Hjertet i dette års udgave af Wallmans Dinnershow, udgøres af en lille rapkæftet kvinde (Abigail Collins), hvis kostume og adfærd minder om klassiske dragqueens, og tydeligvis formet over årtiers britiske satiriske traditioner. Pointerne er derfor alle placeret under bæltestedet, og ordspillene har som oftest lumre undertoner. Dette års show har derudover nedtonet dansenumrene, holdt sang variationerne, men nu med færre soloer, opgraderet artisteriholdet og fundet en ny kollektivbalance. Som altid er der nogle vokaler der er bedre end andres, nogle som har bedre dansetrin og enkelte der altid brænder igennem uanset hvor lille en rolle de er tildelt.

Den største forskel er dog indpakningen. Mindre glimmer, glam og glitter. Bevares farver, fagter og ambitioner er fortsat store. Denne gang er det hele blot mere cirkusfølelse end farverig ramasjang. Hvilket jeg oplever som en succesfuld og vellykket tilgang. Kollektivet bærer underholdningen, stjernerne giver plads og understøtter hinanden, alt imens Abigail giver den som sprechstallmeister og pauseunderholdning.  Hvilket er en fremragende måde at forny noget på uden at traditionerne afvikles eller rødderne glemmes.

Foto John Resborn

Velkomståbningen blev således afviklet med mere varme, humor og variation end normalt. De mange skift mellem de forskellige showsegmenter skete langt mere flydende end ellers. Menuen blev ligeledes afviklet stilsikkert, og som altid med vinvalg jeg overhovedet ikke deler eller forstår. Stærk start, og sikker afslutning, med kvalitets kød som hovedret er vitterlig måden man stykker masseproduceret selskabsmenuer sammen på. Fyldretten fungerer ikke, det gør den sjældent når mange skal bespises, men den hjælper med omstilling i køkken fra varm portions serveret forret til varm tallerken anrettet hovedret. Men helheden er i balance, udtrykket varieret og tempoet var fint. Nej, gu er det ej gastronomi på højt niveau, men målrettet bespisning af optil 1000 mennesker hver eneste aften har altså andre delmål.

Foto John Resborn

Tilgengæld holder stedet fanen højt på underholdningsfronten og jeg var især glad for lygtepæls akrobatikken, det der kaldes sway pole i programmet og den ubesværet indarbejdelse af nycirkus-elementerne gennem hele showet. Daniels Rosenfeldt formåede at fastholde folks fokus med et klassisk korttrick, der dog var voldsom videreudviklet og inddrog flere publikummer end normalt. Peggy Sue & the blowjobbers håndterede eminent at opdaterer lykønskningsrunden uden det hverken mistede fokus, sjæl eller formål. Musikalsk fungerede UpTown Funk indslaget bedst, mens de flotteste vokaler blev afviklet under When We Were Young og Eurythmics sekvenserne. Afslutningsnummeret der som altid fungerer som overgangsnummer til åbningen af byens største dansegulv var denne gang ganske effektivt.

5_fjerpen.JPG

Showet får nemt disse fem blækhuse. Det er i år et dinnershow i balance, med hjertet på rette sted og med et stramt fokus på underholdningen. Glimmer og farverige dansenumre udgør fortsat blikfanget, men det er showets hyldest til cirkusrødderne der sikrer vurderingen.   Abigail er et underfundig og komisk fund, Christoffer Lindstrøms professionelle overblik og kvalitetsmættet dansebidrag vækkede minder om dengng Albin Fredy Ljungqvist selv svingede taktstokken på gulvet. Johan Espeland har instrueret løjerne, mens Albin har assisteret og trænet vokaler med sangerne. Her var jeg mest vild med røsten fra Elin Tossavainen. Jeg savnede Andrea Ulvenstål på dansegulvet, var derfor glad da jeg genkendte hendes energiske dansestil i Uptown Funk.  Har du aldrig været forbi Cirkusbygningen for dinnershow før, er det nu traditionen skal startes, hvis du omvendt bare har tabt lysten, så er det i år, at du genfinder glæden for genren.


Sangere Elin Tossavainen, Julia Ingvarsson, Louise, Desirée Bottelet, Fredrik Edkrantz, Jean Michel Helgason, William Stridfeldt. DANSERE Julia Svensson, Liza Johanne Stokseth, Christofer Lindström, Oliver Gramenius, Timmy Dieter Bergström CIRKUSARTISTER Abigail Collins, Shannon Maguire, Daniel Rosenfeldt, Philippe Renaud . INSTRUKTØR & PRODUKTIONSDESIGN Johan Espeland ASSISTERENDE INSTRUKTØR & VOCAL COACH Albin Fredy Ljungqvist. MUSIKALSK INSTRUKTØrR Figge Von Wachenfeldt. Coverfoto John Resborn. Du kan læse mere her

Comment