-Jo Beck McGosh var en fornøjelse og Luca Marazia en positiv overraskelse. For pludselig fangede danserne hinanden og overgangene virkede naturlige fremfor mekaniske. I Rød var den intensitet, legende variation og indlevelse der gør jeg så ofte kikker forbi Dansehallerne.

Af Thor Kristjan Kidmose.
//player.vimeo.com/video/74932600

Blev overværet i Dansehallerne d. 10. oktober. Du kan opleve selv samme forestilling af Dansk Danseteater frem til den 26. oktober. RØD Koreografi: Örjan Andersson. Musik: Dmitri Shostakovich. Medvirkende: Dansk Danseteaters dansere. Lysdesign og scenografi: Jens Sethzman. Kostumedesign: Nina Sandström. 32 VARIATIONS Koreografi: Örjan Andersson. Musik: Ludwig van Beethoven live opført af pianisten Tanja Zapolski. Medvirkende: Dansk Danseteaters dansere. Lysdesign: Jacob Bjerregaard og Örjan Andersson.Foto: Bjarke Ørsted. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment

Comment

Dagen Før – Musik og tekst af Kim Larsen

image
Teaterkoncerten Dagen Før vil utvivlsomt støde enkelte Kim Larsen fans, mens alle vi andre blot vil få et brag af en koncert. Hvor nyfortolkninger måske nok står i kø, men tekstuniverset let genkendes af alle vi der voksende op med trubadurens ord i radio og fjernsyn. Men fortolkningerne sprænger rammerne for hvordan du tidligere har opfattet Kim Larsen. Vrangen vrides ud på sangskatten i et ungdommeligt forsøg på at finde frem til kernen. Det lykkes måske ikke i hvert eneste nummer, men som helhed synes jeg det fungerer.
image
Iklædt anonyme sparkedragter og omkranset af en modeltogbane afsøger sangerne på scenen rammerne for hvorledes nationalskjaldens tekster kan fortolkes. Det legende rum der skabes omkring sangene giver os mulighed for at møde Larsens ord, som var det for første gang. Vi afsøger derved det velkendte tekstunivers så insisterende og uanfægtet af fortidens versioner at du til tider glemmer ophavsmanden. Som når Papirsklip synges fra indersiden af en rejsekuffert, eller når Volver Volver vrænges ud som var det anklage mod publikum eller Rita leveres med en ungersvends desperation. Hvis du savner Gasolin eller blot ejer alle Larsens udgivelser så er det ikke sikkert du vil føle dig hjemme på Aveny-T denne gang. Men hvis du ikke har så traditionelle eller dogmatiske krav til en teaterkoncert så vil denne muskikalske dekonstruktion af et 40 års bagkatalog utvivlsomt underholde dig.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005 Der er ikke tale om et nostalgisk genbesøg i sangskattekammeret, ambitionerne er langt større og tak for det. De fem kloakdæksler gives for varmen, humoren og sangernes evner til kombinere det fysiske udtryk med teksternes billedeverden. Jimmy Jørgensen har glød og styrke i stemmen, mens Carsten Svendsen fremviser en markant pondus i flere solonumre. Da Gammel Hankat runger ud over scenekanten bliver det ikke bedre. Larsens inderlighed får her kant, råhed og styrke. Både Rikke Bilde og Kitt Maiken Mortensen får rum og plads til at lege sig gennem flere sekvenser, men det er deres sangstemme du vil huske efter forestillingen. Det er dog  ikke tilfældet for Kristoffer Fabricius (om end han faktisk godt kan synge) der som altid kompromisløst kaster sig ud i det ukendte. Det svinger som så ofte før mellem genialt og sindssygt, denne gang synes jeg dog han rammer mere rent end skævt. Han giver hele sceneudtrykket en smule rastløshed og stykket den tiltrængte uforudsigelighed.

Af Thor Kristjan Kidmose.


Dagen Før
blev overværet ved Aveny-T d. 20/9. Stykket er Co-producenter: Det Kongelige Teater, Aarhus. TeaterInstruktør: Elisa Kragerup. Scenograf: Jonas Fly Filbert. Forfatter: Kim Larsen. Komponist: Kim Larsen. Fotograf: Ingrid Bugge. Medvirkende:Jimmy Jørgensen, Kristoffer Fabricius, Rikke Bilde, Kitt Maiken Mortensen.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

København – Sange fra storbyen af Rolf Heim

image
Hvis du har rod og hjemstavn i den danske hovedstad vil denne teaterkoncert sikkert føles som et varmt og trygt knus fra en gammel ven, men hvis du ikke tillægger byen nogen emotionel værdi bliver det hele til tider lidt for harmløst, tandløst og ligegyldigt. Til gengæld har Rolf Heim formået at indpakke hovedstadsnostalgien med tilpas charme, varme og inderlighed til du ikke går galt i byen hvis du svinger for Nørrebro Teateret for en hyggelig aften med sang.

Bor i en landsby inde i en storby, hvor du kan få en kebab-ret der slår alt andet, du har smagt.
Jeg er en af de lokale, lige der hvor jeg bor.
(Raske Penge)
image
Teaterkoncerten om Danmarks største by spiller vellykket på den menneskelige genkendelse i sangenes skæbnehistorier. Så uanset om du genkender Anne Linnets ord, Poul Henningsen sang eller John Mogensens verdensbillede, så vil du forstå hvordan livet som hjemløs, enlig mor, melankolsk eneboere, ung og gammel udgør grundstenene i enhver storby.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005clip_image005[1]Kærlighedserklæringen til København synges, udspilles og leveres med stor indlevelse og medfølelse, men det bliver aldrig farligt, råt eller meningsfuldt. Til gengæld svinger det på enkelte numre så originalen glemmes, og skuespillerne formår gennem hele forestillingen at holde stemningen. De fire kloakdæksler gives for de momenter hvor komikken får kant og så for Tom Jensens vellykkede udgave af Manden på Risten, Jannie Faurschous morsomme version af nordvesthyldesten Bor Her og gruppens enestående favntag med Szhirleys sang Gammel Kongevej. Som altid, var det en fornøjelse at opleve Cecilie Stenspil synge, spille og brænde igennem på scenen, men jeg var ikke begejstret for hendes version af Sys Bjerre Malene. Ligeledes brød jeg mig ikke om stykkets fortolkning af Dan Turélls ord i sangen Gennem Byen Sidste Gang der kommer til at fremstår som forceret nostalgi.

Af Thor Kristjan Kidmose.


MEDVIRKENDE: Cecilie Stenspil, Laus Høybye, Trine Pallesen, Tom Jensen og Jannie Faurschou. Instruktion: Rolf Heim. Musikalsk ledelse: Niels Søren Hansen. Musikalsk arrangement: Niels Søren Hansen og Anders W. Birk. Scenografi: Sisse Gerd Jørgensen. Medvirkende: Cecilie Stenspil, Laus Høybye, Tom Jensen, Trine Pallesen og Jannie Faurschou. Musikere: Anders W. Birk (kapelmester), Anna Brønsted, Tom Bilde og Bent Clausen. Musik af bl.a. Raske Penge, Love Shop, Anne Linnet, Szhirley og Rasmus Nøhr.Foto: Miklos Szabo.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

Akut Cabaret–“En Tvangsauktion” på Cafe Liva

image
Nu hvor krisen er kommet lidt på afstand og mådehold igen er blevet hverdag rundt omkring de danske kaffeborde så virker Anne Dorte Michelsens kabaret Akut – En Tvangsauktion ligefrem helt hyggelig og harmløs. For når først et national trauma er behandlet, pensionsmidlerne er forsvundet, firmaerne er gået fallit og bankerne  igen er tilbage i rollen som snyltere på samfundet, så både kender og forstår vi danskere verden igen..

Det er muligt at melodierne virker velkendte og faconen rendyrket Anne Dorte, men teksterne er alle håndlavede nyskabelser i forbindelse med denne forestilling. Sangrollerne skifter mellem de fire men det er dog tydeligt at Anne Vester Høyer og Ditte Ylva Olsen roller er at charmerer os, mens Martine Madsen står for musikken og Anne Dorte Michelsen de ironiske pointer.

Samspillet fungerer fint, levering var til tider perfekt og især indledningsnummeret Lose Lose var medrivende. De underspillede jokes og krøllede pointer faldt i min smag. Kønsakten omtalt som kødtetris er selvfølgelig lidt direkte, men det fungerer, når det leveres af to verdensfjerne overklassemænd. Den velkendte ”Oh – Denmark! Do you then know Jens?” situation blev her med succes drejet således Anne Dorte fik skudt et TV2 hit i skoene, grundet hendes Århusianske tilhørsforhold. Dittes lille boligboble blev leveret med så æggende charme at du næsten tilgav den alt ondt. Men ellers skulle morskaben findes i de let sarkastiske og altid ironiske sangtekster. Hvor vores begrebsverden fra før finanskrisen blev kritiseret og udstillet som tanketom dumheder (ikke at vores nuværende stadie blev rost).
image

clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005clip_image005[1]Det er sjældent at kombinationen af sang, humor og fællesklap fungerer for mig, men det var vitterlig både hyggeligt og underholdende at opleve disse fire kvinders gemytlige hudfletning af finanskrisens konsekvenser og omfang på Cafe Liva denne mandag aften. Emnet kan ganske give ikke længere forarge eller forvirre folk for selvfølgelig vil en økonomi der er baseret på hvor svært det er at finde en sten (Guld) til tider oplever store udsving i både tillid og formåen. Det ændrer dog ikke på rigtigheden i kritikpunkterne ved bankverden, vores eget overforbrug og de borgerlige politikers manglende økonomiske forståelse. De fire kloakdæksler gives for stilen, de sange der fungerede og stemningen gennem hele aftenen. Den driftsikker underholdning til trods så havde jeg gerne set Anne Dortes drømmende sang om livet på månedsløn have flere kanter, Annes kærlighedserklring til omfartsvejen have mere substans og angrebet på Danske Bank mere bid. Til gengæld kan du trygt søge Cafe Liva for gennemtænkte finanspointer leveret indpakket i sang og charme.

Af Thor Kristjan Kidmose.


Showet blev overværet på Cafe Liva d. 16/9. Du kan se selvsamme her frem til den 5. oktober. Fotocopyright tilfalder Cafe Liva. Af og med Anne Dorte Michelsen – assisteret af Anne Vester Høyer, Ditte Ylva Olsen & Martine Madsen. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her

Comment

Comment

Hotel Nelson af Thomas Levin på Teater Grob

image
Det er allerede længe siden jeg så denne folkekomedie som så tydeligt ramte rent omkring mig, men ikke just ramte mig. Sådan noget sker, især med komik, men der er alligevel enkelte strukturelle ting i Hotel Nelson som ikke fungerede, upåagtet ens humoristiske smag. Inden du vrissende skærer tænder og fordømmer denne anmelder, så kan jeg berolige dig med, at vi havner på hele tre kloakdæksler, du ved, middelmådighedens kendetegn. Der dog forsat kræver en masse ting skal fungerer og sidde lige i skabet før den tildeles som vurdering.
image
Det jeg ikke kunne lide var de forudsigelige elementer, de overspillede hverdagsdramaer som alverdens danske spillefilm allerede flyder over med i det uendelige, det gammelkloge barn der ganske givet fungerer på skrift, men altså ikke på scenegulvet, samt replikskiftene der sjældent kom til at virke som samtaler uanset hvem der talte.
image
Til gengæld er der ingen tvivl om at denne forestilling vil underholde, betage og glæde målgruppen. Hvilket antages at være den købedygtige halvdel af kultursegmentet i København der både holder politikken og ser fredagsunderholdning. Denne anmeldelse vil utvivlsomt afslører mere om mine præferencer end om stykkets kvaliteter, det er dog tilfældet med alle tekststykker en anmelder spytter på gaden (alt andet kaldes reklame). På Hotel Nelson æltes komikken ind i hver eneste drama gæsterne har bragt med sig hjemmefra, når de forskellige problemstillinger støder sammen opstår det absurde og forviklingerne står i kø. Afrika som livets vugge fungerer som metafor gennem hele forestillingen men danner kun en tynd ramme omkring historien. Der ganske banalt blot er en dansk folkekomedie afviklet under eksotiske himmelstrøg. Som altid med manuskripter af Thomas Levin bindes sløjferne pænt og intet overlades til din fantasi. Fremdriften sikres ved at lade små hverdagskonflikter løbe af sporet, men desværre kommer det hele til at fremstå ganske harmløst, tilforladeligt og til tider ligegyldigt.
image

clip_image002clip_image004clip_image004[1]clip_image006clip_image006[1]clip_image006[2]Denne gang er det især hotel scenografien jeg er vild med. Skabt af MAAM (Marianne Nilsson & Anne Mette Drivsholm). Her tilbydes du både indsigt og oplevelse på vej hen til din plads på publikumsrækkerne, mens stykket får rigelig med plads til at udfolde og afvikle forskellige grene af handlingen uden overblikket mistes. Det andet kloakdæksel gives for Jotham Annans positive udgave af hotelværten Basil fra Halløj på badehotellet. Han har din sympati med det samme og din forståelse gennem hele stykket. Men modsat Basil imploderer eller eksploderer han aldrig uanset hvor idiotisk, krævende og umulige gæsterne måtte være. Han er det rolige centrum i den kaotiske verden omkring ham. Det tredje dæksel gives for Kirsten Peuliches evne til at fremvise kvindelig skrøbelighed så det fremstår ægte i alt det forlorne omkring hende.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Medvirkende: Henrik Prip, Helle Dolleris, Kirsten Peuliche, Ole Boisen, Mette K. Madsen, Helmer Solberg& Jotham Annan (UK). Manuskript: Thomas Levin. Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul. Scenografi: MAAM - Marianne Nilsson& Anne Mette Drivsholm. Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen. Lyddesign: Emil Assing Høyer. Fotocopyright Christian Geisnæs. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

Drengen der lå i sin seng mens hans far og Damefrisøren så på af Kim Fupz Aakeson på Anemone Teatret

image
Det er allerede tre år siden at moderen døde, men Werner er ikke villig til at give afkald på mindet og kærligheden uden en kamp. Derfor ignoreres faderens nye kæreste, der ikke blot laver klam fed mad der smager af peber, men også stjæler barndommens trygger rammer væk fra Werner. Heldigvis har Werner fundet ud af at moderen møder ham i drømmeland hver eneste nat. Men søvn som genvej til moderens trygge favn viser sig at indeholde nogle problemer.

Vi følger afviklingen af en familiehverdags velkendte  rutiner som den opleves fra et barns synspunkt. Dvs. der er travlt om morgnen og aftenen er fyldt med lovprisning af mad. Mens dagstimerne henslæbes i en offentlig institution. Du tales til men ikke med. De voksne drikker vin men ønsker ikke dit selskab. Du er en funktion af familielivet, ikke omdrejningspunktet, du bør spise op, sige tak og gå i seng når det er tid. Alt andet er et besværligt barn.
image
Sceneudtrykket er bygget op i lag således det via videoprojektioner er let at omstille fra den fysiske verden til drømmeverden. Det fungerer for det meste rigtig godt og enkelte animationer er virkelige gode. Jeg var dog ikke så glad for besøget på stranden. Indarbejdelse af musik forløber virkelig godt gennem hele forestillingen og fungerer som styrkemarkør for skiftene mellem fantasi og virkelighed.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005De konflikter der antydes mellem barnet og faderens nye kæreste vil sikkert vække genklang ved flere skilsmissebørn, mens den poetiske afslutning på stykket utvivlsomt vil gå forbi de yngste blandt publikum. For selvom vi voksne sagtens kan forstå døden som en anden tilstand af livet, og kan lege med de filosofiske spørgsmål om hvad der er virkeligt og hvad der er indbildt uden nødvendigvis at miste vores fodfæste, så tvivler jeg altså gevaldigt på at små børn besidder denne form for abstraktionsevne. Hvilket sikkert er den direkte årsag til at skaberne af Drengen der lå i sin seng mens hans far og Damefrisøren så på ikke beskæftiger sig synderlig meget med disse størrelser, men i stedet sender drengen til drømmeland i jagten på moderens selskab. Derved bliver fantasiens verden til en fysisk størrelse børn kan forstå, til et sted hvor man kan møde de man savner, de man længes efter, hvor minder for livet også kan skabes. Indpakket i musik og uskyldig leg bliver budskabet om at vi alle en dag skal dø formidlet nænsomt og tydeligt til stykkets målgruppe. En smertefuld erkendelsesproces vi alle har været igennem. Den dag døden bliver til noget virkeligt i vores begrebsverden er den selvsamme vi erkender at de vi har kært også kan dø (det er dog først i teenageårene denne visdom fører vores uudviklede hjerner til åbenbaringen at vi ikke selv er udødelige størrelser). De fire kloakdæksler gives for budskabet, musikken og Ernesto Carbones fortolkning af en dreng i sorg.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overvære på Anemone Teatret d. 14 september. Du kan se selvsamme stykke her frem til den 20 oktober. Stykket er dramatiseret af Lisbet Lipschitz og Albert Nielsen. Albert har også instrueret og iscenesat det. På scenen er Lisbet Lipsschitz, Lars Hjøllund og Ernesto Carbone. Samt musikeren Kristoffer Rosing-Schow. Jacob Stage har stået for koreografien. Film og video desig: Liselotte Justesen. Lysdesign: Kasper Stounborg. Kostumer: Bolette Binflis. Masker og dukke: Lisbet Lipschitz (jeg fandt hendes masker temmelig skræmmende, især frisørmasken og aben). Baseret på en bog af Kim Fupz Aakesons. Foto copyright Sara Skytte. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

SANGE FRA EN FRIBYTTER - TOM KRISTENSEN DIGTE ved Jesper Lohmann på Teater V

image
Den danske mellemkrigstids storbyspoet Tom Kristensen danner både ramme og indhold for Jesper Lohmanns musikalske forestilling Sange Fra En Fribytter. Hvor vi i ord og sang forfølger livets meningsfulde og meningsløse sideveje til jazzede toner ved pianisten Bjarne Sahl og bassisten Eva Malling. Det ene nummer tager det andet og da forandringer i sceneudtrykket er minimale er det let at fortabe sig i de fordrukne spørgsmål der flyder fra Lohmanns mund, men på intet tidspunkt taber han forbindelsen til publikum.

”Hvem har ikke i sit stille sind ”længtes mod skibskatastrofer – mod hærværk og pludselig død?” – eller i ubevogtede øjeblikke ønsket at hengive sig til ”druk, hor og evig jazz – jeg har!” Jesper Lohmann.

Gennem hele forestillingen befinder vi os konstant i spændingsfeltet mellem livslede og livsnydelse, som kendetegner meget kunstnerisk udfoldelse fra brydningsperioden efter første verdenskrig. Hvor den kendte verdens værdier pludselig forsvandt og den ukendte fremtid virkede så skræmmende og fremmedartet, at mange søgte svarene på det meningsløse i alkoholens sikre favntag, andre igen forvildede sig ud i psykoanalytiske redegørelser på hvorledes alt det man tidligere tillagde nogen værdi havde vist sig at være falskt, mens verdensreligionerne slugte de sidste fortabte sjæle.
image
Hvilket ganske givet er årsagen til at de tomme ølkasser hober sig op omkring skuespilleren på scenen, for Tom Kristensen fandt ikke de rationelle svar på verdensforandringerne og søgte ej heller ly ved Gud. I stedet svøbte han tvivlen i alkoholprocenter og roste det sanselige ved at opleve verden gennem værdiforladte øjne, mærke smerten på egen krop og ikke bekymre sig om meningen med det hele.

Det fordrukne skuespil er til sidst så overbevisende at det kun er Jespers klare stemme der overbeviser dig om at han er i fuld kontrol. Uanset om du genkender de rytmiske rim, sange og poetiske tanker fra Tom Kristensens forfatterskab eller aldrig har læst Fribytterdrømme (1920) så vil sanseligheden bag digterens beskrivelser gribe dig før det hele er slut.

clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005clip_image005[1]Mine fire kloakdæksler gives for kærlighedserklæringerne til de danske værtshuse, jazzen og de eftertænksomme opråb fra scenegulvet til os alle om at liv skal leves ikke blot fordrives. Hvis det så kræver alkohol at give slip på frygten, eller blot for at leve med den, så må det være sådan. Den musikalske lydkulisse musikerne Bjarne og Eva skaber omkring Jesper fremstår som en bastant tryg vugge hvorfra ordene udbryder og rammer publikum. Uanset om visdommen søges i højt tempo, eller i nedslået rytmik så fungerer stemmen med musikken, hvilket er den direkte årsag til du skal tage ind og opleve Sange Fra En Fribytter.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet ved Teater V, fredag d. 6/9. Du kan se selv samme forestilling her frem til den 15/9. 
Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her. Fotocopyright er ukendt men tilskrives Jesper Lohmann.

Comment

Comment

Gæstespillet Eksil af Teater Nordkraft på Republiques store scene

image
Unge bange mennesker med ar på sjælen vil altid udgør de lette ofre i verdens grufulde menneskejungle og hvis der først skubbes til det lave selvværd så virker lykkelige slutninger som ren fantasi. Eksil er en historie om en af disse tragiske skæbner hvis Afrikanske hverdag måske virker eksotiske for os danskere, men livsforløb vi alle genkender, du ved, pigen der blev tilovers og søgte kærligheden alle de forkerte steder, for til sidst at tanke selvtillid i posen med de euforiserende stoffer. Hende, der under den hårde skal savner kærlighed så desperat at hun er villig til at gøre alt for at opnå den. Hende, der ved, at hun lever fordi livet gør ondt og derfor ikke tillægger det megen værdi.

I denne historie hedder hun Samantha, der med sine femten år er på tærsklen mellem barn og voksen, hun er britisk statsborger og bosat i Tanzania, som yngste datter af to. Vi støder på hende da skaden allerede er sket, men katastrofen endnu ikke indtruffet. Hjemmets velkendte rammer er alt andet end hyggelige, da moderen søger svarene på bunden af flaskerne, alt imens farmand forlyster sig med tjenestefolkene. Storsøsteren har kun energi til at redde sig selv og kostskolen tilbyder ikke andet end smertefulde nederlag, massivt omsorgssvigt og hårde ord. Så da Samantha taber sit hjerte til den barske mand med de store overarme, drengede sind og kærlige komplimenter griber hun chancen i håbet om noget andet.
image
Jeg elskede den ligefremme tone, det letgenkendelige miljø og rå humor som kendetegnede bogværket Nordkraft. Forfatteren fik en masse ros, anerkendelse og et regulært kommercielt gennembrud. Desværre mistede vi al for hurtig stemmen og mennesket Jakob Ejersbo igen. Eksil er første bind i en Afrikaner trilogi som mange sikkert har læst, men som jeg oprigtigt ikke finder så bjergtagende som det første møde med forfatteren.

Teaterfortolkningen af historien er garneret med videoklip fra interviews med de mennesker som oprindeligt inspirerede Ejersbo til historien. Hvis du ikke har læst bogen eller har noget forhold til forfatteren er disse videoklip dog ganske ligegyldige. Det samme gør sig gældende for det etnografiske indslag fra Tanzania – Peter Ambrosi . Faktisk er der mange små ting gennem hele forestillingen man sagtens kunne have skåret væk da de enten ikke gav mening, hjalp historieformidlingen eller passede ind i universet. Trillebøren med klistermærket Tanzania er et sådan tiltag. De mange store skilte der er påsat forskellige elementer og et enkelt menneske er ligeledes en kilde til forundring. Men mest af alt irriteres jeg over en kæmpebamse der måske, måske ikke, symboliserer en tabt tryghed fra barndommen eller blot bruges som et symbol på den uopnåelig kærlighed!?
image
Heldigvis er der en masse vellykkede, simple og helt igennem fantastiske elementer i forestillingen også og langt de fleste er forbundet med overgreb mod Samantha. Hvorledes underviseren presser  sin hånd ind i hendes lille uskyldige mund eller hvorledes hendes krop søles til i forskellige kropsvæsker for at symbolisere det løbende misbrug. Måske er symbolikken en anelse tyk da hun kneppes af faderens trofaste støtte hen over slagtebænken, mens den lydbaserede voldtægt af Samantha er ren teatralsk perfektion.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005Verden er fyldt med disse unge sårede mennesker hvis skæbner ender så tragisk at du føler nogen burde have gjort noget, sagt noget eller stoppet dem. Deres livsforløb er så næsten forudsigeligt at det er skræmmende, men i det korte øjeblik de er blandt os, falder også du, for deres charme, selvtillid og kække facade. Du ved måske nok inderst inde at de ikke er udødelige, men alligevel fascineres du af dødsforagten og deres ukuelige trang til at slå tiden ihjel. Skildringen af lige netop denne følelse mestrede Ejersbo til perfektion og da Flyvholm også får forløst dette på scenen på allerfornemste vis kunne forestillingen sagtens have blevet til mere end en forudsigelig historie om en pige med ondt i sjæl og hjerte. De fire kloakdæksler gives for Henrik Birch der som altid er fremragende i disse dystre afstumpede manderoller, Sofia Saaby Mehlums fantastiske præstation som den unge desperado og Anele Situlweni i rollen som voldtægtsforbryderen. Meget vil være glemt år fra nu, men de tres pæstationer i denne forestilling vil utvilsomt stå krystalklart.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet ved Republique Teater d. 4 september hvor alle de med billetter kan se selvsamme frem til den 12. september. 13-29 november er der dog ledige pladser. Varighed 140 min inklusiv pause. Der er tale om en gæsteforestilling fra Teater Nordkraft. Forfatter: Jakob Ejersbo. Medvirkende: Mia Lerdam, Sofia Saaby Mehlum, Mette Kolding, Esben Smed, Henrik Birch, Jacob Ulrik Lohmann, Thomas J. Clausen, Signe Skov, Anele Situlweni, Spirit Mba. Instruktør: Mikkel Flyvholm. Scenograf: Louise Beck. Manuskript: Andreas Garfield. Komponist: Christian Skjødt. Fotocopyright: Tom Ingvardsen.
Follow Forrbugermania by this  RSS feed, or at facebook. This site is optimized for reading on mobil phones, but should you have a Nokia phone please use this App.

Comment

Comment

H.C. Andersen–Et Magisk Eventyrshow For Hele Familien

image
Det er det oplagte valg at opsætte nyfortolkninger af den danske eventyrdigters mest kendte fortællinger på Tivolis store scene i koncertsalen. Hvorfra publikum altid forventer let fordøjelig dansk underholdning med store armbevægelser og let genkendelige pointer. Hvor Nordisk Film Live måske stødte en del Beatles fans med deres farverige Hey Jude show har de denne gang langt større manøvre rum med H.C. Andersens eventyr. Selvfølgelig findes der et hav af litterære fans verden over som har betonstøbte holdninger til hvorledes disse eventyr skal leveres, fortolkes og formidles, men disse mennesker har allerede rigelig travlt med krig mod kopierne, Disney versionerne og værne om forfatterens eftermæle. Vi andre dødelige der blot elsker storslåede eventyr med moraler i knæhøjde får her et fornøjeligt brag af et folkeligt show der virkelig formår at forny/fortolke/formidle de velkendte historier så de både fremstår friske og genkendelige.
image
Talenterne står nærmest i kø på scenen for at fremvise deres specifikke artistiske færdigheder og det ironiske ved at lade stykkets eneste skuespiller optræde på fladskærm misses sikkert ikke af nogen. Det ene spektakulære skue efter det andet afløser hinanden på scenen altimens vi lystigt æder os gennem Den Lille Pige Med Svovlstikkerne, Klods-Hans, Nattergalen og i andet akt Prinsessen På Ærten, Kejserens Nye Klæder, Den Grimme Ælling. Under omstillingerne underholdes vi med forskellige discipliner fra nycirkus og tilpassede Break Dance numre. Robotdrengene i soldateruniformer er vores villige hjælpere mens Nikolaj Lie Kaas version af digteren der genopdager eventyrs magi er fortællingens faste samlingspunkt. Det er vidt forskelligt hvor megen plads hvert eventyr får og hvilken fysisk udtryksform der kommer til dominere udtrykket, men som helhed ligner det en vellykket hybrid mellem fortælling, electric boogie, nycirkus og moderne ballet.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005 Det drejer sig om noget så banalt som formidling og det mestrer kunstergruppen Big City Brains virkelig og med Steen Koerner i rollen som iscenesætter ved du at det bliver fyldt med gennemtænkte videoanimationer, electric boogie i verdensklasse og en medrivende lydkulisse. Det er muligt din bedsteforældre ikke vil nyde hver eneste fortolkning af H.C. Andersens eventyr, du her finder i Tivolis Koncertsal, men det gjorde jeg og det vil du utvivlsomt også! For det er svært ikke at lade sig forføre af artisteriet, robotdansen og Nikolaj Lie Kaas som fortælleren. De fem kloakdæksler gives for de vellykkede hybrider mellem eventyr/dans/sang/cirkus og den vanvittige flotte animations scenografi (Sune Munk Schou og Din Mor) samt kostumerne (Astrid Lynge Ottesen). Ethvert fjols kan oplyse en plan flade, men det kræver altså andet end blot 3d forståelse at skabe så mange vellykkede overflader som var tilfældet her. De største roser sendes til artisterne Anders Astrup-Jensen, Cico, Jospehine Ingrid Raahauge, Nadia Dahl, Manda Rydman og Poppin John. Der ikke satte mange fodtrin forkert under aftens forestilling. Desværre synes jeg at både Sonic, Willpower og Rico Coker blev brugt forkert, men det er måske et spørgsmål om præferencer og enkelte eventyr kunne godt have brugt en lidt større variation i trinene. Men uanset hvad, er dette her, sådan jeg ønsker at indtage HC Andersens eventyr – indfølt, medlevende og overbevisende.

Af Thor Kristjan Kidmose.

image
Fotocopyright på første billede tilfalder forbrugermania, de øvrige til fotograf Hentil Sørensen. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her. Du kan se mere om showet herKoncept og produktion: Big City Brains. Producent: Frederik Juul, Nordisk Film Live. Iscenesætter: Steen Koerner. Historiebearbejdning: Steen Koerner og Big City Brains.Komponist: Jesper Mechlenburg. Sangtekstforfatter: Kristian Leth. Kostumedesign: Astrid Lynge Ottesen. Scenografi: Din Mor, ved Martin Mølgaard og Morten Just. Medvirkende et udvalg: Valerie Inertie (Canada), Ny-cirkuso. Anders Astrup, Ny-cirkuso. Cecilie Lassen, Balleto. Popping John (USA), Electric Boogieo. Tina Højlund, Balleto.   Manda Rydman (Sverige), Ny-cirkuso. Josephine Raahauge, Electric Boogieo. Rico Coker, Breakdanceo. Daniel ”Sonic” Rojas, Breakdanceo. Cico (Italien), Breakdanceo.   Malthe Ørsted Buch-Hansen, Electric Boogie m.fl.

H.C. Andersen Eventyrshow Tivoli 2013

Comment

Comment

Fredericia Teater præsenterer Disneys ALADDIN – The Musical i Operaen

image
Det ofte en god forretning, men ikke altid en kunstnerisk succes, at omsætte velkendte animationsfilm til musicals, Aladdin er heldigvis andet end godt købmandskab og lige nu kan du opleve succesforestillingen i Operaen København. Det er muligt magtkampene og den sociale uretfærdighed er som taget ud fra tegneserieverden Iznogood men derudover er kærlighedshistorien i Aladdin klassisk Disney. Her er kvinden smuk, egenrådig og forkælet. Her er manden altid den aktiv erobrende heltefigur hvis største styrke er et rent hjerte, gode venner og evnen til at miste sig selv til kærlighed. Så selvfølgelig krummer de fleste voksne tæer over historien i Disney eventyret, men heldigvis er banaliteterne denne gang indpakket i flotte dansenumre, storslåede sange og massevis af humoristiske sekvenser. Balancen både findes og holdes gennem hele showet og teknisk bør alle musikere, sangere og dansere fremhæves, ud over de tre hovedroller var jeg især vild med den forførende Marsha Songcome, den altid dygtige Bjørg Gamst, medrivende Martin Loft, kække Kim Ace Nilsen og den virkelige morsomme Jeff Schjerlund.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005 Musicalen Aladdin er en familieforestilling ud over det sædvanlige for dels formår skaberne vitterlig at afvikle en velkendt Disney historie så den fremstår frisk og dels får de indtaget Operaen som det mest naturlige i verden. Showet sammenfletter med stor dygtighed de klassiske musicaldiscipliner med animationslogik og voksen humor, uden at nogen af den grund bliver stødt eller tabes. De yngste blandt publikum indfanges allerede fra åbningsscenen og deres opmærksomhed fastholdes stilsikkeret gennem hele forestillingen takket være de tre talentfulde pauseklovne Omar (Max-Emil Nissen), Babkak (Teit Samso Clausen) og Kassim (Kim Ace Nielsen). Det er muligt kærlighedshistorien mellem Jasmin (Maria Lucia Heiberg Rosenberg) og Aladdin (Johannes Nymark) føles som alt andet end brændende begær, men deres syngende samspil kan man ikke sætte en finger på. Men det der løftede oplevelsen for mig og alle andre denne aften var den formidable overskudsfyldte Pelle Emil Hebsgaard der i rollen som lampeånden Genie total stjæler scenen og forestillingen. Som et karismatisk kryds mellem Jim Careys animationsfigur Masken, stand-up komikeren Simon Talbot og Preben Kristensens oprindelige version af den magtfulde ånd får Pelle Emil indkapslet kærlighedshistorien mellem prinsessen og gadedrengen i en overordnet fortælling om en lampeånds ønske om frihed. De fem kloakdæksler gives derfor humoren, hovedrollernes tekniske sangfærdigheder, lampeånden over dem alle og de store vellykkede dansenumre med hele ensemblet. Hvis du har en svaghed for Disney eventyr, eller blot en svaghed for flotte musicals så grib endelig chancen for at opleve showet i Operaen. Det vil du ikke fortryde.

Af Thor Kristjan Kidmose.
image
Forestillingen blev overværet den 19. juli i Operaen København. Du kan opleve selvsamme her frem til den 20. august. Mulighed for køb af familiepakker for rabat. Se mere her om forestillingen
Rollelisten: Maria Lucia Heiberg Rosenberg: Jasmin. Johannes Nymark: Aladdin. Pelle Emil Hebsgaard: Genie. Kristine Yde Eriksen: Jasmin (alternerende) og ensemble. Max-Emil Nissen: Omar. Teit Samsø Clausen: Babkak. Kim Ace Nielsen: Kassim. Kim Brandt: Jago. Martin Loft: Jafar. Lars Mølsted: Walk-on cover Aladdin. Jeff Schjerlund: Ensemble, understudy Babkak & Jago. Steffen Hulehøj Frederiksen: Ensemble, understudy Omar. Patrick Terndrup: Ensemble. Morten Kjeldgaard: Ensemble. Oscar Fredrik Ström: Ensemble. Thomas Jensen: Ensemble. Christian Collenburg: Ensemble. Emil Birk Hartmann: Ensemble. Christoffer Møller Pedersen: Ensemble. Jacob Prüser: Ensemble. Mikkel Moltke Hvilsom: Ensemble. Maria Skuladottir: Ensemble. Bjørg Gamst: Ensemble. Heidi Nielsen: Ensemble. Christine Sonnich Andersen: Ensemble. Marsha Songcome: Ensemble. Anita Holm: Ensemble. Susanne Uldall Thyssen: Ensemble. Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen: Ensemble. Katrine Skovbo Jespersen: Ensemble. Cecilie Greiber Alring: Ensemble. Elise Ruusunen: Ensembler. Morten Daugaard: Ensemble. Linnea Stenbeck: Ensemble. Det kreative hold: Lynne Kurdziel Formato: Instruktør og koreograf. René Bjerregaard Nielsen:Kapelmester. Søren Møller: Producent. Nørlum: Tegning og animation. Jens Frausing & Anders Digmann Jensen: Scenografteam. Anna Juul Holm: Kostumedesigner. Martin Jensen: Lysdesigner. Tim Høyer Andreasen: Lyddesigner. Trine Dansgaard: Oversættelse. Lars Mølsted: Instruktørassistent. Jan Matthiesen: Company Manager. Foto copyright: Søren Malmose.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

Jeg er ikke mine egne snørebånd værd på Det Flydende Teater

image
”Drop mig, venner! Jeg er ikke mine egne, snørebånd værd. Slip mig og lad mig falde. derned, hvor jeg alligevel, altid har været. Lad mig ikke ligge og rådne, deroppe i den frie luft. Hvor en sky kunne få øje på mig, og få ødelagt. sin gyldne aften over havet
.”– Henrik Nordbrandt

Konceptet bag det flydende teater er simpelt og ganske effektfuldt. Man tager en omgang fortolket poesi som udspilles på en lille både med publikum bænket hele vejen omkring selve forestillingen. Herved skabes der både en intim atmosfære og naturen udnyttes som scenografisk bagtæppe i forestillingen. Publikum kan derved ikke gemme sig væk i salens mørke og når skuespillerne har brug for små omstillingspauser udfyldes de blot med musik, sejllads og yndefuld sceneri til alle sider. Det viste sig både at være ganske afvæbnende måde at indtage teater på mens oplevelsen samtidig var utrolig intens.
image
Trioen der udfyldte rollerne på båden var Öszlem Saglanmak, Rosa Sand Michelsen og Anne Vester Høyer. Disse tre ganske uens kvinder formåede at sammensmelte til en person så du hverken undrede dig over rollernes konstante forandringer eller fandt det sært når de afsluttede hinandens sætninger. Det skete ved samtale, erindringsfragmenter, sange og diskussioner. Danskheden blev dissekeret med Nordbrandt i rollen som både kirurgen og patienten. Vi skar som oftest helt ind til benet og enkelte gange flød marven også frit fra knoglerne. De hudløse ærlige erklæringer var som oftest indpakket i et lag samfundskritik der på overfladen måske lignede en kærlighedserklæring til Danmark. Men det ville være svært ikke at føle sig ramt eller opleve vores egen nation spiddet på ordene.
image

clip_image002clip_image004clip_image004[1]clip_image004[2]clip_image004[3]clip_image004[4] Den første bog jeg læste af Henrik Nordbrandt var ironisk nok både en selvbiografi og den eneste der nogensinde formåede at krybe ind under hunden på mig. Det vil dog helt sikkert ændre sig fremover nu hvor jeg har oplevet mandens poesi fortolket, udspillet og sunget af tre yndefulde, humoristiske og indlevende kvinder. For pludselig gav flere af digterens betragtninger, anskuelser og hjertesager mening for mig, der, midt på Furesøen, omringet af vand, skov og solskin! For selvom jeg altid har nydt Nordbrandt i rollen som debattør, ordsnedker og intellektuel kapacitet så har jeg aldrig tidligere følt glæde ved digtene. Det har ikke været noget jeg skammede mig over eller følte skyld ved, for jeg tænker at forfatteren utvivlsomt vil mene det var mig der ikke formåede at forstå ordene og altså ikke digtene der var noget galt med. Da Nordbrandts forfatterskab både er verdenskendt, prisbelønnet og strækker sig over mange titler har han ganske givet også ret. Nu vil jeg dog igen driste mig til at læse Nordbrandts digte på papir, alt sammen takket være oplevelsen Jeg er ikke mine egne snørebånd værd. Der blev indtaget i godt selskab, med et glas hvidvin i hånden og smuk natur omkring mig. Hvis bare al dansk poesi blev iscenesat på samme måde så ville mit forhold til digte på modersmålet sikkert været et andet.

Af Thor Kristjan Kidmose.
image

Du kan opleve selvsamme med Det Flydende Teater frem til den 9. august. Medvirkende: Öszlem Saglanmak, Rosa Sand Michelsen, Anne Vester Høyer, Fredrik Mellqvist, Nicolai Kornerup. Instruktør: Emil Hansen, Anders Lundorph. Komponist: Henriette Groth. Scenograf Nikolaj Heiselberg Trap. Foto copyright Per Morten Abrahamsen. Det sidste bllede er dog copyright Forbrugermania.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

Fruentimmerskolen af Moliéres ved Røn Juul

image
Selvom forviklingerne er af den klassiske og forudsigelige slags så er Fruentimmerskolen af Moliéres alt andet end kedelig og bedaget. Selvfølgelig hjælper det med et nutidig sprogbrug, men det er tragisk nok den manglende ligestilling i vores eget samfund der giver teaterstykkets pointer genklang og brod. Desværre fungerer bifigurerne denne gang ikke synderlig godt og de mange ellers komiske situationer savner derfor ofte overbevisning og indlevelse. Til gengæld opstår morskaben i ordvekslingerne mellem Agnés (Johanne Louise Schmidt ) og Arnolphe ( Olaf Johannessen).
image
Forestillingens overflade er som altid formet af komediens lette tone, mens den ulykkelige kærlighed udgør den tragiske kerne. Det er dog de samfundsrelevante betragtninger, kønsroller og diskussion af samme der fænger mig. Historien kan koges ned til en rigmand hvis frygt for hjertekvaler har ført ham til erkendelsen af at den perfekte kvinde ikke findes, men godt kan skabes, desværre fravælger den udvalgte mage hurtig pligtægteskabet for kærligheden. Dramaet opstår i sammenstødene mellem virkeligheden og drømmene, alt imens den smertelige selvindsigt som vores selvudråbte patriark finder gennem nederlagene giver tragedien struktur.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005 Scenografien af Manfred Blaimauer formår at forbinde det storslåede med det pragmatiske og det fungerer faktisk ganske effektivt. Men de fire kloakdæksler gives især for Olaf Johannesens blændende mimik og samspil med Johanne Louise Schmidt, hvis kokette interaktion med det modsatte køn virker så afvæbnende og uskyldig at du vitterlig tror på hendes barnlige tilgang til verden som Agnés. Det virkede til tider som om Chrysalde (Morten Hauch-Fausbøll) blev glemt i historien, men til gengæld fungerede karakteren fint når der endelig var plads til ham, modsat den unge elsker Horace (Peter Zandersen), tjenestefolkene Alain (Jacob Weble) og Georgette (Helle Dolleris), stykket levnede ej heller meget plads til Oronte (Anders Hove) og Enrique (Michael Moritzen) bliver desværre en ironisk parodi på alverdens danske folkelige spillefilm fra efterkrigsårene.

Denne gang skal du altså søge i Odd Fellow Palæets Have for underholdningen der opstår når hovedrollerne kæmper med og mod hinandens drømme. For det er aldrig let at forme ens egen lykke og ingen har nogensinde haft held med at afkræve kærlighed og hengivenhed, men med Fruentimmerskolen forstår du både hvorfor det er dømt til at mislykkes og hvad der leder de magtfulde til at gøre forsøget.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet under åben himmel ved Odd Fellow Palæets Have den 28. juni. Du kan opleve selvsamme forestilling her frem til den 24. august. Som altid opfordres du til at læse reglerne for aflysning, mulighederne for at købe mad, men i år bør du også udvise lidt mere rettidig omhu med bestilling af billetterne da der simpelthen er færre pladser. Læs mere på Grønnegårdsteaterets hjemmeside. Foto copyright Bjarne Stæhr. Medvirkende: OLAF JOHANNESSEN, JOHANNE LOUISE SCHMIDT, HELLE DOLLERIS, JACOB WEBLE, PETER ZANDERSEN, MICHAEL MORITZEN, MORTEN HAUCH-FAUSBØLL, ANDERS HOVE .Iscenesættelse: MADELEINE RØN JUUL. Scenografi: MANFRED BLAIMAUER. Oversættelse: JESPER KJÆR.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

Teaterfestivalen CPH STAGE 5. – 16. juni

image
Teaterfestivalen CPH STAGE 5. – 16. juni bød på en del gensyn med velkendte lokale succesforestillinger, heldigvis fandt enkelte udenlandske dramastykker og teaterforestillinger fra resten af landet også vej til københavns mange små og store scener. Min egen tilgang var måske nok fragmentarisk men havde dog fokus på teater i tilblivelse og kunstdebatten. Desuden havde jeg tidligere anmeldt flere forestillinger fra festivalen som f.eks. Von Badens Brokenhagen, Simon Bobergs Gud Taler ud, Sketch Sjov i Valby, Mens Vi Venter på Godot af Samuel Beckett, Peter og Elgen af Thomas Levin.

Stemningen var hyggelig og programmet til tider overvældende. Mangt og meget var allerede planlagt før tankerne om en festival fyldte hjerneplads ved bagmændene hvilket måske gjorde det sværere at finde den røde tråd men lettere at få alle til at bakke op om projektet. Selv opsøgte jeg Forum Humanum i Dansehallerne, Festival For Ny Europæisk Dramatik om fredagen ved Husets Teater, kikkede ind ved Teater Republique da de afholdte deres åbne teater laboratorium. Der sammen med anmeldelserne af Thy Teaters forestilling Nolde og Får302 udgave af Ritualet vil blive omtalt i dette indlæg. Derudover besøgte jeg den første Reumertsalon hvor legitimeringen af kunsten var på dagsordenen.

Trods internationale navne og ambitionerne var langt de fleste dramatiske højdepunkter danske hvilket måske kan have forvirret en turist eller to når festivalen nu engang har et engelsk navn.
image
Festival For Ny Europæisk Dramatik

Ved Husets Teater kunne man dog føle sig på nogenlunde sikker grund under deres dramatiker festival da hver eneste reading skete på dansk men havde engelsk undertekster. Selvfølgelig sker der små oversættelses forglemmelser og i enkelte momenter tabes de der ikke forstår det lokale modersmål. Det sker på alle internationale festivaler og er blot en del af charmen. Personligt fandt jeg det særlig morsomt da et engelsk oplæg og præsentation af Ellen Nyman blev fulgt op af hende selv med en uddybelse af teaterstykket Swedish Weapons Export på dansk. Der var et harmdirrende angreb på den svenske dobbeltmoral fyldt med pointer der må gøre ondt i selvforståelse og tvinge en masse til at genoverveje Sveriges rolle i det internationale samfund. Denne reading blev gennemført ved den altid veloplagte Ellen Hillingsø, forførende Marijana Jankovic og den charmerende Andres Berg Nielsen. Der både ubesværet fandt hinanden og formåede at levere teksten så man blev grebet af historien.

Den anden omgang på husets teater var det lidt mere abstrakte Now The Jerk Is Somewhere Else Again af Juri Sternburg. Hvor to voldelige psykopater aktivt afsøgte de samme svar som Godots vagabonder. Scenen var denne gang fyldt af Benedikte Hansen, Sarah Boberg, Danica Curcic, Dar Salim, Peder Holm Johansen, Mads Wille, Lone Hertz og Peter Christoffersen. Den filosofiske begrundede nedslagtning skete ved Peter & Dar og var ganske medrivende, men desværre druknede afslutningens selverkendelse i ord der drænede readingen for energi. Peder Holm var fortræffelig i rollen som forlagsredaktøren og Danica Curcic betagende i rollen som den skræmte indvandrerdreng med ar på sjælen.
image
Dugfrisk dansk dramatik - fra skrivebord til teaterrum
ved Teateret Ved Sorte Hest
Fredag den 7. juni overværede jeg en omgang velspillet WOOF af Thomas Howalt. Denne reading var Instrueret af Bente Kongsbøl og havde Neel Rønholt, Andreas Berg Nielsen og Thomas Jacob Clausen på scenen. Det tog ikke mange sætninger før du pludselig var en del af ungdommens kodesprog endnu engang og gennemlevede tiden da alt var livsvigtigt og ligegyldigt på en og samme tid. Woof første os tilbage den første spirende forelskelse og venskabet med barndomsvennen der slutter. Vi har alle ar fra ungdomsårene men det er alligevel barskt at se med hvorledes de opstår for andre. En reading er på ingen måder et færdigt produkt og alle har minimal af tid til at indkapsle deres karakter, men det var alligevel sødt da Neel mistede manuskript fodfæste i forlængelse af kyssescenerne med Andreas. Historien mindede mig om et utal af ungdomskortfilm og havde man formået at gøre kontrasten mindre mellem vennerne ville afslutningen havde virket endnu mere barsk.
image
Republiques Åbne Laboratorium
Mens aftensolen stegte udenfor søgte jeg indenfor ved Teater Republique der lokkede med indsigter i tilblivelsen af teater. Den første runde var et råt udsnit af det kommende stykke Spørg De Voksne der just var i sin spirende begyndelse. Hvor Kamilla Wargo Brekling måske nok udstikkede rammerne for diskursen men ellers lod skuespillerne øse af egen livserfaringer. Jeg tænker ideen er at finde det generelle i det enkelte uden at drukne i banaliteter. Håbet er sikkert at Kamillas frugtbare undren omkring livets modsætninger vil guide hele holdet ind på et stykke der både vil skubbe og bekræfte os publikummer. Jens Jørn Spottag, Camilla Bendix og Danica Curcic fremførte en kort reading på det absurde i vores jagt på indre fred. De tre skuespillere proklamerede alle denne arbejdsform faldt i deres smag, var en sjælden luksus og gav ejerskab over stykket fra første dag. Fra dette rå sceneudtryk blev vi herefter sansemæssigt forført med et udsnit af Sne Dronningen der måske nok hverken har fastlåst sig på det ene eller det andet men tydeligvis havde en klar ide om hvilke sanser der skulle manipuleres med. Jeg var ganske glad for effekten bindet for øjnene gav mig og selv om mine sorte bukser blev sølet til i flormelis var maden også et godt træk. Det eventyrlige legeland Martin Tullinius, Dorte Holbek og Mette Martinussen søger at skabe er i hvert fald dragende.
image
clip_image002clip_image002[1]clip_image002[2]clip_image002[3]clip_image004Ritualet af Ingmar Bergman
Som dramatisk oplæg til årets første Reumertsalon havde Får302 valgt at genopsætte Ritualet der for mange sikkert er en omgang velkendt tvfilm med fokus på kunstens rolle i samfundet. Men hvis man aldrig tidligere har stiftet bekendtskab med hverken ophavet eller formålet lignede det stykke mere en absurd omgang detektivhistorie med Pauli Ryberg i opdagerens hovedrolle. Det søger at knække et mysterium og optrevle sandheden bag trioen Henrik Birch, Charlotte E. Munksgaard og Mikkel Reenbergs handlinger. Der tydeligvis skjuler noget for omverden, hinanden og sig selv. Men dette er ikke en klassisk britisk mordgåde tilsat absurd teaterets virkemidler, det er faktisk et vellykket indspark i debatten om kunstens rolle i verden, og uanset om du er enige med Jens August Willes fortolkninger eller det visuelle udtryk er stykket værd at se alene for de spørgsmål der rejses.
image
clip_image006clip_image002[4]clip_image002[5]clip_image004[1]Nolde af Rasmus Ask
Den store ekspressionistiske maler Emil Hansen (Nolde) forsøger efter bedste evne at finde ind til kernen af kunsten, men selvom han rejser helt til Nordvestjylland så finder han først den kunstneriske forløsning da han indser lyst og begær ikke kan adskilles. Kærlighedshistorien mellem Nolde (Søren Bang Jensen) og Ada Vilstrup (Christina Bech) er til tider ganske banal, men den bliver aldrig uinteressant, hvilket til dels skyldes den unge datter på strandfogedgården Hanne (Sara Line Møller Olsen). Det er dog Lars Topp Thomsen mange roller og forskellige dialekter der sammen med scenografien af Mie Riis vinder mine tre kloakdæksler.
image
clip_image002[6]clip_image002[7]clip_image002[8]clip_image002[9]clip_image004[2] Forum Humanum af Kitt Johnson
Det er svært at følge op på sådan en begyndelse og det tog da også en halv time før den ubalance der opstod i kølvandet på introen var glemt. Men jeg ville omvendt ikke have været foruden den lidt uvante start for os publikummer. Det er altid afvæbnede når fremmede mennesker afklæder sig få skridt fra dig, og når over 30 mennesker gør det giver hele oplevelsen et snert af uvirkelighed. Hele forestillingen afsøgte mennesket som driftsvæsen og det var skræmmende let at genkende dyret i os alle. Overlevelse og forplantning udgjorde kernen, men lagene af humor og hjertevarme gjorde du aldrig distancerede dig fra udfoldelsen på scenen. Da det hele sluttede var jeg solgt og ville gerne have set mere af flokdyret, grine endnu mere og betaget kikket på de fysiske bedrifter på scenen. De fire kloakdæksler gives for den seksuelle energi der blev opbygget på scenen, de vellykkede koordineringer af så mange nøgne dasende mennesker, Troels Hagen Findsen der i hver eneste sekvens på scenegulvet var nærværende, medrivende og imponerende samt den hyggelige stemning af at være sammen med venner som Kitt Johnson vitterlig fik skabt med så få virkemidler.
image
CPH STAGE 2013
Mere end 12.000 mennesker deltog i teaterfestivallen som en række teatre for blot et halvt år siden gik sammen for at skabe. Der skulle appellere bredt til publikum og skabe interesse og dialog om dansk teater både nationalt og internationalt. Med 130 visninger fordelt på 18 scener, hvor af mere end 35 forestillinger var helt udsolgte, må man sige det projekt lykkedes. Næste år øges fokus på udenlandske stykker og man vil sikre endnu flere forestillinger fra resten af landet finder vej til København. Bestyrelsesformand for CPH STAGE, Mads Wille, udtaler: Vi har oplevet udsolgt til genopsætninger af årets succesforestillinger og internationale gæstespil. Men også til festivalens særlige aktiviteter som readings, workshops, festivalens teaterloppemarked, Åbne Scener Frederiksberg og andre anderledes arrangementer har der været stor opbakning til. Særligt den internationale profil vil man sætte fokus på frem til næste år samt deltagelsen fra provinsteatrene: Vi skal til næste år arbejde på at få flere både ikke-københavnske og udenlandske forestillinger på programmet. Men vi kan også se, at der har været en stor interesse fra et internationalt publikum, og derfor har vi allerede nu sat en del tiltag i gang med oversættelse og tekstning, så CPH STAGE også kan tiltrække teaterturister.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Fotocopyright Forum Humanum: Per Morten Abrahamsen. Fotocopyright Nolde: Thy Teater. Logo copyright CphStage. Fotocopyright Gud taler ud: Henrik Ohsten Rasmussen. Fotocopyright Ritualet: Thomas Cato. Øvrige tilfalder Forbrugermania.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

SKETCH SJOV - LIVE I VALBY 2013

image
Når sommerlandskabet lokker befolkningen på afveje plejer fjernsynsmedierne at flyde over med prissammenligninger på is og genudsendelser af TV dramaer. I teaterverden hives klassikere ud under den åbne himmel alt imens scenegulvene indenfor fyldes med revyer og feststemte mennesker. Revymikset er som oftest en blanding af platheder, samfundssatire, barokke sange med henvisninger til det meste og ingenting. Det nydes derfor bedst i ens 3. alder eller med alkoholpromille på den forkerte side af færdselsloven.

Jeg selv har et yderst ambivalent forhold til genren, langt de fleste indsigelser er dog et spørgsmål om personlig smag og hvilke traditioner man voksede op med. Jeg forstår hyggen der tilbydes men oplever samtidig det hele smager lidt af camping, men der er unægtelig i hver eneste sæson revyer der tager kegler og sketchs der bliver en del af vores kollektive erindring. Uanset hvad indfandt jeg mig sidste lørdag på Teater V for at opleve endnu en omgang Sketch Sjov der åbenbart blot er en sommer fra at være en tradition i Valby.
[youtube https://www.youtube.com/watch?v=AqDjNpESPHk]
clip_image002clip_image004clip_image004[1]clip_image006 Mine tre kloakdæksler er dog den samme vurdering som sidst, men denne gang gives de altså med sikkerhed og overbevisning. Gordon Kennedy har skrevet langt de fleste bidder der fik til at grine og især var sketchen om den enlige mænds genvordigheder med vaskemaskinen et hit, det samme var Poetry Jam. Showets to timer er delt i to lige kasser hvor den sidste halvdel havde den bedste balance.

Formen var den samme som sidst og strukturen ligeså, men tempoet var denne gang bedre og timingen god, satiren tandløs men som oftest aktuel og ganske ironisk som f.eks. Danmark Dejligst. Sangene gennembearbejdet og ofte velsunget. Humoren jovial og aldrig ekskluderende, selv når racismen drev ned af væggene. Samspillet virkede oprigtigt og jeg tror faktisk de selv nød showet. Jeg havde gerne undværet Hos Fiskehandleren, hørt Filippa Suenson synge endnu mere og ladet Kristian Holm Joensen forfølge flere vanvittige fysiske indfald. Som helhed er det bestået, som genrestykke er det helt i orden men efter min mening er vi forsat lidt fra de høje vurderinger.

Af Thor Kristjan Kidmose.
[youtube https://www.youtube.com/watch?v=FpXgRoQbJ1Q]

Showet blev overværet ved Teater V d.25. maj hvor du kan opleve selvsamme hver torsdag/fredag/lørdag frem til den 22. juni. Instrueret af Pelle Koppel. Scenografi af Andreas Buhl. Kostumer af Hanne Mørup. Medvirkende Kristian Holm Joensen, Gordon Kennedy og Filippa Suenson. Tekster af de medvirkende, instruktøren og Søren Jensen, Christian Gade Bjerrum, Janus Elsig.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

International Teaterfestival WAR ON STAGE - STAGES OF WAR på CafeTeatret

image
Teatersæsonen lakker mod enden og mens de mere lette tiltag fylder programmerne rundt omkring hos konkurrenterne har Cafeteateret valgt at fylde fire dage med emnet krig. Forberedelserne har som altid været mange hos arrangørerne men desværre lidt mangelfulde hos mig. For jeg skimmede blot den oprindelige invitation og forkastede hurtig præmissen alt imens dramastykkerne alene blev plottet ind i min kalender. Her på festivalens sidste dag erkender jeg gerne det var en stor fejl, for just som musikfestivaler ikke blot skal bedømmes på specifikke bands, således skal WAR ON STAGE STAGES OF WAR ej heller vurderes på fragmenter alene.
image
clip_image002clip_image002[1]clip_image002[2]clip_image002[3]clip_image002[4]clip_image004De fem kloakdæksler denne anmeldelse havner på er derfor en samlet vurdering af festivalen. Hvilket både dækker over stemningen, mulighederne, ideerne og udførelsen. Jeg nåede en omgang fællesspisning, deltog i debatarrangement med hjemvendte soldater, overværede en session med lydtortur som emne, jeg fulgte trygt med Cecilie Ullerup Schmidt ind i undersøgelsen af hvad der sker med os fysisk når vi som mennesker bliver et våben, samt læst en lille gennemtænkt bog om de kunstneriske overvejelser bag forestillingen Schützen. Nu hvor det hele snart er forbi ærgrer jeg mig over at have misset Hate Radio og tænker jeg endda måske ville have set filmen The Act Of Killing. Hvilket for mig understreger hvor succesfuld denne lille alvorlige international teaterfestival vitterlig viste sig at være.
image
Sound of freedom
Indkapslet på den lettere klaustrofobiske kælderscene forfølger Amund Sjølie Sveen emnet lydtortur med en ihærdighed der vinder min sympati og interesse. Den tekniske indsigt tilbydes og mulighederne for forargelser serveres, men det først da lydinfernoet fylder det lille lokale at jeg helt forstår ideen med den avancerede PowerPoint præsentation. Det faktum at vi som race formår at se det smukke i det hæslige er ikke kun en velsignelse, men den selvsamme årsag til at vi konstant finder nye måder hvorpå vi kan nedbryde hinanden så effektivt og billigt som muligt. Det kan virke ironisk at de vestlige magter bruger børnesange til tortur alt imens vores egne soldater bruger rockmusik som afslapning. Det er dog ikke anderledes end læger der udvikler effektive våben, fredslegater der gives af formuer skabt på død, musik der spilles på våben eller de der bomber for fred. Denne lille lydmættede forestilling efterlader mig derfor med klumper af fast viden og visuelle indtryk jeg altid vil bære med mig. For det, er jeg taknemlig.
image
Schützen
De tre akter afvikles med sådan en legende lethed at du næsten glemmer det er iscenesat. På scenen er der en smilende kvinde du ikke kender, måske ikke engang har mødt før eller hørt om. Men du får med det samme følelsen af det modsatte. Du fornemmer dog noget slemt vil ske, blive fortalt eller vist og at aner hun har noget at gøre med det. Men det er umuligt at fastholde denne anklage for Cecilie smiler, taler og tilbyder hjerterum så du føler et tilhørsforhold til hende. Du følger hende derfor trygt ind i historien, ind i fortællingen og acceptere hver eneste spilleregel uden forbehold. Netop fordi Cecilie formår at afvæbne dig inden stykket er gået i gang er den etablerede tilliden mellem publikum og fortæller så stærk at du så nødig vil bryde båndet. Heldigvis udsættes du ikke for noget tillidsbrud, i stedet føres du med sikker hånd frem til nogle smertelige erkendelser om krig og dens omkostninger. Der er mennesker på begge sider af våbnet, men det er ikke kun de der rammes som efterlades anderledes efter krigen.

Af Thor Kristjan Kidmose.

WAR ON STAGE STAGES OF WAR blev afviklet over 22.-25. maj på CaféTeatret og Københavns Musikteater. Jeg overværede Schützen den 24. maj. Choreography and performance: Cecilie Ullerup Schmidt Music and light: Matthias Meppelink. Fotokredit: Dieter Hartwig. Jeg overværede Sound of freedom den 23. maj. Solo performance by: Amund Sjølie Sveen. Du kan læse mere om ham og projektet her. Fotokredit: Elisabeth Høiberg. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

Brokenhagen af teaterselskabet Von Baden på Grob

image
Det er allerede flere år siden at Lars Løkke Rasmussens politiske begrænsninger og manglende diplomatiske evner dødsdømte planetens fremtid.  Det skete selvfølgelig under klimatopmødet COP15, der blev afviklet under navnet Hopenhagen i klodsen vi alle kender som Bella Centeret. Fiaskoens omfang dødsdømte flere karrierer og sendte nationens reklameværdi i en negativ spiral og hurtigt blev projektet kendt som Brokenhagen, der også er navnet på teaterstykket du lige nu kan opleve på GROB.

image
Der er dog ikke tale om en omgang politisk drama der fokuserer på de mange dramatiske brud på menneskerettighederne og den danske grundlov statens trofaste knippelsvingende fodfolk stod for. I stedet har teaterselskabet Von Baden forsøgt sig med en politisk thriller der stiller skarpt på dramaet bag kulliserne og magtkampene der ødelagde det hele. Den korte version af denne anmeldelse kunne være at de gode intentioner drukner i alvor og jordens undergang, sært nok, ikke er syderlig dramatisk!
image
Handlingen udspiller sig over flere dage i klimaministeriets grupperum, hvor virkeligheden kun trænger sig på i form af to fladskærme fyldt med pinlige nyhedsklip og lydbider mange sikkert genkender med gru. Den spartanske sceneindretning er derfor ganske kontorkedelig men den opmærksomme teatergæst vil dog bide mærke i plastflaskerne fyldt med smeltende is, rejsende vand i glasdørene og de sporadiske vanddryp over publikum. For hvert klima katastrofalt fejlgreb statsministervikaren Løkke tager øges intensiteten blandt embedsfolkene og alt imens tiden løber ud kikker den symbolske isbjørn forbi lokalet. Skulle du ikke have fulgt med i planetens tilstand så blev de druknende isbjørne det nye klimasymbol på at handling var påkrævet. Dels findes pandaerne stort set ikke længere og dels havde Al Gore allerede solgt ( faktuelle forkerte) historien om de stakkels isbjørne til verden.
image

clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image005 Magtkampene på scenen bliver hurtige for ordrige og da sammenstødet mellem de to parter endelig emmer af energi har jeg desværre mistet interessen. Grundideen er såmænd udmærket, men det vil kræve bearbejdning og relancering før den rigtig letter fra scenegulvet. I stedet finder jeg historien oplagt som en politisk kortfilm hvor man krydsklipper mellem baglokalet og nyhedsstrømmen. Derved kunne man lettere fastholde følelsen af afmagt og indpakke handlingen i en følelsesmæssig malstrøm af håbløshed. De fire skuepillere rammer hver især de klassiske embedsmandstyper du let kan finde i det danske politiske kontorlandsskab, men det kyniske magtmenneske bliver desværre for banal i hænderne på Frederik M. Nørgaard og Charlotte Muncks idealisme for urealistisk. De tre kloakdæksler gives for ideen, tilgangen og den vellykkede fremvisning af Lars Løkke Rasmussens begrænsninger som politiker. Det var måske nok pinligt for danskerne og direkte katastrofalt på embedsværket, men det manglede politiske resultat betaler vi alle i dag. Hvorfor det er sådan en skam Brokenhagen ikke bliver forløst som det drama det vitterlig dækker over.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet ved Grob den 22. maj. Du kan opleve selvsamme forestilling her frem til den 12. juni. Foto copyright Morten Fauerby.Forestillingen varer 85 min. uden pause. Medvirkende: Charlotte Munck, Laura Bach, Frederik Meldal Nørgaard, Anders Brink Madsen og  Marianne Gonnov Bøgelund. Manuskript: Henrik Vestergaard. Iscenesættelse: Morten Lundgaard. Scenografi: Siggi Oli Palmason. Gæstespil af: Von Baden.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

Bobler gæstespil af Vigga Bro på Teatret ved Sorte Hest

image
Vigga Bro leverer med Bobler en omgang livsbekræftende og sødmefuld ordteater tilsat musik, latter og alvor. Døden udgør måske nok rammen, men det er livet som fylder forestillingen. Med kærlig hånd føres vi gennem Viggas barndomsminder og erindringsglimt. Vi tilbydes derved et personligt indblik i et andet menneskes sorger og glæder, således der knyttes bånd mellem Vigga og os publikummer. For det er muligt døden lusker rundt i nærområdet når man er blevet så tudsegammel som Vigga, men når hun ikke længere vil være blandt os, så vil vi der oplevede stykket for altid dele hendes erindringer om livet på Vesterbro. Takket være musikken, stemningen og hendes lattermilde stemme vil de delte fragmenter forplante sig flere steder i vores hukommelse. Hvorved historierne om manden med radioen, den venlige panserbasse, LSD trippet der gik galt, udvælgelsen af gravplads på solsiden og vigtigheden af at tjene sig egne penge altid vil forblive hos os.

clip_image002clip_image002[1]clip_image002[2]clip_image002[3]clip_image004Den Kollektive Erindring
Bobler er både en abstrakt betegnelse for fragmenterne der udgør vores bevidsthed og en præcis beskrivelse af hvorledes vores hukommelse fungerer. Afskeden med de vi har kær er aldrig let eller noget der lader sig afgrænse i tid og rum. For vi der bliver tilbage lever med minderne, historierne og følelserne som var de døde fortsat hos os, erindringsboblerne kan blive fremkaldt af alt lige fra lugte, berøringer til musiknumre.

De fire kloakdæksler gives for ideen, Viggas stemme og smittende glæde, historierne og musikken. Desværre ryger balancen til tider mellem fortælling og den levende musik, men som oftest opretholdes harmonien således samspillet mellem ord og musik bliver en styrke for stykket. Budskabet er såmænd blot at liv skal leves mens du kan, og selvom hele forestillingen emmer af Vesterbro nostalgi og fjerne minder om verden der var så er det alligevel yderst livsbekræftende at overvære.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet den 6. maj på Teatret ved Sorte Hest, du kan se selvsamme her frem til den 1. juni. På scenen er Vigga Bro, Ida Bach Jensen og Birgit Løkke. Erik Moseholm har sammen med Ida og Birgit komponeret musikken, mens Viga har udviklet og skrevet stykket. Gitte Kath har instrueret det. Fotocopyright Ingrid Bugge. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment