Der er som altid en tynd grænse mellem et iscenesat Utopia for masserne, og et effektivt tankefængsel pålagt samme. Vores historie tager sit udgangspunkt i det første, og udvikler sig i takt med karakterernes erkendelse af det andet. Vores hovedpersoner vågner således hver eneste morgen i en perfekt verden. Hvor sult, krig, kedsomhed og traumer er udryddet. Hvor alle kender deres plads, funktion og rolle i det store maskineri.

Foto Emilia Therese

Hver dag vågner de op i en ny seng, til et nyt arbejde, med en ny ægtefælle og tilhørende børn i den rigtige alder. Hver dag er tilrettelagt ud fra en ide om lykkeoptimering, men ikke alle borgere nyder den manglende forbindelse med fortiden, den manglende mulighed for ægte lykke og savner endda at forfølge deres egne veje. Vores to hovedpersoner har længe puslet med tanker om mulighederne for et andet samfund, et andet mønster, et andet udfald end den skemapålagte virkelighed som Madam Datam spytter ud dagligt. Da de finder hinanden via et iscenesat dagsægteskab, bryder de reglerne og pjækker fra alt. Hvilket bliver begyndelsen på deres mini revolution, hvis konsekvenser virker underlige fjerne, men snart bliver yderst virkelige for dem begge.

Foto Emilia Therese

Hvad der oprindelig inspirerede Svend Åge Madsen ved jeg ikke, men stykket her er en direkte dramatisering af hans tekstværk. Der som teater er en børnevenlig udgave af en velkendt samfundskritik, hvis grundkærne, har været til debat, lige siden de gamle grækere brød deres hoveder med hvad det gode liv monstro var. Her til lands skyller historien ind over sendefladen, hver eneste gang verdenssamfundets hakkeorden forstyrres, og nye løsninger på gamle problemer er påkrævet. Hvilket utvivlsomt gør historien her forbliver relevant i de kommende årtier, men om løsningerne fortsat forbliver på menneskehænder, er mere tvivlsomt.

4_fjerpen.JPG

Som enhver anden statskundskabsuddannet realist, har jeg hang til dystopiske analyser af samfundet og dystre forudsigelser for menneskeheden. Svend Åge Madsens verdensbillede fremstår derfor for mig, som en tandløs kritik af den moderne verdens udfordringer. Tilgengæld fungerer historien ganske fint, og efter den svag indledning, blomster forestilling op og kort før pausen har jeg slet ikke lyst til opbrud. Slutningen forløber dog som forventet, men især Anders Baggesen er en fornøjelse i rollen som arkitekten/dommeren. Som altid en fornøjelse at indtage Julian Juhlin visuelle ideer, der her både understøtter de mange sceneskift og afgrænsninger som historien påkræver. Instruktøren har med succes valgt at bruge Marie Marschner i vampet udgave i flere forskellige roller gennem hele forestillingen. Hvilket både skaber en klassisk kontrast til den selvstændige rebelske hovedrolle som Anne Plauborg spiller, og så fungerer det som visuel understregning af problemet med det hele iscenesatte Utopia. Ideer om form, giver dig kun den ønskede funktion, men aldrig det rette indhold. De fire blækhuse kunne sagtens blive til flere, hvis der blev klippet lidt i indledningen af stykket, skruede op for samfundsgruen og man fjernede de enkelte små logiske blindgyder der har fundet vej ind i historien. Som helhed fungerer det dog, det giver dig endda en fornøjelig aften i teateret og efterlader dig underholdt, men burde det ikke have rejst store spørgsmål, gjort dig nervøs for fremtiden og usikker på din egen hverdag?


AF SVEND ÅGE MADSEN. DRAMATISERET AF JULIE PETRINE GLARGAARD. ISCENESÆTTELSE RUNE DAVID GRUE. SCENOGRAFI OG KOSTUMEDESIGN JULIAN JUHLIN. LYSDESIGN ANDERS KJEMS. LYDDESIGN KIM ENGELBREDT. MEDVIRKENDE: CHRISTIAN HETLAND, ANNE PLAUBORG, ANDERS BAGGESEN, MARIE MARSCHNER, ANNA NØHR, KIRSTI KÆRN, KIM VEISGAARD, FREDERIK MANSØ, MAGNUS HAUGAARD M.FL. Foto Emilia Therese.

Du kan læse mere her

Comment