Viewing entries in
musik

Comment

Lobbyarbejde af Høxbroe & Stik Op

De velkendte ordklodser og fængende lydbilleder er denne gang indpakket i flere kanter og temposkift end sidste gang Claus Høxbros røst flød fra hjemmets højtalere.  De elleve numre er dog tematisk i samme boldgade, men alligevel udebliver gensynsglæden på flere af sangene. For mig er albummets fire første numre vellykket storbyslyrik, mens det femte byder på albummets bedste samspil mellem de skabende kræfter. På det tiende lydspor finder du en Høxbros perle kaldet ”Se Det På Mig”. Hvilket så efterlader os med fem numre der ikke fandt vej til mit hjerte eller min nuværende playliste. Men de der gjorde, flyder heldigvis over med legende ord og kække rim, der både bringer et smil frem og lokker mig til tryk på repeat.

Gennemlytningerne er sket ad flere omgange og favoritterne er for mig oplagte. Men hvis du omvendt er kommet til produktionen her via din hang til Stik Op (Jakob Haahr-Pedersen) er det ikke sikkert du deler valgene. De fire kloakdæksler kastes denne gang lidt vemodigt efter beatpoeten, for det er aldrig morsomt når et gensyn mellem venner ikke helt forløber som forventet. Selvfølgelig skal en kunster afsøge, udfordre og afvikle hvad end han ønsker, men jeg er endnu ikke klar til at give slip på den melankolske storby nostalgi som forførte mig sidst. Hybriden mellem beatpoesi, rap og musik er dog ikke et vildskud, men enkelte numre savner lidt kærlighed, af den hårde slags.

Af Thor Kristjan Kidmose.

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=b9eQfNRrIu4] 
Pladen er produceret af Daniel Kolind (Scarlett Chives/Black Sports), Hasse Møller (The Vables) og Adam Ashtiani(Ashtiani/Baltzer), der hver især trækker tråde til både jazz, pop, hiphop og elektronisk musik i deres produktioner. Du kan se mere her (Claus Facebook side) og her (Rapper Stik Op Jakobs side). 

Comment

Comment

Fredericia Teater præsenterer Disneys ALADDIN – The Musical i Operaen

image
Det ofte en god forretning, men ikke altid en kunstnerisk succes, at omsætte velkendte animationsfilm til musicals, Aladdin er heldigvis andet end godt købmandskab og lige nu kan du opleve succesforestillingen i Operaen København. Det er muligt magtkampene og den sociale uretfærdighed er som taget ud fra tegneserieverden Iznogood men derudover er kærlighedshistorien i Aladdin klassisk Disney. Her er kvinden smuk, egenrådig og forkælet. Her er manden altid den aktiv erobrende heltefigur hvis største styrke er et rent hjerte, gode venner og evnen til at miste sig selv til kærlighed. Så selvfølgelig krummer de fleste voksne tæer over historien i Disney eventyret, men heldigvis er banaliteterne denne gang indpakket i flotte dansenumre, storslåede sange og massevis af humoristiske sekvenser. Balancen både findes og holdes gennem hele showet og teknisk bør alle musikere, sangere og dansere fremhæves, ud over de tre hovedroller var jeg især vild med den forførende Marsha Songcome, den altid dygtige Bjørg Gamst, medrivende Martin Loft, kække Kim Ace Nilsen og den virkelige morsomme Jeff Schjerlund.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005 Musicalen Aladdin er en familieforestilling ud over det sædvanlige for dels formår skaberne vitterlig at afvikle en velkendt Disney historie så den fremstår frisk og dels får de indtaget Operaen som det mest naturlige i verden. Showet sammenfletter med stor dygtighed de klassiske musicaldiscipliner med animationslogik og voksen humor, uden at nogen af den grund bliver stødt eller tabes. De yngste blandt publikum indfanges allerede fra åbningsscenen og deres opmærksomhed fastholdes stilsikkeret gennem hele forestillingen takket være de tre talentfulde pauseklovne Omar (Max-Emil Nissen), Babkak (Teit Samso Clausen) og Kassim (Kim Ace Nielsen). Det er muligt kærlighedshistorien mellem Jasmin (Maria Lucia Heiberg Rosenberg) og Aladdin (Johannes Nymark) føles som alt andet end brændende begær, men deres syngende samspil kan man ikke sætte en finger på. Men det der løftede oplevelsen for mig og alle andre denne aften var den formidable overskudsfyldte Pelle Emil Hebsgaard der i rollen som lampeånden Genie total stjæler scenen og forestillingen. Som et karismatisk kryds mellem Jim Careys animationsfigur Masken, stand-up komikeren Simon Talbot og Preben Kristensens oprindelige version af den magtfulde ånd får Pelle Emil indkapslet kærlighedshistorien mellem prinsessen og gadedrengen i en overordnet fortælling om en lampeånds ønske om frihed. De fem kloakdæksler gives derfor humoren, hovedrollernes tekniske sangfærdigheder, lampeånden over dem alle og de store vellykkede dansenumre med hele ensemblet. Hvis du har en svaghed for Disney eventyr, eller blot en svaghed for flotte musicals så grib endelig chancen for at opleve showet i Operaen. Det vil du ikke fortryde.

Af Thor Kristjan Kidmose.
image
Forestillingen blev overværet den 19. juli i Operaen København. Du kan opleve selvsamme her frem til den 20. august. Mulighed for køb af familiepakker for rabat. Se mere her om forestillingen
Rollelisten: Maria Lucia Heiberg Rosenberg: Jasmin. Johannes Nymark: Aladdin. Pelle Emil Hebsgaard: Genie. Kristine Yde Eriksen: Jasmin (alternerende) og ensemble. Max-Emil Nissen: Omar. Teit Samsø Clausen: Babkak. Kim Ace Nielsen: Kassim. Kim Brandt: Jago. Martin Loft: Jafar. Lars Mølsted: Walk-on cover Aladdin. Jeff Schjerlund: Ensemble, understudy Babkak & Jago. Steffen Hulehøj Frederiksen: Ensemble, understudy Omar. Patrick Terndrup: Ensemble. Morten Kjeldgaard: Ensemble. Oscar Fredrik Ström: Ensemble. Thomas Jensen: Ensemble. Christian Collenburg: Ensemble. Emil Birk Hartmann: Ensemble. Christoffer Møller Pedersen: Ensemble. Jacob Prüser: Ensemble. Mikkel Moltke Hvilsom: Ensemble. Maria Skuladottir: Ensemble. Bjørg Gamst: Ensemble. Heidi Nielsen: Ensemble. Christine Sonnich Andersen: Ensemble. Marsha Songcome: Ensemble. Anita Holm: Ensemble. Susanne Uldall Thyssen: Ensemble. Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen: Ensemble. Katrine Skovbo Jespersen: Ensemble. Cecilie Greiber Alring: Ensemble. Elise Ruusunen: Ensembler. Morten Daugaard: Ensemble. Linnea Stenbeck: Ensemble. Det kreative hold: Lynne Kurdziel Formato: Instruktør og koreograf. René Bjerregaard Nielsen:Kapelmester. Søren Møller: Producent. Nørlum: Tegning og animation. Jens Frausing & Anders Digmann Jensen: Scenografteam. Anna Juul Holm: Kostumedesigner. Martin Jensen: Lysdesigner. Tim Høyer Andreasen: Lyddesigner. Trine Dansgaard: Oversættelse. Lars Mølsted: Instruktørassistent. Jan Matthiesen: Company Manager. Foto copyright: Søren Malmose.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

We Go Music - Music From Movement ved Grob

image
Det er ikke fordi titlen er misvisende for indholdet, det er virkelig musik ved bevægelse, men jeg er ikke særlig imponeret eller synderlig glad da det slutter. For den timelange afsøgning af lydlandskabet byder ikke på megen morskab, eftertanke eller sammenhæng.

Til gengæld minder det mig om fjerne dage som ansvarlig for børn med uhæmmet nysgerrighed og direkte adgang til musikinstrumenter. Det er også denne gang trommeslagerne der formår at frembringe flest lyde uanset hvilken overflade de banker på.
image
Alle ser de selvfølgelig komiske ud latex unisex kostumer der er så stramme ingen er tvivl om deltagernes køn, men trommeslagerne har de største muligheder for bevægelse og får derved mest ud af dragten. Men hvorfor de er iklædt disse kan jeg helt ikke gennemskue, men uniformeringen har utvivlsomt en bagvedliggende grund. Mit bedste bud er de vil ses som en samlet helhed, som en organisme der spreder og samler sig i uforudsete rytmiske mønstrer på scenen.

Parodierne på stjernenykkerne alverdens stor sangere bisidder er mange og til tider gode, men bidrager ikke med andet end attitude til en upassende lydkulisse. Det afsluttende nummer med synkron keyboardkropsafspilning rummer for mig alle de muligheder We Go Music kunne have forfulgt hvis de ville underholde.
image
clip_image002clip_image004clip_image004[1]clip_image006 Hvis du er træt af den konstruerede blanke overflade du støder på i pop musik eller hylder det spontane lydbillede der opstår når jazzmusikere forfølger en indre følelse frem for noderne, så rummer denne forestilling muligheder. Jeg kan blot ikke se det smukke i dette asynkrone, abrupte lydbillede og kan derfor ikke værdsætte deres grænsesøgningen i et landskab jeg bare vil væk fra. De tre kloakdæksler gives derfor ikke for sammenhængen, helheden eller ideen, men for de sekvenser der virkede som rene kunstinstallationer.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Medvirkende; Qarin Wikström – vokalSimon Toldam – KlaverStephen Sieben – guitarPutte Johander – basKnut Finsrud – trommer. LysdesignerAllard de Jaager. Lyddesigner Baldur Kampmann. Forestillingen blev overværet tirsdag d. 10 juli ved GROB. Hvor du frem til d. 14. juli kan overvære selvsamme. Hver aften efterfulgt af et band. Foto copyright tilfalder Wego (hvor du også kan læse mere om deres projekt). Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

BIZ ved WALLMANS

biZ showbillede 1, af Preben Søborg
Alle der har trisset rundt i Berlin By Night vil have stødt på spisesteder der påstår de både håndtere cafe, buffet, take away, cocktailbar og etnisk restaurant. Hvilket i bedste fald betyder billig kebab kan indtages sammen med tvivlsomme cocktails. Det var derfor med lidt frygtsomhed i sjælen at sædet blev indtaget i cirkusbygningen på valgaftenen, da ejerne Wallmans netop sælger deres dinnershow med ordene ”Show, Middag & Natklub – Alt samlet på ét sted”. Men svenskerne har vitterlig skabt en vellykket hybrid mellem de tre genre og slutresultatet anbefales alle der ønsker en glad aften i byen.
biZ showbillede 2, af Preben Søborg
Rummet er kæmpestort med en loftshvælving der skal lede dine tanker hen på det romerske tempel Pantheon. Udsmykningen er diskret og velplaceret. De hængende lysekroner og festklædte borde giver indtryk af herskabelig middag. Publikum er fordelt rundt i lokalet på niveaudelte lag, adskilt af trappeopgange og små sceneplateauer. Alle bordene er strategisk vendt mod scenen, mens enkelte siddepladser i bedste fald er placeret uhensigtsmæssigt.

Mad i lange baner
Middagen består af fire retter der afvikles via et hav af tjenere der styres via lysdioder og små mikrofoner. Når store selskaber skal afvikles er planlægning, forberedelse og eksekvering lige vigtig. Da alle gæster har forudbestilt hvad de ønsker at spise kræves der få fagkundskaber, hvilket desværre medfører en del logiske fejlslutninger omkring vores bord. Forretten indtages derfor via dybe tallerkener som igen bruges til den efterfølgende suppe. Præsentationen af maden sker efter indtagelsen mens resterne fra forretten fjernes under indtagelse af hovedretten. Drikkevarer kommer i en lind strøm, dog sjældent noget vi har bestilt og formoder jeg, derfor savnes ved et andet bord. Når man benytter sig af kolde tallerkner til varm mad, der ligeldes skal konkurrer med underholdningen på scenen, bliver spiseoplevelsen aldrig perfekt. Men som alle restauratører ved må man aldrig spare på brødet og kaffen. Da det er det første og sidste gæsten indtager på din restaurant og det der danner deres endelige indtryk – hvilket Wallmans tydeligvis ikke har styr på. Konceptmæssigt placerer de sig derfor sammen med alverdens juleshows.
biZ showbillede 4, af Joakim Adrian
Den røde tråd
I starten kæmpede jeg voldsomt for at finde en rød tråd i de forskellige musiknumre. Jeg hverken forstod overgangene eller hensigten. Men så snart du accepterer der blot er tale om underholdning og variation er formålet glider det hele lettere ned. Den svage og rodet åbning skyldes lige så meget artisternes håbløse konkurrence med forretten som instruktørens Johan Espelands fejl disponering. Heldigvis tiltager både intensiteten og kvaliteten i løbet af aften. Det piner selvfølgelig alle vi der var unge i midt 90erne at vores lydspor nu tjener som underholdning til middagsselskaber, men gruppens 90’er grunge medley er nu vellykket. Hvilket krydsningen af The Beatles og The Supremes ikke rigtig kan kaldes. Stoppene rundt i filmklassikere, Disney univers, Lady GaGa og rock ballader tjener mere som farverigt og let genkendeligt fyld. Det er afslutningen der hiver showet i land. Humoristisk, gennemtænkt og overvældende hiver 80er hit dig rundt i nostalgiske afkroge af dine tanker. Her leges der med ordene, udtryksformen og der gøres både kærligt grin med heltene fra den gang samtidig med musikgiganterne hyldes. Tempoet øges og pauserne mindskes. Den logiske afslutning er rydningen af dansegulvet, og et tempofyldt farvel til kunsterne på scenen.
biZ showbillede 3, NY af Preben Søborg

clip_image001Det er simpelthen ikke muligt at konstruere et vellykket dinnershow således det får mere end fire stjerner i bedømmelse. For kastes der flere kræfter ind i underholdningsdelen forsvinder publikums fokus fra maden og omvendt. Til gengæld skal der ikke mange fejl og tilfældigheder til før oplevelsen kan blive katastrofal, vi havner dog på fire stjerner takket være den kunstnerisk variation, det fri udsyn til scenen og madens kvalitet. Der sammenlagt bliver til en omgang underholdende og farverigt ramasjang.

Min indre tjener (ja, jeg har også uddannelse som klassisk tjener) led til tider gevaldigt under serveringerne. Mit råd er at acceptere samlebåndet og nyd hvad end der findes på dit bord af mad og drikke. Forvent ikke en kulturelt overflødighedshorn, men velkoordineret musikbider der skiftevis serveres med indlevelse og rutine. Forestillingens rodet indledning bortvaskes hurtigt og intensiteten opbygges fermt op mod slutningen. Årets talenter (Albin Ljungqvist, Anna Hansson, Ida Berg og alle de modige artister der svang sig under hvælvingen) er lette at spotte og det er tydeligt de elsker rollen i centrum. Lysshowet, lyden og brugen af det store lokale vidner om professionalisme. Hvis du overvejer at svinge forbi Wallmans show i cirkusbygning er mit råd at gøre det sammen med kollegaer, eller venner, for stedet oser ikke af romantik, kun sjov og ballade. Hvilket der selvfølgelig også skal være plads til.

Af Thor Kristjan Kidmose.
http://impdk.tradedoubler.com/imp?type(iframe)g(19814960)a(1913579)
Forestillingen blev overværet d. 15. september 2011 ved Wallmans.Foto copyright Preben Søborg, enkelte er arkivfoto.
Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment

Comment

Beastie Boys ‘Hot Sauce Committee Part Two

hot_sauce_committee_part_two-14298331-frntl
The cool tune masters of nineties have returned with their new studio album ”Hot Sauce Committee Part II”. The making of their eighth album (originally planned to be released as Hot Sauce Committee Part I) was shelved back in 2009 when Adam “MCA” Yauch had to retreat from performing and recording due to health, but once back to where he left the American hip-hop trio decided to “skip” …Part I and simply release …Part II.

The album features 16 tracks for total of three quarters of genuine Beastie beats – some (“Make Some Noise”) tracing back to their legendary songs (such as “You Gotta Fight for your right to party”), some flirting with other genres (reggae, punk), but all providing the sheer to recognize this distinct Beastie Boys signature, leaving no doubt they stay true to their pop-culture niche where no others stand next. It is vintage, yet fresh in kick how minimalistic beat can be base to all the variety. And that variety grows thick on this album, building layers of effects and processing and sampling, giving the outcome heavier and more complex sound.
beastieboyspressebillede
And those videos captured for some of the songs! Groovy, crazy, and funny, with (self) irony – take  “Make Some Noise” that features a sea of television and cinematic stars and where the trio confronts their future selves; or “Don't Play No Game That I Can't Win” sporting retro feel of the ’70-ies with elaborated puppet show full of Action, good Beastie style! clip_image001

By Kerttu Lohmus.

Photo copyright EMI. Follow Forrbugermania by this  RSS feed, or at facebook. This site is optimized for reading on mobil phones, but should you have a Nokia phone please use this App.

Comment

Comment

SØS FENGER Glassalen Tivoli

Søs Fenger_480x320
Den snart 50-årige Søs Fenger har masser af musikalsk erfaring i bagagen. Hun har bevæget sig indenfor genrerne pop, rock, jazz, viser og disco, været med i diverse bands og musikprojekter og fik for alvor succes som popidol i "News". Siden 1980'erne har hun haft en solokarriere, der ind til videre har resulteret i 11 albummer. Titlen på det nyeste er "Nogle gange er man så heldig, at man ikke når at tænke sig om". Sange derfra fik Søs Fenger rig mulighed for at lufte ved koncerten i Glassalen i Tivoli.
Glassalen - med blomster
Ligesom de tidligere albummer, beskæfiger det nyeste sig med noget, som utallige kan identificere sig med eller nikke genkendende til. Hvilket gør, at musikken lettere 'stryger ind under huden' og maner til eftertænksomhed. Temaer såsom familierelationer, livskvalitet, fremtidstanker og kærlighed bringes på banen. En række af sangene befinder sig i det rockede og højtgearede hjørne, mens andre er i et poppet univers og en hel stribe er holdt i en afdæmpet stil. En variation, der ikke blot klæder udgivelsen, men også sikrede koncerten det rette flow.
 Glassalen - Rasmus Hansen
Med en rå fremtoning og en fin, robust samklang mellem trommer, synthesizer og guitarer blev der lagt ud med det nye nummer "Ud og væk", som med linjerne "Jeg vil ud. Jeg vil væk. Men det nænner jeg ikke at sige lige nu. Ud og væk. Men jeg bli'r her lidt og trækker tiden ud", med det samme understregede det følelsesunivers Søs Fengers sange befinder sig i. Til koncerten blev der dog også levnet plads til en række af Søs Fengers gamle hits såsom "Sidste time", "Inderst inde" og "Holder øje med dig".
Det kinesiske T AOU-rn by night - Rasmus Hansen (1)

clip_image001[6]Søs Fenger sang med en solid og klar stemme, og med en blanding af seriøsitet og humor indviede hun publikum i anekdoter, oplevelser og erfaringer fra sit liv og sin sangkarriere, og desuden fortalte hun åbenhjertet om, hvorfra hun henter inspiration til sine tekster. Så undervejs blev man både underholdt og klogere. Søs Fenger og hendes band var nydeligt klædt og forstod at optræde smilende og med en så stor spilleglæde, energi og indlevelse, at man kom i godt humør og lod sig rive med. Nærmest uafbrudt sad størsteparten af publikum og rokkede og nynnede lidt med på numrene, og der blev uddelt en stor mængde klapsalver. Glassalen var ikke fuldstændigt fyldt denne aften. Det kunne have været gavnligt, hvis den havde været det, så den gode stemning kunne have røget et tak opad.

Men heldigvis var Søs Fenger og hendes band gode til lige at 'trykke den en tand ekstra af'; bandet fungerede elegant som kor, og ofte blev der skruet et ekstra niveau op for musikinstrumenterne. I denne sammenhæng bør det også siges, at de formåede at være dejligt neddæmpede, når det gjaldt de mere stilfærdige numre.

Der er et miks af råhed og sødme, når det gælder Søs Fengers udstråling. Denne sammensathed kom fint til udtryk under denne koncert, der alt i alt var en skøn oplevelse, der fortjener sine fem stjerner

Af Jan Schmidt
http://impdk.tradedoubler.com/imp?type(iframe)g(17063326)a(1913579)

Søs Fenger og band: Fredrik Damsgaard (bas, kontrabas), Jonas Krag (guitarer), Steen Rasmussen (tangenter), Bjørn Jønsson (trommer). Koncerten blev overværet i Glassalen i Tivoli d. 6/8 2011. Varighed: Ca. 2 timer. Søs Fengers hjemmeside. Oversigt over kommende koncerter. Foto copyright Rasmus Hansen og Tivoli.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, og har du en Nokia telefon kan du følge med via denne App.

Comment

Comment

Iron Maiden: From Fear to Eternity (CD)

FFTE_500
Epic release from quintessential heavy metal giant.
This the best of… retrospective collection compiles songs from two decades, from total of 8 albums released 1990 – 2010. It is a logic “mid-term review” of two decades, and it is a fair one, including songs from less-praised albums released in the ’90-s (No Prayer From The Dying, Fear of The Dark, The X Factor, and Virtual XI), as well from albums from Maidens’ come back era of the millennium (Brave New World, Dance of Death, A Matter of Life And Death, and The Final Frontier).

The 23 songs on double-CD sum to total track time of nearly 149 minutes! As such it is a wonderful source of initial introduction for someone not familiar with Iron Maiden (this is also emphasized by manager Rod Smallwood in the foreword of the album booklet), or those who turned away from the band in the 1990’s when two of the essential band members (Bruce and Adrian) left to pursue new challenges. Which for many fans resulted to a loss of what made Irons the Irons.

For those who have kept up buying their records during both ups and downs this collection is merely a nice item as surely everyone has their own track list for their personal “the best of…” set anyway. The album also represents what the band believes reflects their creation most adequately, though this said, none of the songs picked include Blaze Bayley who performed the lead vocals 1994 – 1998 during which albums “The X Factor” and “Virtual XI” were released. Instead the 3 tracks from the mentioned 2 that made to this album were from later live concerts from 1999 and 2001 when Dickinson had already rejoined the band. Some consider this decision for the best.
clip_image001Album as a whole has all the variations of the majestic Iron Maiden, both dark & grievous (tracks from “The Matter of Life and Death”) as well lighter and brighter tracks (“Rainmaker”, “Holy Smoke”). In time the structure of their songs has evolved into more complex and challenging, slowing down their well known mid-fast tempo riffs – all this making the story-telling songs more interesting to follow, but also allowing Dickinson to alternate his vocal to incorporate lower tones. The guys are not in their youngest years any longer!
Hopefully the album will contribute to win new fans to join the worldwide Maiden Family as the band is still touring around the Globe with full force, and taking their steadily growing popularity since their comeback record Brave New World (2000), and enormous fan base, the sextet gives no signs of retirement. Up the Irons!
By Kerttu Lohmus

Follow Forrbugermania by this  RSS feed, or at facebook. This site is optimized for reading on mobil phones, but should you have a Nokia phone please use this App.

Released on CD June 06 2011 at EMI Music. It will also be made available as a Digital Download Album and as a Limited Edition Triple Vinyl Picture Disc. Full Track list

DISC 1
1.       The Wicker Man 4.36
2.       Holy Smoke 3.49
3.       El Dorado 6:49          
4.       Paschendale 8.28
5.       Different World 4.19
6.       Man On The Edge (LIVE) 4.40
7.       The Reincarnation of Benjamin Breeg 7.22
8.       Blood Brothers 7.14
9.       Rainmaker 3.49
10.     Sign of the Cross (LIVE) 10.49
11.     Brave New World 6.19
12.     Fear Of The Dark (LIVE) 7.41

DISC 2
1.       Be Quick Or Be Dead  3.24
2.       Tailgunner 4.15
3.       No More Lies  7.22
4.       Coming Home 5.52
5.       The Clansman (LIVE) 9.06
6.       For the Greater Good of God 9.25
7.       These Colours Don't Run) 6.52
8.       Bring Your Daughter... To The Slaughter 4.44
9.       Afraid to Shoot Strangers 6.57
10.    Dance of Death 8.36
11.    When the Wild Wind Blows 11.02

Comment

Comment

Moby–Destroyed (CD)

artwork
Welcome to a ride in Moby-land.  Seatbelts may remain unfastened, no turbulence expected. The "Destroyed" album as a whole is too neutral and mainstream to create any “lift me up-feeling” but also just about too good for chill-out bar/lounge background noise – which is in sync with the entire concept of the album that was a creation of lonely belonging nowhere traveler (Moby) in empty cities in anonymous nights. Without reading the accompanying CD folder at first, the sensation of loneliness carts you through the album, no doubt. Moby scores in conveying the feeling. Full stop.

Moby has always mastered a fair dash of melancholy, which has become his trade mark. And “Destroyed” is no exception. In its 15 tracks compound the music is occasionally minimalistic (“The broken places”), then mixing several genres (“Stella Maris”, “The right thing”), and at times throwing in slushy passages such as “The low hum” which reminds one of obligatory tracks from any mainstream club. So it has balance of lows, highs and mediums, making it not outstanding nor failed album.

5754653908_ddef8684a6
clip_image001The tracks won’t haunt you – or perhaps the “The day” which has some spark and chorus easy to remember – so all-in-all after 15 tracks of spinning in moby-land you haven’t lost nor gained much. For some reason the album reminds me of Pina Colada cocktail – you always know what you get when ordering one – a semi-sweet creamy pineapple that wears out at the end – though depending on bartender occasional signature may surprise. But it will still be Pina Colada. And Moby is still Moby, landing you soft and safe.

By Kerttu Lohmus.

Put out by EMI. Read more about Moby here and see the tour dates here. Buy the book and CD hereDu kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, og har du en Nokia telefon kan du følge med via denne App.

Comment

Comment

Stakkels Kenneth på CaféTeatret

untitled2
Motiveret af ideen om teaterverdens nemme og sikre penge har Kenneth Thordal stablet et stykke musikteater på benene. Hvor han flankeret af tre andre stilsikkert afvikler koncertdelen, og ellers charmerer sig gennem skuespilssekvenserne. Det svinger, underholder og forsøger aldrig at være andet.
untitled
Anno 1987
Attituden, håret og stemmen understreger professionen. Desværre lever salgstallene ikke op til forventningerne, de gode anmeldelser og drømmen om det søde liv. Nu er Kenneth en voksen mand, med gråt hår og erfaringer på bankkontoen. Talentet er fortsat tydeligt, men hvad hjælper det hvis gennembruddet udebliver? Overhalet af yngre modeller og andres koncepter drives ham ind i teaterverden. Hvor dramatikken også higer efter fængende lydbidder, men Kenneth vil mere end manipulerer følelser for andre, og hvor svært kan det være? Dette er historien om hvordan ”Stakkels Kenneth” blev til teaterkoncerten.
untitled9
De fire stemmer fanget i en krop
Uerfaren, uafprøvet og ukendt med skuespil som håndværk har Kenneth klogelig valgt at spille ”sig selv”. Latteren høstes via de andre skuespillere, som oftest på egen bekostning. Iklædt rollen som rockmusiker er der plads til krukkeri og selvoptagethed. Mens redningskransen i form af sang og musik er lige inden for rækkevidde uanset hvilken scene Kenneth befinder sig i. Formen er mere end godkendt og det hele afvikles i et professionelt sammenspil med de tre andre kloner: Oliver Zahle, Marie Louise von Bülo og Benjamin Boe Rasmussen.
untitled3

clip_image001Stakkels Kenneth, stakkels mig
Teaterstykket er mere en koncert afbrudt af forskellige sketchs om det samme emne. Overgangen fra pointe til musiknummer er ikke lige i skabet hver eneste gang. Til gengæld er stykket undrholdene og flere af musiknumrene fænger og udfordrer publikum. Selvtilliden oser fra manden i centrum, men inddragelsen af de øvrige skuespillere halter i åbningsscenen. Jeg er dog allerede solgt et kvarter inde i de barokke tanker om ”Kenneth” som musikteater”. Selvfølgelig manipuleres der med fakta og fiktion sælges her som den ægte varer, men historien godtages alligevel som Kenneth Thordal’s kamp for succes.

Min eneste frygt er derfor, hvis man allerede som 45årig har lavet en omgang musikteater om ens egen manglende succes som musiker, hvad gør man så næste år hvis salgstal og berømmelsesniveau fortsat ikke berettiger til stemplet ”Kendt musiker”?
Af Thor Kristjan Kidmose.

Fotograf: Bjarne Stæhr. Stykket blev overværet fredag den 29. april ved Café Teatret hvor du kan opleve Kenneth frem til den 28. maj. Mandens seneste udgivelse ”Fald Nu Ned” er ganske heldigt også på gaden. Personligt holder jeg har numrene: ”Slap nu af”, ”Væk”, ”Klokken”, ”Stakkels Kenneth” og ”Svært”. Manuskript: Kasper Hoff. Musik og sangtekster: KennethThordal. Iscenesættelse: Emil Hansen. Scenografi: Marco Evaristti.Hvis du har en Nokia telefon kan du nu følge anmeldelserne fra forbrugermania på din mobil via denne app.

Comment

Comment

Ungt Blod af Telestjernen

 image9
Endelig et album
Tidligere i år lykkedes det endelig Telestjernen af få udgivet sit første album. Det er Rasmus Johansen på 31 år der gemmer sig bag navnet, og han fået sammenflettet de seneste års anstrengelser til en samlet udgivelse. 11 musiknumre er det blevet til, der spreder sig over nostalgiske retrorock til irøefaldene omkvæd af hitpotentiale. I et sangunivers hvor mennesker som Peter Sommer, Johnny Madsen, CV Jørgsen vil kunne genkende sig selv, er det en bedrift at Telestjernen ubetinget er sin egen.

image91
Nybrud
Nybrudene, det vilde, det utilpasset var tidligere alle at finde i storbyerne. Men de seneste mange år har forfattere, filmskabere og musikere vendt sig mod provinsen når de skæve sider af Danmark skulle afdækkes. Det er også her Rasmus Johansen har snedkeret sine tekststykker, historier vævet over opvæksten i det midstjyske. Hvor livet er fyldt med tunede knallertere, bilræs og genudsendelser i fjernsynet. Det kan lyde kedeligt, men det er ikke uden sin charme eller vildskab.

Død mand på dåse
Nummeret “Død mand på dåse" indkapsler til perfektion hvordan livet i Karup udfyldes af bilræs, høj musik og leg med døden. Selv hvis du ikke skulle have været i Karup før, ser du for dit indre blik, billederne Rasmus maler. Den lave sol over Karup, oplandets knægte, den høje musik, vanvidskørelsen. Det er her Rasmus har sine styrker som sangskriver, han formår på ganske imponerende vis, at stykke fragmenteret historiere sammen så de danner sit eget helstøbte billedeunivers.

I “Winnie og Joe” får vi historien om den fatale ungdomskærlighed tilsat lidt eksotisk togsurfering, på overfladen virker nummeret velkendt men ordene er alligevel anderledes og har mere kant. Teksten til “Vougue Italy Girl” tilføres ganske vellykket et ironisk skær, idet musikkens kælne poptoner understreger det overfladiske ved disse piger. I nummeret “Kys Kys” præsenteres vi for en kvindestemme der rummer en skrøbelighed og styrke som er uhørt i Danmark. Tankerne ledes straks hen på Lisa Ekdah, hvilket er tænkt som en kompliment til Maria Timm, der synger duetten med Rasmus Johansen på dette nummer.

image22

Musikvideo og det løse
Atypisk for debutanter har dette album hele to fantastiske musikvideoer, der begge understreger tidsperioden inspirationen er hentet i. Rocketman og Johnny Boy hedder nummerne, og de kan ses her. Begge vidoer passer perfekt til sangene, men fremstår også som regulære kortfilm. De kunne sagtens leve deres eget liv som sådan.

Når man kaster et blik ned over coveret vil skriftyper fra alverdens spillefilm også let genkendes. Hver titel har sin egen font, og hver font er fra filmensverden.

På ”Ungt Blod” medvirker – udover Telestjernen selv - musikerne Kristian Vad, Mads Tønder, Kristian Helboe, Maria Timm, Einar Helgi Thorsteinsson,Wolf, Thunder, Tav Klitgård og Jakob Meyland. Produceret af  af det århusianske producerteam Stillwalker (procucer: Kristian Vad og co-producer: Mads Tønder.

image
Thor Kristjan Kidmose.

Comment

Comment

Tron: Legacy” movie soundtrack

tron-legacy-movie-soundtrack-giveaway
Tron: Legacy” movie soundtrack is obviously more of a soundtrack than Daft Punk album. But the French duo of Guy-Manuel de Homem-Christo and Thomas Bangalter is a perfect match for orchestra (in this case almost a full size, 85-piece) to create and deliver a futuristic fairy tale, to escort the visual of the story, indeed they are the half of ideal prescription to the “Tron: Legacy” as a product. Daft Punk is well known for their elaborate visual components and image and hence they complete the concept of the movie to utmost.
The music is beautiful mixture of orchestral and electronic sound bites in uninterrupted flow where both genres complement each other, almost as a poem where sentence is started with quill and finished off with felt-tip pen, and so delicately, the outcome is totally natural. This fluent dialogue is particularly explicit in “Armory” where the single strokes of electronic instruments complete the orchestral fundament.
Daft
The soundtrack album unfolds its best sides when listened in one go. Because when single tracks are ripped out of context a sense of interruption may occur due to the length of most tracks (few minutes each). The story is being told, reaching toward its apogee, and then cut. It could easily be the length of each number is dictated by the movie scenes but nevertheless they leaves one wondering what would have the sound story ended like if it was to continue? As examples, listen tracks “Arena” and “Rinzler”, where you are just about to sense the integrity, when they’re over. In house and other electronic dance music the audience is taken to lengthy, multi-layered journey with several culmination points, but perhaps it is narrow minded to even consider this as an option for this soundtrack – it is another type of product, with a different concept.

imageFor this particular listener, though, the expectation of hearing Daft Punk, never got really fulfilled, since in this matrimony the orchestral “partner” was always enabled to take the lead. And so tracks “End of Line” and “Derezzed” were pure salvation where Daft Punk delivered what it represents. As a whole the soundtrack has quite melancholic red thread (“Adagio for Tron”, “Nocturne”), mixing dream-like sound with “bigger than life” strokes we know from other sci-fi movies where the destiny of the heroes are about to be resolved.

By Kerttu Lohmus

Photo copyright EMI. The CD consist of 22 tracks and give you online access to four music videos, movie trailer and photo gallery.  How ever you need to create a user profile in order to fully access the material.

Comment

Comment

LCD Soundsystem (CD)

lcd
Musical tapas platter for every taste… and positive kick guaranteed.
Live studio album of American mixed-genre musical collective LCD Soundsystem, “The London Sessions”, is wonderful piece that was recorded in London, in June 2010, and released in January 2011. Known for their live shows providing omnipresent synergy between the band and their audience, the London session release is more framed and structured, but still with clear sense of greatness of their live concerts – their trademark – that makes them much acclaimed ensemble.

Each of the 9 tracks consist multiple layers allowing listener to choose their own preference of approach. Focus on the lyrics and you hear LCD frontman James Murphy conveying a messages about stereotypes and perception of relationships between people. If not interested in lyrics, open your senses to their music instead, which is just great for dancing – all songs follow captivating rhythm that no doubt will catch you from first beat on!

Take “Us vs Them” as an example with its escalating suspense, sharp drums and mesmerizing beat that brings one close to quite a surprising “grand finale” (or – spoiler! – lack of the same!) and gets you moving. Same with “Daft Punk Is Playing At My House” as another example (and by the way, yes, Daft Punk has influence on LCD). Now talking about moving – yet another aspect for what LCD Soundsystem is good for, is running – tested and guaranteed! In fact, 2007 they released track 45:33 (Nike Original Run), made available at Nike Music Store in iTunes, and advertised as supportive workout music and promoting running. Later on, though, Murphy announced the concept behind 45:33 had nothing to do with running and the sport association was not his intention.
lcd-soundsystem
clip_image001Anyways – LCD Soundsystem has always transmitted a sense of “coolness” – whether considering the band members appearance (Google to check out their image & looks), their videos – just have heart to watch “Drunk Girls” (by Spike Jonze, author of many innovative music videos for Beastie Boys, R.E.M, Björk, list would be long to continue) where bunch of marauder pandas mug the band members – but foremost through their consistently positive beat & sound that is also distinctively present at “The London Sessions”.

By Kerttu Lohmus

Foto copyright EMI Music. If you’re the lucky owner of a Nokia phone its now possible to follow the reviews at forbrugermania via this app on your mobil.

Comment

Comment

Roxette Charm School

De slog igennem da den kolde krig rasede mod en afslutning, og blev hvermandseje da soundtracket til kærlighedshistorien mellem gadeluderen og kunden i ”Pretty Woman” tog kegler på det store lærred. De fyldte sidenhen stadions verden over, og solgte albums i antal pladeselskaber i dag anser for ren science fiction.

Nu sidder jeg så med deres seneste, og første i lang tid, album ”Charm School”. Tolv nye numre alle udsendt under navnet Roxette. Coveret afslører de ligner sig selv – dvs. de ligner det billede vi alle har af bandet Roxette – og musikken bekræfter til fulde gensynet. Det er Roxette, fuldt ud, det er der mange som vil være glade for og endnu flere der er ligeglad med. Jeg selv er overrasket over den manglende fornyelse, manglende nytænkning, manglende formål med pladen andet end at sige ”Vi er her – Vi er Roxette”.

Numre som ”Speak to me”, ”Only When I dream” og ”Big Black Cadillac” er Roxette classic og kunne sagtens have været udgivet på f.eks. ”Crash, Boom, Bang” fra 1994. Nummeret ”Way Out” lyder som et miks af American Country og 90er pop. ”She’s Got Nothing On” byder på tempo og iørefaldende omkvæd, men efterlader dig alligevel med en flad fornemmelse af uindfriet potentiale. ”No One Makes It On Her Own” serveres personligt af Maria, men bliver ikke vedkommende for mig. Omvendt er jeg glad for hendes stemme i ”I’m Glad You Called” hvor mistet kærlighed mindes med den sørgmodighed kun popsange kan tillade sig. ”Dream On” falder ved siden af både projektet ”Roxette” og som pop nummer, i stedet ledes tankerne hen på gamle jukeboks hits fra start 60erne. Mere interessant er at begyndelsen på ”After All” lyder som en Beatles Sang, desværre kan nummeret ikke leve op til starten og dør hen.

****Marie Fredriksson når ikke længere helt de samme høje toner, mens Per Gesle fortsat er en professionel sangsnedker. Tilsammen er de Roxette, og det vil de altid være. Men hvis de skal blive til andet end et band der sælger til gamle fans kræves der fornyelse. Mine tre stjerner gives for gensynet, rejsen tilbage til starten af 90erne de tilbyder, og i anerkendelse af deres lange rejse der både blev mere og anderledes end nogle af os dengang troede.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Udgivet af EMI.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, og har du en Nokia telefon kan du følge med via denne App.

Comment

Comment

Den Lille Havfrue i koncertsalen i Tivoli

untitled1
Disney filmens blankpolerede univers hvor intet er kompliceret eller rigtig farligt er desværre fuldt ud fastholdt i musicalversionen af Den Lille Havfrue. Hvilket mange små piger sikkert værdsætter, desværre er jeg en voksen mand, med helt andre krav og ønsker til både musicals og børneunderholdning. Det var derfor en kedsommelig, langtrukken og til tider intetsigende oplevelse at overvære denne forestilling i Tivoli koncertsal.
Den Lille Havfrue, Trine Jepsen

Hvilket dog hovedsagligt er min egen skyld – for skaberne havde ikke lovet mig noget originalt eller spektakulært. De leverede faktisk hvad der blev lovet – en musical baseret på en Disney tegnefilm. Jeg havde bare ikke forestillet mig at den banale historie vil blive værre af flere sange og mere dans.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Selvfølgelig var der mangler, små fejl og ting der kunne være bedre i selve musicalen. Mit største ankepunkt går dog fortsat på den total uinspirerende historie – der ganske kort kan skæres ned til: teenagepige trodser farmand for at kysse på dreng. Det lyder banalt, og det kan ingen havheste, søanemoner eller blæksprutter ændre på. Pige møder dreng, pige vil have dreng, pige får dreng. Havde det været en retfærdig verden havde forestillingen kun taget et kvarter – inklusiv tid til beundring af det flotte akvarium Tivoli har i bygningen.
Den Lille Havfrue

Følgende positive ting vil jeg dog gerne fremhæve. Trine Jepsen er rigtig god i rollen som skurkinde og blæksprutten Ursula. Hår, fagter, dialog og sangstemme er en fornøjelse. Torben Zeller er underholdende som mågen Skralde – og jeg finder faktisk alle mågesekvenserne sjove. Krabben Sebastian håndteres professionelt af Ole Jørgensen – det tog dog lidt tid før jeg gættede han var en krabbe. Martin Hedegaard er måske lige lidt for tæt på noget fra Muppet Show i rollen Chef Louis – men jeg synes han slipper godt fra det. Julie Steincke har en flot klassisk sangstemme og er selvfølgelig nydelig at se på. Til gengæld er jeg ikke så pjattet med hendes evner som skuespiller, hvilket også gælder hendes mandlige modstykke Silas Holst der spiller Prins Eric. Christian Bøgh har måske nok skægget til rollen Kong Triton – men slipper ikke godt fra dialog eller sang i denne forestilling, hvilket også gælder Kathrine Hvidberg Holmboe i rollen som Tumle. Scenen fyldes og affolkes i et virvar af mennesker på inliners, rulleskøjter og sko med indbygget hjul. Det er til tider fængende, men som oftest mig ligegyldigt. Hvorfor den samlede vurdering kun havner på to stjerner, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om det uanset hvad bliver en publikumssucces uden ligeclip_image001
Af Thor Kristjan Kidmose

Bag scenen står et stærkt kreativt hold med instruktør John Eggert i front, der har haft stor succes med opsætning af musicalproduktioner i Holstebro. Musikken ledes af Niels Rahbech, scenografien står Peter Rafn Dahm og Annie Hjort for mens koreografien overlades til Helle Halsboe. Musikteatret Holstebro står bag Black Box-produktionen (der også har copyright på billeder brugt i anmeldelsen)  af den storslåede Disney-klassiker Den lille Havfrue bygget over H.C. Andersens eventyr. Disneys Den Lille Havfrue havde Europapremiere i Teatersalen i Musikteatret Holstebro d. 24. februar 2011. Musicalen (dvs US versionen)  er skrevet af Doug Wright med musik af Alan Menken. Tekst af Howard Ashman og Glenn Slater. Du kan opleve forestillingen i Tivoli frem til d. 17. april. Læs mere på www.musikteatret.dk

Comment