Viewing entries in
"Thor Kristjan Kidmose"

Comment

Tribute to short films–A selection by me

image
The definitions are all very sketchy and so far moviemakers around the globe only agree upon the fact a short film is anything that isn’t long enough to be considered a feature film. How ever for most people it is any movie shorter than 40 minutes. Styles, genre and artistic variations don’t come in to play. So you might think it is an animated movie, commercial, music video, documentary or just a video entry on an personal blog you’re watching but in fact it’s a short movie. So please bare this in mind when scrolling and viewing this selection. I have been a critic of films for so many years that I too dread the mainstream, the mass produced American inspired or created blockbusters, but not for so long that I have forgotten my love for the stories. For me it is always a thrill when a short movie masters everything I hold dear. From the clear structure over the usage of simple but effective effects to when silent conversations or unspoken words fill the soundtrack in such a way you wish all movies were made like this. Sometimes it is just magic, the crazy ideas or the one pure brilliant idea that makes all the difference. So if you never been attending movie festivals dedicated short films, or seen anything but drunken teenagers on YouTube this collection is for you.

By Thor Kristjan Kidmose.

Ps loads of great short film cans not be shared on a blog others cannot be found online. Due to anything, from copyright registrations to pure misunderstandingof the point behind sharing. Foto copyright Forbrugermania.

//player.vimeo.com/video/35037314?title=0&byline=0&portrait=0

NOTHING SPECIAL - Short Film from Helena Brooks on Vimeo.

//player.vimeo.com/video/62317984

"Side Effected" Short Film from Lev Pakman on Vimeo.

//player.vimeo.com/video/97122568

Edmond was a donkey from Franck Dion on Vimeo.
//player.vimeo.com/video/90049558?byline=0&badge=0&color=ffffff

Prospect (Short Film) from Shep Films on Vimeo.

//player.vimeo.com/video/62906709

The Strange Death of Harry Stanley from Jeremiah Quinn on Vimeo.

//player.vimeo.com/video/7563705

The Laundromat | Short Film from Timothy Melville on Vimeo.

//player.vimeo.com/video/46145750?color=d9ca6a

PLAY HOUSE - A short film by Brandon LaGanke from GHOST+COW FILMS on Vimeo.

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=5Qx5hf1zLmk]

Girl and Robot from Animwork on Youtube.

Comment

Comment

Fra Teatersædet–Nr. 7.<

Det er ikke altid retfærdigt eller logisk når vurderinger regner ned over et teaterstykke, til gengæld er det sandt, at succes vitterlig ikke kan planlægges. Denne omgang af ” Fra Teatersædet” rummer anmeldelser af teaterstykker som alle havde fragmenter af ren magi, perfekte rammer og gennemtænkte ideer. Men alligevel druknede de i ligegyldigheder og for mange gode intentioner. Hvorfor jeg sært nok havner med en serie vidt forskellige oplevelser der alle får fire kloakdæksler kastet efter sig. Der er dog ikke et stykke jeg ville have undværet, mens der omvendt er en masse jeg gerne havde set klippet fra hver af de kunstneriske udfoldelser på scenegulvet. Jeg var omkring improvisations dans, religiøst dukketeater, byvandring med improvisations ordrim som højdepunktet, sydkoreansk overskudskoncert tilsat færøske sange.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Foto copyright Forbrugermania.

image

Mellemrum Weekend 3 af Kitt Johnson X-act

Den sidste runde af byvandringsteateret Mellemrum blev afviklet i timerne op til midnat en søndag aften og som så ofte før var vejret godt, lokationerne perfekte og guiderne velforberedte. Hvorfor  det som var altid en fornøjelse at vandre rundt på Kittts skattejagt for voksne gennem endnu et udsnit af Sydhavn. Hvor haveforeninger talrige, havnefronten domineret af kapitalstærke brands mens arbejderboligerne fylder resten. Denne runde havde desværre endnu mere abstrakt teater end jeg orkede at afkode og de fysiske godbidder var denne gang blot en lidt for skarp snaps. Men så var det et held at Per Vers var aftenens afsluttende glansnummer for pludselig var Zlatkos knudrede hyldest til livet glemt og irritationen over The Mob show fordampet. For da først ordrimene væltede rundt mellem de udtjente støddæmpere, nedslidte alufælge og let bulede kølerhjelme var lykken gjort og humøret igen højt. De fire kloakdæksler gives der udover for gåturen, det fantastiske og helt ufattelig smagsløse selskabslokale som vi fandt der i det skumle industrikvarter, de søde små detaljer deriblandt den geniale idé med Distortion bussen. Jeg håber at vi ses igen om to år, men skulle det ikke ske, så værdsættter jeg for altid de magiske øjeblikke som hver eneste runde med Mellemrum  vitterlig giver mig. 
- Du kan læse mere herfoto copyright tilfalder Per Morten Abrahamsen.

image

PLUM WINE, HIGHWAY, LEMON 2014 - En rejse i efterlivet  af Mute Comp.

Det var ikke fordi kapellet er sjældent brugt eller kirkegården er lukket af for offentligheden som sådan, men det var alligevel første med Mute Comp sommeropsætning jeg fandt vej til begge dele. Forventninger var selvfølgelig knusende store allerede inden den majestætiske have kunne skimtes i horisonten og ti minutter inde i dansesekvensen tog jeg mig selv i at tænke hvor fantastisk nyskabende, underholdende og helt igennem forrygende det hele var. Men så….blev vi ved! I 90 minutter eller så. I et vanvids orgie af energiudfoldelse og kampsport omsat til dansetrin. Den ledsagende musik bølgede frem og tilbage altimens danserne skiftevis kastede sig ud i vilde sekvenser, solodans, fysiske kampe og udfordrende bevægelser. Desværre druknede hele udtrykket i denne monotoni du ellers kun støder på i moderne actionfilm hvor slutsekvenserne altid er 35-45 minutter sanseløs vold mellem de gode helte og de onde skurke. Men det ramte mig slet ikke og havde der været regulære ryglæn havde jeg utvivlsomt fundet søvnens trygge favn der midt i vanviddet. Hvor absurd det end må lyde og i hvert fald have set ud. De fire kloakdæksler gives for åbningssalmen med de dertilhørende halefinneklappende robotfisk, de sydkoreanske musikere og deres for mig nyskabende lydbillede, samt den helt forrygende introsekvens på dansegulvet.

- Du kan læse mere herfoto copyright Jacob Stage.

image

TESTAMENTET af Rolf Heim på Bådteateret.

Der findes ganske givet et hav af dukkemagere i Verden men for mig er der ingen så dygtig til at bruge dukkerne  som Rolf Heim. Med tilsyneladende få virkemidler skabes liv ud af enhver folde og enkelte masker er mere livagtige end din sidemand i teateret. Udtrykket er ofte lidt dystert og det er sjældent de positive sider af menneskeheden der afdækkes på scenegulvet når Heim er ophavsmanden. Hvilket også var tilfældet med denne omgang bibelfortolkning i form af stykket Testamentet, med genesis som ramme fik vi et kik ind i vores sjæl. Der var mange virkelige gode dukker, men lige så uskyldig som dyrene blev afbilledet lige så grumme var menneskene i dukkeform. Hvis du aldrig har nærstuderet biblen eller fulgt synderlig godt med i noget som helst vil du måske misse at det er arvesynd og ikke livets begyndelse der afsøges på scenegulvet. De fire kloakdæksler gives for lyssætning, dukker, introsekvensen, Laura Müller og så dukkefremvisningen af køllevåbnets opdagelse. 
- Du kan læse mere om stykket her, foto copyright Miklos Szabo.

Comment

Comment

Furesø - As I see her! Part one

Været bosat i Farum on and off siden 2008. Det er mit lokale kvarter. Det er forstad. Det er natur. Det er en by med historie og selvtillid. Du kender den måske for fodbold, Venstre politik, arkitektur, skov eller noget helt andet. For mig er det et perfekt miks af alt det jeg har kært. Storbysbeton, street art, gastronomi, fuglesang og skov. Her bor jeg. Her har jeg hjemme. Herfra går min verden. Som den gamle sang lyder. Disse fotofragmenter er alle taget af mig. Alle med mobiltelefoner. Alle billeder har en historie, årsag og flere har endda en tanke bag. Hvis du også kan få glæde af billederne bliver jeg selvfølgelig glad. Ellers er de blot tænkt som hjælp til din forståelse af mit kvarter.

Af Thor Kristjan Kidmose.

"Lad mig sige dig noget om mit kvarter.
Jeg kalder det for mit, fordi det er mig der bor her.
Men for nogen, så er mit noget mere.
Det er dem der selv siger, det er dem der regerer."

- RASKE PENGE - BOR HER


 

Fotocopyright Forbrugermania. Foto er taget med Sony Experia, Samsung S4, Nokia Xpress, Nokia Lumia 520. Diverse foto apps er brugt men alle ud fra devisen pointNshoot.

Comment

Comment

FRA FILMHYLDEN – NR. 2

Der findes selvfølgelig ringere måder at starte ugen på end at kaste sig over endnu en omgang med X-men efterfulgt af en gammeldagswestern med Mads Mikkelsen i hovedrollen, men det var nu alligevel lidt skuffende! Hvilket ganske givet er en kombination af forventninger, erfaringer og min alder. Udover de to pressevisninger har jeg også pløjet gennem en serie af de tilsendte DVDskiver og er derfor nu klar med endnu en omgang ”

Fra Filmhylden

”.

Hunger Games Catching Fire

af Francis Lawrence (DVD)

Det er muligt der vitterlig er mennesker der både lider og dør af sult I denne serie, men vi hverken ser eller fornemmer det i filmene. Hvilket efter min mening ødelægger mangt og meget i forståelsen af det udemokratiske styre de tretten distrikter lider under.  Den anden omgang af det dødens farlige spil udgør både rammen og scenen for historien. For de magtkamp der udspilles mellem deltagerne i den store kuppel mere end afspejler verden udenfor, hvor oprør ulmer, alliancer brydes og afvigere straffes.  Jennifer Lawrence er endnu engang den modvillige heltinde Katniss Everdeen, men modsat så mange andre roller i hendes karriere er denne todimensionelle karakter ikke seværdig. De tre kloakdæksler gives for gruppedynamikken mellem spillerne og Woody Harrelson som Haymitch Abernathy. Hvis du har læst bøgerne vil du utvivlsomt nyde filmene og selv fylde hullerne ud. Hvis du omvendt har set Battle Royal eller blot elsker Donald Sutherland som skuespiller bør du springe for udgivelsen her. 

Fotocopyright

Nordisk Film.

Varighed 146 min.

Hannibal – Sæson 1

af Bryan Fuller (DVD)

Titlen indikere hovedpersonen er psykopaten med hang til menneskekød, men det er dog FBI agenten Will Graham (Hugh Dancy) der udgør omdrejningspunktet i den første sæson. De første tretten afsnit ligner henholdsvis dystre fraklip fra nogle Kvik køkken reklamer, kombineret med de stille scener fra serien

The Killing og

krydret med scenografien fra

DollHouse

. Mads Mikkelsen er vitterlig ganske dragende som Hannibal, mens Laurence Fishburne er en tyk skuffelse. Jeg er vild med ideen om at hvert afsnitstitel er en fransk gastronomisk perle. Enkelte af afsnit gnistrer af ondskab, magtkampe og psykologisk manipulation.  Der er mange flotte mord, endnu flere løse ender og en lidt sær gæsteoptræden af komikeren Eddie Izzard. Hannibal er professionel TV underholdning af den morbide slags, men det er tydeligt budgettet hælder mere til faste studiekulisser end drama under åben himmel. De tre kloakdæksler gives for alle de vellykkede mordscener, Wills udvikling og de surealistiske momenter. Mens de manglende dæksler skyldes den vage kobling til Hannibal Lecter, selvmodsigelserne og de øjeblikke hvor der går Twin Peaks i persongalleriet.

Fotocopyright

Nordisk Film

The Salvation

af Kristian Levring (Biograf)

Denne klichefyldte danske western er hverken gumpetung, spændende eller direkte spild af tid. Til gengæld er den overlæsset med scener, dialogbrudstykker og magtkampe lånt fra andre film i sådan en grad at du hele tiden har følelsen af at have set

The Salvation

før. Men selv om brudstykker er hentet fra John Wayn skattekisten, slutscenen ligner noget fra

Giant

(1956), heltens værdier ganske givet er fundet i Clint Eastwoords

Unforgiven

(1992) og magtkampene ligner de vi kender fra

Vestens hårde halse

(1968) så er der vitterlig tale om en omgang selvstændig genrefiktion. Vores helte er to danske brødre Jon og Peter der efter nederlaget i 1864 vælger at udskifte soldaterlivet med tjansen som cowboys i det vilde vesten. Vi støder til historien da Jons hustru og unge søn endelig ankommer til de golde ødemarker, men familielivet bliver en kort fornøjelse og gennem resten af filmen søger Jon at hævne sig på de der gjorde ham til barnløs enkemand. Skurken Delarue (Jeffrey Dean Lorgan) lider ikke under moralske skrupler og dårlig samvittighed hvorfor din sympati straks falder med brødrene. Det store opgør afvikles professionelt og har det vanlige udfald, men desværre formår instruktøren ikke at opbygge spændingen i andre scener end den første hvorfor du aldrig bliver grebet af skudduellerne. De tre kloakdæksler gives henholdsvis for Kasper Windings arbejde som komponist, Mikael Persbrandt seje udgave af en cowboy og Eva Greens pirrende karakter som den stumme

Princes

s. Mens jeg omvendt har svært ved at tage Jeffrey Dean Morgan seriøst når flosklerne vælter ud af munden på ham og ikke helt forstår Mads Mikkelsen karakters bevæggrunde.

Fotocopyright Joe Alblas. Varighed: 91 minutter.

Kvinden I buret

af

Mikkel Nørgaard

(Stream)

Jeg havde selvfølgelig bidt mærke i både tilblivelsen af filmen og bog ophavet af Jussi Adler, men havde hverken læst de populære krimier eller set filmen i biografen før titlen pludselig stod på filmakademiets

Robert

pensum. Forventninger var derfor ikke afstemt med andet end fordomme og en generel modvilje mod Nikolaj Lie Kaas på film (som jeg omvendt elsker på et scenegulv) samt et spirende håb om den dygtige Sonja Richter ville redde noget af oplevelsen for mig. Men til min store overraskelse afvikles denne thriller både med hjerte, vid og indlevelse fra hele holdet. Det er muligt slutningen er til at gennemskue i god tid men den psykologiske spil mellem bøddel og offer fungerer rigtig fint gennem hele filmen. Kaas er fremragende som den mavesure, kyniske opdager Carl Mørck.  De fire kloakdæksler gives for hele castet, stemningen skabt af fotografen og tonemesteren samt instruktørens afvikling af historien. Det er altid en fornøjelse at se en god film og endnu mere når der er tale om en dansk en af slagsen.

Fotocopyright: Christian Geisnæs . Varighed: 96 min.

X-men: Days of future past

af Bryan Singer (Biograf)

Dette sindrige reboot af superhelte serien X-men bygger på et syndigt miks af vellykket action og så hjernedød brug af tidsrejser. Uanset om du er tilhænger af parallelle universer, ser tid som noget lineært, cirkulært eller som variationer over et tema så vil du ikke kunne acceptere denne version med god samvittighed. Fremtiden er et dystopisk sted hvor hverken mutanter eller mennesker lever trygt eller i harmoni med nogen grundet de drabelige robotter

The Sentinels.

De få mutanter der endnu holder stand beslutter at sende Wolverines sind tilbage til 1973 for at sætte en stopper for dommedagen før den endnu kunne forestilles.  Succes er dog betinget af at de unge udgaver af Charles Xavier og Magneto kan tilsidesætte deres uenigheder, egoer og personlige problemer for at forhindre Mystiques uforlignlige evner i at tilfalde fjendehænder.  Det er selvfølgelig altid sjovt at følge Wolverine (Hugh Jackman) og Jennifer Lawrence er god i rollen som kamæleokvinden Mystique. I rollerne som de unge rivaler er Michael Fassbender (Magento) og James McAvoy (Charles Xavier) en fornøjelse at opleve, mens de ældre modstykker Patrick Stewart og Ian McKellen virker som to skuespillere der har forladt dette tegneserie univers. De fire kloakdæksler gives for karakterudviklingen, 70er stemningen, humoren og de flotte actionbrag. 

Fotocopyright:  20th Century Fox Movies. Varighed: 130 minutter. 

Af

Thor Kristjan Kidmose.

Comment

Comment

Heidi – en rejse til helvede med Simon Spies af Coreact på Grob

Anikas personlige erindring om søsteren Heidi bliver hurtig til et skingert angreb på Simon Spies og danskernes forherligelse af selvsamme. Men coreact formår heldigvis at bibringe fortællingen en vis balance ved at lade skuespillerne træde ud af karakter for at diskutere helholdvis svaghederne ved erindringerne, de faktuelle ting og stykkets ensidige gengivelse af den mest excentriske rigmand Danmark har fostret. Ved at fastholde fokus på søsterens tragiske skæbne formår man at sammenbinde kritikken af danskernes ligegyldighed overfor Simon Spies mørke sider med en social kritik af klassesamfundet, den uforløste kønskamp og tabuet ved AIDS. 

Jeg synes især første akt er vellykket og jeg falder pladask for den ikke naturalistiske gengivelse af Simon Spies. Olaf Højgaard får på få øjeblikke vundet publikum over på sin side og på intet tidspunkt virker det sært at en veltrænet, skægløs mand spiller en bundperverteret, små sindssyg, stofmisbrugende gamling med stort skæg og tilhørende mave.  Sara Hjort Ditlevsen er perfekt i rollen som det smukke offer med de mange ar på sjælen. Vi fordyber os aldrig i andet end i hende desperate overflade, det er derfor de skræmte øjne der afslører al det ”Heidi” søgte, savnede og tiggede om. Helene Kvint bruges dygtigt som både tidsmarkør og den visuelle skal for barndommen.

Selvom det ikke kræver megen psykologiindsigt før årsagen til Heidis deroute vil blive søgt i barndomshjemmet, så rettes skylden i stykket udelukkende mod rigmanden. Det er muligt anklagen er berettiget, men jeg tænker i stedet den er fremprovokeret af mediernes ofte lidt godmodige fremstilling af fantasten Simon Spies. Hvorfor Anikas erindring om storesøsteren bliver lige dele forherligelse af den tabte uskyld og angreb på vores leflen for overklassen, frem for en personlig historie om hvordan hun selv overlevede et barndomshjem fyldt med vold, alkohol og tvangsindlæggelser. Selvfølgelig har der alle dage været en grum udnyttelse af smukke unge fattige kvinder, men det frikender dog på ingen måder den perverse rigmand med de berømte venner. Men uanset hvorledes du stykker Heidis skæbneberetning sammen vil den fremstå tragisk og overvældende.

Vi ved selvfølgelig godt at stykket ikke byder på en lykkelig slutning, nye svar eller overraskelser. Heldigvis tager det ikke brodden af anklagerne eller energien ud af historien. Jeg havde dog gerne set andet akt lidt mindre overlæsset med anklager og tredje akt endnu mere reflekterende. De fire kloakdæksler gives derfor for de mange sjove erindringsglimt, den underfundige måde 70erne og 80erne blev indkapslet på ved Kvints opremsning og så selvfølgelig gengivelsen af Simon Spies og Heidis historie. Stykket er en oplagt kur mod romantisering af fortiden, en perfekt anledning til at kaste et kritisk blik på nutidens klassesamfund og en refleksion over hvorfor vi danskere aldrig helt tyer til anden empati end den apatiske.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Stykket blev overværet på Grob Teater, den 5. maj, hvor det gæster scenegulvet frem til den 24. maj. På scenen: Sara Hjort Ditlevsen, Olaf Højgaard, Anika Barkan, Helene Kvint Dramatiker: Gritt Uldall-Jessen. Iscenesættelse: Line Paulsen. Scenografi: Nathalie Mellbye. Komponist: Søren Siegumfeldt. Lysdesign: Edward Lloyd Pierce. Gæstespil af: CoreAct. Fotocopyright: Karoline Lieberkind.

Comment

Comment

Lobbyarbejde af Høxbroe & Stik Op

De velkendte ordklodser og fængende lydbilleder er denne gang indpakket i flere kanter og temposkift end sidste gang Claus Høxbros røst flød fra hjemmets højtalere.  De elleve numre er dog tematisk i samme boldgade, men alligevel udebliver gensynsglæden på flere af sangene. For mig er albummets fire første numre vellykket storbyslyrik, mens det femte byder på albummets bedste samspil mellem de skabende kræfter. På det tiende lydspor finder du en Høxbros perle kaldet ”Se Det På Mig”. Hvilket så efterlader os med fem numre der ikke fandt vej til mit hjerte eller min nuværende playliste. Men de der gjorde, flyder heldigvis over med legende ord og kække rim, der både bringer et smil frem og lokker mig til tryk på repeat.

Gennemlytningerne er sket ad flere omgange og favoritterne er for mig oplagte. Men hvis du omvendt er kommet til produktionen her via din hang til Stik Op (Jakob Haahr-Pedersen) er det ikke sikkert du deler valgene. De fire kloakdæksler kastes denne gang lidt vemodigt efter beatpoeten, for det er aldrig morsomt når et gensyn mellem venner ikke helt forløber som forventet. Selvfølgelig skal en kunster afsøge, udfordre og afvikle hvad end han ønsker, men jeg er endnu ikke klar til at give slip på den melankolske storby nostalgi som forførte mig sidst. Hybriden mellem beatpoesi, rap og musik er dog ikke et vildskud, men enkelte numre savner lidt kærlighed, af den hårde slags.

Af Thor Kristjan Kidmose.

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=b9eQfNRrIu4] 
Pladen er produceret af Daniel Kolind (Scarlett Chives/Black Sports), Hasse Møller (The Vables) og Adam Ashtiani(Ashtiani/Baltzer), der hver især trækker tråde til både jazz, pop, hiphop og elektronisk musik i deres produktioner. Du kan se mere her (Claus Facebook side) og her (Rapper Stik Op Jakobs side). 

Comment

Comment

PIGEN MED PARAPLYERNE af Peter Langdal på Betty Nansen Teatret

image
Mens de moralske konklusioner fremvist på scenen ikke længere bærer den samme universelle genkendelseskraft som da filmen ramte det store lærred, så vil alle der har prøvet at være unge og forelskede, kunne genkende sig selv i problemstillingerne fremført på Betty Nansens store scene i den let gendigtede musicalversion af filmen Pigen med paraplyerne. Siden filmen ramte biograferne verden over har vi både haft den seksuelle frigørelse, overlevet de mange opgør med de klassiske autoriteter og for længst accepteret kærlighed som en gyldig grund for ægteskab. Men ak ja, sådan har det ikke altid været og det mindes vi i den grad om i denne franske kærlighedshistorie. Der over tre akter lader vores helt finde kærligheden i det første akt, for derpå at miste selvsamme i det andet for til sidst at blive belønnet med en lykkelig slutning af en art, i stykkets tredje og sidste akt. Men selvom dette kan ligne den vanlige opskrift på en kærlighedshistorie så afviger stykket alligevel en del fra de gængse romantiske forestillinger. I stedet rejses der en masse mere eller mindre ubesvaret spørgsmål om meningen med livet, kærligheden og institutionen ægteskab. Gennem forestillingen ser vi kærlighed er noget man forsøger at købe sig til, bytte sig til for tryghed, tilbydes i mangel af andet, fremelskes grundet manglende indhold i livet, men den gnistrer aldrig rigtig mellem vores karakterer. Hvilket utvivlsomt bibringer en vis realisme men samtidg dræner stykket for en del eksplosiv fremdrift. 
image
Musicalen Pigen med Paraplyerne var mit første gang møde med Birgitte Hjort Sørensen på de skrå brædder og det var ikke ubetinget en succesoplevelse. Jeg medgiver gerne hun ganske ofte ramte en øretæveindbydende, selvcentreret og urealistisk ung pige i rollen som Geneviève til perfektion. Der er også vellykkede momenter i hendes accept af at livet består af en masse voksne valg du ikke kan lave om, men jeg savnede alligevel dybde i hendes gengivelse af dilemmaet: Kærlighed (Guy) eller Tryghed (Roland Cassard).
Til gengæld var det endnu engang en fornøjelse at støde på Kaya Brüel, der både mestrer sang, komik og skuespil så alt virker legende let, som alenemoren Madame Emery, hvis historie jeg gerne havde dykket endnu mere ned i. Hvis Jens Jacob Tychsen vitterlig læser ordene jeg kaster efter ham er han utvivlsomt træt af at de gentagende kritikpunkter fra min side. Derfor vil jeg nøjes med at sige at mandens mimik, sang og timing denne gang vitterlig passer til karakteren tidsperioden og genren. Hvor Kaya Brüel dominerede hele første akt så strålede Danica Curcic i det trejde akt. For lige så uengageret kærlighedshistorien mellem hovedpersonerne fremstod, ligeså ægte fremstod hendes betagelse af karakteren Guy. I de øvrige biroller glimtede Hanne Uldal som Aunt Élise og Morten Eisner i alverdens karakterer.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005clip_image005[1]Uanset om du forbinder titlen med et maleri af Monet, Ted Mosby evige jagt på moderen i hit tv-serien HIMYM eller Jacques Demy spillefilm af samme navn, så vil symbolikken bag paraplyerne være til at gennemskue. De fire kloakdæksler gives for dansescenen mellem det unge forelskede par i første akt, Kaya Brüels greb om en kvinde der både husker livets lethed og forstår verdens barske realiteter, Danicas inderlighed som forelsket ungpige og overbevisende råhed som prostitueret, Morten Eisner evne til at udgør det magiske stof der binder scenerne sammen og giver stykket sjæl, samt orkesterets evne til musikalsk at sætte rammerne for krig. Hvis du søger en lille let påmindelse om ungdommens hjertekvaler tilsat sang og moralske problemstillinger enhver kan afkode, så er dette stykket for dig. Mens alle de der husker filmen som et sansefuldt farveorgie der satte scenen for Catherine Deneuve internationale gennembrud utvivlsomt vil mene et og andet er gået galt i denne gendigtning. Mit råd er dog at indtage teatersalen med et åbent sind, huske på tidsperiodens ånd og acceptere at form ikke er alt og indhold nogen gange blot er luftig underholdning.

Af Thor Kristjan Kidmose.

//player.vimeo.com/video/89036774

Stykket blev overværet den 28. marts. Du kan se selv samme frem til den 14. april ved Betty Nansen Teatret. Scenograf: Ashley Martin-Davis Medvirkende: Birgitte Hjort Sørensen, Mikkel Kaastrup-Mathew, Kaya Brüel, Jens Jacob Tychsen, Hanne Uldal, Danica Curric og Morten Eisner Musik: Michel Legrand Kapelmester: August Rosenbaum Musikere: Bent Clausen, Anders Singh Vesterdahl, Lars Greve, Adam Melbye, Kasper Tranberg Manuskript: Jacques Demy Oversættelse: Trine Dansgaard. Fotocopyright Ulrik Jantzen.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment

Comment

Holbæk - As I see her - Part One


Due to the fact I work 3 days per week in Holbæk I often find my self walking around this costal city with no specific goal nor timeplan. Which of course create many great foto opportunities. But as always I just point my camera towards the weird, strange or what ever remind us time goes by pretty fast. All of these pictures have been shot by the help of a Samsung S4 and a Sony Xperia . All have come to live according to the simple approach of point'N'shoot. All of them are from the periode of August 2013 until today. Every picture have myself as the "photographer" but that doesnt mean you can use them for free - amateurs have feelings and bills to pay too.

 By Thor Kristjan Kidmose.


Permalink til billede
Permalink til billede




Permalink til billede
Permalink til billede






Permalink til billede

Permalink til billede
























Comment

Comment

Copenhagen - As I See Her - Part One

During my walks around Copenhagen I constantly shoot pictures of weird details, old buildings and strange people. But sometimes a picture is created just due to the light, reflection or an emotion. All of these pictures have been shot by the help of a Samsung S4, Sony Xperia and a Sony NEX. All have come to live according to the simple approach of point'N'shoot. All of them are from the periode of August 2013 until today. Every picture have myself as the "photographer" but that doesnt mean you can use them for free - amateurs have feelings and bills to pay too.

By Thor Kristjan Kidmose.






























































































Comment

Comment

Grim og billig er ikke altid en dårlig ting

Hvis du ejer et kolonihavehus af den billige slags, eller din båd bare ikke er synderlig imponerende kender du sikkert alt til at fryse indendøre. Mange danskere løser dette ved store klodsede og ofte ulovlige opsætninger af brændeovne eller idiotisk brug af diverse grillanordninger. Jeg selv har stødt på problemet gennem tiden og altid fået svaret af denne lerpotte løsning er vejen frem. Den fremviste dims er til salg heatstick som også har copyright på billedet. Deres hjemmeside er næsten lige så grim som selve produktet. Men da intet fornuftigt menneske vil købe noget af ler og satse på amerikansk stats post vil få det sikkert frem i samarbejde med den danske udgave af foretagende har jeg selvfølgelig fundet en masse "gør det selv" versioner. Alle videoerne er dog på engelsk, alle med mænd i værtsrollen og alle fremhæver det funktionelle, succesfulde og prisbillige ved dimsen. Hvilket oversat betyder ingen danskere har endnu følt sig tiltrukket af dette grimme produkt, ingen kvinder vil have det i deres hjem og kun folk som ønsker at spare penge kaster sig over projektet.

https://youtube.googleapis.com/v/jwElWD_qqCc&source=uds
Men da jeg pludselig har fået en masse fritid ved ikke at kaste timer efter dansk dramatik og alverdens IT projekter har jeg besluttet mig for at teste denne konstruktion. Dels fordi bor et sted hvor brændeovn ikke er en mulighed, dels fordi jeg ved Biopejse kan eksplodere og dels fordi varmestyringen i min lejlighed er af den intelligente slags (dvs. ekstern varmekilde ikke indregnes i varmemåleren). Men mest fordi jeg er nysgerrig, det virker simpelt og koster ikke alverden at teste systemet. Hvis succesfuldt så kommer der ganske givet dokumentation her på bloggen.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Du kan læse mere om produktet til salg her men jeg opfordrer til at lave dimsen selv. 

Comment

Comment

Deadline - et gæstespil på Grob af Teatret st. tv

image

Den musikalske intro, sceneudtrykket og selve emnet fik mig med det samme til at tænke på musiktrioen

The Tiger Lillies,

men takket være hjertevarme og empati indpakket i kulsort komik formåede

Teatret st. tv

hurtigt at fortrænge den britiske parallel fra mine tanker. For i

Deadline

er fokus ikke lagt på livets morbide udveje, men i stedet et opråb om at liv skal leves mens det haves. Så selvom enkelte publikummer måske vil finde anstød på stykkets mange groteske dødsfald, hårde ord og respektløse tilgang til obduktion, hospice og selvmord så kan ingen overse det livsbekræftende i forestillingen.

image

Trioen på scenegulvet udfyldes af Christian Hetland, Betina Grove Ankerdal og Marianne Søndergaard Madsen. Funktionerne mellem de tre skifter gennem hele stykket, men som oftest fungerer Betina Grove Ankerdal som vores yderst direkte historiefortæller. Sceneudtrykket ligner noget fra et børneteater af den moderne slags, mens klovnene tydeligvis ikke vil være et hit til børnefødselsdage. Brugen af balloner, mikrofoner og lyssætning er virkelig gennemtænkt.

imageclip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005

Hvis du ikke kan grine af

Bunny Suicides

eller finder

Wulffmorgenthaler

grænseoverskridende bør du måske springe forbi dette stykke, ligeledes bør alle med tragiske dødsfald i omgangskredsen nok også blive derhjemme, mens alle andre er sikret topunderholdning af den kantede slags. Jeg er vild med teenagedødsulykken, hospice sexscenen, pensionistselvmordet, den lydmættede obduktion, det dobbelte familiedrab mens de depressive dødsfald ikke var stykkets stærke side. Måske det ikke er muligt at svinge fra ironisk distance, over grovkornet komik og inderlighed til overbevisende sortsyn. De fem kloakdæksler gives derfor for morskaben, budskabet, levering og de kreative ideer. Formidlingen var en fornøjelse, variationen god og skiftene flydende. Så grib trygt din mormor under armen og hiv hende med i teateret en sidste gang, man ved jo aldrig, eller brug forestillingen som anledning til at introducere emnet ”død” til familiens teenagere, du ved, de der, der  ellers kun kender til dødsfald fra computerspil og amerikansk mainstream underholdning. Uanset hvem du vælger at fordøje stykket med vil I få en masse skyldige latter, eftertænksomme øjeblikke og en fornyet appetit på livet.

Af

Thor Kristjan Kidmose.

Instrueret af Anders Lundorph, Manuskript af Line Mørkeby, musik er komponeret af Sune Skuldbøl Vraa. Stykket blev overværet ved Grob d. 7/1-14. Du kan læse mere

her

 fotocopyright Per Morten Abrahamsen. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette

RSS feed

, eller følge med via

facebook

. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via

Twitter

.

Comment

Comment

Fra Teatersædet–Nr. 4

image

Der er mange traditioner forbundet med et årsskifte og selvom vi alle prøver at leve som individualister er det sikkert svært helt at undsige sig enkelte af disse. Personligt er jeg stor fan af at rydde op og smide ud hele året rundt, men alligevel hober der sig mentalt gods op i hjørnerne. Januar på Forbrugermania er derfor fyldt med anmelderrester fra et år der allerede er forbi, af oplevelser der allerede indtaget og muligheder du ikke længere kan gribe.

- Fotocopyright forbrugermania.dk (Streetart Amager November 2013)

clip_image002clip_image004clip_image004[1]clip_image004[2]clip_image004[3]clip_image004[4]

Høxbroe & Gilbert i Herreværelset(Intimkoncert)

En lørdag tilbage i november indtog jeg sammen med fem andre publikummer min plads i beatpoeten Claus Høxbros herreværelse. Et arbejdsværelse af den personlige slags, for selvom det var fyldt med møbler af den brune slags og udstoppede dyr af en hver slags, så emmede det hele af et privatbesøg hos en mand med ord som levevej. Opsætningen var spartansk og effektiv, til højre for manden med ordene sad musikeren Gilbert bænket med hatten sikkert på hovedet og fødderne urolige under keyboardet. Enhver der har oplevet en intimkoncert vil genkende stemningen, samhørigheden og fællesskabet. For mig var det en sjælden og udsøgt fornøjelse at indtage det talte ord tilsat behørig musik. Samspillet mellem de to var professionelt og til tider perfekt, overraskelserne lette at spotte og fremdriften ukendt for os alle. Hvis du aldrig har smagt på Claus Høxbroes ord venter der dig en anden verden derude, hvis du omvendt kun kender universet fra skriften på papiret bør du unde dig selv et lydspor. Upåagtet den personlige stil var afviklingen klassisk, rammerne for universet blev afsat før pausen mens dybden blev afsøgt efter de delte øl. Lyrik blev leveret, delt, solgt og for altid bundet op på mødet i herreværelset. En af de helt store oplevelser i 2013 på en af de mindste scener jeg har set. Da manden altid er på farten og ordene er salgsvaren så vil du utvivlsomt fange Beat Poeten et sted i Danmark eller støde på ham i porten til et værtshus, bærende på et udstoppet dyr, en sand løgnehistorie og et virvar af ufuldendte samtaler.

- Foto copyright forbrugermania.dk

imageclip_image002[4]clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005clip_image005[1]

Teater Vestvoldens Julestue 4

Det skete i dage kort før jul, at tre runder impro underholdning en sidste vemodig gang ramte scenegulvet på Vestvolden i Hvidovre. Jeg selv var bænket som førstegangsbesøgende i det folkene bag kaldte en julestue og selvom guilanderne hang nok så fint fra flere grantræer var det ikke megen klassisk jul over oplevelsen. Til gengæld var aftenen spækket med underholdning, skæve indfald og ordrim af den gakkede slags. Skabt af Specialklassen, rapperen Per Vers samt Søren Hauch og Christian Damsgård. Den røde tråd var let at finde men blandingen var måske ikke helt gennemtænkt. Havde man i stedet sammenflettet grupperne på scenen kunne helhedsoplevelsen måske have været en anden. Heldigvis formåede alle tre grupperingen at levere bundsolid entertainment af den veloplagte slags. Knægtene fra specialklassen var som altid en fornøjelse, men deres koncept kræver mere tid og plads end denne aftens opsætning tillod, før de virkelig glimter i solen. Jeg var dog vild med den nazistiske hundeluftning og start/frys/start afviklingen varogså overrumplende god. Per Vers sendte flere vellykkede ordklodser ud over scenegulvet og personligt var glad for Rasmus Klumps tale til folket fra fælledparken, men der var enkelte gange hvor ordsmeden kom på afveje og måtte redde sig selv med rim af den pardokse slags f.eks. Kragh Kragh med foi gras. De to komikere Søren Hauch og Christian Damsgård var de der høstede flest latterbrøl denne aften hvilket skete i vellykket miks af velkendte benspænd, rutine og heldige indfald. De fire kloakdæksler kastes efter overflødighedshornet der leverede hvad det lovede men nok kræver lidt mere hårdhændet struktur før perfektion nås. Men det fungerede som et herligt afbræk i den klassiske juleunderholdning og forhåbentlig noget der gentages næste år – for hvad er højtider uden traditioner?

- Fotocopyright Teater Vestvolden - Hvidovres Teater.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette

RSS feed

, eller følge med via

facebook

. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via

Twitter

.

Comment

Comment

Fra Filmhylden – Nr. 1

image

Jeg er fortsat uhyggelig træt af al det ligegyldige virak der følger med produktet spillefilm, men det betyder ikke at jeg har opgivet at finde magien på det store lærred eller vendt ryggen til branchen. For selvfølgelig er den kommerciel biograf som vi kender den fra kæderne i dag en dødsdømt mastodont på lerfødder og det virker oplagt at hjemmeskiverne i plastindpakninger uddør. Men det betyder ikke at hverken biograffilm, hjemmemedier eller spillefilm som sådan ophører. Streaming vil holde branchefolk og reklamemennesker i live de næste mange år, mens popcornshelvedet du forbinder med biografkæderne i dag vil dø ganske langsomt alt imens eksperter vil skændes om det skyldes piratfilm, ungdomsarbejdsløshed, manglende originale historier eller misbrug af 3D mediet! Jeg tror at kunstbiograferne vil opblomstrer, eksklusive produktioner vil komme i højsædet og alt der kan kobles med en oplevelse vil vise sig at være succesfuldt. Følgende samling af filmanmeldelser har intet andet end jeg har set dem til fælles. Noget faldt indenfor interessen, noget skyldes nysgerrighed og del blot tilfældigheder.

- Fotocopyright Forbrugermania.dk

image

The Trip af Michael Winterbottom (DVD).

Den oplagte parallel er her ”Sideways” (2004) men hvor amerikanerne formåede at sammenflette Napa Valley reklamerne med en let og humoristisk historie så fortaber briterne sig i gastronomiske detaljer. De to komikere Steve Coogan og Rob Brydon mestrer som altid de tåkrummende situationer med perfektion, men deres tilhørsforhold afklares aldrig og mange pointer forbliver derfor interne. Seks gange indtager vi alverdens lokale specialiteter i det Nordengelske, men det er naturklippene der får mig til at overveje stedet som rejsemål, mens deres konstante mundhuggeri blot får mig til google imitationer af Michael Caine. Hvis du selv står overfor en gastronomisk rundrejse i Lake District og Yorkshire Dales er dette den oplagte film, mens alle andre sagtens kan springe forbi denne produktion med god samvittighed.

- De 107 minutter kommer med danske undertekster og forhandles herhjemme af Another World Entertainment, der også har copyright på billedet.

image

Red2 - The Best Never Rest af Dean Parisot (Blu-Ray)

Denne omgang fjollet 80er action har takket være en masse tekniske muskler og fuldstændig mangel på selvhøjtidelighed ramt en balance der gør du orker at se hele filmen. Men med mindre du gerne vil gætte hvorfra ophavsmændene har lånt deres ideer er det dog tvivlsomt om det bliver til mere et gennemsyn. Der til mangler der overraskelser, længere og bedre action sekvenser og noget så banalt som handling. Historien er selvfølgelig noget vrøvl og selvom spindende biler, Zeta-Jones smukke ben og Bruce Willis velkendte kampstil gør meget for filmen, så kan man ikke skjule filmen mere bygger på rester af ideer end på strukturen af en god ide. De tre kloakdæksler gives for uovertrufne psykotiske videnskabsmand Bailey spillet af Anthony Hopkins, den charmerende Helen Mirren der virkelig glimter i rollen som lejemorderen Victoria og Neal McDonough i rollen som firmaets nye mand Jack Horton.

- Hvis du har skærmstørrelsen og lydanlægget til det så indeholder filmen flere sekvenser der gør Blu-Ray udgaven er pengene værd. Undertekster tilbydes på dansk, norsk, svensk og finsk. Nordisk Film har copyright på billedet.

image

Arthurs Julegaveræsaf Sarah Smith og Barry Cook(Blu Ray)

Udover Die Hard filmene findes der nu en enkelt julefilm jeg både kan tåle at se hele året og endda har lyst til at gense fra tid til anden. For her er hjertevarme, humor og eventyr skruet sammen i et højt tempo uden at historie lider under det. Der er med andre ord tale om en vaskeægte animationssucces fyldt med gode ideer og sjove sekvenser målrettet både voksne og børn. Logistikproblemerne den 24. december var blot et af de mange ting der fik moderne børn til at forkaste den klassiske historie om julemanden, hvorfor det er et naturligt sted at starte i Arthurs Juleræs. Takket være en hær af hjælpere, computerberegninger og systematiseret julehygge formår staben bag julemanden at bringe gaver frem til alle børn til tiden. Borte er romantikken, magien og følelserne hvilket julemandens kluntede søn Arthur dog stadig er fyldt med til randen. Så da det finmaskede gavenet misser et enkelt barn påtager Arthur sig at redde julen. Historien er simpel og parallellerne til vores egen moderne verden oplagt, men udførelsen er en fornøjelse.

- Sony Pictures står bag udgivelsen så den er selvfølgelig spækket med et hav af sprogmuligheder og ekstramateriale af svingende kvalitet. Sony har også copyright på billederne.

image

Air Racers af IMAX i Planetariet.

Den tekniske opdatering tilbage i 2012 har virkelig løftet 3D oplevelsen i Planetariet, men IMAX filmene har fortsat et pædagogisk sigte lige i knæhøjde. Hvorfor det til tider kan være svært at overvære en hel spillefilm uden at få lyst til at ruske skaberne bag, men selvom den amerikanske tilgang ikke rammer lige i hjertet så er denne lille film om luftens helte faktisk et besøg værd. Dels er den spækket med små skæve sort hvide historiske klip der beriger dig med fakta mens du griner af fortidens uvidenhed. Selve handlingen af et kampløb i luften for folk med hang til høje hastigheder og med dybe lommer der desværre mest minder om Star Wars filmen hvor Anakin indtroducere podracerløbet til galaksen. Har du i familien en lille knægt der elsker flyvemaskiner er dette den oplagte film, eller hvis farmand ikke kan få nok af race uanset om det til vands, lands eller i luften er der meget at hente her. Men for alle andre er den proppet med tekniske detaljer der fremstår unødvendige, patriotiske kommentarer kun amerikanere kan værdsætte og en handling 4 årige kan afkode. De tre kloakdæksler gives for de vanvittige flotte billeder fra flyene, de humoristiske afbræk og den tekniske kunnen fremvist. 

- Hvis du ikke har været i Planetarietsiden skoledagene vil sekvensen “stjernehimlen netop nu” fremstå som det rene Sci Fi. Fællesområdet har også fået et løft og den lille sal har nye film. IMAX har copyright på billedet brugt.

image

DJANGO af Quentin Tarantino (Blu Ray)

Denne film havde efter min mening det bedste soundtrack af dem alle i 2013, men desværre en mere middelmådig levering af B-film historien om dusørjægeren Django. Det hele er sølet til i klassisk Tarantino action og bloddryppende vold. Heldigvis er filmen spækket med en serie fantastiske små scener der hiver hele oplevelsen op på fire kloakdæksler. Så selvom du er ligeglad med en undsluppen slaves søgen efter kærlighed og hævn så kan du trygt sætte denne film over og være godt underholdt. For det er ikke kun Django der er cool i denne historie, faktisk er alle bifigurerne det også. Christoph Waltz er som altid en fornøjelse på det store lærred, Leonardo DiCaprio en herlig skurk og Don Johnson er eminent som slaveejeren Big Daddy. De fire kloakdæksler gives for underholdningen, scenografien og kostumerne, Jamie Foxx seje udgave af Django og så alle de små gakkede dueller enhver Tarantino film har.

- Det er Sony Pictures der udgivet filmen og den har derfor et væld af sprog, men ekstra materialet er efter min mening ligegyldigt. Du kan sagtens nøjes med at se denne film på DVD men ekstra kraft i lydanlægget anbefales. Fotocopyright tilfalder Sony.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Comment

Comment

Fra Teatersædet - Nr. 3

image

Denne runde af teaterbesøg bød på performancekunst i Dansehallerne, magiske øjeblikke til Rosas julebal, unplugged musical i verdensklasse på Det Ny teaters kælderscene og intellektuelle finurligheder med Skribøserne. Med andre ord, lidt af det hele uden det blev for meget. Hvis du er groet fast i dine traditioner eller finder udbuddet er lidt smalt på Det Kongelige Teater så udfordre dig selv. Sving omkring de smalle steder i København, fang turnestykkerne i oplandet, kik ned på kælderscenerne eller smag på undergrundsteateret. Det er muligt mangt og meget ikke vil falde i din smag, eller sæderne er elendige og luften trykket, men når du så finder perlerne i det danske kulturlandskab føles det vidunderligt. Men faktisk behøver de positive overraskelser ikke altid at blive opstøvet i dramatikkens baggårde eller på de hengemte scener, det er fuldt ud muligt at finde på de vanlige græsgange. Det var i hvert fald hvad der skete for mig da Rosas Julebal blev besøgt.

- Fotocopyright forbrugermania, motiv: Dansehallerne.

imageclip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005

Rosas Julebal af Rosa Gjerluff Nyholm på Nørrebro Teater.

Det tog kun en time, var ikke synderlig komplekst, men hvor var det gennemført vidunderligt at besøge. Her blev fremvist en hjertevarme, overskud og indlevelse som jeg aldrig har set det før. Hver eneste barn følte vitterlig der blev talt direkte til det, hver eneste sovedyr blev stolt fremvist og forventet værdsat. Hver eneste barn accepterede reglerne, universet og handlingen. Spørgsmål blev besvaret, anmodninger fulgt og sangene nydt. Målgruppen er ganske givet de mellem tre og syv år men stykket er skruet sammen så voksne ikke keder sig. Rosa gik rent ind hos mig, de fem kloakdæksler gives for sangene, stemningen og måde hun fangede rummet på. Det sidste dæksel mangler da ”Lusealarm” sekvensen endnu manglede lidt indarbejdelse og tematisk bearbejdelse.

- Du kan se mere her, fotocopyright Miklos Szabo.

imageclip_image002[4]clip_image003[10]clip_image005[4]clip_image005[5]clip_image005[6]clip_image005[7]

Grind / Thousand Threads 8af Jefta van Dinther m.fl. i Dansehallerne

Dette var efter min mening en lille intellektuelle stiløvelse udi hvorledes du som kunster afgrænser, afsøger og formidler et begreb uden at gå på kompromis med hverken dit udtryk eller ide. Hvis du aldrig har oplevet sådan en abstrakt størrelse før eller blot falder i svime over kunst der tør at være utilgængeligt så vil dette utvivlsomt gå rent ind. Jeg selv har blot set, overværet og oplevet al for megen der både minder om dette og overgår oplevelsen. Selvom forestillingen byder på sekvenser der ligner en kamp mellem det gode og det onde, hvor mørket måske nok vinder for til sidst at dø i en nattesværmer lignende død (dvs. knust mod lyset), så tilbydes du ikke en samlet historie. I stedet er det begrebet ”grind” der ganske frit fortolkes og formidles med varierende held alt imens der leges med vores virkelighedsopfattelse og definition af samme De to kloakdæksler gives for de mange visuelle ideer Jefta vitterlig får afviklet med succes hvor strobelys fungerer som iscenesætteren.

- Du kan se mere om forestillingen her, Foto: Viktor Gårdsäter.

imageclip_image002[6]clip_image003[12]clip_image003[13]clip_image003[14]clip_image003[15]clip_image005[12]

Songs For A new World ved Mads M. Nielsen på Det Ny Teater

Da man først opgav de voldsomme scenografier, overforbruget af makeup og kulørte kostumer. Skruede ned for lyssætningen og fokuserede på sangene så fungerede musicals på Det Ny Teater igen for mig. De kalder det selv unplugged og det var for mig virkelig en rå succesoplevelse på kælderenscenen Sceneriet. Hvor elleve sange blev afviklet i en snorlige rækkefølge af fire forskellige sangere kun akkompagneret af et flygel. Scenens stringente udtryk blev understreget af sangernes neddæmpede sorte påklædning, men uanset hvad man iføre Camille Rommedahl vil hun oplyse et lokale. Selvom det selvfølgelig altid er betagende at se hende indtage en scene så var det hendes beherskelse af stemmebåndet der slog benene væk under mig. Det var som om jeg for første gang så og oplevede hende som den musical stjerne hun utvivlsomt altid har været, men jeg bare ikke har nydt indtil nu. Linda Fabricius Hultemark stod stærkest i stykkets åbning og slutning. Mens jeg gerne havde givet Tomas Ambt Kofod endnu flere sørgmodige og indsigtsfulde sange. Pianisten og sangeren Christian Berg strålede i rollen som den unge mand hvis livsvej blev valgt af bekvemmelighed. De fem kloakdæksler fordeles med en til hver på scenen og så instruktøren Mads M. Nielsen. Som jeg nyder som skuespiller og synes er begyndt at finde sit udtryk som instruktør.

- Du kan se mere om stykket her, foto copyright tilfalder Det Ny Teater.

imageclip_image002[8]clip_image003[20]clip_image003[21]clip_image003[22]clip_image005[14]clip_image005[15]

Gæstespillet Skribøserne af Asger Bonfils på Teatret ved Sorte Hest

” Kære Ester.

Jeg tør næsten ikke fæste mine jævne tanker til papiret af skræk for ikke at kunne leve op til min egen succes.

Litterært anskuet var det måske bedre, om jeg lagde mig til at krepere nu.

Kærlig hilsen Tove

P.S. Jeg er blevet huslig og laver mad til den store guldmedalje.”

Det er årtiers meningsudveksling, intellektuellebrydekampe, private krige og dagligedags problemer der udfoldes i brevbytningen mellem Tove Ditlevsen (Ditte Gråbøl) og Ester Nagel (Merete Hegner). De forskellige fragmenter der udspilles på scenen give både et herligt indblik i livet som skribøse, som kvinde, som intellektuel og husmor. De to kvinder er hverken synderlig ens eller enige om noget, men deres venskab virker varmt og ægte. De to skuespillere klæder virkelig hinanden og just som i Den Luft Andre Indånder er det Merete Hegners lidt eftertænksomme naivitetder  skaber perfekte rammer for Gråbøls sylespidse leveringer. Du behøver hverken at have styr på forfatterskaberne eller samtidens store kulturprofiler for at nyde stykket, men hvis du omvendt er hjemmevant i perioden og dens skandaler vil det hele fremstå endnu stærkere. De fire kloakdæksler gives for fremvisningen af kærligheden mellem de to kvinder, de fremgravet morsomheder om alt mellem himmel og jord samt Gråbøls evne til at gøre Ditlevsen troværdig uanset om hun er rablende skør, ulykkelig eller på toppen af hendes karriere.

- Du kan se mere om stykket her, fotocopyright Robin Skjoldborg.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment

Comment

Fra Teatersædet - Nr. 2

image

Denne runde i de københavnske teatre bød som altid på en masse fine øjeblikke som alle vi der overværede forestillinger nu deler. Det var også mit første besøg i Mette Ingvartsen kunsteriske verden og ligeledes første gang jeg oplevede en videoopera. Desværre bød mine mange teaterbesøg også på den indtil nu værste siddeoplevelse, hvilket skete på Husets Teater hvor bænkeløsningen måske i teorien fungerede, men i virkeligheden ikke kan anbefales til andre end spinkle små mennesker man ikke rigtig holder af. Til gengæld var deres teaterstykke Varmestuen både hjertevarmt, underholdende og ganske medrivende. Foto fra Farum Kulturhus af Forbrugermania.

imageclip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005

Varmestuen af Anna Bro. Gæstespil på Husets Teater.

Tabernes fællesskab har både noget inderlig hjertevarmt over sig og et noget ganske depressivt skær på en og samme tid. Flokken i stykket er alle bundet til hinanden grundet deres hang til alkohol, manglende fremtid og behov for menneskelig kontakt. De er havneresterne fra fortidens store fiskeindustri, men selvom både skibene, fiskene og kammeraterne for længst er borte hænger disse skæbner fortsat fast i minderne. Pilsnerne hives indenbords i et tempo der får deres indtagelse af tobak og snaps til at virke moderat. Samtalerne går i ring og pointerne har ikke længere betydning. Historien afvikles over julemåneden men på trods af både julepynt, juleand og julegaver er der ikke megen højstemt højtid over forestillingen. De fem kloakdæksler gives især for Lars Topp Thomsen der i rollen som Frank tumler rundt mellem alle livets store beslutninger, replikkerne leveres perfekt og så hæse jeg helt frygter for skuespilleres stemmebånd. Kristian Holm Joensen mestrer til perfektion gangarten alle fulde mænd besidder og er i rollen som den ynkelige mandsling Sven så hjerteskærende at du helt glemmer det er fiktion. Hans Henrik Clemmesen svinger i rollen som Skipper perfekt med Margrethe Koytu som kromutteren Connie. De evige unge skuespillere Lykke Sand Michelsen og Andreas Berg Nielsen er det eneste par hvis tilstedeværelse og tilknytning til Varmestuen jeg ikke helt oplever dramatikeren Ann Bro formår at sandsynliggøre. Hvis du er træt af kravlenisser og pebernødder men gerne vil i julestemning så sving forbi Husets Teater til en sving om med Varmestuens beboere. Du vil aldrig glemme dem og altid være taknemlig for deres gæstfrihed.

- Stykket blev overværet d. 23/11. Du kan læse mere om stykket her. Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen.

imageclip_image002[4]clip_image004clip_image004[1]clip_image006clip_image006[1]clip_image006[2]

Syng For Fremtiden Ingeborg! Ved komponist Mauro Patricelli. På Københavns Musikteater.

Havde man i stedet vendt forestillingen om ville meget havde været anderledes, men i stedet valgte man at fokusere på det eksperimenterende lydbillede af Patricelli og bruge Ingebrog som ramme samt udgangspunkt. For mig fængede oplevelsen derfor først til allersidst da monologen ved Xenia Lach-Nielsen blev afviklet. Heldigvis var der også flere sange i småbidder ved Xenia der fungerede hvorfor vi havner på tre kloakdæksler. Hvis du omvendt er hjemmevant i historien om Ingeborg eller sympatisere med etnografernes kamp for at sikre mindet om fortiden for eftertidens skyld vil oplevelsen selvfølgelig være en anden. Glæden vil dog utvivlsom være størst hos de der både nyder nyskabelserne i lydbilledet og værdsætter folkesangeren fra Himmerland.

- Forestillingen blev overværet den 21. november. Du kan læse mere her. Foto copyright Søren Meisner.

imageclip_image002[6]clip_image003[10]clip_image003[11]clip_image003[12]clip_image003[13]clip_image005[4]

The Artificial Nature Project af Mette Ingvartsen i Dansehallerne

Beskrivelserne i pressematerialet formår på ingen måde at afdække oplevelsen og det samme gør sig desværre gældende med denne anmeldelse. Personligt oplevede jegforestillingen som et organisk kunstværk hvor form måske nok blev genkendt men metoden altid var ny. Den stilfærdige bølgende mur af ”ildfluer” indfangede i starten både din opmærksomhed og pirrede din nysgerrighed. Men da først showet eksploderede i et hav af glinsende papirstykker der via kraftige løvblæserer og gennemtænkte positioneringer af samme satte sceneudtrykket under konstant forandring havde jeg overgivet mig for længst. Den skulpturelle oplevelse var eminent og selvom der var utallige konstruktioner jeg ikke kunne gennemskue formåede jeg vitterlig at give slip på forundringen og blot nyde de visuelle forandringer. Det der lignede vindens kælende leg med løvfaldet, kviksølvgejser og et landskab skabt af en uforudsigelig storm både vakte min genkendelse og respekt. Da forestillingen kulminerede i et inferno af larm og bevægelse var jeg i tankerne både fri og svævende. Det er derfor Ingvartsens projekt får fem kloakdæksler af mig.

- Forestillingen blev overværet den 20/11 . Du kan læse mere her. Fotocopyright Jan Lietaert.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette

RSS feed

, eller følge med via

facebook

. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via

Twitter

.

Comment

Comment

Spørg De Voksne af Kamilla Wargo Brekling

image

Vi kan sikkert alle genkende situationer hvor vores selvopfattelse, reaktionsmønster og følelsesliv afslører at det eneste der adskiller os fra barndommen er en masse år og intet andet. Men i verden hvor vi alle bare er forklædt som voksne er det underlig nok forsat tabubelagt at fremvise ens umodne sider, hvorfor dette teaterstykke hurtigt bliver til en serie komiske og pinlige selvindsigter.

image

Kamilla Brekling har i samarbejde med de deltagende skuespillere skåret helt ind til kernen af voksenlivets paradokser og spøjse paradigmer. Der hvor succes altid måles på det ydre parametre og lykke kun kommer indefra. Der hvor alder kun er et tal lige indtil du fanges af tvivlen. Der hvor livet er et projekt og det naturlige er noget du øver dig på. De mange fragmenter udgør til sammen et kludetæppe af underholdende elementer ved voksenlivet. Den røde tråd er derfor ikke en samlet historie men i stedet et tema, serveret med indlevelse og kærlighed af de seks skuespillere Jens Jørn Spottag, Camilla Bendix, Elsebeth Steentoft, Joen Højerslev, Danica Curcic og Mads Wille.

image

Det er selvfølgelig et simpelt, men yderst effektfuldt, trick at plante ungdommens voldsomme sprogbrug i munden på en ældre dame som Elsebeth, men uanset om hun spiller den ængstlige gamle kvinde, mennekset  der vil anerkendes for andet end sin alder eller som barnet fanget i den voksne krop så sker det med sådan en overbevisning og følsomhed at du får lyst til at kramme  hende. Det er måske ikke kun højden der adskiller Camilla Bendix fra Helen Christensen, til gengæld vil jeg til enhver tid heller følge Bendix i protestmarch end modellen med de høje kindben. Jens Spottag griber med sikker hånd fast om vores egen forfængelighed og usikkerhed i sekvensen om hvor populære hans begravelse ville være på facebook skulle han uventet dø i morgen. Joen får ganske fint opridset forskellen mellem friheden vi alle forbandt med voksenlivet og så det ansvarlige liv vi vælger at leve fordi vi netop er voksne, mens Danica gang på gang udstiller den usikkerhed alle gribes af noget livet virke overvældende. Den eneste skuespiller jeg synes der bliver brugt lidt forkert i stykket er Mads Wille, ikke at han fejler eller som sådan er malplaceret, men man spiller bare ikke på hans største styrke – Det ordskabte drama!

imageclip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005

De fem kloakdæksler gives for underholdningen, de mange grin, de grimme spejlbilleder stykket holder op foran os alle og den så vellykkede afvikling. For selvom det hele sagtens kunne have druknet i rodløshed så bliver fragmenterne serveret med en samhørighed der giver pointerne styrke og overbevisning. Det hele holdes let og uproblematisk, hvilket er en sjældenhed når det kommer til dramatik om vores egen dødelighed og plads i universet. Uanset om du har styr på budgetkontoen, forstår risikospredningen på din ratepension eller har flere ægteskaber bag dig så vil du kunne genkende dig selv i skuespillerne på scenen. For uanset din alder og position på arbejdsmarkedet bliver du aldrig så voksen at dit indre barn ikke har kontrollen. Skulle du ikke tro mig så se Spørg De Voksne.

Af Thor Kristjan Kidmose.

//player.vimeo.com/video/77204600

Stykket blev overværet på Teater Republique d. 26/10. Scenografien er udviklet af Martin Tulinius. Karina Lund har stået for koreografien. Lisbeth Burian har designet kostumerne. Antonio Rodrigues Andersen for lysdesign og Janus Jensen for lyddesignet. Foto: Per Morten Abrahamsen. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment

Comment

Djøf med løg(n)

image

Den analysefornægtende mavefornemmelse er hvad der driver langt de fleste virksomheder gennem alverdens ledelsesmæssige selvmål og formålsløse omstruktureringer. For selvom enhver leder sikkert gemmer på et ønske om succes, anerkendelse og respekt så er det frygten for fiasko der motiverer dem til handling. Hvilket skaber en virksomhedskultur hvor nye ideer sjældent når at blive implementeret før dagsorden igen har forandret sig, denne evige bølge af forandringer gør det ikke blot umuligt for bestyrelserne at holde cheferne ansvarlige, det giver også ledelsen den gyldne mulighed for at påstå ethvert overskud skyldes deres ideer, mens ethvert underskud selvfølgelig vil forsvinde lige så snart den seneste omstrukturering er fuldt ud implementeret. Denne ansvarsløse ledelsesstil har hærget den vestlige verden siden slut 70erne, men takket være tilfældigheder og rent held er der fortsat mange virksomheder der giver overskud. Hvilket desværre giver næring til misforståelsen at store omstruktureringer og modebaseret ledelse er det der skaber vækst på det private arbejdsmarked. Tanker, der fortsat hærger den offentlige sektor i form af New Public Management i form af jagt på besparelser, effektivisering af arbejdsopgaver, optimeret budgetstyring og moderne ledelsesformer.

image

Vi var naturligvis grundigt forberedt. Der var holdt formøder, der var skrevet indstillinger. Men vi vidste alle sammen, at til møder med Den Store Leder er al forberedelse forgæves. Når vi gik gennem døren til direktørkontoret, ville vi træde ind i en parallelverden, hvor al logik var sat ud af kraft. Hvor måneders analyser ville kuldsejle mod tilfældige indskydelser, som Den Store Leder havde fået i går aftes over havegrillen hos genboen.”

clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005

Alt dette er udgør rammen om Per Helges underholdende fortælling om Djøferen med hang til løgn. Vi vælter gennem den ene morsomhed efter den anden, alt imens historien om ledelseskonsulenten udfoldes. Mangt og meget genkendes uhyggelig let fra de store statslige institutioner og private arbejdspladser der figurer på mit CV. Men selvom anekdoterne indeholder en masse elementer alle  fra arbejdsmarkedet vil kunne genkende så er det tydeligvis en fiktiv fortælling, som søger den absurde situationskomik. Vi springer mellem tre forskellige tids spor med Per Helge som vores faste fortæller og hovedperson. Selvom morskaben selvfølgelig afhænger af hvor meget du genkender fra dit eget arbejdsliv så er det virkelig uhørt morsomt. De fem kloakdæksler gives for formidlingen, indlevelsen og de mange fine tekniske detaljer. Jeg opfordrer alle arbejdspladser til at sende deres ansatte forbi Per Helges show som kompensation for den seneste omstrukturering.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet ved NBT på Frederiksbergscenen d. 24. oktober. Foto: Tina Leegaard Dyrving. MEDVIRKENDE: Per Helge Sørensen. Varighed: Ca. 1 time og 45 min. inkl. Pause. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment

Comment

Rød og 32 Variations af Örjan Andersson

image
Når musik fortolkes fysisk får du ofte et flydende udtryk der følger lyden, mens historien bag melodien sjældent lader sig forløse i dansetrin. Koreografen Örjan Andersson forsøger sig dog med begge dele i sin fortolkning af Beethovens 32 Variationer men selvom ideerne er mange er det pianisten som løber med din opmærksomhed. Nogle af temposkiftene og legende fortolkninger fanger dog let din opmærksomhed, men formår på intet tidspunkt at fastholde den.
image
Det kan selvfølgelig virke ironisk at det modsatte er tilfældet i forestillingens anden halvdel Rød, hvor det musikalske lydspor slet ikke krøb ind under huden grundet de fængende dansesekvenser. Örjan har i Rød fortolket de dramatiske strygere i Shostakovichs 8. strygerkvartet til frygtfulde og inderlige danse hvor man virkelig føler danserne forløser hele følelsesregisteret.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005clip_image005[1]Den todelte forestilling fungerede efter min mening ikke som en helhed og jeg havde derfor gerne undværet den legende sektion ”32 variations”. Havde man i stedet placeret pianisten Tanja Zapolski i en anden ramme og nedtonet dansen så ville meget have været anderledes. Til gengæld var jeg vild med det fysiske udtryk i den halve times lange danseforestilling ”Rød”. Hvor især Maxim-Jo Beck McGosh var en fornøjelse og Luca Marazia en positiv overraskelse. For pludselig fangede danserne hinanden og overgangene virkede naturlige fremfor mekaniske. I Rød var den intensitet, legende variation og indlevelse der gør jeg så ofte kikker forbi Dansehallerne.

Af Thor Kristjan Kidmose.
//player.vimeo.com/video/74932600

Blev overværet i Dansehallerne d. 10. oktober. Du kan opleve selv samme forestilling af Dansk Danseteater frem til den 26. oktober. RØD Koreografi: Örjan Andersson. Musik: Dmitri Shostakovich. Medvirkende: Dansk Danseteaters dansere. Lysdesign og scenografi: Jens Sethzman. Kostumedesign: Nina Sandström. 32 VARIATIONS Koreografi: Örjan Andersson. Musik: Ludwig van Beethoven live opført af pianisten Tanja Zapolski. Medvirkende: Dansk Danseteaters dansere. Lysdesign: Jacob Bjerregaard og Örjan Andersson.Foto: Bjarke Ørsted. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment

Comment

El Dorado–Jagten på Den Gyldne By af Eventyretatret i Tivoli

image

Havde den sagnomspundne by El Dorado ikke været af guld ville mange sikkert ikke længere lede efter den dybt inde i regnskoven, men drømmen om alverdens rigdomme lokker fortsat alverdens guldjægere til. Det er dog jagten på en sjælden sommerfugl der får professor og alenefaren Hansen til Inkaernes hellige by, men det viser sig hurtigt svært at kombinerer familielivet med arbejdet i en by hvor der hverken er mobildækning eller langt mellem henrettelserne.

image

Forviklingerne er simple og mange, uanset om vi befinder os blandt guldjægerne eller inkafolket. Alliancer opstår og nedbrydes alt imens vi alle lærer lidt om sunde familieværdier, klimaet og inkarigets historie. Det hele er indpakket i vanvittige flotte kostumer og letkøbte morsomheder. Især andet akt fungerer rigtig godt og det svært ikke blive imponeret over både RR og Inkapræsternes store sang & dansenumre.

image

Jeg er sikkert ikke alene med mine fordomme om børn i musicals, men jeg fik ikke en eneste af dem bekræftet i Tivolis Glassal til premieren på El Dorado – Jagten på den gyldne by der ellers bød på hele 100 mellem syv og nittende år. På intet tidspunkt spottede jeg andet end velforberedte, talentfulde unge der hverken lod sig påvirke af at kongehusets repræsentanter var at finde på publikumsrækkerne eller lod sig skræmme af store dansenumre. Det er muligt at enkelte koreografier var lige lovlige forsimplet og at nogle af karaktererne i gruppen RR var på grænsen til tegneserieverden. Men som helhed fungerede det hele faktisk forbløffende godt og fandt flere momenter mere gennembearbejdet end noget andet jeg har set på musicalscenen i Danmark.

imageclip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005clip_image005[1]

Det er muligt grundhistorien er et kryds mellem Far Til Fire filmene og Disney tegnefilmen Atlantis, men modsat ophavet så fungerer familiedramaet i El Dorado og så er det altid en fornøjelse at få afviklet et Sydamerikansk eventyr uden solformørkelse (Tintin), blodbad (Mel Gibson), civilisationssammenstød (Don Rosa) og rumvæsener (Indiana Jones). I stedet får du en familievenlig historie leveret med lige dele talent, charme og humor. Jeg var behørigt imponeret over professionalismen, afviklingen og udviklingen af plottet. De fire kloakdæksler gives for henholdsvis familien Hansens indbyrdes sam- og modspil, Ypperstepræstinden og hendes præsters sangevner og Shamanens vellykkede fjollerier. Mens det sidste kloakdæksel skyldes alle de små detaljer som Eventyrteateret mestrer til perfektion, det er f.eks. gennemtænkt at tildele mig siddepladserne 7 og 9 på række 13, posen med Eldorado slik er den oplagte premiereforfriskning, det fungerer også med alle de smilende og udklædte børn i velkomstparaden og den udendørs pauseunderholdning er både medrivende og flot.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen El Dorado blev overværet i Tivolis glassal den 5/10. Du kan se mere om Eventyrteaterether.Fotocopyright Ole Mortensen.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Medvirkende

:

Familien Hansen: Henry, Professor og far: Magnus Haugaard. Molly, Datter: Josephine Ellefsen. Morten, Teenagersøn: Stefan Hjorth "Einstein" (Sten), Yngste søn: Laurids Skovgaard. David Leversteen: Thomas Lykke. Inkaerne i EL DORADO: Inca Capac, Inkakejseren: Theis PostCoya, Inca Capacs søster: Tanne Larsson, Uillac Umu, Ypperstepræstinde: Alberte Kyst, Kuraka, Præstinde: Silje AassKero, Præstinde: Nanna Rossen, Chasqui, Coyas livvagt: Bjarke Atterdag, Taqui, Uillac Umu's nevø: Hector Foss, Quena, Uillac Umu's niece: Julie Knudsen, Nusta, Coyas tjenerinde: Pernille Bonnesen. Shamanen, Åndemaner: Martine Levinsen, Pisqoynyo, Shamanens hjælpere: Kristian SkovgaardPacu, Shamanens hjælpere: Iris Mealor, Cori, Inca Capacs ungdomskærlighed: Cilie Broval, Pototo, Coris lillesøster: Eva Paludan. Inkapræster - ypperstepræstindens sammensvorne: Katrine Fenger, Line Lindersson, Tilde Gaardboe. Inca Capacs livvagter og krigere: Casper Øhlers, Christian Birkvang, Mathæus Andersen, Max Levin, Mikkel Bentzen, Oskar Busch-Jensen. Soljomfruer; Amelina Svenstrup, Ida Louise Thorsøe, Natascha Abel, Nikoline Rubow, Nikoline Ryde, Sofie Uldbjerg, Thit Aaberg. Inkafolket – El Dorados indbyggere: Daniel Jensen, Elias Stube, Francesca Rogaczewski, Joachim Jørgensen, Joanna Laursen, Jonathan Lindinger, Kristoffer Nordentoft, Kristoffer Rander, Mads Kristensen, Malthe Pedersen, Marie Larsen, Mathias Niclasen, Mille Rosendahl, Nanna Schäfer, Rikke Dyreby, Rosa Pedersen, Sebastian Egeberg, Shilana Nielsen, Sofie Treu Pehrsson, Tobias Augustsson. Kommando RR:Rosa Rottenstein, Leder af RR: Josefine Moody, Ralph, Næstkommanderende: Magnus Jakobsen, Ronnie, Ralphs makker: Kasper StensbirkSonia, Kommandosoldat: Mette EngskovMasja: Frida ReynbergBerta, Kommandosoldater: Sara FusagerKimmie: Rigmandsdatter: Josephine FeitSommerfugleCathrine Valencia, Jasmin Bart-Williams, Katrine Filipovic, Luna Bateson, Sophia Bircow.Papegøjer (dukkeførere)Cathrine Valencia, Sophia Bircow og Katrine FilipovicGuldstatuerCathrine Valencia, Jasmin Bart-Williams, Katrine Filipovic, Luna Bateson, Sophia Bircow.Paradens InkaerEmil Lundahl Grundsten , Emma Treu Pehrsson, Hawa Jalloh, Ingrid Kirstine Bjerg-Raft, Karina Ananda Pedersen,Kevan Soliman, Line Lundgren Hersløv, Linnea Friis, Liva Stehr Nielsen, Luna Boyer Lorenzen, Madeleine Steenberg Williams, Maria Overgaard Vinther, Mathias Søderberg, Nina Birgitte Pedersen, Ole Skovgård Dampe, Oliver Due, Rebekka Berg, Sebastian Just Olsen, Sebastian Nørregaard, Sif Turid Beltner, Sofya Rose Johnson, Sophia Garner Rønne, Sophie Rosendahl, Stine Nattestad Nordentoft, Venus Højlund Graff, Victoria Arlø Gjedsted.

Comment

Comment

All My Dreams Come True af Christian Lollike

image

Gud er død, politikerne har ingen visioner og du selv har ingen drømme. Livet har derfor kun værdi hvis de rigtige produkter ejes. Det lader i hvert fald til at være grundtesen for teaterstykket All My Dreams Come True ,hvor vores to depressive hovedroller forsøger at holde selvmordstankerne fra livet, og midtvejskrisen stangen, med en omgang kreativt rollespil. For hvis ikke verden kan tilbyde dem mening eller rigtige eventyr, så kan man da bare selv skabe en fortælling med en lykkelig slutning? Desværre medtager de deres indre dæmoner og forældede værdier da de endelig springer gennem kaninhullet til det perfekte Disney eventyr. Måske du har større held med selvindsigt, personlig udvikling og accept af dine medmennesker, men hvis ikke, så det kræver blot at du tør kikke forbi teateret for en omgang visuel værdispanking.

”Måske er du bare et helt normalt småklynkende >åh, jeg-er-så-depri< – menneske, der ikke kan bære, hvor gennemsnitlig og jævn du er. Du tror dine drømme skal gå i opfyldelse. Åh, jeg-er-så-individuel. Det er ubærligt ikke at være noget særligt, og det har udløst en fantom-depression.

image

Den progressive sindssyge er blot normalitet med et tvist

Hvis du vil ruske op i folk, forarge dem, eller blot fremvise noget voldsomt på en scene, så må opbygningen mod klimaks aldrig være progressiv. Dette skal i stedet ske i brud og gerne med det normale som skærende kontrast til handlingen. Når publikum forventer noget harmløst men så får basket noget voldsomt lige i ansigtet så opnår man den største effekt. Det kan man som dramatiker/instruktør kun opnå hvis publikum har sænket deres forsvarsparader. Tillid skal derfor etableres mellem stykket og iagttageren før den kan brydes, tryghed skal skabes før den kan knuses, normalitet fremvises før det sindssyge vil virke sært. I dette stykke udvikler det gakkede sig desværre gradvist og det er derfor hverken synderlig sært eller modbydeligt når kæmpebruden f.eks. fist fuckes eller dværg Superman voldtages. Det er indenfor de skabte teaterrammer så at sige ”helt normalt”. Hvilket efter min mening ødelægger effekten af handlingerne og derved gør dem lidt overflødige for pointen bag stykket. Hvis ideen omvendt havde været et ønske om at plante skyld eller give os tilskuere en dårlig samvittighed, så skulle man i stedet have manipuleret med os for trinvist at lokke os til et sted vi vitterlig ikke ønskede at besøge. Som en slags teaterversion af Millgram psykologiske eksperiment fra 60erne. I stedet havner vi her med en lidt mere venlig udgave af Fix & Foxys sjove freakshow SEX OG VOLD (Husets Teater 2012).

imageclip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005

Freakshow med noget på hjertet

Det er sikkert ikke let at sælge et teaterstykke hvor en mand forklædt som Joakim von And først henretter en spasser, for derpå, at kneppe selvsamme i skudhullet, til det brede og teaterforvænte publikum. Men derfor bør du alligevel unde dig selv en omgang i denne kapitalistkritiske karrusel hvor vestens selvlede, tab af identitet og forfølgelse af guldkalven får en voldsom omgang gestalt terapi. Jeg har tidligere påstået Christian Lollike ikke helt tør tage skridtet fuldt ud i sin dramatik. Det er heldigvis ikke tilfældet med freakshowet All My Dreams Come True hvor vi både præsenteres for problemet, skurken og konsekvenserne. Hvorfor både publikum, skuespillere og dramatiker derved deles om den barske erkendelse og ansvaret for det vanvittige på scenen. Det er både veludført og morsomt på den hårde måde når Disney drømmefabrik udråbes som et klamt spejlkabinet over vores døde kultur. Mine eneste kritikpunkter går derfor kun på opbygningen og altså hverken indholdet eller udtryksformen. Jeg fandt det både morsomt, herlig respektløst, medrivende og til tider overraskende. Budskabet om at vi har været på afveje lige siden de store fortællinger blev udskiftet med et individuelt overforbrug, kan jeg ikke være uenig med. Marie Louise Wille er fremragende som den deprimerende kvinde med et askepotkompleks og en drøm om Snehvide livet. Dværgen Kristian de Linde er overrumplende og afvæbnende på en og samme tid. Spastikeren Mikkel Lund rene og melodisk tale ramt mig rent i fordommene mens Henritte Dinesen voldsomme udgave af en havfrue omvendt fik mig til at grine.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet ved Cafe Teatre på Københavns Musikteater d. 27. september. Du kan se selv samme her frem til den 19. oktober. Medvirkende: Marie Louise Wille & Morten Burian - samt Henriette Dinesen, Kristian de Linde, Carsten Mathiesen, Mikkel Lund og Andreas Petersen. Tekst og instruktion Christian Lollike. Scenografi: Rufus Didwiszus. Kostumedesigner Ulrike Gutbrod. Lysdesigner Mathias Hersland. Foto copyright Rufus Didwiszus for Aarhus Teater.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment