Viewing entries in
Teatermania

Comment

JEKYLL & HYDE THE MUSICAL på Det Ny Teater.

Fotocopyright Det Ny Teater

Normal 0

21

false false false

DA X-NONE X-NONE

/* Style Definitions */ table.MsoNormalTable {mso-style-name:"Tabel - Normal"; mso-tstyle-rowband-size:0; mso-tstyle-colband-size:0; mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-style-parent:""; mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt; mso-para-margin-top:0cm; mso-para-margin-right:0cm; mso-para-margin-bottom:8.0pt; mso-para-margin-left:0cm; line-height:107%; mso-pagination:widow-orphan; font-size:11.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-fareast-language:EN-US;}

Den lækre trappeopgang var i vanlig stil pakket med håbefulde journalister og fotografer med sans for at spotte kendisser. Jeg selv var troppet op i en blanding af rent tøj og lave forventninger. Ikke fordi der hverken var en stram dresscode eller grund til at tro det værste om forestillingen, men fordi jeg som teateranmelder har et til tider anstrengt forhold til de pompøse musicals. Heldigvis viste det sig at hurtigt at mine tre nuancer af sort ikke gjorde aftenens underholdning til en begravelse, i stedet var det en professionel omgang underholdning med fokus på detaljerne, sangstemmerne og det visuelle udtryk.

Som altid haltede hovedhistorien og aktørernes bevægegrunde, men for en musical er det forventelig. Til gengæld var jeg positiv overrasket over flere af stemmerne på gulvet, musikerne i baggrunden og kostumerne. Scenografien var som sådan ikke nyskabende, men det var nyt for mig som gæst på Det Ny Teater at se publikum bænket i små portioner på selve scenegulvet.

Fotocopyright Det Ny Teater

Normal 0

21

false false false

DA X-NONE X-NONE

/* Style Definitions */ table.MsoNormalTable {mso-style-name:"Tabel - Normal"; mso-tstyle-rowband-size:0; mso-tstyle-colband-size:0; mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-style-parent:""; mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt; mso-para-margin-top:0cm; mso-para-margin-right:0cm; mso-para-margin-bottom:8.0pt; mso-para-margin-left:0cm; line-height:107%; mso-pagination:widow-orphan; font-size:11.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-fareast-language:EN-US;}

Stykket understreger måske nok at Det Ny Teater virkelig har styr på den klassiske musical disciplin, men hvis du til gengæld ikke helt er til den slags musikalske flødeskumskager kan det være lidt trættende at handlingens fremdrift sker i slowmotion og karakterernes bevæggrunde i bedste fald er vage.

Hovedhistorien kan koges ned til en serie konflikter mellem den moderne og den gamle verden. Videnskab Vs Religion, Hjerte Vs Hoved, Ærbarhed Vs Liderlighed, Kønsroller Vs Ligestilling, Lovlydighed Vs handlekraft m.m. Personificeret ved den gale videnskabsmand Dr. Jekylls forvandling til Mr. Hyde. Hvis dit moralbegreb ikke sidder fast i den victorianske periode vil denne udgave af Robert Louis Stevenson (1886) historie fremstå en anelse banal. Til gengæld rejser Mr. Hydes grusomme handlinger en masse spørgsmål som forestillingen desværre ikke besvarer. Du må således selv gætte dig til hvorfor nogle dræbes, andre pines og enkelte skånes. Kærlighedsforviklingerne kommer hurtig til overs i denne version af historien, hvorfor Camille-Cathrine Rommedah i rollen som Emma aldrig bliver til andet end en parentes i Dr. Jekylls historie/forvandling.

Fotocopyright Det Ny Teater

Normal 0

21

false false false

DA X-NONE X-NONE

/* Style Definitions */ table.MsoNormalTable {mso-style-name:"Tabel - Normal"; mso-tstyle-rowband-size:0; mso-tstyle-colband-size:0; mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-style-parent:""; mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt; mso-para-margin-top:0cm; mso-para-margin-right:0cm; mso-para-margin-bottom:8.0pt; mso-para-margin-left:0cm; line-height:107%; mso-pagination:widow-orphan; font-size:11.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-fareast-language:EN-US;}

Mine fem dæksler falder derfor grundet et miks af teknik, ramme og sangstemmer. Jeg har f.eks. aldrig hørt Julie Steincke bedre end i denne musical, hvor hun i rollen som luderen Lucy med hjertet af guld får lov til både at være kynisk, kærlig og drømmende. Kim Hammelsvang Henriksen var en fornøjelse som underverdens knudepunkt Spider. Hovedrollen blev spillet og sunget af Tomas Ambt Kofod og så længe han gav liv til Mr. Hyde var han både kraftfuld og spændende, mens Dr. Jekyll blev en kende for fad. Jeg er ofte imponeret over Kurt Ravns spændevidde inden for teater, film og sang. Selvom jeg holder mest af ham som skuespiller når rollerne har dystre sider så fungerede han fint som Jekylls trofaste ven John Utterson. Visuelt var jeg glad for Hospitalsfolket (fx Rasmus Fruergaard og Jesper Paasch), glædespigerne (fx Linnea Stenbeck) og den moralske anløbne Biskop (Martin Loft). Scenografien, belysningen og kostumerne gav en perfekt ramme for historien og takket være den kriminelle underverdens sangstemmer blev det faktisk til en god musical oplevelse. Hvor pompøs musik, perfekt belysning og store stemmer gav liv til den oldgamle historie om kampen mellem det gode og det onde.

Normal 0

21

false false false

DA X-NONE X-NONE

/* Style Definitions */ table.MsoNormalTable {mso-style-name:"Tabel - Normal"; mso-tstyle-rowband-size:0; mso-tstyle-colband-size:0; mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-style-parent:""; mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt; mso-para-margin-top:0cm; mso-para-margin-right:0cm; mso-para-margin-bottom:8.0pt; mso-para-margin-left:0cm; line-height:107%; mso-pagination:widow-orphan; font-size:11.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-fareast-language:EN-US;}

- Et Synspunkt! Af Thor Kristjan Kidmose.


 Dramatisk idé:STEVE CUDEN / FRANK WILDHORN. Manuskript og sangtekster: LESLIE BRICUSSE. Musik: FRANK WILDHORN. Iscenesættelse: DANIEL BOHR. Scenografi og kostumer : PAUL FARNSWORTH. Musikalsk indstudering: PER ENGSTRÖM. Oversættelse: KAREN HOFFMANN. Rollelisten:Dr. Jekyll / Mr. Hyde - Tomas AmbtKofod. Lucy -  Julie Steincke. Emma - Camille-Cathrine Rommedahl. John Utterson - Kurt Ravn. Sir Danvers Carew - Carl Christian Rasmussen. Simon Stride - Christian Berg. Biskoppen af Basingstoke -    Martin Loft. General Lord Glossop - Simon Duus. Lady Beaconsfield - Ulla Sell. Spider - Kim Hammelsvang Henriksen.

I øvrigt medvirker Mark Agerskov, Rasmus Fruergaard, Søren Bang Jensen, Jesper Paasch, Jenny Asterius Persson, Isabel Schwarzbach, Linnea Stenbeck, Anders Teigen, Anna Vaupel, Frederikke Vedel, Nana Mathilde Veileborg Bjelka og Oliver Monsrud Lundqvist, m.fl. Du kan læse mere her

Comment

Comment

Døden i Venedig - Drengen i Venedig

fotocopyright Thomas Petri

Normal 0

21

false false false

DA X-NONE X-NONE

/* Style Definitions */ table.MsoNormalTable {mso-style-name:"Tabel - Normal"; mso-tstyle-rowband-size:0; mso-tstyle-colband-size:0; mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-style-parent:""; mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt; mso-para-margin-top:0cm; mso-para-margin-right:0cm; mso-para-margin-bottom:8.0pt; mso-para-margin-left:0cm; line-height:107%; mso-pagination:widow-orphan; font-size:11.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-fareast-language:EN-US;}

Min første indskydelse var at opridse de forskellige fortolkningsmåder af stykket ”Døden I Venedig” og derpå sammenflette dem i en slags analyse der understregede hvorfor jeg opfattede historien som et spejlbillede på Europas udvikling. Det viste sig dog hurtigt at blive en omgang akademisk tekstanalyse uden megen morskab og hvis det endda er ligegyldigt for skribenten selv, kan jeg ikke forestille mig det gør gavn for nogen andre. I stedet vil jeg fokusere på oplevelsen, håndværket og pragtpræstationen af Nicolas Bro i det vi kan kalde en slags rosende omtale uden megen kritik.

fotocopyright Thomas Petri

Normal 0

21

false false false

DA X-NONE X-NONE

/* Style Definitions */ table.MsoNormalTable {mso-style-name:"Tabel - Normal"; mso-tstyle-rowband-size:0; mso-tstyle-colband-size:0; mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-style-parent:""; mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt; mso-para-margin-top:0cm; mso-para-margin-right:0cm; mso-para-margin-bottom:8.0pt; mso-para-margin-left:0cm; line-height:107%; mso-pagination:widow-orphan; font-size:11.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-fareast-language:EN-US;}

Det er længe siden jeg har besøgt Folketeatret på Nørregade og selvom adressen er den samme er indretningen opgraderet til ukendelighed. Selvom det både var tiltrængt og vellykket var jeg alligevel lidt glad ved at finde Hippodromen og Nicolas Bro som jeg kendte dem. Bænket midtfor og tæt nok på at alle Bros finurlige ansigtsudtryk kunne aflæses nød jeg afviklingen af denne ordtunge dobbeltmonolog, fremført af en skuespiller der rummer så meget at det let kan blive skræmmende.
 

fotocopyright Thomas Petri

I dette stykke skiftede Bro hovedsagligt mellem rollerne som en ung polsk skønhed af en dreng på 12, 13, 14 år og en intellektuel tysker hvis fascination for sit eget køn holdes fra døren med skabelsen af kunst. Begge er de på ferie i den smukke by Venedig hvis vandfyldte gader, gamle huse og betagende sandstrande ville udgøre den perfekte ramme for en kærlighedshistorie hvis det ikke var fordi turister såvel som lokale faldt om som fluer grundet pestens tilbagekomst.

Historien om de to fortælles fra den voksnes synspunkt selv når den unge dreng lader os få et indblik i sit sjæleliv. Uskylden der beundres, perversionerne der holdes stangen, kærligheden der buldrer og de mange moralske kvaler er således alle fortolket ud fra en voksen mand uanset hvem af de to hovedroller der siger replikkerne. Hvis du kun forstår stykket som en aldrende mands længsel efter ungt kød misser du noget essentielt, hvis du omvendt tror det kun er en opfordring til at leve livet helt fri for lænker overser du advarslerne forfatteren mener et moralfrit liv vil medføre. Hvis du til gengæld stirrer dig blind på metaforer og forstår teaterstykket som en lang diskussion om Europas undergang så er megen af morskaben gået tabt. For teaterstykket er vitterlig en underholdende nedsabling af vores egen forfængelighed, moralske dyder og tåbelige dogmer. Hvorfor jeg med god samvittighed kaster fem dæksler efter teateroplevelsen, der tydeligvis har en masse på hjertet og endnu mere på scenen.

Normal 0

21

false false false

DA X-NONE X-NONE

/* Style Definitions */ table.MsoNormalTable {mso-style-name:"Tabel - Normal"; mso-tstyle-rowband-size:0; mso-tstyle-colband-size:0; mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-style-parent:""; mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt; mso-para-margin-top:0cm; mso-para-margin-right:0cm; mso-para-margin-bottom:8.0pt; mso-para-margin-left:0cm; line-height:107%; mso-pagination:widow-orphan; font-size:11.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-fareast-language:EN-US;}

- Et synspunkt! Af Thor Kristjan Kidmose.  


Dramatiker: Jakob Weis efter Thomas Manns romanInstruktør: Christoffer BerdalScenograf: Nina FlagstadMedvirkende: Nicolas Bro. Du kan læse mere her

Comment

Comment

TEATERKONCERT IMAGINE på Aarhus Teater

Fotocopyright Isak Hoffmeyer

Jeg selv havde knap nok forladt kravlestadiet da John Lennon blev dræbt, og var først femten år da mandens sangskat blev en del af min hverdag. Dels via Beatles CDere fra Gyldendals bogklub og dels via min generations genopdagelse af geniet Lennon, ironisk nok via enken Yoko Ono. Hvis kunstneriske indflydelse på Lennons tekstunivers har trukket dybe spor i avisernes debatsektioner og skabt skel mellem fans verden over. Personligt elsker jeg Lennons politiske side, finder hans sangarv respektindgydende og samtidig har min indre kynikere det mere end svært med de banale pointer om fred og kærlighed. Men selvom det aldrig bliver mig der forsøger at stoppe bajonetter med knus eller tanks med blomster, så kan jeg sagtens sætte mig ind i problemstillinger / løsninger Lennon fremturede med frem til sin død.

[youtube=://www.youtube.com/watch?v=vKmp6au7vm8&w=854&h=480]

28 sange fordelt ligeligt på to akter lyder måske nok som et tætpakket program, men det føles faktisk som en lang flydende lydoplevelse. Hvor den ene drømmende sekvens efter den anden overtager scenegulvet. Soloerne går ligeledes ubesværet på skift og stemmerne komplimenterer smukt hinanden. Fortolkninger er som oftest billedbearbejdelse af sangenes budskaber, fremfor deres historiske betydninger. Hvorved der både tages hensyn til ophavet og tiden der er gået siden teksternes tilblivelse. Mangt og meget har nemlig forandret sig siden John Lennon var ung, men desværre er verden fortsat et kynisk sted hvor drømmere slår sig og universelle budskaber kun bruges til at sælge biler. 

Instant Karma’s gonna get you
Gonna knock you right on the head
You better get yourself together
Pretty soon you’re gonna be dead

— John Lennon "Instant Karma"

Kostumerne ligner et kryds mellem 90er avantgarde og nullernes retro futurisme, scenografien er et blankt stykke kæmpe papir der løbende fyldes med Lennons ord, men samtidig udgør en neutrale baggrund for skuespillernes fortolkning af samme. Det hvide udtryk i første akt bliver dog til tider en anelse sterilt, mens andet akt har langt flere visuelle knaster. Mange af ideerne er lånt fra andre teaterkoncerter så som Gasolin, Bollywood, The Wall, Dagen Før og andre igen er lånt fra nyere musikvideoer. Men uanset ophavet virkede det hele gennemtænkt, afpasset og helt igennem professionelt.  Til venstre for scenen var det levende orkester bænket og ærepladsen i front var givet til en cello. Hvis melodiske rumklang blev brugt med stor dygtighed gennem hele forestillingen.  

Fotocopyright Isak Hoffmeyer

Når man kan lokke Al Pacino til at fremføre Shakespeare under åben himmel i Helsingør, overbevise Siri Hustvedt om at en verdenspremiere på The Blazing World selvfølgelig skulle ske i Danmark og Tiger er kæden hvor Yoko Ono udgiver sin fotobog som det mest naturlige, hvorfor skulle Aarhus Teater så ikke være de første som fik lov til at bruge John Lennons sange i en teaterkoncert? Jeg er i hvert fald glad for at man i Aarhus turde drømme stort og række ud mod stjernerne og hvis du svinger forbi forestillingen Imagine vil du utvivlsomt også forstå hvorfor. 

Jeg havde faktisk lidt frygtet at Mr. Teaterkoncert himself - Jimmy Jørgensen og så indbegrebet af coolness - Dicte skulle suge al rampelyset fra de øvrige medvirkende, men det var på ingen måde tilfældet. I stedet blev de brugt i de afsluttende numre i både første og andet akt og som overgangsvokaler når forestillingen skiftede fra individuel til kollektiv fremførelse (eller omvendt). De fem dæksler gives for det lækre visuelle udtryk, for Ida Rasmussens vidunderlige udgave af Instant Karma, for scenografien i nummeret Stand By me, Dictes forførende version af  Whatever Gets You Through the Night, Jimmy Jørgensens stemme (hvordan kan han både være i bedre form end i 90erne og lyde bedre i dag end dengang?) og så den for mig store sangoverraskelse Jacob Madsen Kvols der med mimik og vokal fængslede publikums opmærksomhed hver eneste gang. 

- Et synspunkt! Af Thor Kristjan Kidmose.


Tekst og musik af John Lennon. INSTRUKTØR: MARIA KJÆRGAARD-SUNESEN . SCENOGRAF: MAJA RAVN. MUSIKALSK ARRANGØR OG KAPELMESTER: KÅRE BJERKØ. KOREOGRAFI: ESA ALANNE. LYSDESIGN: ANDERS KJEMS. LYDDESIGN: LARS GAARDE. MEDVIRKENDE: DICTE WESTERGAARD MADSEN, JIMMY JØRGENSEN, IDA CÆCILIE RASMUSSEN, MICHAEL LUNDBYE SLEBSAGER, JACOB MADSEN KVOLS, SOFIA NOLSØE. MUSIKERE: BOI HOLM - GUITAR, ANNA BRØNSTED - BAS MM., LINE FELDING - CELLO MM., MADS EMIL NIELSEN - TROMMER. Læs mere her

Comment

Comment

Fra Teatersædet nr 15.

Fotocopyright Forbrugermania

Det er muligt at teatersæsonen er mod vejs ende, men det betyder ikke at de levende scener står stille eller at du behøver kede dig torsdag aften, bare fordi fjernsynet er spammet til i reality TV og dit teaterabonnement er udløbet. Dels vælter de klassiske forestillinger ud under åben himmel, dels er der festival på vej og dels kommer alverdens internationale teaterfolk på sommerbesøg. Jeg selv var forbi en omgang metateater der gjorde groft grin med vores egen filmkrukke Lars von Trier altimens samfundskritik, kunstdiskussion og mediet teater blev debatteret lystigt. Det er muligt de dødende medier ikke elskede det, men det gør jeg! Til gengæld havde jeg det sværere med operaudgaven af Ibsens Dukkehjem, hvilket blev hurtigt glemt takket være irske dukker og lækker dans på henholdsvis Husets Teater og Dansehallerne.

- Et synspunkt! Af Thor Kristjan Kidmose.

Foto copyright Teater-V

VON TRIER - PERSONA NON GRATA - Teater V

Udgangspunktet er Lars von Triers fejlslåede pressemøde på Cannes Filmfestivalen hvor hele verden fik et indblik i kunsterens snørklede argumentation og hang til provokationer. Hvad du måske bedst husker som "I am a Nazi" kommentaren, der på ingen måder høstede latter. Broer blev altså brændt, rygge vendt og Lars blev pludselig det uønskede geni alle havde behov for at tage afstand fra. Teaterstykket dvæler ikke så meget ved udtalelserne, reaktionerne, men bruger i stedet situationen til at iscenesætte en manisk fiktiv filminstruktør, spillet af Jens Spottag, hvis æstetiske sans blev krænket af Kirsten Dunst præstation på podiet i presseklippet. 

Same procedure as last time.... 
Teaterstykket er todelt således første akt er en kærlig behandling af vores allesammens filmgeni med de kantede meninger, alkoholiske svagheder og ensporede kunstsyn, mens andet akt er en logisk og tematisk afslutning på trilogien af Jakob Weis.  Alt før pausen er således et indblik i maskinrummet ved en fiktiv Lars von Trier der både raser over teaterstykket vi ser opsættes og kæmper med en kunstnerisk krise. Det hele er sølet til i fordomme, faktuelle særheder og masser af pinligheder om filminstruktøren der satte Danmark på filmkortet igen. 

Det er selvfølgelig morsomt, sarkastisk og til tider herlig ondskabsfuldt. Det er dog først da retssagen rulles ud i andet akt at de store tanker bag projektet rulles ud. Det er her kritikken af kunstverden, teatermediet diskuteres og danskernes hang til påberåbelse af ytringsfrihed når vi tramper på andre mennesker, bliver kværnet igennem. Det er hverken kedeligt eller synderlig virkelighedstro, til gengæld er det spændende at følge debatten. 

Dette kunstprojekt har ganske givet stødt en enkelt eller tre i det danske kulturlandskab, og det er ikke svært at se hvorfor, men jeg morede mig alligevel kosteligt og var blot glad for ingen har interesse i en opsætning af en fiktiv version af mit liv. Mine fem dæksler gives for tankerne bag helheden, morskab de enkelte dele har givet mig og de mange betragtninger vedrørende teater og samfund. Afslutningen er lånt fra Triers TV-serie Riget og fungerer som en perfekt iscenesættelse af dramatikeren, trilogien og spørgsmålene der blev rejst. 


Medvirkende: Jens Jørn Spottag, Karin Bang Heinemeier, Caspar Phillipson og Hans Henrik Clemensen. Instruktion: Pelle Koppel Manuskript: Jakob Weis Scenografi: Rikke Juellund.
Læs mere her. Læs evt anmeldelse af "Udslet Hornsleth" her.

Foto copyright: Adam DJ Laity (Black Cat Films).

Outpost af Green Ginger på Husets Teater

På tærsklen mellem verdens centrum Escobia og dens udørk Grud finder vi de to grænsevagter Luis og BK. Bevæbnet med idealisme og toiletpapir forsøger den unge rekrut Luis at sætte sig i respekt over for garvede kyniker BK. Det viser dog hurtigt nødvendigt at slække på de høje standarder og indgå studehandler med Grud vagten BK. Men inden magtbalancen finder et naturlig leje mellem de to fyldes historien med underjordiske væsener og stats revolutioner.

Teknisk er stykket bevidst underspillet men ingen er alligevel i tvivl om hvor meget arbejde de gennembearbejdet løsninger kræver. Jeg nød dukkeførernes eminente timing, medrivende stemmer og morsomme sceneskift. Der lånes fra filmens verden, børnefjernsyn og virkelige politiske taler. Det sammenflettes med gakkede ideer og morsomme ordspil. Balancen mellem børneteaterets trygge univers og så den bedske voksen satire vælter aldrig nogensinde gennem forestillingen. Til gengæld finder jeg at historiens løse ender bindes lidt for stramt mod slutningen. Det er selvfølgelig noget et hvert barn kræver af en historie men ikke nødvendigt når voksne er målgruppen. De fem dæksler gives for de oplagte og vellykkede referencer til britisk lokalpolitik i 80erne, de herlige dukker og den helt igennem professionelle styring af samme, de underfundige øjeblikke der både har sjæl og hjerte. Hvis det stod til mig var langt flere danske teaterscener fyldt med dukker året rundt. 


“Outpost” er blevet til i samarbejde med TOBACCO FACTORY TEATRE (UK) og Figurteatret i Nordland (N). Idé: Green Ginger. Instruktion: Joseph Wallace. Manuskript: Mike Akers. Historie: Mike Akers, Joseph Wallace og Chris Pirie. Medvirkende: Adam Fuller, Kim Heron og Chris Pirie. Scenografi: Chris Pirie og Joseph Wallace. Originalmusik: The Bower Brothers. Lysdesign: Dean Sudron. Bygger: Eric Bakker. Dukkemager: Emma Powell samt assistent Camilla Clarke. Kostumedesign: Clementine Greeley. Produktionsleder: Dean Sudron. Læs mere her

Fotocopyright Henrik Stenberg.

Black Diamond - Tim Rushton på Dansehallerne

Flagrende glitter-papir, besøg i drømme-verdener og fysiske love der for en stund sættes ud af kraft er det umiddelbar førstehåndsindtryk forestillingen her gav mig. Men i takt med lydbilledet af komponisten Alexander Balanescu, beatkongen Trentemøller og musikeren Philip Glass blev udfoldet fortabte jeg mig hurtigt i de forskellige tableauer, magtkampe og underhistorier.Til tider synes jeg at det virkede som enerens frihedskamp, andre gange som et direkte sammenstød mellem gruppe og individ, alt imens drengene Vs pigerne var en tilbagevendende overgang, men for det meste forstod jeg den røde tråd som en lang drømme sekvens om en ungersvends jagt på og kamp for den ægte kærlighed. 

Hver eneste gang jeg visuelt har indtaget dansere rammes jeg af erkendelsen om egne fysiske begrænsninger og beundring for hvad dedikation, talent og fysisk træning kan forme menneskekroppene til. Denne samling af dansere indpakkes i en lækker scenografi, elektronisk musik, flot belysning og minimalistiske kostumer. Men selv nøgne på en bar scene vil gruppen her gnistrer. Det er selvfølgelig let at fortabe sig i den lækre indpakning og gnidningsfri afvikling af de mange dansenumre men det den fysiske udfoldelse der fanger mig. Helheden her fremstår som Tim Rushton greatest hits afviklet i en lang kæde af moderne dansenumre. De fem dæksler gives for helheden, scenografien, lyddesignet og i særdeleshed for danserne LUCA MARAZIA, ARINA TROSTYANETSKAYA, ELENA MARTINEZ IBAR , EMILY NICOLAOU og STEFANOS BIZAS.


Info: Koncept & Koreografi: Tim Rushton Indspillet Musik: Trentemøller, Balanescu Quartet, Philip Glass, m.fl Medvirkende: Dansk Danseteaters Dansere Lysdesign: Jacob Bjerregaard Scenografi: Johan Kølkjær Kostume Design: Charlotte Østergaard. Læs mere her

Fotocopyright: Teater Republique

Fortælling om Nora, der forlader sin mand og børn for at finde sin egen plads i verden er her blevet til en udviklingshistorie hvor Nora mister grebet om kærligheden og derved behovet for varetagelse af rollen som den perfekte trofæ hustru. Moderrollen er måske tættere på fortidens overklassemødre end andre udgaver af teaterstykket har budt på. Men nogen dedikeret eller god mor får man ikke indtryk af hun var. Børnene er mere et biprodukt af hendes funktion som hustru end som en fysisk manifastion af kærligheden hun føler for ægtemanden. Der omvendt opfatter Nora som  et stykke ejendom hvis smukke ydre kun fungerer som validering af egen succes.

Jeg var faktisk pirret nok gennem hele forestillingen til at opmærksomheden aldrig blev sluppet og jeg nød endda denne udgave af Nora (Radmila Rajic)  og hendes udvikling gennem stykket. Til gengæld var mangt og meget spildt på mig i første akt. Jeg skal ikke kunne sige om det var kommentarer til andre klassiske udgave af Dukkehjem, Opera henvisninger der gik mig forbi, men jeg oplevede starten som et stykke i musikalsk ubalance. De forskellige dramatiske højdepunkter i Opera udgaven opstår fortsat når magtbalancen forskubbes og illusionerne krakelerer, men det er andet akt der stjæler mine dæksler takket være den moderne tilpasning af historien, og det faktum alle karakterne udvikles alt imens Nora's verden (dukkehjemmet) falder fra hinanden. 
 


Manuskript: Henrik Ibsen Komponist: John Frandsen Instruktør/Librettist: Tzara Tristana Libretto: Tzara Tristana og John Frandsen Idé: Radmila Rajic Orkester: Athelas Sinfonietta Copenhagen Dirigent: Maria Badstue Medvirkende: Radmila Rajic, Jens Bruno Hansen, Trine Bastrup Møller, Jørn Pedersen, Morten Grove Frandsen. Læs mere her

Comment

Comment

FRA TEATERSÆDET–NR. 6

Det er muligt jeg hverken følger med i små eller store nyheder eller har styr på sportens verden med mere, men jeg ved i hvert fald altid hvornår Kitt Johnsson udsætter en Københavnsk bydel for endnu en omgang sitespecific perfomativ fortolkning.  Til min store glæde er det denne gang Sydhavn der danner rammen og udgangspunktet for MELLEMRUM festivalen, hvoraf der endnu er den sidste og tredje runde tilbage. Derudover har jeg også af flere omgange i løbet af maj været forbi Dansehallerne i det gamle Carlsberg, hvor festivallenTHOUSAND THREADS - A SPECIAL BUNDLE lige nu afvikles og så sad jeg selvfølgelig trolig bænket da Cirkus Cirkör gæstede Østre Gasværk. Diverse teaterfestivaler står lige foran døren, skarpt efterfulgt af drama under åben himmel og alverdens dukketeater. Så selv om du ikke nåede disse forestillinger eller føler dig trist fordi den klassiske teatersæson er slut så har du altså ingen grund til at fortvivle og kan med højt humør læse denne runde af ” Fra Teatersædet”. Fotocopyright : Forbrugermania.  Tekst af Thor Kristjan Kidmose.

Mellemrum Weekend 1

Det er allerede to år siden vi i fællesskab indtog Vestrebro og på intet tidspunkt har vores veje krydset hinanden siden, men alligevel var det som at møde en gammel ven da håndtryk blev byttet med guiden Sylvester. Havde mødetidspunktet ikke være kl ”før jeg bliver social” havde samtalen måske også være beriget med hele sætninger fra min side. Men upåagtet min fåmælte gensynsglæde så var forventningerne i top inden vandringen blev påbegyndt fra Sydhavn Station. Det er muligt København ikke just er en global storby men vores hovedstad rummer alligevel en masse små skjulte rum fyldt med ukendte historier og fængende skæbne beretninger.  Denne gang kom vi forbi de snorlige rækker af gravsten ved den tyske massegrave på Vestre Kirkegård, lurede på svaneredder i haveforeningen Frem og indtog hveder i Frederiksholm kirke. De dramaturgiske tiltag var denne gang en abstrakt fortolkning af en truet frøarts genvordigheder med familieforøgelsen, det var dog lokalbefolkningens betagelse af den halvnøgne Hilde Sandvold jeg fandt mest interessant her. Hvorimod jeg var helt vild med trioen(Kaj B. Marum, Thomas Elo Christensen, Ulla Hjort) i Østre Kapel. Musikalsk var der ikke så meget at komme efter, men deres personlige historier vil jeg altid huske. Det samme gælder for Ivan Hansens fortælling i forbindelse med begravelseskaffen. Her blev en hjertevarm afsked blandet med sjove barndomserindringer, her blev anerkendelsen af alle slægtled der gik forud for os selv indkapslet med en positiv fortolkning af meningen med livet. 

Takket være Ivans umiddelbare og helt afvæbnende tilgang til os fremmede publikummer føltes det hurtigt som var vi en stor familie. Det var imponerende at opleve og jeg har i hvert fald noteret mig navnet Out Of Balanz  (Du kan bl.a.  opleve Ivan på Husets Teater den 13.-15. juni.) De fem kloakdæksler gives for det frydefulde gensyn med  Kitt Johnson utrættelige tilgang til byens oversete rum, for afdækningen af historierne og den charmerende byvandring det altid ender med at være. Fotocopyright :Per Morten Abrahamsen  .Forestillingen blev overværet d. 15. maj.

TERRA 0 MOTEL af zero visibility corp. (NO)  Det er muligt David Lynch aldrig vil opsætte en danseforestilling, men hvis han en dag gjorde, tror jeg, den ville ligne Terra O Motel.  For ligesom ved Lynch tilbydes du her kun lige nok fragmenter til at du aner en helhed og historien serveres i en let genkendelig ramme uden du dog af den grund ved om forhistorien er lykkelig, tragisk eller grufuld. Vi følger livets gang på dette øde motel, hvis sæsoner ikke byder på de store udsving i gæsteantallet. Med kærligheden som omdrejningspunktet afsøges mulighederne for lykke i tosomhedsudgaven. Partner findes, mistes og følelserne bearbejdes. Dagene følger hinanden i en lind strøm og selvom det virker til intet drastisk sker er alt alligevel forandret for hver eneste sæson.  Jeg nyder variationerne i trinene, den melankolske undertone og hemmelighederne du selv skal afkode. Det er muligt andre så en flok venner på en romantisk, langtrukken sommerferie i de norske fjelde. Jeg selv oplevede mennesker der søgte hinanden, men aldrig fandt andet end genskæret af de tabte muligheder og fremtiden der aldrig blev.  Fortalt i gentagelser over et tema med dansevariationer der tryllebandt min opmærksomhed og lokkede mig dybere ind i historien for hver ny solodans. Det var en udsøgt fornøjelse at opleve den smukke og dygtige Merete Hersvik føre sig frem på dansegulvet, mens jeg gerne ville have lært endnu mere om Line Tørmoens karakter. Det er muligt Valtteri Raekallio er klassisk trænet, men jeg nød dog allermest de trin han havde lånt fra street dancen og børns leg. Derudover bør Graa Hverdag AS fremhæves for deres effektive og dragende design af motellet. Fotocopyright : Tine Poppe. Forestillingen blev overværet d.23. maj. Koreograf: Ina Christel Johannessen.

Knitting Peace af Cirkus Cirkör (SE)

Her er tale om vanvittige akrobatiske numre indpakket i et melankolsk lydspor der hiver hele oplevelsen langt op over alt andet du finder på vores nationale scenegulve. Selvom det ikke er første gang nycirkus af international format gæster vores breddegrader og jeg endda også så lige netop denne gruppe sidst de gæstede Østre Gasværk , så formåede Cirkus Cirkör endnu en gang at overraske og imponere. Jeg så gerne at dette nycirkus ensemble tog permanent bolig i det gamle gasværk, jeg ville i hvert fald nyde at afslutte hver eneste arbejdsuge med et stop forbi Københavns smukkeste scene for at se disse gennemtænkte, halsbrækkende nyfortolkninger af ellers velkendte cirkusnumre. Som altid var der fokus på det poetiske, elementet balance udgjorde kernen i det meste mens multiple slack ropes var højdepunktet for mig. For alle vi der knap kan gennemføre en kolbøtte uden fysiske skader er det selvfølgelig intimiderende at se mennesker der kaster sig ned mod scenegulvet i ren tiltro på egne benmuskler og timing, men uanset hvor god din fysiske form måtte være så efterlades du godt underholdt, vældig imponeret og i et særdeles godt humør. Det er muligt fred ikke findes via hjemmehæklede dukker og håndstrikket halsetørklæder, men det vil ganske givet gøre verden til et bedre sted hvis alle så denne forestilling.  De seks kloakdæksler gives for ideerne, det gennemførte visuelle udtryk, det fantastiske lyddesign af LoopTok og så artiserne Mikael Kristiansen, Aino Ihanainen, Ilona Jäntti, Mat leena Laine og den helt igennem forrygende Alexander Weibel Weibel.

Fotocopyright : Mats Bäcker. Forestillingen blev overværet d.21. maj. Instrueret af Tilde Björfors.

Comment

Comment

Heidi – en rejse til helvede med Simon Spies af Coreact på Grob

Anikas personlige erindring om søsteren Heidi bliver hurtig til et skingert angreb på Simon Spies og danskernes forherligelse af selvsamme. Men coreact formår heldigvis at bibringe fortællingen en vis balance ved at lade skuespillerne træde ud af karakter for at diskutere helholdvis svaghederne ved erindringerne, de faktuelle ting og stykkets ensidige gengivelse af den mest excentriske rigmand Danmark har fostret. Ved at fastholde fokus på søsterens tragiske skæbne formår man at sammenbinde kritikken af danskernes ligegyldighed overfor Simon Spies mørke sider med en social kritik af klassesamfundet, den uforløste kønskamp og tabuet ved AIDS. 

Jeg synes især første akt er vellykket og jeg falder pladask for den ikke naturalistiske gengivelse af Simon Spies. Olaf Højgaard får på få øjeblikke vundet publikum over på sin side og på intet tidspunkt virker det sært at en veltrænet, skægløs mand spiller en bundperverteret, små sindssyg, stofmisbrugende gamling med stort skæg og tilhørende mave.  Sara Hjort Ditlevsen er perfekt i rollen som det smukke offer med de mange ar på sjælen. Vi fordyber os aldrig i andet end i hende desperate overflade, det er derfor de skræmte øjne der afslører al det ”Heidi” søgte, savnede og tiggede om. Helene Kvint bruges dygtigt som både tidsmarkør og den visuelle skal for barndommen.

Selvom det ikke kræver megen psykologiindsigt før årsagen til Heidis deroute vil blive søgt i barndomshjemmet, så rettes skylden i stykket udelukkende mod rigmanden. Det er muligt anklagen er berettiget, men jeg tænker i stedet den er fremprovokeret af mediernes ofte lidt godmodige fremstilling af fantasten Simon Spies. Hvorfor Anikas erindring om storesøsteren bliver lige dele forherligelse af den tabte uskyld og angreb på vores leflen for overklassen, frem for en personlig historie om hvordan hun selv overlevede et barndomshjem fyldt med vold, alkohol og tvangsindlæggelser. Selvfølgelig har der alle dage været en grum udnyttelse af smukke unge fattige kvinder, men det frikender dog på ingen måder den perverse rigmand med de berømte venner. Men uanset hvorledes du stykker Heidis skæbneberetning sammen vil den fremstå tragisk og overvældende.

Vi ved selvfølgelig godt at stykket ikke byder på en lykkelig slutning, nye svar eller overraskelser. Heldigvis tager det ikke brodden af anklagerne eller energien ud af historien. Jeg havde dog gerne set andet akt lidt mindre overlæsset med anklager og tredje akt endnu mere reflekterende. De fire kloakdæksler gives derfor for de mange sjove erindringsglimt, den underfundige måde 70erne og 80erne blev indkapslet på ved Kvints opremsning og så selvfølgelig gengivelsen af Simon Spies og Heidis historie. Stykket er en oplagt kur mod romantisering af fortiden, en perfekt anledning til at kaste et kritisk blik på nutidens klassesamfund og en refleksion over hvorfor vi danskere aldrig helt tyer til anden empati end den apatiske.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Stykket blev overværet på Grob Teater, den 5. maj, hvor det gæster scenegulvet frem til den 24. maj. På scenen: Sara Hjort Ditlevsen, Olaf Højgaard, Anika Barkan, Helene Kvint Dramatiker: Gritt Uldall-Jessen. Iscenesættelse: Line Paulsen. Scenografi: Nathalie Mellbye. Komponist: Søren Siegumfeldt. Lysdesign: Edward Lloyd Pierce. Gæstespil af: CoreAct. Fotocopyright: Karoline Lieberkind.

Comment

Comment

PIGEN MED PARAPLYERNE af Peter Langdal på Betty Nansen Teatret

image
Mens de moralske konklusioner fremvist på scenen ikke længere bærer den samme universelle genkendelseskraft som da filmen ramte det store lærred, så vil alle der har prøvet at være unge og forelskede, kunne genkende sig selv i problemstillingerne fremført på Betty Nansens store scene i den let gendigtede musicalversion af filmen Pigen med paraplyerne. Siden filmen ramte biograferne verden over har vi både haft den seksuelle frigørelse, overlevet de mange opgør med de klassiske autoriteter og for længst accepteret kærlighed som en gyldig grund for ægteskab. Men ak ja, sådan har det ikke altid været og det mindes vi i den grad om i denne franske kærlighedshistorie. Der over tre akter lader vores helt finde kærligheden i det første akt, for derpå at miste selvsamme i det andet for til sidst at blive belønnet med en lykkelig slutning af en art, i stykkets tredje og sidste akt. Men selvom dette kan ligne den vanlige opskrift på en kærlighedshistorie så afviger stykket alligevel en del fra de gængse romantiske forestillinger. I stedet rejses der en masse mere eller mindre ubesvaret spørgsmål om meningen med livet, kærligheden og institutionen ægteskab. Gennem forestillingen ser vi kærlighed er noget man forsøger at købe sig til, bytte sig til for tryghed, tilbydes i mangel af andet, fremelskes grundet manglende indhold i livet, men den gnistrer aldrig rigtig mellem vores karakterer. Hvilket utvivlsomt bibringer en vis realisme men samtidg dræner stykket for en del eksplosiv fremdrift. 
image
Musicalen Pigen med Paraplyerne var mit første gang møde med Birgitte Hjort Sørensen på de skrå brædder og det var ikke ubetinget en succesoplevelse. Jeg medgiver gerne hun ganske ofte ramte en øretæveindbydende, selvcentreret og urealistisk ung pige i rollen som Geneviève til perfektion. Der er også vellykkede momenter i hendes accept af at livet består af en masse voksne valg du ikke kan lave om, men jeg savnede alligevel dybde i hendes gengivelse af dilemmaet: Kærlighed (Guy) eller Tryghed (Roland Cassard).
Til gengæld var det endnu engang en fornøjelse at støde på Kaya Brüel, der både mestrer sang, komik og skuespil så alt virker legende let, som alenemoren Madame Emery, hvis historie jeg gerne havde dykket endnu mere ned i. Hvis Jens Jacob Tychsen vitterlig læser ordene jeg kaster efter ham er han utvivlsomt træt af at de gentagende kritikpunkter fra min side. Derfor vil jeg nøjes med at sige at mandens mimik, sang og timing denne gang vitterlig passer til karakteren tidsperioden og genren. Hvor Kaya Brüel dominerede hele første akt så strålede Danica Curcic i det trejde akt. For lige så uengageret kærlighedshistorien mellem hovedpersonerne fremstod, ligeså ægte fremstod hendes betagelse af karakteren Guy. I de øvrige biroller glimtede Hanne Uldal som Aunt Élise og Morten Eisner i alverdens karakterer.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005clip_image005[1]Uanset om du forbinder titlen med et maleri af Monet, Ted Mosby evige jagt på moderen i hit tv-serien HIMYM eller Jacques Demy spillefilm af samme navn, så vil symbolikken bag paraplyerne være til at gennemskue. De fire kloakdæksler gives for dansescenen mellem det unge forelskede par i første akt, Kaya Brüels greb om en kvinde der både husker livets lethed og forstår verdens barske realiteter, Danicas inderlighed som forelsket ungpige og overbevisende råhed som prostitueret, Morten Eisner evne til at udgør det magiske stof der binder scenerne sammen og giver stykket sjæl, samt orkesterets evne til musikalsk at sætte rammerne for krig. Hvis du søger en lille let påmindelse om ungdommens hjertekvaler tilsat sang og moralske problemstillinger enhver kan afkode, så er dette stykket for dig. Mens alle de der husker filmen som et sansefuldt farveorgie der satte scenen for Catherine Deneuve internationale gennembrud utvivlsomt vil mene et og andet er gået galt i denne gendigtning. Mit råd er dog at indtage teatersalen med et åbent sind, huske på tidsperiodens ånd og acceptere at form ikke er alt og indhold nogen gange blot er luftig underholdning.

Af Thor Kristjan Kidmose.

//player.vimeo.com/video/89036774

Stykket blev overværet den 28. marts. Du kan se selv samme frem til den 14. april ved Betty Nansen Teatret. Scenograf: Ashley Martin-Davis Medvirkende: Birgitte Hjort Sørensen, Mikkel Kaastrup-Mathew, Kaya Brüel, Jens Jacob Tychsen, Hanne Uldal, Danica Curric og Morten Eisner Musik: Michel Legrand Kapelmester: August Rosenbaum Musikere: Bent Clausen, Anders Singh Vesterdahl, Lars Greve, Adam Melbye, Kasper Tranberg Manuskript: Jacques Demy Oversættelse: Trine Dansgaard. Fotocopyright Ulrik Jantzen.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment

Comment

Rød og 32 Variations af Örjan Andersson

image
Når musik fortolkes fysisk får du ofte et flydende udtryk der følger lyden, mens historien bag melodien sjældent lader sig forløse i dansetrin. Koreografen Örjan Andersson forsøger sig dog med begge dele i sin fortolkning af Beethovens 32 Variationer men selvom ideerne er mange er det pianisten som løber med din opmærksomhed. Nogle af temposkiftene og legende fortolkninger fanger dog let din opmærksomhed, men formår på intet tidspunkt at fastholde den.
image
Det kan selvfølgelig virke ironisk at det modsatte er tilfældet i forestillingens anden halvdel Rød, hvor det musikalske lydspor slet ikke krøb ind under huden grundet de fængende dansesekvenser. Örjan har i Rød fortolket de dramatiske strygere i Shostakovichs 8. strygerkvartet til frygtfulde og inderlige danse hvor man virkelig føler danserne forløser hele følelsesregisteret.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005clip_image005[1]Den todelte forestilling fungerede efter min mening ikke som en helhed og jeg havde derfor gerne undværet den legende sektion ”32 variations”. Havde man i stedet placeret pianisten Tanja Zapolski i en anden ramme og nedtonet dansen så ville meget have været anderledes. Til gengæld var jeg vild med det fysiske udtryk i den halve times lange danseforestilling ”Rød”. Hvor især Maxim-Jo Beck McGosh var en fornøjelse og Luca Marazia en positiv overraskelse. For pludselig fangede danserne hinanden og overgangene virkede naturlige fremfor mekaniske. I Rød var den intensitet, legende variation og indlevelse der gør jeg så ofte kikker forbi Dansehallerne.

Af Thor Kristjan Kidmose.
//player.vimeo.com/video/74932600

Blev overværet i Dansehallerne d. 10. oktober. Du kan opleve selv samme forestilling af Dansk Danseteater frem til den 26. oktober. RØD Koreografi: Örjan Andersson. Musik: Dmitri Shostakovich. Medvirkende: Dansk Danseteaters dansere. Lysdesign og scenografi: Jens Sethzman. Kostumedesign: Nina Sandström. 32 VARIATIONS Koreografi: Örjan Andersson. Musik: Ludwig van Beethoven live opført af pianisten Tanja Zapolski. Medvirkende: Dansk Danseteaters dansere. Lysdesign: Jacob Bjerregaard og Örjan Andersson.Foto: Bjarke Ørsted. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment

Comment

Dagen Før – Musik og tekst af Kim Larsen

image
Teaterkoncerten Dagen Før vil utvivlsomt støde enkelte Kim Larsen fans, mens alle vi andre blot vil få et brag af en koncert. Hvor nyfortolkninger måske nok står i kø, men tekstuniverset let genkendes af alle vi der voksende op med trubadurens ord i radio og fjernsyn. Men fortolkningerne sprænger rammerne for hvordan du tidligere har opfattet Kim Larsen. Vrangen vrides ud på sangskatten i et ungdommeligt forsøg på at finde frem til kernen. Det lykkes måske ikke i hvert eneste nummer, men som helhed synes jeg det fungerer.
image
Iklædt anonyme sparkedragter og omkranset af en modeltogbane afsøger sangerne på scenen rammerne for hvorledes nationalskjaldens tekster kan fortolkes. Det legende rum der skabes omkring sangene giver os mulighed for at møde Larsens ord, som var det for første gang. Vi afsøger derved det velkendte tekstunivers så insisterende og uanfægtet af fortidens versioner at du til tider glemmer ophavsmanden. Som når Papirsklip synges fra indersiden af en rejsekuffert, eller når Volver Volver vrænges ud som var det anklage mod publikum eller Rita leveres med en ungersvends desperation. Hvis du savner Gasolin eller blot ejer alle Larsens udgivelser så er det ikke sikkert du vil føle dig hjemme på Aveny-T denne gang. Men hvis du ikke har så traditionelle eller dogmatiske krav til en teaterkoncert så vil denne muskikalske dekonstruktion af et 40 års bagkatalog utvivlsomt underholde dig.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005 Der er ikke tale om et nostalgisk genbesøg i sangskattekammeret, ambitionerne er langt større og tak for det. De fem kloakdæksler gives for varmen, humoren og sangernes evner til kombinere det fysiske udtryk med teksternes billedeverden. Jimmy Jørgensen har glød og styrke i stemmen, mens Carsten Svendsen fremviser en markant pondus i flere solonumre. Da Gammel Hankat runger ud over scenekanten bliver det ikke bedre. Larsens inderlighed får her kant, råhed og styrke. Både Rikke Bilde og Kitt Maiken Mortensen får rum og plads til at lege sig gennem flere sekvenser, men det er deres sangstemme du vil huske efter forestillingen. Det er dog  ikke tilfældet for Kristoffer Fabricius (om end han faktisk godt kan synge) der som altid kompromisløst kaster sig ud i det ukendte. Det svinger som så ofte før mellem genialt og sindssygt, denne gang synes jeg dog han rammer mere rent end skævt. Han giver hele sceneudtrykket en smule rastløshed og stykket den tiltrængte uforudsigelighed.

Af Thor Kristjan Kidmose.


Dagen Før
blev overværet ved Aveny-T d. 20/9. Stykket er Co-producenter: Det Kongelige Teater, Aarhus. TeaterInstruktør: Elisa Kragerup. Scenograf: Jonas Fly Filbert. Forfatter: Kim Larsen. Komponist: Kim Larsen. Fotograf: Ingrid Bugge. Medvirkende:Jimmy Jørgensen, Kristoffer Fabricius, Rikke Bilde, Kitt Maiken Mortensen.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

København – Sange fra storbyen af Rolf Heim

image
Hvis du har rod og hjemstavn i den danske hovedstad vil denne teaterkoncert sikkert føles som et varmt og trygt knus fra en gammel ven, men hvis du ikke tillægger byen nogen emotionel værdi bliver det hele til tider lidt for harmløst, tandløst og ligegyldigt. Til gengæld har Rolf Heim formået at indpakke hovedstadsnostalgien med tilpas charme, varme og inderlighed til du ikke går galt i byen hvis du svinger for Nørrebro Teateret for en hyggelig aften med sang.

Bor i en landsby inde i en storby, hvor du kan få en kebab-ret der slår alt andet, du har smagt.
Jeg er en af de lokale, lige der hvor jeg bor.
(Raske Penge)
image
Teaterkoncerten om Danmarks største by spiller vellykket på den menneskelige genkendelse i sangenes skæbnehistorier. Så uanset om du genkender Anne Linnets ord, Poul Henningsen sang eller John Mogensens verdensbillede, så vil du forstå hvordan livet som hjemløs, enlig mor, melankolsk eneboere, ung og gammel udgør grundstenene i enhver storby.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005clip_image005[1]Kærlighedserklæringen til København synges, udspilles og leveres med stor indlevelse og medfølelse, men det bliver aldrig farligt, råt eller meningsfuldt. Til gengæld svinger det på enkelte numre så originalen glemmes, og skuespillerne formår gennem hele forestillingen at holde stemningen. De fire kloakdæksler gives for de momenter hvor komikken får kant og så for Tom Jensens vellykkede udgave af Manden på Risten, Jannie Faurschous morsomme version af nordvesthyldesten Bor Her og gruppens enestående favntag med Szhirleys sang Gammel Kongevej. Som altid, var det en fornøjelse at opleve Cecilie Stenspil synge, spille og brænde igennem på scenen, men jeg var ikke begejstret for hendes version af Sys Bjerre Malene. Ligeledes brød jeg mig ikke om stykkets fortolkning af Dan Turélls ord i sangen Gennem Byen Sidste Gang der kommer til at fremstår som forceret nostalgi.

Af Thor Kristjan Kidmose.


MEDVIRKENDE: Cecilie Stenspil, Laus Høybye, Trine Pallesen, Tom Jensen og Jannie Faurschou. Instruktion: Rolf Heim. Musikalsk ledelse: Niels Søren Hansen. Musikalsk arrangement: Niels Søren Hansen og Anders W. Birk. Scenografi: Sisse Gerd Jørgensen. Medvirkende: Cecilie Stenspil, Laus Høybye, Tom Jensen, Trine Pallesen og Jannie Faurschou. Musikere: Anders W. Birk (kapelmester), Anna Brønsted, Tom Bilde og Bent Clausen. Musik af bl.a. Raske Penge, Love Shop, Anne Linnet, Szhirley og Rasmus Nøhr.Foto: Miklos Szabo.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

Akut Cabaret–“En Tvangsauktion” på Cafe Liva

image
Nu hvor krisen er kommet lidt på afstand og mådehold igen er blevet hverdag rundt omkring de danske kaffeborde så virker Anne Dorte Michelsens kabaret Akut – En Tvangsauktion ligefrem helt hyggelig og harmløs. For når først et national trauma er behandlet, pensionsmidlerne er forsvundet, firmaerne er gået fallit og bankerne  igen er tilbage i rollen som snyltere på samfundet, så både kender og forstår vi danskere verden igen..

Det er muligt at melodierne virker velkendte og faconen rendyrket Anne Dorte, men teksterne er alle håndlavede nyskabelser i forbindelse med denne forestilling. Sangrollerne skifter mellem de fire men det er dog tydeligt at Anne Vester Høyer og Ditte Ylva Olsen roller er at charmerer os, mens Martine Madsen står for musikken og Anne Dorte Michelsen de ironiske pointer.

Samspillet fungerer fint, levering var til tider perfekt og især indledningsnummeret Lose Lose var medrivende. De underspillede jokes og krøllede pointer faldt i min smag. Kønsakten omtalt som kødtetris er selvfølgelig lidt direkte, men det fungerer, når det leveres af to verdensfjerne overklassemænd. Den velkendte ”Oh – Denmark! Do you then know Jens?” situation blev her med succes drejet således Anne Dorte fik skudt et TV2 hit i skoene, grundet hendes Århusianske tilhørsforhold. Dittes lille boligboble blev leveret med så æggende charme at du næsten tilgav den alt ondt. Men ellers skulle morskaben findes i de let sarkastiske og altid ironiske sangtekster. Hvor vores begrebsverden fra før finanskrisen blev kritiseret og udstillet som tanketom dumheder (ikke at vores nuværende stadie blev rost).
image

clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005clip_image005[1]Det er sjældent at kombinationen af sang, humor og fællesklap fungerer for mig, men det var vitterlig både hyggeligt og underholdende at opleve disse fire kvinders gemytlige hudfletning af finanskrisens konsekvenser og omfang på Cafe Liva denne mandag aften. Emnet kan ganske give ikke længere forarge eller forvirre folk for selvfølgelig vil en økonomi der er baseret på hvor svært det er at finde en sten (Guld) til tider oplever store udsving i både tillid og formåen. Det ændrer dog ikke på rigtigheden i kritikpunkterne ved bankverden, vores eget overforbrug og de borgerlige politikers manglende økonomiske forståelse. De fire kloakdæksler gives for stilen, de sange der fungerede og stemningen gennem hele aftenen. Den driftsikker underholdning til trods så havde jeg gerne set Anne Dortes drømmende sang om livet på månedsløn have flere kanter, Annes kærlighedserklring til omfartsvejen have mere substans og angrebet på Danske Bank mere bid. Til gengæld kan du trygt søge Cafe Liva for gennemtænkte finanspointer leveret indpakket i sang og charme.

Af Thor Kristjan Kidmose.


Showet blev overværet på Cafe Liva d. 16/9. Du kan se selvsamme her frem til den 5. oktober. Fotocopyright tilfalder Cafe Liva. Af og med Anne Dorte Michelsen – assisteret af Anne Vester Høyer, Ditte Ylva Olsen & Martine Madsen. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her

Comment

Comment

Hotel Nelson af Thomas Levin på Teater Grob

image
Det er allerede længe siden jeg så denne folkekomedie som så tydeligt ramte rent omkring mig, men ikke just ramte mig. Sådan noget sker, især med komik, men der er alligevel enkelte strukturelle ting i Hotel Nelson som ikke fungerede, upåagtet ens humoristiske smag. Inden du vrissende skærer tænder og fordømmer denne anmelder, så kan jeg berolige dig med, at vi havner på hele tre kloakdæksler, du ved, middelmådighedens kendetegn. Der dog forsat kræver en masse ting skal fungerer og sidde lige i skabet før den tildeles som vurdering.
image
Det jeg ikke kunne lide var de forudsigelige elementer, de overspillede hverdagsdramaer som alverdens danske spillefilm allerede flyder over med i det uendelige, det gammelkloge barn der ganske givet fungerer på skrift, men altså ikke på scenegulvet, samt replikskiftene der sjældent kom til at virke som samtaler uanset hvem der talte.
image
Til gengæld er der ingen tvivl om at denne forestilling vil underholde, betage og glæde målgruppen. Hvilket antages at være den købedygtige halvdel af kultursegmentet i København der både holder politikken og ser fredagsunderholdning. Denne anmeldelse vil utvivlsomt afslører mere om mine præferencer end om stykkets kvaliteter, det er dog tilfældet med alle tekststykker en anmelder spytter på gaden (alt andet kaldes reklame). På Hotel Nelson æltes komikken ind i hver eneste drama gæsterne har bragt med sig hjemmefra, når de forskellige problemstillinger støder sammen opstår det absurde og forviklingerne står i kø. Afrika som livets vugge fungerer som metafor gennem hele forestillingen men danner kun en tynd ramme omkring historien. Der ganske banalt blot er en dansk folkekomedie afviklet under eksotiske himmelstrøg. Som altid med manuskripter af Thomas Levin bindes sløjferne pænt og intet overlades til din fantasi. Fremdriften sikres ved at lade små hverdagskonflikter løbe af sporet, men desværre kommer det hele til at fremstå ganske harmløst, tilforladeligt og til tider ligegyldigt.
image

clip_image002clip_image004clip_image004[1]clip_image006clip_image006[1]clip_image006[2]Denne gang er det især hotel scenografien jeg er vild med. Skabt af MAAM (Marianne Nilsson & Anne Mette Drivsholm). Her tilbydes du både indsigt og oplevelse på vej hen til din plads på publikumsrækkerne, mens stykket får rigelig med plads til at udfolde og afvikle forskellige grene af handlingen uden overblikket mistes. Det andet kloakdæksel gives for Jotham Annans positive udgave af hotelværten Basil fra Halløj på badehotellet. Han har din sympati med det samme og din forståelse gennem hele stykket. Men modsat Basil imploderer eller eksploderer han aldrig uanset hvor idiotisk, krævende og umulige gæsterne måtte være. Han er det rolige centrum i den kaotiske verden omkring ham. Det tredje dæksel gives for Kirsten Peuliches evne til at fremvise kvindelig skrøbelighed så det fremstår ægte i alt det forlorne omkring hende.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Medvirkende: Henrik Prip, Helle Dolleris, Kirsten Peuliche, Ole Boisen, Mette K. Madsen, Helmer Solberg& Jotham Annan (UK). Manuskript: Thomas Levin. Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul. Scenografi: MAAM - Marianne Nilsson& Anne Mette Drivsholm. Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen. Lyddesign: Emil Assing Høyer. Fotocopyright Christian Geisnæs. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

Drengen der lå i sin seng mens hans far og Damefrisøren så på af Kim Fupz Aakeson på Anemone Teatret

image
Det er allerede tre år siden at moderen døde, men Werner er ikke villig til at give afkald på mindet og kærligheden uden en kamp. Derfor ignoreres faderens nye kæreste, der ikke blot laver klam fed mad der smager af peber, men også stjæler barndommens trygger rammer væk fra Werner. Heldigvis har Werner fundet ud af at moderen møder ham i drømmeland hver eneste nat. Men søvn som genvej til moderens trygge favn viser sig at indeholde nogle problemer.

Vi følger afviklingen af en familiehverdags velkendte  rutiner som den opleves fra et barns synspunkt. Dvs. der er travlt om morgnen og aftenen er fyldt med lovprisning af mad. Mens dagstimerne henslæbes i en offentlig institution. Du tales til men ikke med. De voksne drikker vin men ønsker ikke dit selskab. Du er en funktion af familielivet, ikke omdrejningspunktet, du bør spise op, sige tak og gå i seng når det er tid. Alt andet er et besværligt barn.
image
Sceneudtrykket er bygget op i lag således det via videoprojektioner er let at omstille fra den fysiske verden til drømmeverden. Det fungerer for det meste rigtig godt og enkelte animationer er virkelige gode. Jeg var dog ikke så glad for besøget på stranden. Indarbejdelse af musik forløber virkelig godt gennem hele forestillingen og fungerer som styrkemarkør for skiftene mellem fantasi og virkelighed.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005De konflikter der antydes mellem barnet og faderens nye kæreste vil sikkert vække genklang ved flere skilsmissebørn, mens den poetiske afslutning på stykket utvivlsomt vil gå forbi de yngste blandt publikum. For selvom vi voksne sagtens kan forstå døden som en anden tilstand af livet, og kan lege med de filosofiske spørgsmål om hvad der er virkeligt og hvad der er indbildt uden nødvendigvis at miste vores fodfæste, så tvivler jeg altså gevaldigt på at små børn besidder denne form for abstraktionsevne. Hvilket sikkert er den direkte årsag til at skaberne af Drengen der lå i sin seng mens hans far og Damefrisøren så på ikke beskæftiger sig synderlig meget med disse størrelser, men i stedet sender drengen til drømmeland i jagten på moderens selskab. Derved bliver fantasiens verden til en fysisk størrelse børn kan forstå, til et sted hvor man kan møde de man savner, de man længes efter, hvor minder for livet også kan skabes. Indpakket i musik og uskyldig leg bliver budskabet om at vi alle en dag skal dø formidlet nænsomt og tydeligt til stykkets målgruppe. En smertefuld erkendelsesproces vi alle har været igennem. Den dag døden bliver til noget virkeligt i vores begrebsverden er den selvsamme vi erkender at de vi har kært også kan dø (det er dog først i teenageårene denne visdom fører vores uudviklede hjerner til åbenbaringen at vi ikke selv er udødelige størrelser). De fire kloakdæksler gives for budskabet, musikken og Ernesto Carbones fortolkning af en dreng i sorg.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overvære på Anemone Teatret d. 14 september. Du kan se selvsamme stykke her frem til den 20 oktober. Stykket er dramatiseret af Lisbet Lipschitz og Albert Nielsen. Albert har også instrueret og iscenesat det. På scenen er Lisbet Lipsschitz, Lars Hjøllund og Ernesto Carbone. Samt musikeren Kristoffer Rosing-Schow. Jacob Stage har stået for koreografien. Film og video desig: Liselotte Justesen. Lysdesign: Kasper Stounborg. Kostumer: Bolette Binflis. Masker og dukke: Lisbet Lipschitz (jeg fandt hendes masker temmelig skræmmende, især frisørmasken og aben). Baseret på en bog af Kim Fupz Aakesons. Foto copyright Sara Skytte. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

Point’N’Shoot 2012-2013–Forbrugermania fylder år

[DSC04648%255B8%255D.jpg]
image
image
image
image
image
image
image
image
image

Selvom jeg sagtens kan huske livet før internettet er der dog meget der har ændret sig i de 22 år den kabelforbundet virtuelle virkelighed har udfyldt min hverdag. Det dog er ikke alle web revolutioner der har haft lige stor betydning for mig eller gjort lige stor indtryk på min verden. Jeg fandt selvfølgelig Napster interessant i 1998, hoppede glad med på IP telefoni bølgen i 2003 og fandt youtube spændende tilbage i  2005. Jeg troede også at Hulu ville gøre den store forskel for Tvseeren i 2008 og kan i dag ikke forestille mig et liv uden mail, webshopping eller netbank. Men den konstante webovervågning, DNS begræsningerne,  ip blokering, betalingsringe og statscensur gør det selvfølgelig lidt trættende at være netbruger anno 2013. Der altså også er året hvor Forbrugermania fylder seks år, jeg fejrer samtidig livet som blogger for tolvte gang og for tredje gang kan jeg begynde et reklamefrit anmelderliv.
[image%255B116%255D.png]
image
image
image
image
image
image
image
Jeg skriver selvfølgelig en masse grimt om Cand.Merc drengenes indtog i dansk kulturliv på twitter, men havde det ikke været for deres begrænset kvantitative opfattelse af virkeligheden og deres konstante spamlignende tilbud i min indbox så ville denne side I dag ikke være reklamefri. For der var faktisk engang hvor jeg tænkte det var forretningsmodellen for os på nettet. Du ved, der hvor besøgstal, visninger, klik, flow charts og omsætning per besøgende med mere udgjorde kernen for indtægterne. Heldigvis baskede finanskrisen så hårdt til webøkonomiernes vismænd at deres klamme greb om internettets indhold blev strammet indtil flere af os brød båndene og nu driver vores indhold ved indirekte indtægter. For mit vedkommende, uhyggelig indirekte, da jeg kun tjener penge offline for at drive det her online.
[image%255B19%255D.png]
image
image
Hvilket selvfølgelig ikke er den bedste forretningsmodel uanset hvor lidt man spiser. Jeg har derfor overvejet alverdens tiltag og tror det bliver etablering af en webshop. Fondstilskud, skattepenge, donationer og deslige har næsten samme bismag som reklameindtægter. Ligeledes ønsker jeg at eje mine ordproduktioner hvorfor Wullmorgentaler forretningsplatformen ikke helt fungerer for mig. Det nærmeste et ideal er altså The Oatmeal. Desværre bedriver jeg ikke just grafiske produkter der er let at sælge, det nærmeste vi kommer er min hang til sære fotografier. Hvorfor dette indlæg er plastret til med hvad jeg kikkede på og tog billeder af i det forgangene årstid. Du kan godt begynde at frygte jeg omsætter disse frembringelser som salgsbare produkter…..
[DSC04653%255B4%255D.jpg]
image
image
image
image
image
image
image
image
image
På den positive hylde har jeg aldrig haft så mange læsere som nu. Hvis vi klipper de udenlandske besøgende fra og kræver de alle skal blive hængende mindst 30 sekunder samt klikker på to indlæg, så har jeg vitterlig 27000 unikke besøgende om måneden. Hvilket jeg ikke tilskriver min svingende udgivelsesprofil, men snarer det faktum siden her har mere end 1000 anmeldelser og ingen reklamer. DU havner altså her via google søgninger, reklameskilte, citater på covers og teaterhjemmesider. Hvilket jeg synes er stort. Jeg samarbejder med alle de Københavnske teatre undtagen Det Ny Teater som sandsynligvis læser mine anmeldelser, eller tweets og derfor har besluttet de godt kan leve uden mine “fordømmende ord”.
image
image
[image%255B56%255D.png]
image
image
image
image
image
image
image
image
Forlagsbranchen har været under pres alle de år jeg har anmeldt (og levet) og selvom jeg personligt begræder lukningen af Per Kofods forlag så er det fint med mig ebogen har fundet vej til redaktionsgangene. Jeg er fortsat medlem af Det Danske FIlmakademi, men det siger nu ikkeså meget efter det er blevet en gratis affære og har overvejet indmeldelse i Dansk Tegneserieråd da det er en fremragende ide, mens jeg trukket ansøgningen tilbage fra S-O-F da der er så ufattelig få danske film der siger mig noget. Hvilket faktisk ikke skyldes skuespillerne, Danmark flyder over med skuespilskræfter af international format, men hvis du vil nyde dem skal du finde i teateret. Det er i hvert fald - mit synspunkt!
image
image
image
image
image
image
image
image
image
image
image
image
image
image
image
image
image
image
image
Jeg tager langt flest billeder i og af København. Hvilket til dels skyldes jeg vader byen rundt for at finde teatrene og mobiltelefoner i dag har ganske fine kameraer. Alle disse fotografier du ser i dette indlæg er taget ud fra devisen “peg og skyd”. Det er et råd jeg har modtaget fra Jacob Holdt. Der har forklaret mig at enhver idiot kan tage billeder, du skal blot pege kameraet og tryk på udløseren, men billedet kun får værdi hvis det er forbundet med en historie, enten den beskueren selv giver det, eller den helhed det præsenteres i eller den du selv kæder til billedet.
image
image
image
image
image
image
image
image
image
image
image
[DSC04549%255B4%255D.jpg]
Disse fotografier har ikke blot mig som fotograf til fælles, de repræsentere alle en scene, et sted, eller en ridse i den pæne overflade som jeg finder værd at bevare. Jeg bruger selv det online “postkort” site kaldet Touchnote og synes det er langt sjovere at modtage et sådan end blot standard produktionerne. Når jeg tager billeder er der derfor ofte en “postkort modtager” i tankerne, hvilket er den direkte årsag til jeg flirter med ideen at skabe postkort salg som første produkt i min ikke endnu skabte webshop. Men i det forgangene år har jeg også besøgt Bruxelles, Brügges, Berlin, Ljubljana, Piran, Malmö, Aarhus, Bratislava, Wien og storbyen Randers.
image
image
image
image
image
image
[image%255B20%255D.png]
[image%255B124%255D.png]
Jeg håber du har fulgt mine online anmeldelser længe og vil blive ved at gøre det. Jeg skriver dem udelukkende for mig selv, men de bliver først rigtig sjove når andre læser dem, tillægger dem værdi eller ønsker at debattere dem.  Modsat blogs tilbage i 2005-07 føres debatten nu på min twitterprofil hvor du kan tage direkte kontakt og forklare mig hvad der er galt med mig….når jeg nu ikke kan lide præcis det samme son du. I 2013 skabte jeg også en facebookside hvor ideen endnu ikke har udkrystalliseret sig og alt deles indtil det sker. Uanset hvor vi mødes, bryder ord eller har verdener der berører hinanden vil jeg gerne sige: Tak. Tak fordi du læser med.

© Thor Kristjan Kidmose.
image

image

Comment

Comment

SANGE FRA EN FRIBYTTER - TOM KRISTENSEN DIGTE ved Jesper Lohmann på Teater V

image
Den danske mellemkrigstids storbyspoet Tom Kristensen danner både ramme og indhold for Jesper Lohmanns musikalske forestilling Sange Fra En Fribytter. Hvor vi i ord og sang forfølger livets meningsfulde og meningsløse sideveje til jazzede toner ved pianisten Bjarne Sahl og bassisten Eva Malling. Det ene nummer tager det andet og da forandringer i sceneudtrykket er minimale er det let at fortabe sig i de fordrukne spørgsmål der flyder fra Lohmanns mund, men på intet tidspunkt taber han forbindelsen til publikum.

”Hvem har ikke i sit stille sind ”længtes mod skibskatastrofer – mod hærværk og pludselig død?” – eller i ubevogtede øjeblikke ønsket at hengive sig til ”druk, hor og evig jazz – jeg har!” Jesper Lohmann.

Gennem hele forestillingen befinder vi os konstant i spændingsfeltet mellem livslede og livsnydelse, som kendetegner meget kunstnerisk udfoldelse fra brydningsperioden efter første verdenskrig. Hvor den kendte verdens værdier pludselig forsvandt og den ukendte fremtid virkede så skræmmende og fremmedartet, at mange søgte svarene på det meningsløse i alkoholens sikre favntag, andre igen forvildede sig ud i psykoanalytiske redegørelser på hvorledes alt det man tidligere tillagde nogen værdi havde vist sig at være falskt, mens verdensreligionerne slugte de sidste fortabte sjæle.
image
Hvilket ganske givet er årsagen til at de tomme ølkasser hober sig op omkring skuespilleren på scenen, for Tom Kristensen fandt ikke de rationelle svar på verdensforandringerne og søgte ej heller ly ved Gud. I stedet svøbte han tvivlen i alkoholprocenter og roste det sanselige ved at opleve verden gennem værdiforladte øjne, mærke smerten på egen krop og ikke bekymre sig om meningen med det hele.

Det fordrukne skuespil er til sidst så overbevisende at det kun er Jespers klare stemme der overbeviser dig om at han er i fuld kontrol. Uanset om du genkender de rytmiske rim, sange og poetiske tanker fra Tom Kristensens forfatterskab eller aldrig har læst Fribytterdrømme (1920) så vil sanseligheden bag digterens beskrivelser gribe dig før det hele er slut.

clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005clip_image005[1]Mine fire kloakdæksler gives for kærlighedserklæringerne til de danske værtshuse, jazzen og de eftertænksomme opråb fra scenegulvet til os alle om at liv skal leves ikke blot fordrives. Hvis det så kræver alkohol at give slip på frygten, eller blot for at leve med den, så må det være sådan. Den musikalske lydkulisse musikerne Bjarne og Eva skaber omkring Jesper fremstår som en bastant tryg vugge hvorfra ordene udbryder og rammer publikum. Uanset om visdommen søges i højt tempo, eller i nedslået rytmik så fungerer stemmen med musikken, hvilket er den direkte årsag til du skal tage ind og opleve Sange Fra En Fribytter.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet ved Teater V, fredag d. 6/9. Du kan se selv samme forestilling her frem til den 15/9. 
Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her. Fotocopyright er ukendt men tilskrives Jesper Lohmann.

Comment

Comment

Gæstespillet Eksil af Teater Nordkraft på Republiques store scene

image
Unge bange mennesker med ar på sjælen vil altid udgør de lette ofre i verdens grufulde menneskejungle og hvis der først skubbes til det lave selvværd så virker lykkelige slutninger som ren fantasi. Eksil er en historie om en af disse tragiske skæbner hvis Afrikanske hverdag måske virker eksotiske for os danskere, men livsforløb vi alle genkender, du ved, pigen der blev tilovers og søgte kærligheden alle de forkerte steder, for til sidst at tanke selvtillid i posen med de euforiserende stoffer. Hende, der under den hårde skal savner kærlighed så desperat at hun er villig til at gøre alt for at opnå den. Hende, der ved, at hun lever fordi livet gør ondt og derfor ikke tillægger det megen værdi.

I denne historie hedder hun Samantha, der med sine femten år er på tærsklen mellem barn og voksen, hun er britisk statsborger og bosat i Tanzania, som yngste datter af to. Vi støder på hende da skaden allerede er sket, men katastrofen endnu ikke indtruffet. Hjemmets velkendte rammer er alt andet end hyggelige, da moderen søger svarene på bunden af flaskerne, alt imens farmand forlyster sig med tjenestefolkene. Storsøsteren har kun energi til at redde sig selv og kostskolen tilbyder ikke andet end smertefulde nederlag, massivt omsorgssvigt og hårde ord. Så da Samantha taber sit hjerte til den barske mand med de store overarme, drengede sind og kærlige komplimenter griber hun chancen i håbet om noget andet.
image
Jeg elskede den ligefremme tone, det letgenkendelige miljø og rå humor som kendetegnede bogværket Nordkraft. Forfatteren fik en masse ros, anerkendelse og et regulært kommercielt gennembrud. Desværre mistede vi al for hurtig stemmen og mennesket Jakob Ejersbo igen. Eksil er første bind i en Afrikaner trilogi som mange sikkert har læst, men som jeg oprigtigt ikke finder så bjergtagende som det første møde med forfatteren.

Teaterfortolkningen af historien er garneret med videoklip fra interviews med de mennesker som oprindeligt inspirerede Ejersbo til historien. Hvis du ikke har læst bogen eller har noget forhold til forfatteren er disse videoklip dog ganske ligegyldige. Det samme gør sig gældende for det etnografiske indslag fra Tanzania – Peter Ambrosi . Faktisk er der mange små ting gennem hele forestillingen man sagtens kunne have skåret væk da de enten ikke gav mening, hjalp historieformidlingen eller passede ind i universet. Trillebøren med klistermærket Tanzania er et sådan tiltag. De mange store skilte der er påsat forskellige elementer og et enkelt menneske er ligeledes en kilde til forundring. Men mest af alt irriteres jeg over en kæmpebamse der måske, måske ikke, symboliserer en tabt tryghed fra barndommen eller blot bruges som et symbol på den uopnåelig kærlighed!?
image
Heldigvis er der en masse vellykkede, simple og helt igennem fantastiske elementer i forestillingen også og langt de fleste er forbundet med overgreb mod Samantha. Hvorledes underviseren presser  sin hånd ind i hendes lille uskyldige mund eller hvorledes hendes krop søles til i forskellige kropsvæsker for at symbolisere det løbende misbrug. Måske er symbolikken en anelse tyk da hun kneppes af faderens trofaste støtte hen over slagtebænken, mens den lydbaserede voldtægt af Samantha er ren teatralsk perfektion.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005Verden er fyldt med disse unge sårede mennesker hvis skæbner ender så tragisk at du føler nogen burde have gjort noget, sagt noget eller stoppet dem. Deres livsforløb er så næsten forudsigeligt at det er skræmmende, men i det korte øjeblik de er blandt os, falder også du, for deres charme, selvtillid og kække facade. Du ved måske nok inderst inde at de ikke er udødelige, men alligevel fascineres du af dødsforagten og deres ukuelige trang til at slå tiden ihjel. Skildringen af lige netop denne følelse mestrede Ejersbo til perfektion og da Flyvholm også får forløst dette på scenen på allerfornemste vis kunne forestillingen sagtens have blevet til mere end en forudsigelig historie om en pige med ondt i sjæl og hjerte. De fire kloakdæksler gives for Henrik Birch der som altid er fremragende i disse dystre afstumpede manderoller, Sofia Saaby Mehlums fantastiske præstation som den unge desperado og Anele Situlweni i rollen som voldtægtsforbryderen. Meget vil være glemt år fra nu, men de tres pæstationer i denne forestilling vil utvilsomt stå krystalklart.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet ved Republique Teater d. 4 september hvor alle de med billetter kan se selvsamme frem til den 12. september. 13-29 november er der dog ledige pladser. Varighed 140 min inklusiv pause. Der er tale om en gæsteforestilling fra Teater Nordkraft. Forfatter: Jakob Ejersbo. Medvirkende: Mia Lerdam, Sofia Saaby Mehlum, Mette Kolding, Esben Smed, Henrik Birch, Jacob Ulrik Lohmann, Thomas J. Clausen, Signe Skov, Anele Situlweni, Spirit Mba. Instruktør: Mikkel Flyvholm. Scenograf: Louise Beck. Manuskript: Andreas Garfield. Komponist: Christian Skjødt. Fotocopyright: Tom Ingvardsen.
Follow Forrbugermania by this  RSS feed, or at facebook. This site is optimized for reading on mobil phones, but should you have a Nokia phone please use this App.

Comment

Comment

H.C. Andersen–Et Magisk Eventyrshow For Hele Familien

image
Det er det oplagte valg at opsætte nyfortolkninger af den danske eventyrdigters mest kendte fortællinger på Tivolis store scene i koncertsalen. Hvorfra publikum altid forventer let fordøjelig dansk underholdning med store armbevægelser og let genkendelige pointer. Hvor Nordisk Film Live måske stødte en del Beatles fans med deres farverige Hey Jude show har de denne gang langt større manøvre rum med H.C. Andersens eventyr. Selvfølgelig findes der et hav af litterære fans verden over som har betonstøbte holdninger til hvorledes disse eventyr skal leveres, fortolkes og formidles, men disse mennesker har allerede rigelig travlt med krig mod kopierne, Disney versionerne og værne om forfatterens eftermæle. Vi andre dødelige der blot elsker storslåede eventyr med moraler i knæhøjde får her et fornøjeligt brag af et folkeligt show der virkelig formår at forny/fortolke/formidle de velkendte historier så de både fremstår friske og genkendelige.
image
Talenterne står nærmest i kø på scenen for at fremvise deres specifikke artistiske færdigheder og det ironiske ved at lade stykkets eneste skuespiller optræde på fladskærm misses sikkert ikke af nogen. Det ene spektakulære skue efter det andet afløser hinanden på scenen altimens vi lystigt æder os gennem Den Lille Pige Med Svovlstikkerne, Klods-Hans, Nattergalen og i andet akt Prinsessen På Ærten, Kejserens Nye Klæder, Den Grimme Ælling. Under omstillingerne underholdes vi med forskellige discipliner fra nycirkus og tilpassede Break Dance numre. Robotdrengene i soldateruniformer er vores villige hjælpere mens Nikolaj Lie Kaas version af digteren der genopdager eventyrs magi er fortællingens faste samlingspunkt. Det er vidt forskelligt hvor megen plads hvert eventyr får og hvilken fysisk udtryksform der kommer til dominere udtrykket, men som helhed ligner det en vellykket hybrid mellem fortælling, electric boogie, nycirkus og moderne ballet.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005 Det drejer sig om noget så banalt som formidling og det mestrer kunstergruppen Big City Brains virkelig og med Steen Koerner i rollen som iscenesætter ved du at det bliver fyldt med gennemtænkte videoanimationer, electric boogie i verdensklasse og en medrivende lydkulisse. Det er muligt din bedsteforældre ikke vil nyde hver eneste fortolkning af H.C. Andersens eventyr, du her finder i Tivolis Koncertsal, men det gjorde jeg og det vil du utvivlsomt også! For det er svært ikke at lade sig forføre af artisteriet, robotdansen og Nikolaj Lie Kaas som fortælleren. De fem kloakdæksler gives for de vellykkede hybrider mellem eventyr/dans/sang/cirkus og den vanvittige flotte animations scenografi (Sune Munk Schou og Din Mor) samt kostumerne (Astrid Lynge Ottesen). Ethvert fjols kan oplyse en plan flade, men det kræver altså andet end blot 3d forståelse at skabe så mange vellykkede overflader som var tilfældet her. De største roser sendes til artisterne Anders Astrup-Jensen, Cico, Jospehine Ingrid Raahauge, Nadia Dahl, Manda Rydman og Poppin John. Der ikke satte mange fodtrin forkert under aftens forestilling. Desværre synes jeg at både Sonic, Willpower og Rico Coker blev brugt forkert, men det er måske et spørgsmål om præferencer og enkelte eventyr kunne godt have brugt en lidt større variation i trinene. Men uanset hvad, er dette her, sådan jeg ønsker at indtage HC Andersens eventyr – indfølt, medlevende og overbevisende.

Af Thor Kristjan Kidmose.

image
Fotocopyright på første billede tilfalder forbrugermania, de øvrige til fotograf Hentil Sørensen. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her. Du kan se mere om showet herKoncept og produktion: Big City Brains. Producent: Frederik Juul, Nordisk Film Live. Iscenesætter: Steen Koerner. Historiebearbejdning: Steen Koerner og Big City Brains.Komponist: Jesper Mechlenburg. Sangtekstforfatter: Kristian Leth. Kostumedesign: Astrid Lynge Ottesen. Scenografi: Din Mor, ved Martin Mølgaard og Morten Just. Medvirkende et udvalg: Valerie Inertie (Canada), Ny-cirkuso. Anders Astrup, Ny-cirkuso. Cecilie Lassen, Balleto. Popping John (USA), Electric Boogieo. Tina Højlund, Balleto.   Manda Rydman (Sverige), Ny-cirkuso. Josephine Raahauge, Electric Boogieo. Rico Coker, Breakdanceo. Daniel ”Sonic” Rojas, Breakdanceo. Cico (Italien), Breakdanceo.   Malthe Ørsted Buch-Hansen, Electric Boogie m.fl.

H.C. Andersen Eventyrshow Tivoli 2013

Comment

Comment

Fredericia Teater præsenterer Disneys ALADDIN – The Musical i Operaen

image
Det ofte en god forretning, men ikke altid en kunstnerisk succes, at omsætte velkendte animationsfilm til musicals, Aladdin er heldigvis andet end godt købmandskab og lige nu kan du opleve succesforestillingen i Operaen København. Det er muligt magtkampene og den sociale uretfærdighed er som taget ud fra tegneserieverden Iznogood men derudover er kærlighedshistorien i Aladdin klassisk Disney. Her er kvinden smuk, egenrådig og forkælet. Her er manden altid den aktiv erobrende heltefigur hvis største styrke er et rent hjerte, gode venner og evnen til at miste sig selv til kærlighed. Så selvfølgelig krummer de fleste voksne tæer over historien i Disney eventyret, men heldigvis er banaliteterne denne gang indpakket i flotte dansenumre, storslåede sange og massevis af humoristiske sekvenser. Balancen både findes og holdes gennem hele showet og teknisk bør alle musikere, sangere og dansere fremhæves, ud over de tre hovedroller var jeg især vild med den forførende Marsha Songcome, den altid dygtige Bjørg Gamst, medrivende Martin Loft, kække Kim Ace Nilsen og den virkelige morsomme Jeff Schjerlund.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005 Musicalen Aladdin er en familieforestilling ud over det sædvanlige for dels formår skaberne vitterlig at afvikle en velkendt Disney historie så den fremstår frisk og dels får de indtaget Operaen som det mest naturlige i verden. Showet sammenfletter med stor dygtighed de klassiske musicaldiscipliner med animationslogik og voksen humor, uden at nogen af den grund bliver stødt eller tabes. De yngste blandt publikum indfanges allerede fra åbningsscenen og deres opmærksomhed fastholdes stilsikkeret gennem hele forestillingen takket være de tre talentfulde pauseklovne Omar (Max-Emil Nissen), Babkak (Teit Samso Clausen) og Kassim (Kim Ace Nielsen). Det er muligt kærlighedshistorien mellem Jasmin (Maria Lucia Heiberg Rosenberg) og Aladdin (Johannes Nymark) føles som alt andet end brændende begær, men deres syngende samspil kan man ikke sætte en finger på. Men det der løftede oplevelsen for mig og alle andre denne aften var den formidable overskudsfyldte Pelle Emil Hebsgaard der i rollen som lampeånden Genie total stjæler scenen og forestillingen. Som et karismatisk kryds mellem Jim Careys animationsfigur Masken, stand-up komikeren Simon Talbot og Preben Kristensens oprindelige version af den magtfulde ånd får Pelle Emil indkapslet kærlighedshistorien mellem prinsessen og gadedrengen i en overordnet fortælling om en lampeånds ønske om frihed. De fem kloakdæksler gives derfor humoren, hovedrollernes tekniske sangfærdigheder, lampeånden over dem alle og de store vellykkede dansenumre med hele ensemblet. Hvis du har en svaghed for Disney eventyr, eller blot en svaghed for flotte musicals så grib endelig chancen for at opleve showet i Operaen. Det vil du ikke fortryde.

Af Thor Kristjan Kidmose.
image
Forestillingen blev overværet den 19. juli i Operaen København. Du kan opleve selvsamme her frem til den 20. august. Mulighed for køb af familiepakker for rabat. Se mere her om forestillingen
Rollelisten: Maria Lucia Heiberg Rosenberg: Jasmin. Johannes Nymark: Aladdin. Pelle Emil Hebsgaard: Genie. Kristine Yde Eriksen: Jasmin (alternerende) og ensemble. Max-Emil Nissen: Omar. Teit Samsø Clausen: Babkak. Kim Ace Nielsen: Kassim. Kim Brandt: Jago. Martin Loft: Jafar. Lars Mølsted: Walk-on cover Aladdin. Jeff Schjerlund: Ensemble, understudy Babkak & Jago. Steffen Hulehøj Frederiksen: Ensemble, understudy Omar. Patrick Terndrup: Ensemble. Morten Kjeldgaard: Ensemble. Oscar Fredrik Ström: Ensemble. Thomas Jensen: Ensemble. Christian Collenburg: Ensemble. Emil Birk Hartmann: Ensemble. Christoffer Møller Pedersen: Ensemble. Jacob Prüser: Ensemble. Mikkel Moltke Hvilsom: Ensemble. Maria Skuladottir: Ensemble. Bjørg Gamst: Ensemble. Heidi Nielsen: Ensemble. Christine Sonnich Andersen: Ensemble. Marsha Songcome: Ensemble. Anita Holm: Ensemble. Susanne Uldall Thyssen: Ensemble. Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen: Ensemble. Katrine Skovbo Jespersen: Ensemble. Cecilie Greiber Alring: Ensemble. Elise Ruusunen: Ensembler. Morten Daugaard: Ensemble. Linnea Stenbeck: Ensemble. Det kreative hold: Lynne Kurdziel Formato: Instruktør og koreograf. René Bjerregaard Nielsen:Kapelmester. Søren Møller: Producent. Nørlum: Tegning og animation. Jens Frausing & Anders Digmann Jensen: Scenografteam. Anna Juul Holm: Kostumedesigner. Martin Jensen: Lysdesigner. Tim Høyer Andreasen: Lyddesigner. Trine Dansgaard: Oversættelse. Lars Mølsted: Instruktørassistent. Jan Matthiesen: Company Manager. Foto copyright: Søren Malmose.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

Jeg er ikke mine egne snørebånd værd på Det Flydende Teater

image
”Drop mig, venner! Jeg er ikke mine egne, snørebånd værd. Slip mig og lad mig falde. derned, hvor jeg alligevel, altid har været. Lad mig ikke ligge og rådne, deroppe i den frie luft. Hvor en sky kunne få øje på mig, og få ødelagt. sin gyldne aften over havet
.”– Henrik Nordbrandt

Konceptet bag det flydende teater er simpelt og ganske effektfuldt. Man tager en omgang fortolket poesi som udspilles på en lille både med publikum bænket hele vejen omkring selve forestillingen. Herved skabes der både en intim atmosfære og naturen udnyttes som scenografisk bagtæppe i forestillingen. Publikum kan derved ikke gemme sig væk i salens mørke og når skuespillerne har brug for små omstillingspauser udfyldes de blot med musik, sejllads og yndefuld sceneri til alle sider. Det viste sig både at være ganske afvæbnende måde at indtage teater på mens oplevelsen samtidig var utrolig intens.
image
Trioen der udfyldte rollerne på båden var Öszlem Saglanmak, Rosa Sand Michelsen og Anne Vester Høyer. Disse tre ganske uens kvinder formåede at sammensmelte til en person så du hverken undrede dig over rollernes konstante forandringer eller fandt det sært når de afsluttede hinandens sætninger. Det skete ved samtale, erindringsfragmenter, sange og diskussioner. Danskheden blev dissekeret med Nordbrandt i rollen som både kirurgen og patienten. Vi skar som oftest helt ind til benet og enkelte gange flød marven også frit fra knoglerne. De hudløse ærlige erklæringer var som oftest indpakket i et lag samfundskritik der på overfladen måske lignede en kærlighedserklæring til Danmark. Men det ville være svært ikke at føle sig ramt eller opleve vores egen nation spiddet på ordene.
image

clip_image002clip_image004clip_image004[1]clip_image004[2]clip_image004[3]clip_image004[4] Den første bog jeg læste af Henrik Nordbrandt var ironisk nok både en selvbiografi og den eneste der nogensinde formåede at krybe ind under hunden på mig. Det vil dog helt sikkert ændre sig fremover nu hvor jeg har oplevet mandens poesi fortolket, udspillet og sunget af tre yndefulde, humoristiske og indlevende kvinder. For pludselig gav flere af digterens betragtninger, anskuelser og hjertesager mening for mig, der, midt på Furesøen, omringet af vand, skov og solskin! For selvom jeg altid har nydt Nordbrandt i rollen som debattør, ordsnedker og intellektuel kapacitet så har jeg aldrig tidligere følt glæde ved digtene. Det har ikke været noget jeg skammede mig over eller følte skyld ved, for jeg tænker at forfatteren utvivlsomt vil mene det var mig der ikke formåede at forstå ordene og altså ikke digtene der var noget galt med. Da Nordbrandts forfatterskab både er verdenskendt, prisbelønnet og strækker sig over mange titler har han ganske givet også ret. Nu vil jeg dog igen driste mig til at læse Nordbrandts digte på papir, alt sammen takket være oplevelsen Jeg er ikke mine egne snørebånd værd. Der blev indtaget i godt selskab, med et glas hvidvin i hånden og smuk natur omkring mig. Hvis bare al dansk poesi blev iscenesat på samme måde så ville mit forhold til digte på modersmålet sikkert været et andet.

Af Thor Kristjan Kidmose.
image

Du kan opleve selvsamme med Det Flydende Teater frem til den 9. august. Medvirkende: Öszlem Saglanmak, Rosa Sand Michelsen, Anne Vester Høyer, Fredrik Mellqvist, Nicolai Kornerup. Instruktør: Emil Hansen, Anders Lundorph. Komponist: Henriette Groth. Scenograf Nikolaj Heiselberg Trap. Foto copyright Per Morten Abrahamsen. Det sidste bllede er dog copyright Forbrugermania.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

Fruentimmerskolen af Moliéres ved Røn Juul

image
Selvom forviklingerne er af den klassiske og forudsigelige slags så er Fruentimmerskolen af Moliéres alt andet end kedelig og bedaget. Selvfølgelig hjælper det med et nutidig sprogbrug, men det er tragisk nok den manglende ligestilling i vores eget samfund der giver teaterstykkets pointer genklang og brod. Desværre fungerer bifigurerne denne gang ikke synderlig godt og de mange ellers komiske situationer savner derfor ofte overbevisning og indlevelse. Til gengæld opstår morskaben i ordvekslingerne mellem Agnés (Johanne Louise Schmidt ) og Arnolphe ( Olaf Johannessen).
image
Forestillingens overflade er som altid formet af komediens lette tone, mens den ulykkelige kærlighed udgør den tragiske kerne. Det er dog de samfundsrelevante betragtninger, kønsroller og diskussion af samme der fænger mig. Historien kan koges ned til en rigmand hvis frygt for hjertekvaler har ført ham til erkendelsen af at den perfekte kvinde ikke findes, men godt kan skabes, desværre fravælger den udvalgte mage hurtig pligtægteskabet for kærligheden. Dramaet opstår i sammenstødene mellem virkeligheden og drømmene, alt imens den smertelige selvindsigt som vores selvudråbte patriark finder gennem nederlagene giver tragedien struktur.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005 Scenografien af Manfred Blaimauer formår at forbinde det storslåede med det pragmatiske og det fungerer faktisk ganske effektivt. Men de fire kloakdæksler gives især for Olaf Johannesens blændende mimik og samspil med Johanne Louise Schmidt, hvis kokette interaktion med det modsatte køn virker så afvæbnende og uskyldig at du vitterlig tror på hendes barnlige tilgang til verden som Agnés. Det virkede til tider som om Chrysalde (Morten Hauch-Fausbøll) blev glemt i historien, men til gengæld fungerede karakteren fint når der endelig var plads til ham, modsat den unge elsker Horace (Peter Zandersen), tjenestefolkene Alain (Jacob Weble) og Georgette (Helle Dolleris), stykket levnede ej heller meget plads til Oronte (Anders Hove) og Enrique (Michael Moritzen) bliver desværre en ironisk parodi på alverdens danske folkelige spillefilm fra efterkrigsårene.

Denne gang skal du altså søge i Odd Fellow Palæets Have for underholdningen der opstår når hovedrollerne kæmper med og mod hinandens drømme. For det er aldrig let at forme ens egen lykke og ingen har nogensinde haft held med at afkræve kærlighed og hengivenhed, men med Fruentimmerskolen forstår du både hvorfor det er dømt til at mislykkes og hvad der leder de magtfulde til at gøre forsøget.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet under åben himmel ved Odd Fellow Palæets Have den 28. juni. Du kan opleve selvsamme forestilling her frem til den 24. august. Som altid opfordres du til at læse reglerne for aflysning, mulighederne for at købe mad, men i år bør du også udvise lidt mere rettidig omhu med bestilling af billetterne da der simpelthen er færre pladser. Læs mere på Grønnegårdsteaterets hjemmeside. Foto copyright Bjarne Stæhr. Medvirkende: OLAF JOHANNESSEN, JOHANNE LOUISE SCHMIDT, HELLE DOLLERIS, JACOB WEBLE, PETER ZANDERSEN, MICHAEL MORITZEN, MORTEN HAUCH-FAUSBØLL, ANDERS HOVE .Iscenesættelse: MADELEINE RØN JUUL. Scenografi: MANFRED BLAIMAUER. Oversættelse: JESPER KJÆR.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment