Viewing entries in
København

Comment

Heidi – en rejse til helvede med Simon Spies af Coreact på Grob

Anikas personlige erindring om søsteren Heidi bliver hurtig til et skingert angreb på Simon Spies og danskernes forherligelse af selvsamme. Men coreact formår heldigvis at bibringe fortællingen en vis balance ved at lade skuespillerne træde ud af karakter for at diskutere helholdvis svaghederne ved erindringerne, de faktuelle ting og stykkets ensidige gengivelse af den mest excentriske rigmand Danmark har fostret. Ved at fastholde fokus på søsterens tragiske skæbne formår man at sammenbinde kritikken af danskernes ligegyldighed overfor Simon Spies mørke sider med en social kritik af klassesamfundet, den uforløste kønskamp og tabuet ved AIDS. 

Jeg synes især første akt er vellykket og jeg falder pladask for den ikke naturalistiske gengivelse af Simon Spies. Olaf Højgaard får på få øjeblikke vundet publikum over på sin side og på intet tidspunkt virker det sært at en veltrænet, skægløs mand spiller en bundperverteret, små sindssyg, stofmisbrugende gamling med stort skæg og tilhørende mave.  Sara Hjort Ditlevsen er perfekt i rollen som det smukke offer med de mange ar på sjælen. Vi fordyber os aldrig i andet end i hende desperate overflade, det er derfor de skræmte øjne der afslører al det ”Heidi” søgte, savnede og tiggede om. Helene Kvint bruges dygtigt som både tidsmarkør og den visuelle skal for barndommen.

Selvom det ikke kræver megen psykologiindsigt før årsagen til Heidis deroute vil blive søgt i barndomshjemmet, så rettes skylden i stykket udelukkende mod rigmanden. Det er muligt anklagen er berettiget, men jeg tænker i stedet den er fremprovokeret af mediernes ofte lidt godmodige fremstilling af fantasten Simon Spies. Hvorfor Anikas erindring om storesøsteren bliver lige dele forherligelse af den tabte uskyld og angreb på vores leflen for overklassen, frem for en personlig historie om hvordan hun selv overlevede et barndomshjem fyldt med vold, alkohol og tvangsindlæggelser. Selvfølgelig har der alle dage været en grum udnyttelse af smukke unge fattige kvinder, men det frikender dog på ingen måder den perverse rigmand med de berømte venner. Men uanset hvorledes du stykker Heidis skæbneberetning sammen vil den fremstå tragisk og overvældende.

Vi ved selvfølgelig godt at stykket ikke byder på en lykkelig slutning, nye svar eller overraskelser. Heldigvis tager det ikke brodden af anklagerne eller energien ud af historien. Jeg havde dog gerne set andet akt lidt mindre overlæsset med anklager og tredje akt endnu mere reflekterende. De fire kloakdæksler gives derfor for de mange sjove erindringsglimt, den underfundige måde 70erne og 80erne blev indkapslet på ved Kvints opremsning og så selvfølgelig gengivelsen af Simon Spies og Heidis historie. Stykket er en oplagt kur mod romantisering af fortiden, en perfekt anledning til at kaste et kritisk blik på nutidens klassesamfund og en refleksion over hvorfor vi danskere aldrig helt tyer til anden empati end den apatiske.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Stykket blev overværet på Grob Teater, den 5. maj, hvor det gæster scenegulvet frem til den 24. maj. På scenen: Sara Hjort Ditlevsen, Olaf Højgaard, Anika Barkan, Helene Kvint Dramatiker: Gritt Uldall-Jessen. Iscenesættelse: Line Paulsen. Scenografi: Nathalie Mellbye. Komponist: Søren Siegumfeldt. Lysdesign: Edward Lloyd Pierce. Gæstespil af: CoreAct. Fotocopyright: Karoline Lieberkind.

Comment

Comment

Lobbyarbejde af Høxbroe & Stik Op

De velkendte ordklodser og fængende lydbilleder er denne gang indpakket i flere kanter og temposkift end sidste gang Claus Høxbros røst flød fra hjemmets højtalere.  De elleve numre er dog tematisk i samme boldgade, men alligevel udebliver gensynsglæden på flere af sangene. For mig er albummets fire første numre vellykket storbyslyrik, mens det femte byder på albummets bedste samspil mellem de skabende kræfter. På det tiende lydspor finder du en Høxbros perle kaldet ”Se Det På Mig”. Hvilket så efterlader os med fem numre der ikke fandt vej til mit hjerte eller min nuværende playliste. Men de der gjorde, flyder heldigvis over med legende ord og kække rim, der både bringer et smil frem og lokker mig til tryk på repeat.

Gennemlytningerne er sket ad flere omgange og favoritterne er for mig oplagte. Men hvis du omvendt er kommet til produktionen her via din hang til Stik Op (Jakob Haahr-Pedersen) er det ikke sikkert du deler valgene. De fire kloakdæksler kastes denne gang lidt vemodigt efter beatpoeten, for det er aldrig morsomt når et gensyn mellem venner ikke helt forløber som forventet. Selvfølgelig skal en kunster afsøge, udfordre og afvikle hvad end han ønsker, men jeg er endnu ikke klar til at give slip på den melankolske storby nostalgi som forførte mig sidst. Hybriden mellem beatpoesi, rap og musik er dog ikke et vildskud, men enkelte numre savner lidt kærlighed, af den hårde slags.

Af Thor Kristjan Kidmose.

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=b9eQfNRrIu4] 
Pladen er produceret af Daniel Kolind (Scarlett Chives/Black Sports), Hasse Møller (The Vables) og Adam Ashtiani(Ashtiani/Baltzer), der hver især trækker tråde til både jazz, pop, hiphop og elektronisk musik i deres produktioner. Du kan se mere her (Claus Facebook side) og her (Rapper Stik Op Jakobs side). 

Comment

Comment

PIGEN MED PARAPLYERNE af Peter Langdal på Betty Nansen Teatret

image
Mens de moralske konklusioner fremvist på scenen ikke længere bærer den samme universelle genkendelseskraft som da filmen ramte det store lærred, så vil alle der har prøvet at være unge og forelskede, kunne genkende sig selv i problemstillingerne fremført på Betty Nansens store scene i den let gendigtede musicalversion af filmen Pigen med paraplyerne. Siden filmen ramte biograferne verden over har vi både haft den seksuelle frigørelse, overlevet de mange opgør med de klassiske autoriteter og for længst accepteret kærlighed som en gyldig grund for ægteskab. Men ak ja, sådan har det ikke altid været og det mindes vi i den grad om i denne franske kærlighedshistorie. Der over tre akter lader vores helt finde kærligheden i det første akt, for derpå at miste selvsamme i det andet for til sidst at blive belønnet med en lykkelig slutning af en art, i stykkets tredje og sidste akt. Men selvom dette kan ligne den vanlige opskrift på en kærlighedshistorie så afviger stykket alligevel en del fra de gængse romantiske forestillinger. I stedet rejses der en masse mere eller mindre ubesvaret spørgsmål om meningen med livet, kærligheden og institutionen ægteskab. Gennem forestillingen ser vi kærlighed er noget man forsøger at købe sig til, bytte sig til for tryghed, tilbydes i mangel af andet, fremelskes grundet manglende indhold i livet, men den gnistrer aldrig rigtig mellem vores karakterer. Hvilket utvivlsomt bibringer en vis realisme men samtidg dræner stykket for en del eksplosiv fremdrift. 
image
Musicalen Pigen med Paraplyerne var mit første gang møde med Birgitte Hjort Sørensen på de skrå brædder og det var ikke ubetinget en succesoplevelse. Jeg medgiver gerne hun ganske ofte ramte en øretæveindbydende, selvcentreret og urealistisk ung pige i rollen som Geneviève til perfektion. Der er også vellykkede momenter i hendes accept af at livet består af en masse voksne valg du ikke kan lave om, men jeg savnede alligevel dybde i hendes gengivelse af dilemmaet: Kærlighed (Guy) eller Tryghed (Roland Cassard).
Til gengæld var det endnu engang en fornøjelse at støde på Kaya Brüel, der både mestrer sang, komik og skuespil så alt virker legende let, som alenemoren Madame Emery, hvis historie jeg gerne havde dykket endnu mere ned i. Hvis Jens Jacob Tychsen vitterlig læser ordene jeg kaster efter ham er han utvivlsomt træt af at de gentagende kritikpunkter fra min side. Derfor vil jeg nøjes med at sige at mandens mimik, sang og timing denne gang vitterlig passer til karakteren tidsperioden og genren. Hvor Kaya Brüel dominerede hele første akt så strålede Danica Curcic i det trejde akt. For lige så uengageret kærlighedshistorien mellem hovedpersonerne fremstod, ligeså ægte fremstod hendes betagelse af karakteren Guy. I de øvrige biroller glimtede Hanne Uldal som Aunt Élise og Morten Eisner i alverdens karakterer.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005clip_image005[1]Uanset om du forbinder titlen med et maleri af Monet, Ted Mosby evige jagt på moderen i hit tv-serien HIMYM eller Jacques Demy spillefilm af samme navn, så vil symbolikken bag paraplyerne være til at gennemskue. De fire kloakdæksler gives for dansescenen mellem det unge forelskede par i første akt, Kaya Brüels greb om en kvinde der både husker livets lethed og forstår verdens barske realiteter, Danicas inderlighed som forelsket ungpige og overbevisende råhed som prostitueret, Morten Eisner evne til at udgør det magiske stof der binder scenerne sammen og giver stykket sjæl, samt orkesterets evne til musikalsk at sætte rammerne for krig. Hvis du søger en lille let påmindelse om ungdommens hjertekvaler tilsat sang og moralske problemstillinger enhver kan afkode, så er dette stykket for dig. Mens alle de der husker filmen som et sansefuldt farveorgie der satte scenen for Catherine Deneuve internationale gennembrud utvivlsomt vil mene et og andet er gået galt i denne gendigtning. Mit råd er dog at indtage teatersalen med et åbent sind, huske på tidsperiodens ånd og acceptere at form ikke er alt og indhold nogen gange blot er luftig underholdning.

Af Thor Kristjan Kidmose.

//player.vimeo.com/video/89036774

Stykket blev overværet den 28. marts. Du kan se selv samme frem til den 14. april ved Betty Nansen Teatret. Scenograf: Ashley Martin-Davis Medvirkende: Birgitte Hjort Sørensen, Mikkel Kaastrup-Mathew, Kaya Brüel, Jens Jacob Tychsen, Hanne Uldal, Danica Curric og Morten Eisner Musik: Michel Legrand Kapelmester: August Rosenbaum Musikere: Bent Clausen, Anders Singh Vesterdahl, Lars Greve, Adam Melbye, Kasper Tranberg Manuskript: Jacques Demy Oversættelse: Trine Dansgaard. Fotocopyright Ulrik Jantzen.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment

Comment

Copenhagen - As I See Her - Part One

During my walks around Copenhagen I constantly shoot pictures of weird details, old buildings and strange people. But sometimes a picture is created just due to the light, reflection or an emotion. All of these pictures have been shot by the help of a Samsung S4, Sony Xperia and a Sony NEX. All have come to live according to the simple approach of point'N'shoot. All of them are from the periode of August 2013 until today. Every picture have myself as the "photographer" but that doesnt mean you can use them for free - amateurs have feelings and bills to pay too.

By Thor Kristjan Kidmose.






























































































Comment

Comment

Deadline - et gæstespil på Grob af Teatret st. tv

image

Den musikalske intro, sceneudtrykket og selve emnet fik mig med det samme til at tænke på musiktrioen

The Tiger Lillies,

men takket være hjertevarme og empati indpakket i kulsort komik formåede

Teatret st. tv

hurtigt at fortrænge den britiske parallel fra mine tanker. For i

Deadline

er fokus ikke lagt på livets morbide udveje, men i stedet et opråb om at liv skal leves mens det haves. Så selvom enkelte publikummer måske vil finde anstød på stykkets mange groteske dødsfald, hårde ord og respektløse tilgang til obduktion, hospice og selvmord så kan ingen overse det livsbekræftende i forestillingen.

image

Trioen på scenegulvet udfyldes af Christian Hetland, Betina Grove Ankerdal og Marianne Søndergaard Madsen. Funktionerne mellem de tre skifter gennem hele stykket, men som oftest fungerer Betina Grove Ankerdal som vores yderst direkte historiefortæller. Sceneudtrykket ligner noget fra et børneteater af den moderne slags, mens klovnene tydeligvis ikke vil være et hit til børnefødselsdage. Brugen af balloner, mikrofoner og lyssætning er virkelig gennemtænkt.

imageclip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005

Hvis du ikke kan grine af

Bunny Suicides

eller finder

Wulffmorgenthaler

grænseoverskridende bør du måske springe forbi dette stykke, ligeledes bør alle med tragiske dødsfald i omgangskredsen nok også blive derhjemme, mens alle andre er sikret topunderholdning af den kantede slags. Jeg er vild med teenagedødsulykken, hospice sexscenen, pensionistselvmordet, den lydmættede obduktion, det dobbelte familiedrab mens de depressive dødsfald ikke var stykkets stærke side. Måske det ikke er muligt at svinge fra ironisk distance, over grovkornet komik og inderlighed til overbevisende sortsyn. De fem kloakdæksler gives derfor for morskaben, budskabet, levering og de kreative ideer. Formidlingen var en fornøjelse, variationen god og skiftene flydende. Så grib trygt din mormor under armen og hiv hende med i teateret en sidste gang, man ved jo aldrig, eller brug forestillingen som anledning til at introducere emnet ”død” til familiens teenagere, du ved, de der, der  ellers kun kender til dødsfald fra computerspil og amerikansk mainstream underholdning. Uanset hvem du vælger at fordøje stykket med vil I få en masse skyldige latter, eftertænksomme øjeblikke og en fornyet appetit på livet.

Af

Thor Kristjan Kidmose.

Instrueret af Anders Lundorph, Manuskript af Line Mørkeby, musik er komponeret af Sune Skuldbøl Vraa. Stykket blev overværet ved Grob d. 7/1-14. Du kan læse mere

her

 fotocopyright Per Morten Abrahamsen. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette

RSS feed

, eller følge med via

facebook

. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via

Twitter

.

Comment

Comment

Fra Teatersædet–Nr. 4

image

Der er mange traditioner forbundet med et årsskifte og selvom vi alle prøver at leve som individualister er det sikkert svært helt at undsige sig enkelte af disse. Personligt er jeg stor fan af at rydde op og smide ud hele året rundt, men alligevel hober der sig mentalt gods op i hjørnerne. Januar på Forbrugermania er derfor fyldt med anmelderrester fra et år der allerede er forbi, af oplevelser der allerede indtaget og muligheder du ikke længere kan gribe.

- Fotocopyright forbrugermania.dk (Streetart Amager November 2013)

clip_image002clip_image004clip_image004[1]clip_image004[2]clip_image004[3]clip_image004[4]

Høxbroe & Gilbert i Herreværelset(Intimkoncert)

En lørdag tilbage i november indtog jeg sammen med fem andre publikummer min plads i beatpoeten Claus Høxbros herreværelse. Et arbejdsværelse af den personlige slags, for selvom det var fyldt med møbler af den brune slags og udstoppede dyr af en hver slags, så emmede det hele af et privatbesøg hos en mand med ord som levevej. Opsætningen var spartansk og effektiv, til højre for manden med ordene sad musikeren Gilbert bænket med hatten sikkert på hovedet og fødderne urolige under keyboardet. Enhver der har oplevet en intimkoncert vil genkende stemningen, samhørigheden og fællesskabet. For mig var det en sjælden og udsøgt fornøjelse at indtage det talte ord tilsat behørig musik. Samspillet mellem de to var professionelt og til tider perfekt, overraskelserne lette at spotte og fremdriften ukendt for os alle. Hvis du aldrig har smagt på Claus Høxbroes ord venter der dig en anden verden derude, hvis du omvendt kun kender universet fra skriften på papiret bør du unde dig selv et lydspor. Upåagtet den personlige stil var afviklingen klassisk, rammerne for universet blev afsat før pausen mens dybden blev afsøgt efter de delte øl. Lyrik blev leveret, delt, solgt og for altid bundet op på mødet i herreværelset. En af de helt store oplevelser i 2013 på en af de mindste scener jeg har set. Da manden altid er på farten og ordene er salgsvaren så vil du utvivlsomt fange Beat Poeten et sted i Danmark eller støde på ham i porten til et værtshus, bærende på et udstoppet dyr, en sand løgnehistorie og et virvar af ufuldendte samtaler.

- Foto copyright forbrugermania.dk

imageclip_image002[4]clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005clip_image005[1]

Teater Vestvoldens Julestue 4

Det skete i dage kort før jul, at tre runder impro underholdning en sidste vemodig gang ramte scenegulvet på Vestvolden i Hvidovre. Jeg selv var bænket som førstegangsbesøgende i det folkene bag kaldte en julestue og selvom guilanderne hang nok så fint fra flere grantræer var det ikke megen klassisk jul over oplevelsen. Til gengæld var aftenen spækket med underholdning, skæve indfald og ordrim af den gakkede slags. Skabt af Specialklassen, rapperen Per Vers samt Søren Hauch og Christian Damsgård. Den røde tråd var let at finde men blandingen var måske ikke helt gennemtænkt. Havde man i stedet sammenflettet grupperne på scenen kunne helhedsoplevelsen måske have været en anden. Heldigvis formåede alle tre grupperingen at levere bundsolid entertainment af den veloplagte slags. Knægtene fra specialklassen var som altid en fornøjelse, men deres koncept kræver mere tid og plads end denne aftens opsætning tillod, før de virkelig glimter i solen. Jeg var dog vild med den nazistiske hundeluftning og start/frys/start afviklingen varogså overrumplende god. Per Vers sendte flere vellykkede ordklodser ud over scenegulvet og personligt var glad for Rasmus Klumps tale til folket fra fælledparken, men der var enkelte gange hvor ordsmeden kom på afveje og måtte redde sig selv med rim af den pardokse slags f.eks. Kragh Kragh med foi gras. De to komikere Søren Hauch og Christian Damsgård var de der høstede flest latterbrøl denne aften hvilket skete i vellykket miks af velkendte benspænd, rutine og heldige indfald. De fire kloakdæksler kastes efter overflødighedshornet der leverede hvad det lovede men nok kræver lidt mere hårdhændet struktur før perfektion nås. Men det fungerede som et herligt afbræk i den klassiske juleunderholdning og forhåbentlig noget der gentages næste år – for hvad er højtider uden traditioner?

- Fotocopyright Teater Vestvolden - Hvidovres Teater.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette

RSS feed

, eller følge med via

facebook

. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via

Twitter

.

Comment

Comment

Fra Teatersædet - Nr. 3

image

Denne runde af teaterbesøg bød på performancekunst i Dansehallerne, magiske øjeblikke til Rosas julebal, unplugged musical i verdensklasse på Det Ny teaters kælderscene og intellektuelle finurligheder med Skribøserne. Med andre ord, lidt af det hele uden det blev for meget. Hvis du er groet fast i dine traditioner eller finder udbuddet er lidt smalt på Det Kongelige Teater så udfordre dig selv. Sving omkring de smalle steder i København, fang turnestykkerne i oplandet, kik ned på kælderscenerne eller smag på undergrundsteateret. Det er muligt mangt og meget ikke vil falde i din smag, eller sæderne er elendige og luften trykket, men når du så finder perlerne i det danske kulturlandskab føles det vidunderligt. Men faktisk behøver de positive overraskelser ikke altid at blive opstøvet i dramatikkens baggårde eller på de hengemte scener, det er fuldt ud muligt at finde på de vanlige græsgange. Det var i hvert fald hvad der skete for mig da Rosas Julebal blev besøgt.

- Fotocopyright forbrugermania, motiv: Dansehallerne.

imageclip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005

Rosas Julebal af Rosa Gjerluff Nyholm på Nørrebro Teater.

Det tog kun en time, var ikke synderlig komplekst, men hvor var det gennemført vidunderligt at besøge. Her blev fremvist en hjertevarme, overskud og indlevelse som jeg aldrig har set det før. Hver eneste barn følte vitterlig der blev talt direkte til det, hver eneste sovedyr blev stolt fremvist og forventet værdsat. Hver eneste barn accepterede reglerne, universet og handlingen. Spørgsmål blev besvaret, anmodninger fulgt og sangene nydt. Målgruppen er ganske givet de mellem tre og syv år men stykket er skruet sammen så voksne ikke keder sig. Rosa gik rent ind hos mig, de fem kloakdæksler gives for sangene, stemningen og måde hun fangede rummet på. Det sidste dæksel mangler da ”Lusealarm” sekvensen endnu manglede lidt indarbejdelse og tematisk bearbejdelse.

- Du kan se mere her, fotocopyright Miklos Szabo.

imageclip_image002[4]clip_image003[10]clip_image005[4]clip_image005[5]clip_image005[6]clip_image005[7]

Grind / Thousand Threads 8af Jefta van Dinther m.fl. i Dansehallerne

Dette var efter min mening en lille intellektuelle stiløvelse udi hvorledes du som kunster afgrænser, afsøger og formidler et begreb uden at gå på kompromis med hverken dit udtryk eller ide. Hvis du aldrig har oplevet sådan en abstrakt størrelse før eller blot falder i svime over kunst der tør at være utilgængeligt så vil dette utvivlsomt gå rent ind. Jeg selv har blot set, overværet og oplevet al for megen der både minder om dette og overgår oplevelsen. Selvom forestillingen byder på sekvenser der ligner en kamp mellem det gode og det onde, hvor mørket måske nok vinder for til sidst at dø i en nattesværmer lignende død (dvs. knust mod lyset), så tilbydes du ikke en samlet historie. I stedet er det begrebet ”grind” der ganske frit fortolkes og formidles med varierende held alt imens der leges med vores virkelighedsopfattelse og definition af samme De to kloakdæksler gives for de mange visuelle ideer Jefta vitterlig får afviklet med succes hvor strobelys fungerer som iscenesætteren.

- Du kan se mere om forestillingen her, Foto: Viktor Gårdsäter.

imageclip_image002[6]clip_image003[12]clip_image003[13]clip_image003[14]clip_image003[15]clip_image005[12]

Songs For A new World ved Mads M. Nielsen på Det Ny Teater

Da man først opgav de voldsomme scenografier, overforbruget af makeup og kulørte kostumer. Skruede ned for lyssætningen og fokuserede på sangene så fungerede musicals på Det Ny Teater igen for mig. De kalder det selv unplugged og det var for mig virkelig en rå succesoplevelse på kælderenscenen Sceneriet. Hvor elleve sange blev afviklet i en snorlige rækkefølge af fire forskellige sangere kun akkompagneret af et flygel. Scenens stringente udtryk blev understreget af sangernes neddæmpede sorte påklædning, men uanset hvad man iføre Camille Rommedahl vil hun oplyse et lokale. Selvom det selvfølgelig altid er betagende at se hende indtage en scene så var det hendes beherskelse af stemmebåndet der slog benene væk under mig. Det var som om jeg for første gang så og oplevede hende som den musical stjerne hun utvivlsomt altid har været, men jeg bare ikke har nydt indtil nu. Linda Fabricius Hultemark stod stærkest i stykkets åbning og slutning. Mens jeg gerne havde givet Tomas Ambt Kofod endnu flere sørgmodige og indsigtsfulde sange. Pianisten og sangeren Christian Berg strålede i rollen som den unge mand hvis livsvej blev valgt af bekvemmelighed. De fem kloakdæksler fordeles med en til hver på scenen og så instruktøren Mads M. Nielsen. Som jeg nyder som skuespiller og synes er begyndt at finde sit udtryk som instruktør.

- Du kan se mere om stykket her, foto copyright tilfalder Det Ny Teater.

imageclip_image002[8]clip_image003[20]clip_image003[21]clip_image003[22]clip_image005[14]clip_image005[15]

Gæstespillet Skribøserne af Asger Bonfils på Teatret ved Sorte Hest

” Kære Ester.

Jeg tør næsten ikke fæste mine jævne tanker til papiret af skræk for ikke at kunne leve op til min egen succes.

Litterært anskuet var det måske bedre, om jeg lagde mig til at krepere nu.

Kærlig hilsen Tove

P.S. Jeg er blevet huslig og laver mad til den store guldmedalje.”

Det er årtiers meningsudveksling, intellektuellebrydekampe, private krige og dagligedags problemer der udfoldes i brevbytningen mellem Tove Ditlevsen (Ditte Gråbøl) og Ester Nagel (Merete Hegner). De forskellige fragmenter der udspilles på scenen give både et herligt indblik i livet som skribøse, som kvinde, som intellektuel og husmor. De to kvinder er hverken synderlig ens eller enige om noget, men deres venskab virker varmt og ægte. De to skuespillere klæder virkelig hinanden og just som i Den Luft Andre Indånder er det Merete Hegners lidt eftertænksomme naivitetder  skaber perfekte rammer for Gråbøls sylespidse leveringer. Du behøver hverken at have styr på forfatterskaberne eller samtidens store kulturprofiler for at nyde stykket, men hvis du omvendt er hjemmevant i perioden og dens skandaler vil det hele fremstå endnu stærkere. De fire kloakdæksler gives for fremvisningen af kærligheden mellem de to kvinder, de fremgravet morsomheder om alt mellem himmel og jord samt Gråbøls evne til at gøre Ditlevsen troværdig uanset om hun er rablende skør, ulykkelig eller på toppen af hendes karriere.

- Du kan se mere om stykket her, fotocopyright Robin Skjoldborg.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment

Comment

Spørg De Voksne af Kamilla Wargo Brekling

image

Vi kan sikkert alle genkende situationer hvor vores selvopfattelse, reaktionsmønster og følelsesliv afslører at det eneste der adskiller os fra barndommen er en masse år og intet andet. Men i verden hvor vi alle bare er forklædt som voksne er det underlig nok forsat tabubelagt at fremvise ens umodne sider, hvorfor dette teaterstykke hurtigt bliver til en serie komiske og pinlige selvindsigter.

image

Kamilla Brekling har i samarbejde med de deltagende skuespillere skåret helt ind til kernen af voksenlivets paradokser og spøjse paradigmer. Der hvor succes altid måles på det ydre parametre og lykke kun kommer indefra. Der hvor alder kun er et tal lige indtil du fanges af tvivlen. Der hvor livet er et projekt og det naturlige er noget du øver dig på. De mange fragmenter udgør til sammen et kludetæppe af underholdende elementer ved voksenlivet. Den røde tråd er derfor ikke en samlet historie men i stedet et tema, serveret med indlevelse og kærlighed af de seks skuespillere Jens Jørn Spottag, Camilla Bendix, Elsebeth Steentoft, Joen Højerslev, Danica Curcic og Mads Wille.

image

Det er selvfølgelig et simpelt, men yderst effektfuldt, trick at plante ungdommens voldsomme sprogbrug i munden på en ældre dame som Elsebeth, men uanset om hun spiller den ængstlige gamle kvinde, mennekset  der vil anerkendes for andet end sin alder eller som barnet fanget i den voksne krop så sker det med sådan en overbevisning og følsomhed at du får lyst til at kramme  hende. Det er måske ikke kun højden der adskiller Camilla Bendix fra Helen Christensen, til gengæld vil jeg til enhver tid heller følge Bendix i protestmarch end modellen med de høje kindben. Jens Spottag griber med sikker hånd fast om vores egen forfængelighed og usikkerhed i sekvensen om hvor populære hans begravelse ville være på facebook skulle han uventet dø i morgen. Joen får ganske fint opridset forskellen mellem friheden vi alle forbandt med voksenlivet og så det ansvarlige liv vi vælger at leve fordi vi netop er voksne, mens Danica gang på gang udstiller den usikkerhed alle gribes af noget livet virke overvældende. Den eneste skuespiller jeg synes der bliver brugt lidt forkert i stykket er Mads Wille, ikke at han fejler eller som sådan er malplaceret, men man spiller bare ikke på hans største styrke – Det ordskabte drama!

imageclip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005

De fem kloakdæksler gives for underholdningen, de mange grin, de grimme spejlbilleder stykket holder op foran os alle og den så vellykkede afvikling. For selvom det hele sagtens kunne have druknet i rodløshed så bliver fragmenterne serveret med en samhørighed der giver pointerne styrke og overbevisning. Det hele holdes let og uproblematisk, hvilket er en sjældenhed når det kommer til dramatik om vores egen dødelighed og plads i universet. Uanset om du har styr på budgetkontoen, forstår risikospredningen på din ratepension eller har flere ægteskaber bag dig så vil du kunne genkende dig selv i skuespillerne på scenen. For uanset din alder og position på arbejdsmarkedet bliver du aldrig så voksen at dit indre barn ikke har kontrollen. Skulle du ikke tro mig så se Spørg De Voksne.

Af Thor Kristjan Kidmose.

//player.vimeo.com/video/77204600

Stykket blev overværet på Teater Republique d. 26/10. Scenografien er udviklet af Martin Tulinius. Karina Lund har stået for koreografien. Lisbeth Burian har designet kostumerne. Antonio Rodrigues Andersen for lysdesign og Janus Jensen for lyddesignet. Foto: Per Morten Abrahamsen. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment

Comment

Djøf med løg(n)

image

Den analysefornægtende mavefornemmelse er hvad der driver langt de fleste virksomheder gennem alverdens ledelsesmæssige selvmål og formålsløse omstruktureringer. For selvom enhver leder sikkert gemmer på et ønske om succes, anerkendelse og respekt så er det frygten for fiasko der motiverer dem til handling. Hvilket skaber en virksomhedskultur hvor nye ideer sjældent når at blive implementeret før dagsorden igen har forandret sig, denne evige bølge af forandringer gør det ikke blot umuligt for bestyrelserne at holde cheferne ansvarlige, det giver også ledelsen den gyldne mulighed for at påstå ethvert overskud skyldes deres ideer, mens ethvert underskud selvfølgelig vil forsvinde lige så snart den seneste omstrukturering er fuldt ud implementeret. Denne ansvarsløse ledelsesstil har hærget den vestlige verden siden slut 70erne, men takket være tilfældigheder og rent held er der fortsat mange virksomheder der giver overskud. Hvilket desværre giver næring til misforståelsen at store omstruktureringer og modebaseret ledelse er det der skaber vækst på det private arbejdsmarked. Tanker, der fortsat hærger den offentlige sektor i form af New Public Management i form af jagt på besparelser, effektivisering af arbejdsopgaver, optimeret budgetstyring og moderne ledelsesformer.

image

Vi var naturligvis grundigt forberedt. Der var holdt formøder, der var skrevet indstillinger. Men vi vidste alle sammen, at til møder med Den Store Leder er al forberedelse forgæves. Når vi gik gennem døren til direktørkontoret, ville vi træde ind i en parallelverden, hvor al logik var sat ud af kraft. Hvor måneders analyser ville kuldsejle mod tilfældige indskydelser, som Den Store Leder havde fået i går aftes over havegrillen hos genboen.”

clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005

Alt dette er udgør rammen om Per Helges underholdende fortælling om Djøferen med hang til løgn. Vi vælter gennem den ene morsomhed efter den anden, alt imens historien om ledelseskonsulenten udfoldes. Mangt og meget genkendes uhyggelig let fra de store statslige institutioner og private arbejdspladser der figurer på mit CV. Men selvom anekdoterne indeholder en masse elementer alle  fra arbejdsmarkedet vil kunne genkende så er det tydeligvis en fiktiv fortælling, som søger den absurde situationskomik. Vi springer mellem tre forskellige tids spor med Per Helge som vores faste fortæller og hovedperson. Selvom morskaben selvfølgelig afhænger af hvor meget du genkender fra dit eget arbejdsliv så er det virkelig uhørt morsomt. De fem kloakdæksler gives for formidlingen, indlevelsen og de mange fine tekniske detaljer. Jeg opfordrer alle arbejdspladser til at sende deres ansatte forbi Per Helges show som kompensation for den seneste omstrukturering.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet ved NBT på Frederiksbergscenen d. 24. oktober. Foto: Tina Leegaard Dyrving. MEDVIRKENDE: Per Helge Sørensen. Varighed: Ca. 1 time og 45 min. inkl. Pause. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment

Comment

Rød og 32 Variations af Örjan Andersson

image
Når musik fortolkes fysisk får du ofte et flydende udtryk der følger lyden, mens historien bag melodien sjældent lader sig forløse i dansetrin. Koreografen Örjan Andersson forsøger sig dog med begge dele i sin fortolkning af Beethovens 32 Variationer men selvom ideerne er mange er det pianisten som løber med din opmærksomhed. Nogle af temposkiftene og legende fortolkninger fanger dog let din opmærksomhed, men formår på intet tidspunkt at fastholde den.
image
Det kan selvfølgelig virke ironisk at det modsatte er tilfældet i forestillingens anden halvdel Rød, hvor det musikalske lydspor slet ikke krøb ind under huden grundet de fængende dansesekvenser. Örjan har i Rød fortolket de dramatiske strygere i Shostakovichs 8. strygerkvartet til frygtfulde og inderlige danse hvor man virkelig føler danserne forløser hele følelsesregisteret.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005clip_image005[1]Den todelte forestilling fungerede efter min mening ikke som en helhed og jeg havde derfor gerne undværet den legende sektion ”32 variations”. Havde man i stedet placeret pianisten Tanja Zapolski i en anden ramme og nedtonet dansen så ville meget have været anderledes. Til gengæld var jeg vild med det fysiske udtryk i den halve times lange danseforestilling ”Rød”. Hvor især Maxim-Jo Beck McGosh var en fornøjelse og Luca Marazia en positiv overraskelse. For pludselig fangede danserne hinanden og overgangene virkede naturlige fremfor mekaniske. I Rød var den intensitet, legende variation og indlevelse der gør jeg så ofte kikker forbi Dansehallerne.

Af Thor Kristjan Kidmose.
//player.vimeo.com/video/74932600

Blev overværet i Dansehallerne d. 10. oktober. Du kan opleve selv samme forestilling af Dansk Danseteater frem til den 26. oktober. RØD Koreografi: Örjan Andersson. Musik: Dmitri Shostakovich. Medvirkende: Dansk Danseteaters dansere. Lysdesign og scenografi: Jens Sethzman. Kostumedesign: Nina Sandström. 32 VARIATIONS Koreografi: Örjan Andersson. Musik: Ludwig van Beethoven live opført af pianisten Tanja Zapolski. Medvirkende: Dansk Danseteaters dansere. Lysdesign: Jacob Bjerregaard og Örjan Andersson.Foto: Bjarke Ørsted. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment

Comment

All My Dreams Come True af Christian Lollike

image

Gud er død, politikerne har ingen visioner og du selv har ingen drømme. Livet har derfor kun værdi hvis de rigtige produkter ejes. Det lader i hvert fald til at være grundtesen for teaterstykket All My Dreams Come True ,hvor vores to depressive hovedroller forsøger at holde selvmordstankerne fra livet, og midtvejskrisen stangen, med en omgang kreativt rollespil. For hvis ikke verden kan tilbyde dem mening eller rigtige eventyr, så kan man da bare selv skabe en fortælling med en lykkelig slutning? Desværre medtager de deres indre dæmoner og forældede værdier da de endelig springer gennem kaninhullet til det perfekte Disney eventyr. Måske du har større held med selvindsigt, personlig udvikling og accept af dine medmennesker, men hvis ikke, så det kræver blot at du tør kikke forbi teateret for en omgang visuel værdispanking.

”Måske er du bare et helt normalt småklynkende >åh, jeg-er-så-depri< – menneske, der ikke kan bære, hvor gennemsnitlig og jævn du er. Du tror dine drømme skal gå i opfyldelse. Åh, jeg-er-så-individuel. Det er ubærligt ikke at være noget særligt, og det har udløst en fantom-depression.

image

Den progressive sindssyge er blot normalitet med et tvist

Hvis du vil ruske op i folk, forarge dem, eller blot fremvise noget voldsomt på en scene, så må opbygningen mod klimaks aldrig være progressiv. Dette skal i stedet ske i brud og gerne med det normale som skærende kontrast til handlingen. Når publikum forventer noget harmløst men så får basket noget voldsomt lige i ansigtet så opnår man den største effekt. Det kan man som dramatiker/instruktør kun opnå hvis publikum har sænket deres forsvarsparader. Tillid skal derfor etableres mellem stykket og iagttageren før den kan brydes, tryghed skal skabes før den kan knuses, normalitet fremvises før det sindssyge vil virke sært. I dette stykke udvikler det gakkede sig desværre gradvist og det er derfor hverken synderlig sært eller modbydeligt når kæmpebruden f.eks. fist fuckes eller dværg Superman voldtages. Det er indenfor de skabte teaterrammer så at sige ”helt normalt”. Hvilket efter min mening ødelægger effekten af handlingerne og derved gør dem lidt overflødige for pointen bag stykket. Hvis ideen omvendt havde været et ønske om at plante skyld eller give os tilskuere en dårlig samvittighed, så skulle man i stedet have manipuleret med os for trinvist at lokke os til et sted vi vitterlig ikke ønskede at besøge. Som en slags teaterversion af Millgram psykologiske eksperiment fra 60erne. I stedet havner vi her med en lidt mere venlig udgave af Fix & Foxys sjove freakshow SEX OG VOLD (Husets Teater 2012).

imageclip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005

Freakshow med noget på hjertet

Det er sikkert ikke let at sælge et teaterstykke hvor en mand forklædt som Joakim von And først henretter en spasser, for derpå, at kneppe selvsamme i skudhullet, til det brede og teaterforvænte publikum. Men derfor bør du alligevel unde dig selv en omgang i denne kapitalistkritiske karrusel hvor vestens selvlede, tab af identitet og forfølgelse af guldkalven får en voldsom omgang gestalt terapi. Jeg har tidligere påstået Christian Lollike ikke helt tør tage skridtet fuldt ud i sin dramatik. Det er heldigvis ikke tilfældet med freakshowet All My Dreams Come True hvor vi både præsenteres for problemet, skurken og konsekvenserne. Hvorfor både publikum, skuespillere og dramatiker derved deles om den barske erkendelse og ansvaret for det vanvittige på scenen. Det er både veludført og morsomt på den hårde måde når Disney drømmefabrik udråbes som et klamt spejlkabinet over vores døde kultur. Mine eneste kritikpunkter går derfor kun på opbygningen og altså hverken indholdet eller udtryksformen. Jeg fandt det både morsomt, herlig respektløst, medrivende og til tider overraskende. Budskabet om at vi har været på afveje lige siden de store fortællinger blev udskiftet med et individuelt overforbrug, kan jeg ikke være uenig med. Marie Louise Wille er fremragende som den deprimerende kvinde med et askepotkompleks og en drøm om Snehvide livet. Dværgen Kristian de Linde er overrumplende og afvæbnende på en og samme tid. Spastikeren Mikkel Lund rene og melodisk tale ramt mig rent i fordommene mens Henritte Dinesen voldsomme udgave af en havfrue omvendt fik mig til at grine.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet ved Cafe Teatre på Københavns Musikteater d. 27. september. Du kan se selv samme her frem til den 19. oktober. Medvirkende: Marie Louise Wille & Morten Burian - samt Henriette Dinesen, Kristian de Linde, Carsten Mathiesen, Mikkel Lund og Andreas Petersen. Tekst og instruktion Christian Lollike. Scenografi: Rufus Didwiszus. Kostumedesigner Ulrike Gutbrod. Lysdesigner Mathias Hersland. Foto copyright Rufus Didwiszus for Aarhus Teater.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment

Comment

Det Springende punkt på Teatret ved Sorte Hest

image

Det ikke fordi teaterprogrammet er uforståeligt eller jeg er uenig med betragtningerne, men min oplevelse var blot en anden end den deri beskrevet. For jeg iagttog et menneske hvis indre og ydre verden kæmpede en desperat kamp for at finde nok kontaktflader hvorpå samhørigheden succesfuldt kunne formidles til andre. Hvorved det springende punkt bliver til en nidkære kortlægning af virkeligheden, som så samtidig medfører individets klarsyn forvilder sig ud i vanvid. Dette dramastykke udstiller altså efter min mening hvorledes vores virkelighed skabes med og af ord og hvor let vi kan miste os selv hvis sammenhængen mellem de to forrykkes. De metaforiske betydninger for stykkets titel underbygger ligeledes alle mulige sigende fortolkninger af handlingen, men uanset om du ser hovedpersonens som sammenkoblingen mellem to kommunikationslinjer eller blot opfatter hendes ordvandfald som det der afgrænser den virkelighed vi præsenteres for i stykket, så er du i godt selskab med Karen-Lise Mynster skuespil og Inger Christensen digte.

Skuespilleren der klæder ethvert stykke

Hun mestrer alle facetter af gerningen skuespil og synger så du tror hun aldrig har lavet andet. Det er svært ikke at blive betaget af rollerne hun spiller og derved helt glemme mennesket bag præstationerne. Jeg har aldrig vekslet ord med hende og vi har ej heller delt dem på skrift, så jeg har ingen ide om hvorledes hun måtte være som privatperson. Jeg kan derfor kun gisne om prisen hun betaler for at være så medrivende, overbevisende og virkelig i hver eneste rolle. For her er en kvinde der giver dig indtrykket at hun aldrig har været en anden end lige netop den karakter der står foran dig nu, hvilket er sandt uanset hvilket stykke du skulle se hende i.

clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005

Mine fem kloakdæksler gives til dels for de vellykkede projektioner, den simple men geiale scenografi og for digteren Inger Christensens mange veltænkte ord, men det hele får kun liv takket være Karen-Lise, som da også er den direkte årsag til mine mange lovprisninger af stykket. For selv om den otte dage lange skabelsesberetning er fyldt med humor, vanvid og finurlige iagttagelser, så er det mennesket som siger ordene der tryllebinder dig. Har du ikke mod på selverkendelse eller hader du blot den sproglige vending så skal du ikke kikke forbi intim scenen her, mens alle vi andre, der blot savner dramatik med noget til både hjerte og hoved ikke behøver at lede ængere.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Stykket blev oplevet på

Teatret ved Sorte Hest

torsdag den 26/9. Du kan opleve selvsamme her til den 2. november. På scenen er Karen-Lise Mynster, mens ordene fandt deres udgangspunkt ved digteren Inger Christensen. Den vellykkede scenografi er skabt af Camilla Bjørnvad, mens Henritte Groth er komponisten der understøtter Karen med musik. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette

RSS feed

, eller følge med via

facebook

. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via

Twitter

. De med nokia telefoner har deres app

her

. FOTO: MAIKEN NORUP.

Comment

Comment

København – Sange fra storbyen af Rolf Heim

image
Hvis du har rod og hjemstavn i den danske hovedstad vil denne teaterkoncert sikkert føles som et varmt og trygt knus fra en gammel ven, men hvis du ikke tillægger byen nogen emotionel værdi bliver det hele til tider lidt for harmløst, tandløst og ligegyldigt. Til gengæld har Rolf Heim formået at indpakke hovedstadsnostalgien med tilpas charme, varme og inderlighed til du ikke går galt i byen hvis du svinger for Nørrebro Teateret for en hyggelig aften med sang.

Bor i en landsby inde i en storby, hvor du kan få en kebab-ret der slår alt andet, du har smagt.
Jeg er en af de lokale, lige der hvor jeg bor.
(Raske Penge)
image
Teaterkoncerten om Danmarks største by spiller vellykket på den menneskelige genkendelse i sangenes skæbnehistorier. Så uanset om du genkender Anne Linnets ord, Poul Henningsen sang eller John Mogensens verdensbillede, så vil du forstå hvordan livet som hjemløs, enlig mor, melankolsk eneboere, ung og gammel udgør grundstenene i enhver storby.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005clip_image005[1]Kærlighedserklæringen til København synges, udspilles og leveres med stor indlevelse og medfølelse, men det bliver aldrig farligt, råt eller meningsfuldt. Til gengæld svinger det på enkelte numre så originalen glemmes, og skuespillerne formår gennem hele forestillingen at holde stemningen. De fire kloakdæksler gives for de momenter hvor komikken får kant og så for Tom Jensens vellykkede udgave af Manden på Risten, Jannie Faurschous morsomme version af nordvesthyldesten Bor Her og gruppens enestående favntag med Szhirleys sang Gammel Kongevej. Som altid, var det en fornøjelse at opleve Cecilie Stenspil synge, spille og brænde igennem på scenen, men jeg var ikke begejstret for hendes version af Sys Bjerre Malene. Ligeledes brød jeg mig ikke om stykkets fortolkning af Dan Turélls ord i sangen Gennem Byen Sidste Gang der kommer til at fremstår som forceret nostalgi.

Af Thor Kristjan Kidmose.


MEDVIRKENDE: Cecilie Stenspil, Laus Høybye, Trine Pallesen, Tom Jensen og Jannie Faurschou. Instruktion: Rolf Heim. Musikalsk ledelse: Niels Søren Hansen. Musikalsk arrangement: Niels Søren Hansen og Anders W. Birk. Scenografi: Sisse Gerd Jørgensen. Medvirkende: Cecilie Stenspil, Laus Høybye, Tom Jensen, Trine Pallesen og Jannie Faurschou. Musikere: Anders W. Birk (kapelmester), Anna Brønsted, Tom Bilde og Bent Clausen. Musik af bl.a. Raske Penge, Love Shop, Anne Linnet, Szhirley og Rasmus Nøhr.Foto: Miklos Szabo.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

Akut Cabaret–“En Tvangsauktion” på Cafe Liva

image
Nu hvor krisen er kommet lidt på afstand og mådehold igen er blevet hverdag rundt omkring de danske kaffeborde så virker Anne Dorte Michelsens kabaret Akut – En Tvangsauktion ligefrem helt hyggelig og harmløs. For når først et national trauma er behandlet, pensionsmidlerne er forsvundet, firmaerne er gået fallit og bankerne  igen er tilbage i rollen som snyltere på samfundet, så både kender og forstår vi danskere verden igen..

Det er muligt at melodierne virker velkendte og faconen rendyrket Anne Dorte, men teksterne er alle håndlavede nyskabelser i forbindelse med denne forestilling. Sangrollerne skifter mellem de fire men det er dog tydeligt at Anne Vester Høyer og Ditte Ylva Olsen roller er at charmerer os, mens Martine Madsen står for musikken og Anne Dorte Michelsen de ironiske pointer.

Samspillet fungerer fint, levering var til tider perfekt og især indledningsnummeret Lose Lose var medrivende. De underspillede jokes og krøllede pointer faldt i min smag. Kønsakten omtalt som kødtetris er selvfølgelig lidt direkte, men det fungerer, når det leveres af to verdensfjerne overklassemænd. Den velkendte ”Oh – Denmark! Do you then know Jens?” situation blev her med succes drejet således Anne Dorte fik skudt et TV2 hit i skoene, grundet hendes Århusianske tilhørsforhold. Dittes lille boligboble blev leveret med så æggende charme at du næsten tilgav den alt ondt. Men ellers skulle morskaben findes i de let sarkastiske og altid ironiske sangtekster. Hvor vores begrebsverden fra før finanskrisen blev kritiseret og udstillet som tanketom dumheder (ikke at vores nuværende stadie blev rost).
image

clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005clip_image005[1]Det er sjældent at kombinationen af sang, humor og fællesklap fungerer for mig, men det var vitterlig både hyggeligt og underholdende at opleve disse fire kvinders gemytlige hudfletning af finanskrisens konsekvenser og omfang på Cafe Liva denne mandag aften. Emnet kan ganske give ikke længere forarge eller forvirre folk for selvfølgelig vil en økonomi der er baseret på hvor svært det er at finde en sten (Guld) til tider oplever store udsving i både tillid og formåen. Det ændrer dog ikke på rigtigheden i kritikpunkterne ved bankverden, vores eget overforbrug og de borgerlige politikers manglende økonomiske forståelse. De fire kloakdæksler gives for stilen, de sange der fungerede og stemningen gennem hele aftenen. Den driftsikker underholdning til trods så havde jeg gerne set Anne Dortes drømmende sang om livet på månedsløn have flere kanter, Annes kærlighedserklring til omfartsvejen have mere substans og angrebet på Danske Bank mere bid. Til gengæld kan du trygt søge Cafe Liva for gennemtænkte finanspointer leveret indpakket i sang og charme.

Af Thor Kristjan Kidmose.


Showet blev overværet på Cafe Liva d. 16/9. Du kan se selvsamme her frem til den 5. oktober. Fotocopyright tilfalder Cafe Liva. Af og med Anne Dorte Michelsen – assisteret af Anne Vester Høyer, Ditte Ylva Olsen & Martine Madsen. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her

Comment

Comment

Hotel Nelson af Thomas Levin på Teater Grob

image
Det er allerede længe siden jeg så denne folkekomedie som så tydeligt ramte rent omkring mig, men ikke just ramte mig. Sådan noget sker, især med komik, men der er alligevel enkelte strukturelle ting i Hotel Nelson som ikke fungerede, upåagtet ens humoristiske smag. Inden du vrissende skærer tænder og fordømmer denne anmelder, så kan jeg berolige dig med, at vi havner på hele tre kloakdæksler, du ved, middelmådighedens kendetegn. Der dog forsat kræver en masse ting skal fungerer og sidde lige i skabet før den tildeles som vurdering.
image
Det jeg ikke kunne lide var de forudsigelige elementer, de overspillede hverdagsdramaer som alverdens danske spillefilm allerede flyder over med i det uendelige, det gammelkloge barn der ganske givet fungerer på skrift, men altså ikke på scenegulvet, samt replikskiftene der sjældent kom til at virke som samtaler uanset hvem der talte.
image
Til gengæld er der ingen tvivl om at denne forestilling vil underholde, betage og glæde målgruppen. Hvilket antages at være den købedygtige halvdel af kultursegmentet i København der både holder politikken og ser fredagsunderholdning. Denne anmeldelse vil utvivlsomt afslører mere om mine præferencer end om stykkets kvaliteter, det er dog tilfældet med alle tekststykker en anmelder spytter på gaden (alt andet kaldes reklame). På Hotel Nelson æltes komikken ind i hver eneste drama gæsterne har bragt med sig hjemmefra, når de forskellige problemstillinger støder sammen opstår det absurde og forviklingerne står i kø. Afrika som livets vugge fungerer som metafor gennem hele forestillingen men danner kun en tynd ramme omkring historien. Der ganske banalt blot er en dansk folkekomedie afviklet under eksotiske himmelstrøg. Som altid med manuskripter af Thomas Levin bindes sløjferne pænt og intet overlades til din fantasi. Fremdriften sikres ved at lade små hverdagskonflikter løbe af sporet, men desværre kommer det hele til at fremstå ganske harmløst, tilforladeligt og til tider ligegyldigt.
image

clip_image002clip_image004clip_image004[1]clip_image006clip_image006[1]clip_image006[2]Denne gang er det især hotel scenografien jeg er vild med. Skabt af MAAM (Marianne Nilsson & Anne Mette Drivsholm). Her tilbydes du både indsigt og oplevelse på vej hen til din plads på publikumsrækkerne, mens stykket får rigelig med plads til at udfolde og afvikle forskellige grene af handlingen uden overblikket mistes. Det andet kloakdæksel gives for Jotham Annans positive udgave af hotelværten Basil fra Halløj på badehotellet. Han har din sympati med det samme og din forståelse gennem hele stykket. Men modsat Basil imploderer eller eksploderer han aldrig uanset hvor idiotisk, krævende og umulige gæsterne måtte være. Han er det rolige centrum i den kaotiske verden omkring ham. Det tredje dæksel gives for Kirsten Peuliches evne til at fremvise kvindelig skrøbelighed så det fremstår ægte i alt det forlorne omkring hende.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Medvirkende: Henrik Prip, Helle Dolleris, Kirsten Peuliche, Ole Boisen, Mette K. Madsen, Helmer Solberg& Jotham Annan (UK). Manuskript: Thomas Levin. Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul. Scenografi: MAAM - Marianne Nilsson& Anne Mette Drivsholm. Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen. Lyddesign: Emil Assing Høyer. Fotocopyright Christian Geisnæs. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

Drengen der lå i sin seng mens hans far og Damefrisøren så på af Kim Fupz Aakeson på Anemone Teatret

image
Det er allerede tre år siden at moderen døde, men Werner er ikke villig til at give afkald på mindet og kærligheden uden en kamp. Derfor ignoreres faderens nye kæreste, der ikke blot laver klam fed mad der smager af peber, men også stjæler barndommens trygger rammer væk fra Werner. Heldigvis har Werner fundet ud af at moderen møder ham i drømmeland hver eneste nat. Men søvn som genvej til moderens trygge favn viser sig at indeholde nogle problemer.

Vi følger afviklingen af en familiehverdags velkendte  rutiner som den opleves fra et barns synspunkt. Dvs. der er travlt om morgnen og aftenen er fyldt med lovprisning af mad. Mens dagstimerne henslæbes i en offentlig institution. Du tales til men ikke med. De voksne drikker vin men ønsker ikke dit selskab. Du er en funktion af familielivet, ikke omdrejningspunktet, du bør spise op, sige tak og gå i seng når det er tid. Alt andet er et besværligt barn.
image
Sceneudtrykket er bygget op i lag således det via videoprojektioner er let at omstille fra den fysiske verden til drømmeverden. Det fungerer for det meste rigtig godt og enkelte animationer er virkelige gode. Jeg var dog ikke så glad for besøget på stranden. Indarbejdelse af musik forløber virkelig godt gennem hele forestillingen og fungerer som styrkemarkør for skiftene mellem fantasi og virkelighed.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005De konflikter der antydes mellem barnet og faderens nye kæreste vil sikkert vække genklang ved flere skilsmissebørn, mens den poetiske afslutning på stykket utvivlsomt vil gå forbi de yngste blandt publikum. For selvom vi voksne sagtens kan forstå døden som en anden tilstand af livet, og kan lege med de filosofiske spørgsmål om hvad der er virkeligt og hvad der er indbildt uden nødvendigvis at miste vores fodfæste, så tvivler jeg altså gevaldigt på at små børn besidder denne form for abstraktionsevne. Hvilket sikkert er den direkte årsag til at skaberne af Drengen der lå i sin seng mens hans far og Damefrisøren så på ikke beskæftiger sig synderlig meget med disse størrelser, men i stedet sender drengen til drømmeland i jagten på moderens selskab. Derved bliver fantasiens verden til en fysisk størrelse børn kan forstå, til et sted hvor man kan møde de man savner, de man længes efter, hvor minder for livet også kan skabes. Indpakket i musik og uskyldig leg bliver budskabet om at vi alle en dag skal dø formidlet nænsomt og tydeligt til stykkets målgruppe. En smertefuld erkendelsesproces vi alle har været igennem. Den dag døden bliver til noget virkeligt i vores begrebsverden er den selvsamme vi erkender at de vi har kært også kan dø (det er dog først i teenageårene denne visdom fører vores uudviklede hjerner til åbenbaringen at vi ikke selv er udødelige størrelser). De fire kloakdæksler gives for budskabet, musikken og Ernesto Carbones fortolkning af en dreng i sorg.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overvære på Anemone Teatret d. 14 september. Du kan se selvsamme stykke her frem til den 20 oktober. Stykket er dramatiseret af Lisbet Lipschitz og Albert Nielsen. Albert har også instrueret og iscenesat det. På scenen er Lisbet Lipsschitz, Lars Hjøllund og Ernesto Carbone. Samt musikeren Kristoffer Rosing-Schow. Jacob Stage har stået for koreografien. Film og video desig: Liselotte Justesen. Lysdesign: Kasper Stounborg. Kostumer: Bolette Binflis. Masker og dukke: Lisbet Lipschitz (jeg fandt hendes masker temmelig skræmmende, især frisørmasken og aben). Baseret på en bog af Kim Fupz Aakesons. Foto copyright Sara Skytte. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

SANGE FRA EN FRIBYTTER - TOM KRISTENSEN DIGTE ved Jesper Lohmann på Teater V

image
Den danske mellemkrigstids storbyspoet Tom Kristensen danner både ramme og indhold for Jesper Lohmanns musikalske forestilling Sange Fra En Fribytter. Hvor vi i ord og sang forfølger livets meningsfulde og meningsløse sideveje til jazzede toner ved pianisten Bjarne Sahl og bassisten Eva Malling. Det ene nummer tager det andet og da forandringer i sceneudtrykket er minimale er det let at fortabe sig i de fordrukne spørgsmål der flyder fra Lohmanns mund, men på intet tidspunkt taber han forbindelsen til publikum.

”Hvem har ikke i sit stille sind ”længtes mod skibskatastrofer – mod hærværk og pludselig død?” – eller i ubevogtede øjeblikke ønsket at hengive sig til ”druk, hor og evig jazz – jeg har!” Jesper Lohmann.

Gennem hele forestillingen befinder vi os konstant i spændingsfeltet mellem livslede og livsnydelse, som kendetegner meget kunstnerisk udfoldelse fra brydningsperioden efter første verdenskrig. Hvor den kendte verdens værdier pludselig forsvandt og den ukendte fremtid virkede så skræmmende og fremmedartet, at mange søgte svarene på det meningsløse i alkoholens sikre favntag, andre igen forvildede sig ud i psykoanalytiske redegørelser på hvorledes alt det man tidligere tillagde nogen værdi havde vist sig at være falskt, mens verdensreligionerne slugte de sidste fortabte sjæle.
image
Hvilket ganske givet er årsagen til at de tomme ølkasser hober sig op omkring skuespilleren på scenen, for Tom Kristensen fandt ikke de rationelle svar på verdensforandringerne og søgte ej heller ly ved Gud. I stedet svøbte han tvivlen i alkoholprocenter og roste det sanselige ved at opleve verden gennem værdiforladte øjne, mærke smerten på egen krop og ikke bekymre sig om meningen med det hele.

Det fordrukne skuespil er til sidst så overbevisende at det kun er Jespers klare stemme der overbeviser dig om at han er i fuld kontrol. Uanset om du genkender de rytmiske rim, sange og poetiske tanker fra Tom Kristensens forfatterskab eller aldrig har læst Fribytterdrømme (1920) så vil sanseligheden bag digterens beskrivelser gribe dig før det hele er slut.

clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005clip_image005[1]Mine fire kloakdæksler gives for kærlighedserklæringerne til de danske værtshuse, jazzen og de eftertænksomme opråb fra scenegulvet til os alle om at liv skal leves ikke blot fordrives. Hvis det så kræver alkohol at give slip på frygten, eller blot for at leve med den, så må det være sådan. Den musikalske lydkulisse musikerne Bjarne og Eva skaber omkring Jesper fremstår som en bastant tryg vugge hvorfra ordene udbryder og rammer publikum. Uanset om visdommen søges i højt tempo, eller i nedslået rytmik så fungerer stemmen med musikken, hvilket er den direkte årsag til du skal tage ind og opleve Sange Fra En Fribytter.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet ved Teater V, fredag d. 6/9. Du kan se selv samme forestilling her frem til den 15/9. 
Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her. Fotocopyright er ukendt men tilskrives Jesper Lohmann.

Comment

Comment

Museets Historie Om Familien af Tomas Lagermand Lundme

image

I den halve time forestillingen varer bliver begrebet familien dekonstrueret således genskabelsen af samme kommer til at fremstå som en allegori. For selvom enheden i museumsverdens virkelighed består af en mand, en kvinde, et barn og en hund, så tvinges vi undervejs til at erkende at verdenen er fyldt med alternative konstruktioner der både er mere virkelige og ægte end den vi præsenteres for i museets mange rum.

Dette stykke rejser altså både spørgsmål omkring hvorledes vi får formidlet vores egen virkelighed, fortid og hvordan vi forstår selvsamme. Hvilket er vanvittig interessant, komplekst og uhyggelig banalt på samme tid. For den virkelighed vi som samfund vælger at gemme på museumshylderne er netop et produkt af hvad vi levende nu engang kan enes om er virkeligt. Vi ved alle at det ikke er hele billedet, sandheden eller synderlig retvisende for den sags skyld. Det er blot hvad det brede flertal kan og ønsker at genkende af virkeligheden omkring dem selv. Da vi alle konstruerer vores minder, selvopfattelse og fremtid er det altså blot et spørgsmål om hvilken konstruktion der skal bevares for eftertiden. Når du hører ordet familie har du ganske givet en konceptuel forståelse af begrebets betydning der både trækker på din egen barndom, livssituation og så den fortolkning du præsenteres for i medierne/skolen/litteraturen/kunsten/lovgivningen med mere. Hvilket former dit syn på hvorledes lige netop dette koncept skal formidles til eftertidens danskere. Det er i hvert fald den erkendelse dette teaterstykket arbejder med og sigter mod i deres fortælling om familien.

”Historien siger, at det var her, de boede. Lige her. De sov i et telt. Eller de sov mellem træerne. De havde soveposer, de brugte om vinteren. Om sommeren sov de bare, hvor de faldt søvn. Mellem blade og bregner. Man ved ikke, hvad de hed. Og der er også folk, der siger, at de ikke hed noget. Overhovedet. Man ved heller ikke om de havde børn. Men en kat havde de. Og en hund, der lignede en ulv. Det var ulven, der fortalte mig det. Om dem. At de havde været her. Man sagde, at de var fra Belgien. Men hun havde også familie øst for Vejle”.

image

Jeg har en svaghed for skuespilleren Johannes Lilleøre som jeg gerne så i alverdens danske forestillinger og spillefilm. Her er en skuespiller der både mestrer komik, inderlighed, skrøbelighed og samtidig på et øjeblik kan skifte til rollen som indestængt psykopat. Vi får dog ikke det fulde spektrum at se i Museets Historie Om Familien hvor han spiller patriarken der famler efter fortidens magtfulde position som familieoverhovedet. Birgitte Prins udfylder handlekraftigt rollen som kvinden og museets stemme, mens Casper Sloth er hunden Arne og familiens lidt oversete søn. Samspillet mellem de tre er velfungerede og jeg havde gerne set dem forvilde sig endnu længere ind i historien om den helt almindelige familie.

clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005

Denne lille filosofiske klods af en gratis forestilling fungerer ganske fint, men den kræver mere af publikum end jeg tror, er retfærdigt, hvorfor vi kun havner på fire kloakdæksler. De gives for morskaben, de teoretiske tanker og spørgsmål der rejses. Historien afvikles i lag alt imens vi skyndsomt føres gennem hele museet. Enkelte sekvenser kræver både din fulde opmærksomhed og teoretiske forståelse for emnet, mens andre er lette og underholdende, for heldigvis har Tomas Lagermand Lundme skabt det således ingen tabes i lang tid af gangen og instruktør Erik Pold får os alle sikkert i mål igen. Denne gratis oplevelse kan indtages flere gange i løbet af september, tager ingen tid og kræver ganske få skridt, men pointerne vil forfølge dig længe efter.

Thor Kristjan Kidmose.

Komponist: Erik S. Christoffersen. Fotocopyright Malle Madsen. For mere information: www.liminal.dkDu kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment

Comment

Gæstespillet Eksil af Teater Nordkraft på Republiques store scene

image
Unge bange mennesker med ar på sjælen vil altid udgør de lette ofre i verdens grufulde menneskejungle og hvis der først skubbes til det lave selvværd så virker lykkelige slutninger som ren fantasi. Eksil er en historie om en af disse tragiske skæbner hvis Afrikanske hverdag måske virker eksotiske for os danskere, men livsforløb vi alle genkender, du ved, pigen der blev tilovers og søgte kærligheden alle de forkerte steder, for til sidst at tanke selvtillid i posen med de euforiserende stoffer. Hende, der under den hårde skal savner kærlighed så desperat at hun er villig til at gøre alt for at opnå den. Hende, der ved, at hun lever fordi livet gør ondt og derfor ikke tillægger det megen værdi.

I denne historie hedder hun Samantha, der med sine femten år er på tærsklen mellem barn og voksen, hun er britisk statsborger og bosat i Tanzania, som yngste datter af to. Vi støder på hende da skaden allerede er sket, men katastrofen endnu ikke indtruffet. Hjemmets velkendte rammer er alt andet end hyggelige, da moderen søger svarene på bunden af flaskerne, alt imens farmand forlyster sig med tjenestefolkene. Storsøsteren har kun energi til at redde sig selv og kostskolen tilbyder ikke andet end smertefulde nederlag, massivt omsorgssvigt og hårde ord. Så da Samantha taber sit hjerte til den barske mand med de store overarme, drengede sind og kærlige komplimenter griber hun chancen i håbet om noget andet.
image
Jeg elskede den ligefremme tone, det letgenkendelige miljø og rå humor som kendetegnede bogværket Nordkraft. Forfatteren fik en masse ros, anerkendelse og et regulært kommercielt gennembrud. Desværre mistede vi al for hurtig stemmen og mennesket Jakob Ejersbo igen. Eksil er første bind i en Afrikaner trilogi som mange sikkert har læst, men som jeg oprigtigt ikke finder så bjergtagende som det første møde med forfatteren.

Teaterfortolkningen af historien er garneret med videoklip fra interviews med de mennesker som oprindeligt inspirerede Ejersbo til historien. Hvis du ikke har læst bogen eller har noget forhold til forfatteren er disse videoklip dog ganske ligegyldige. Det samme gør sig gældende for det etnografiske indslag fra Tanzania – Peter Ambrosi . Faktisk er der mange små ting gennem hele forestillingen man sagtens kunne have skåret væk da de enten ikke gav mening, hjalp historieformidlingen eller passede ind i universet. Trillebøren med klistermærket Tanzania er et sådan tiltag. De mange store skilte der er påsat forskellige elementer og et enkelt menneske er ligeledes en kilde til forundring. Men mest af alt irriteres jeg over en kæmpebamse der måske, måske ikke, symboliserer en tabt tryghed fra barndommen eller blot bruges som et symbol på den uopnåelig kærlighed!?
image
Heldigvis er der en masse vellykkede, simple og helt igennem fantastiske elementer i forestillingen også og langt de fleste er forbundet med overgreb mod Samantha. Hvorledes underviseren presser  sin hånd ind i hendes lille uskyldige mund eller hvorledes hendes krop søles til i forskellige kropsvæsker for at symbolisere det løbende misbrug. Måske er symbolikken en anelse tyk da hun kneppes af faderens trofaste støtte hen over slagtebænken, mens den lydbaserede voldtægt af Samantha er ren teatralsk perfektion.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005Verden er fyldt med disse unge sårede mennesker hvis skæbner ender så tragisk at du føler nogen burde have gjort noget, sagt noget eller stoppet dem. Deres livsforløb er så næsten forudsigeligt at det er skræmmende, men i det korte øjeblik de er blandt os, falder også du, for deres charme, selvtillid og kække facade. Du ved måske nok inderst inde at de ikke er udødelige, men alligevel fascineres du af dødsforagten og deres ukuelige trang til at slå tiden ihjel. Skildringen af lige netop denne følelse mestrede Ejersbo til perfektion og da Flyvholm også får forløst dette på scenen på allerfornemste vis kunne forestillingen sagtens have blevet til mere end en forudsigelig historie om en pige med ondt i sjæl og hjerte. De fire kloakdæksler gives for Henrik Birch der som altid er fremragende i disse dystre afstumpede manderoller, Sofia Saaby Mehlums fantastiske præstation som den unge desperado og Anele Situlweni i rollen som voldtægtsforbryderen. Meget vil være glemt år fra nu, men de tres pæstationer i denne forestilling vil utvilsomt stå krystalklart.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet ved Republique Teater d. 4 september hvor alle de med billetter kan se selvsamme frem til den 12. september. 13-29 november er der dog ledige pladser. Varighed 140 min inklusiv pause. Der er tale om en gæsteforestilling fra Teater Nordkraft. Forfatter: Jakob Ejersbo. Medvirkende: Mia Lerdam, Sofia Saaby Mehlum, Mette Kolding, Esben Smed, Henrik Birch, Jacob Ulrik Lohmann, Thomas J. Clausen, Signe Skov, Anele Situlweni, Spirit Mba. Instruktør: Mikkel Flyvholm. Scenograf: Louise Beck. Manuskript: Andreas Garfield. Komponist: Christian Skjødt. Fotocopyright: Tom Ingvardsen.
Follow Forrbugermania by this  RSS feed, or at facebook. This site is optimized for reading on mobil phones, but should you have a Nokia phone please use this App.

Comment

Comment

Udsøgt Smerte af Jacob Schokking

image

Udsøgt Smerte er en dramatisk fortolkning af Sophie Calles værk Douleur exquise der rummer en selvbiografisk fortælling om hendes første ulykkelige kærlighed. Ellen Hillingsø formidler og udlever historien som Sophie,  mens stykkets øvrige roller henholdsvis udfyldes af Solbjørg Højfeldt og Steen Stig Lommer.

Hovedhistorien er Sophies og hendes oplevelse af at blive fravalgt af en mand, modparten reduceres hurtigt til en krukket faderfigur hvis største partnerværdi er hans journalistiske meritter. De øvrige fragmenter er erindringsglimt fra den lange rejse og fremmede menneskers brudstykker af smertefulde oplevelser, der i forestillingens anden halvdel æltes ind i beretningen. Hvor den indledende fortælling om hvorledes kærlighedsaffæren startede, havde langt mere farve og pondus, så fremstod afmonteringen af samme som en kedsommelig affære. Det smertefulde tab udleves, genfortælles og udfoldes nemlig på scenen i en vedvarende cyklus der ville have fungeret litterært, men desværre falder goldt på scenegulvet.

image

For smerten er banal og erkendelsesprocessen for kvinden langsommelig, det hjælper ej heller på oplevelsen at hun påtvinger omverden hendes historie indtil den er så tyndslidt at mindet drukner i detaljer. Omvendt var det en fryd at opleve den lange togrejse fra Europa til Tokyo genfortalt og serveret med tilbagelænet overskud af hovedpersonen selv. Mindet om deling af togkupe med den russiske mand bliver hurtig til et medrivende og morsomt øjeblik hvor samspillet mellem Ellin og Stig virkelig fungerer.

Men hvor alle Sophies erindringsglimt rummer både humor, varme og selverkendelse, var dette helt fraværende i hendes udforskning af smerten. Her er det kun hendes klyngen til tabet og forholdets patetiske forløb der får smilet frem hos mig. Resten af tiden har jeg lyst til at ruske i den unge kvinde for til dels at tillægge kærlighedsaffæren nogen betydning overhovedet, men mest af alt for at påtvinge mig hendes smerte på sådan en insisterende naiv lillepige facon. Det faktum at hun for første gang oplever noget uretfærdigt og smertefuldt ophæver ikke hendes erkendelse af samme til noget epokegørende for alle andre. I stedet indrammer det blot hvor forkælet hun har været og det faktum, at hun nu påtvinger sig verden hendes smertefulde erkendelsesproces af at kærlighed kan gøre ondt, understreger at det umodne ikke blot er en fase for hende: "Jo større kærestesorg, jo større kunst" - Sophie Calle.

imageclip_image002clip_image004clip_image004[1]clip_image006

Det var altså ikke en succesfuld oplevelse denne eftermiddag ved Husets Teater, godt nok var både Ellen Hillingsø på scenen og de grafiske elementer skabt ved Spild af Tid, men balancen mellem det elektroniske og organiske blev aldrig rigtig  fundet på scenen. Forventninger var ellers pakket og humøret højt da jeg havde været så forudseende at snuse til forestillingen ved en tidlig sommer reading, men alt det der virkede så lovende og kækt i sommervarmen fremstod nu underlig ufærdigt. Det stramme scenografiske udtryk havde endda enkelte uheldige ideer undervejs og få uigennemtænkte videosekvenser hjalp ej heller på helhedsindtrykket, men det var dog lydbilledet der irriterede mig mest. Til tider konkurrerede det med stemmerne, andre gange druknede det blot min koncentration, men for det meste hev de mine tanker over til musikversionerne af Dan Turells Jeg Skulle Have Været Taxachauffører og Jeg holder af hverdage grundetde asynkrone bobler af elektroniske klanglyde. De tre kloakdæksler gives hovedsagligt for det vanvittige flotte og dragende teaterprogram, den første halvdel (før smerten) og så de få vellykkede beretningsfragmenter der blev indflettet i selve hovedhistorien. Det visuelle fungerede også bedst i første del og havde man ramt de rigtige byer til opremsningen ville indledningen efter min mening havde været perfekt visuelt. Det er selvfølgelig ikke en naturlov at teatre skal ramme rent hver eneste gang eller alt vil falde i ens smag, men derfor gør det alligevel lidt ondt når oplevelsen ikke modsvarer ens positive forventninger.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Stykket blev overværet d.24. august ved Husets Teater hvor du kan se selv samme frem til den 28. september. Hvorefter du kan opleve stykket Teatret Svalegangen i Århus. De medvirkende: ELLEN HILLINGSØ, SOLBJØRG HØJFELDT, STEEN STIG LOMMER. instruktør og scenograf: JACOB F. SCHOKKING. Musiker og komponist: THOMAS STRØNEN. Videodesign og grafik: SPILD AF TID v/ Jakob Thorbek. Fotocopyright Thomas Petri.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment