Viewing entries in
"CafeTeatret"

Comment

All My Dreams Come True af Christian Lollike

image

Gud er død, politikerne har ingen visioner og du selv har ingen drømme. Livet har derfor kun værdi hvis de rigtige produkter ejes. Det lader i hvert fald til at være grundtesen for teaterstykket All My Dreams Come True ,hvor vores to depressive hovedroller forsøger at holde selvmordstankerne fra livet, og midtvejskrisen stangen, med en omgang kreativt rollespil. For hvis ikke verden kan tilbyde dem mening eller rigtige eventyr, så kan man da bare selv skabe en fortælling med en lykkelig slutning? Desværre medtager de deres indre dæmoner og forældede værdier da de endelig springer gennem kaninhullet til det perfekte Disney eventyr. Måske du har større held med selvindsigt, personlig udvikling og accept af dine medmennesker, men hvis ikke, så det kræver blot at du tør kikke forbi teateret for en omgang visuel værdispanking.

”Måske er du bare et helt normalt småklynkende >åh, jeg-er-så-depri< – menneske, der ikke kan bære, hvor gennemsnitlig og jævn du er. Du tror dine drømme skal gå i opfyldelse. Åh, jeg-er-så-individuel. Det er ubærligt ikke at være noget særligt, og det har udløst en fantom-depression.

image

Den progressive sindssyge er blot normalitet med et tvist

Hvis du vil ruske op i folk, forarge dem, eller blot fremvise noget voldsomt på en scene, så må opbygningen mod klimaks aldrig være progressiv. Dette skal i stedet ske i brud og gerne med det normale som skærende kontrast til handlingen. Når publikum forventer noget harmløst men så får basket noget voldsomt lige i ansigtet så opnår man den største effekt. Det kan man som dramatiker/instruktør kun opnå hvis publikum har sænket deres forsvarsparader. Tillid skal derfor etableres mellem stykket og iagttageren før den kan brydes, tryghed skal skabes før den kan knuses, normalitet fremvises før det sindssyge vil virke sært. I dette stykke udvikler det gakkede sig desværre gradvist og det er derfor hverken synderlig sært eller modbydeligt når kæmpebruden f.eks. fist fuckes eller dværg Superman voldtages. Det er indenfor de skabte teaterrammer så at sige ”helt normalt”. Hvilket efter min mening ødelægger effekten af handlingerne og derved gør dem lidt overflødige for pointen bag stykket. Hvis ideen omvendt havde været et ønske om at plante skyld eller give os tilskuere en dårlig samvittighed, så skulle man i stedet have manipuleret med os for trinvist at lokke os til et sted vi vitterlig ikke ønskede at besøge. Som en slags teaterversion af Millgram psykologiske eksperiment fra 60erne. I stedet havner vi her med en lidt mere venlig udgave af Fix & Foxys sjove freakshow SEX OG VOLD (Husets Teater 2012).

imageclip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005

Freakshow med noget på hjertet

Det er sikkert ikke let at sælge et teaterstykke hvor en mand forklædt som Joakim von And først henretter en spasser, for derpå, at kneppe selvsamme i skudhullet, til det brede og teaterforvænte publikum. Men derfor bør du alligevel unde dig selv en omgang i denne kapitalistkritiske karrusel hvor vestens selvlede, tab af identitet og forfølgelse af guldkalven får en voldsom omgang gestalt terapi. Jeg har tidligere påstået Christian Lollike ikke helt tør tage skridtet fuldt ud i sin dramatik. Det er heldigvis ikke tilfældet med freakshowet All My Dreams Come True hvor vi både præsenteres for problemet, skurken og konsekvenserne. Hvorfor både publikum, skuespillere og dramatiker derved deles om den barske erkendelse og ansvaret for det vanvittige på scenen. Det er både veludført og morsomt på den hårde måde når Disney drømmefabrik udråbes som et klamt spejlkabinet over vores døde kultur. Mine eneste kritikpunkter går derfor kun på opbygningen og altså hverken indholdet eller udtryksformen. Jeg fandt det både morsomt, herlig respektløst, medrivende og til tider overraskende. Budskabet om at vi har været på afveje lige siden de store fortællinger blev udskiftet med et individuelt overforbrug, kan jeg ikke være uenig med. Marie Louise Wille er fremragende som den deprimerende kvinde med et askepotkompleks og en drøm om Snehvide livet. Dværgen Kristian de Linde er overrumplende og afvæbnende på en og samme tid. Spastikeren Mikkel Lund rene og melodisk tale ramt mig rent i fordommene mens Henritte Dinesen voldsomme udgave af en havfrue omvendt fik mig til at grine.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet ved Cafe Teatre på Københavns Musikteater d. 27. september. Du kan se selv samme her frem til den 19. oktober. Medvirkende: Marie Louise Wille & Morten Burian - samt Henriette Dinesen, Kristian de Linde, Carsten Mathiesen, Mikkel Lund og Andreas Petersen. Tekst og instruktion Christian Lollike. Scenografi: Rufus Didwiszus. Kostumedesigner Ulrike Gutbrod. Lysdesigner Mathias Hersland. Foto copyright Rufus Didwiszus for Aarhus Teater.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment

Comment

International Teaterfestival WAR ON STAGE - STAGES OF WAR på CafeTeatret

image
Teatersæsonen lakker mod enden og mens de mere lette tiltag fylder programmerne rundt omkring hos konkurrenterne har Cafeteateret valgt at fylde fire dage med emnet krig. Forberedelserne har som altid været mange hos arrangørerne men desværre lidt mangelfulde hos mig. For jeg skimmede blot den oprindelige invitation og forkastede hurtig præmissen alt imens dramastykkerne alene blev plottet ind i min kalender. Her på festivalens sidste dag erkender jeg gerne det var en stor fejl, for just som musikfestivaler ikke blot skal bedømmes på specifikke bands, således skal WAR ON STAGE STAGES OF WAR ej heller vurderes på fragmenter alene.
image
clip_image002clip_image002[1]clip_image002[2]clip_image002[3]clip_image002[4]clip_image004De fem kloakdæksler denne anmeldelse havner på er derfor en samlet vurdering af festivalen. Hvilket både dækker over stemningen, mulighederne, ideerne og udførelsen. Jeg nåede en omgang fællesspisning, deltog i debatarrangement med hjemvendte soldater, overværede en session med lydtortur som emne, jeg fulgte trygt med Cecilie Ullerup Schmidt ind i undersøgelsen af hvad der sker med os fysisk når vi som mennesker bliver et våben, samt læst en lille gennemtænkt bog om de kunstneriske overvejelser bag forestillingen Schützen. Nu hvor det hele snart er forbi ærgrer jeg mig over at have misset Hate Radio og tænker jeg endda måske ville have set filmen The Act Of Killing. Hvilket for mig understreger hvor succesfuld denne lille alvorlige international teaterfestival vitterlig viste sig at være.
image
Sound of freedom
Indkapslet på den lettere klaustrofobiske kælderscene forfølger Amund Sjølie Sveen emnet lydtortur med en ihærdighed der vinder min sympati og interesse. Den tekniske indsigt tilbydes og mulighederne for forargelser serveres, men det først da lydinfernoet fylder det lille lokale at jeg helt forstår ideen med den avancerede PowerPoint præsentation. Det faktum at vi som race formår at se det smukke i det hæslige er ikke kun en velsignelse, men den selvsamme årsag til at vi konstant finder nye måder hvorpå vi kan nedbryde hinanden så effektivt og billigt som muligt. Det kan virke ironisk at de vestlige magter bruger børnesange til tortur alt imens vores egne soldater bruger rockmusik som afslapning. Det er dog ikke anderledes end læger der udvikler effektive våben, fredslegater der gives af formuer skabt på død, musik der spilles på våben eller de der bomber for fred. Denne lille lydmættede forestilling efterlader mig derfor med klumper af fast viden og visuelle indtryk jeg altid vil bære med mig. For det, er jeg taknemlig.
image
Schützen
De tre akter afvikles med sådan en legende lethed at du næsten glemmer det er iscenesat. På scenen er der en smilende kvinde du ikke kender, måske ikke engang har mødt før eller hørt om. Men du får med det samme følelsen af det modsatte. Du fornemmer dog noget slemt vil ske, blive fortalt eller vist og at aner hun har noget at gøre med det. Men det er umuligt at fastholde denne anklage for Cecilie smiler, taler og tilbyder hjerterum så du føler et tilhørsforhold til hende. Du følger hende derfor trygt ind i historien, ind i fortællingen og acceptere hver eneste spilleregel uden forbehold. Netop fordi Cecilie formår at afvæbne dig inden stykket er gået i gang er den etablerede tilliden mellem publikum og fortæller så stærk at du så nødig vil bryde båndet. Heldigvis udsættes du ikke for noget tillidsbrud, i stedet føres du med sikker hånd frem til nogle smertelige erkendelser om krig og dens omkostninger. Der er mennesker på begge sider af våbnet, men det er ikke kun de der rammes som efterlades anderledes efter krigen.

Af Thor Kristjan Kidmose.

WAR ON STAGE STAGES OF WAR blev afviklet over 22.-25. maj på CaféTeatret og Københavns Musikteater. Jeg overværede Schützen den 24. maj. Choreography and performance: Cecilie Ullerup Schmidt Music and light: Matthias Meppelink. Fotokredit: Dieter Hartwig. Jeg overværede Sound of freedom den 23. maj. Solo performance by: Amund Sjølie Sveen. Du kan læse mere om ham og projektet her. Fotokredit: Elisabeth Høiberg. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

Skakten af Christian Lollike

image
Med tykt bundesligahår, let forståelige tyske gloser og rigeligt med dåseøl dribler vi os gennem forskellige skæbneberetninger, der alle knytter sig til de allieredes systematiske massemord ved luftbombardementet i Dresden 1945. For Skakten er et skuespil der over 12 scener forsøger at forstå hvad en national fortælling eller mangel på samme kan gøre mod et folk. Via Gerhard, Gerhard og Gerhard søger man at belyse hvad der sker når fortiden glemmes, mens skylden huskes og storheden savnes

Det Tyske Problem
Der findes utallige bøger fra de første efterkrigsår der omtaler vores naboer mod syd lidet flatterende og ofte ganske nedsættende. Bøger hvori man udpensler den tyske mentalitet, folk og virke som en slags sygdomstilstand der driver verden til randen af selvudslettelse gang på gang. Bøger fra dengang man kunne tillade sig at mene at ondskab var noget der levede dybt begravet i enhver tysker. Det var og er selvsagt noget forfærdelig vrøvl, men ikke desto mindre en fordom mange fortsat bærer rundt på. Hvilket måske har inspireret Christian Lollike til skabelsen af Skakten.
image
Generation Iphone
Formidlingen er helt i top og det er ofte ganske underholdende på den aparte måde, men jeg er ikke lige begejstret for alle sidehistorierne og finder pointerne underlige tandløse. De tre skuespillere på scenen formår ellers at charmerer sig gennem utallige versioner af hvad det vil sige at være tysk på godt og ondt. Til gengæld finder jeg skuespillet helt oplagt at udsætte gymnasieelever for da det belyser en masse forholdsvis abstrakte (hvem, hvad og hvorfor) tilgange til begrebet historie. Selvom stykket ganske fint er afgrænset i tid og sted til tyskernes arvesynd fra Anden Verdenskrig så er det også muligt at overføre konklusionerne og perspektiverne til nutidige problemstillinger.

De tre på scenen
Den drengede Kristoffer Fabricius er det oplagte voldtægtsoffer for fortidssymbolet hjorten. Det komiske overgreb får et snært af ondskab ved hans uskyldige udseende. Men alle vi der har oplevet ham i Sex & Vold overvældes nok ikke af empati men griner i stedet kynisk af symbolikken. Jacob Madsen Kvols rammer rent alle mine fordomme om tysk sommerbeklædning og ham der bedst udlever Gerhard som den forsmåede tysker, mens Ene Øster Bendtsen gør Gerhard både elskelig og charmerende.
image
clip_image002clip_image002[1]clip_image002[2]clip_image002[3]clip_image004 Når skuespillerne træder ud af rollen og udtrykker deres tvivl om fortællingens retning og mening tages publikum i hånden og føres dybere ind i beretningen. Det er smart og vellykket greb der gør de lidt mere underfundige sidegrene sluges uden ubehag. Mens komikken opstår i brydningen mellem alvoren bag stykket og de klassiske fordomme, så rammer pointerne renest når der gives plads til eftertanken. De fire kloakdæksler gives for underholdningen, budskabet og leveringen. For selvom scenen flyder over med rekvisitter og historien synes på afveje så taber skuespillerne aldrig bolden eller fokus.

Af Thor Kristjan Kidmose.

image
Forestillingen blev overværet ved Cafe Teatret den 15 marts. Du kan se selvsamme 90 minutetr lange forestilling der frem til den 13. april. Medvirkende: Ene Øster Bendtsen, Jacob Madsen Kvols og Kristoffer Fabricius. Instruktør Tue Biering. Forfatter Christian Lollike. Scenograf Nicolaj Spangaa. Foto copyright Klaus Dreyer.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

Tankens Kraft af Mads Mazanti Jensen

image
Stykket er selvfølgelig pakket ind i absurditeter og fjollerier, men ingen kan være i tvivl om at det prikker til Danmarks største problem – Overlevelse i en global verden! For hvordan skal fem millioner middelmådige velfærdsforvente danskere overleve i en verden fyldt med genier, lave produktionsomkostninger og en arbejdsvillighed vi slet ikke kan matche. Den 20 år gammel fejlslået strategi om at vi af uvisse årsager skulle besidde en slags innovativ skattekiste i form af vores menneskelige genmasse holder i hvert fald ikke. Nullernes væksstrategi har også vist sig at være en falliterklæring idet væksten ikke kom samfundet til gode og kompetencerne efterspurgt ikke blev fundet i den danske arbejdsstyrke. Så vores lille ørige i det kolde nord er nu under et seriøst pres og i takt med at broerne skyder op tager det ikke lang tid længere at krydse vores lille nation. Reaktionen på udfordringen har hidtil været reaktionær og forudsigelig og den tomme omgang floskler fra konsulentfabrikken udgør komikkernen i forestillingen ”Tankens Kraft”.
image
Den triste sandhed
Da vi i 60erne mistede lavtløns jobbene til Sydeuropa kom ideen om kvalitetsmærket ”made in Denmark” på banen. Siden skulle vores ideer og organisatoriske evner sælges til omverden. Dernæst blev vi et led i den globale produktionskæde hvor vi selv udså os pladsen som hovedet. Hvorfor penge blev fjernet fra grundforskning og pumpet ud i alverdens nye afarter af menneskelig viden. Da fremtiden tilhører fremtidens folk måtte der nemlig nye videnskaber til (var logikken). Naturvidenskaben havde kronede dag og de tværfaglige uddannelser oksede løs i bolledejen for nu skulle der anvendelig viden på banen. Men selvom vi alle troede nyt og større altid var bedre gik et eller andet galt og fremskridtet fulgte ikke med fremtiden. Den økonomiske afmatning har derfor i dag ramt alle aspekter af Danmark og frem for at påtage os ansvaret for en fejlslået økonomisk og samfundsmæssig strategi skuer vi som samfund igen mod en fjern fremtid, hvor den næste generation af danskere har reddet dagen via en sælsom blanding af gode ideer, klimavenlige tiltag og unikke forretningsmodeller!
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005Hvis du på noget som helst tidspunkt har været indskrevet på et dansk studiested vil du sagtens kunne genkende det administrative nonsens, de fabulerende og meningsløse fagbeskrivelser som dette stykke gør tykt nar af. Misforståelsen at universiteter er hjemstedet for rigets fineste viden punkteres også ganske fint. Det er derfor skræmmende morsomt at følge stykkets unge helt (Andres Berg Nielsen) søgen rundt i glasgangene efter meningen med livet. Desværre får dramatikeren Mads Mazanti Jensen ikke rigtig bundet dette spor sammen med kritikken af samfundet. Hvorfor Videnskabsministerens (Kristian Halken) ellers underholdene limbo ikke får betydning for selve dramaet i historien. Nicolaj Spangaas simple scenografi leder med det samme tankerne hen på CBS hovedkvarter i København. Hvad du ser, er hvad du får og der er heldigvis ikke brug for mere i stykket. Anette Støvlebæk, Rasmus Hammerich, Ole Westh-Madsen udfylder hver især ganske fint små roller der alle afspejler konsekvenserne ved den Danske fejltagelse (kaldet ”viden som vækststrategi” af politikere). Mine fire kloakdæksler gives for den velplaceret kritik, konsulentparodierne og latteren Halken sikrede via skuespil, mimik og monologer.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet 11. september ved CafeTeatret hvor du kan se selvsamme frem til den 6. oktober. Foto copyright Søren Meisner. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment