Lørdag aften havde Teater Grob premiere på forestillingen Efter Tiden, skrevet og instrueret af Kirstine K. Høgsbro og med Josephine Park, Ole Boisen, Tina Gylling Mortensen samt Paw Henriksen i rollerne som de tilbageværende mennesker i en, på uhyggelig vis genkendelig, ikke-så-fjern fremtid. Det var gennemtænkt, intellektuelt og velgennemført teater, som var en fornøjelse at være vidne og opbakning til, også selvom Orte ikke har interesse i mig som enkeltperson.

Teatret havde intet tæppe, hvilket havde den effekt at stykket allerede var i interaktion med publikum inden vi havde fundet vores pladser. Et antal skinnende beige dukker sad placeret på en bænk, lænet op ad en nøgen hvid væg. De sad meget stille og folk omkring mig på stolerækkerne var optaget af samtale med hinanden og af at finde deres pladser. Inklusiv mig selv. Jeg blev derfor lidt forskrækket, da jeg opdagede, at af dukkerne, var den ene, helt til venstre, levende. Jeg måtte knibe øjnene sammen og stirre på skyggerne henover maven fra folderne i dragten for at finde den lille fine bevægelse, der indikerede åndedrag. Jeg var faktisk lidt rystet over at måtte tage mig selv i, så umiddelbart, at have tingsliggjort et menneske. Det var en genistreg i scenografi og kostumedesign, der satte tonen for forestillingen allerede inden den var rigtigt i gang.

Foto: Emilia Therese

Scenerne i Efter Tiden roterer mellem tre separate indblik i Kirstine K. Høgsbros tanker og bange anelser om, hvordan mennesker lever – alene og sammen – i et instrumentaliseret samfund gennemsyret af kapitalistismen og neoliberalismen. Disse tre historier flettes gradvist sammen. Indledningsvist møder vi Tina Gylling Mortensen i rollen som Dorte Madsen, eller opløsningen af Dorte Madsen til Orte Adsen, en egoist, der med sine tanker og utilregnelige handlinger ødelægger mennesker og verden omkring sig. Orte vil få sig selv fjernet inden hun ombestemmer sig. Desværre er vi alle Orte og der er verden overalt på kloden og den eneste løsning må derfor være isolationsfængsling. Dette budskab går hun på gaden med. Tina Gylling Mortensen er eminent i denne rolle, og det vil være i hendes stemme jeg buh’er af mig selv langt ud i fremtiden.

Foto: Emilia Therese

Paw Henriksen og Josephine Park spiller ægteparret Thomas og Hanne Søndergaard. I forholdet tales der mere til hinanden end med hinanden. Paw Henriksens udgave af mesterprogrammøren, der i sin desperation for at vise sit engagement på arbejdet får den ene efter den anden del af kroppen amputeret for firmaet er overbevisende. Josephine Park spiller med sikkerhed og styrke rollen som den ensomme, angste Hanne, på randen af sammenbrud. Samtidig er Park utrolig dygtig sin artikulation af ord og sætninger der ændrer og/eller mister betydning og opløses. Endelig møder vi Egon, spillet af Ole Boisen, der lever i fornægtelse og kæmper med at være blevet forladt. Ole Boisen formår kompetent at skildre Egon som den festlige klovn vi først finder morsom men efterhånden bliver mere og mere bange for, også fordi det er svært ikke at kunne genkende sig selv i det man ser folde sig ud.

Foto Copyright Forbrugermania

Endelig skal statisterne have stor ros for deres bidrag til forestillingen, heriblandt som demonstranter, menneskehund, bord og standerlampe. De bandt flot skuespillet sammen med scenografi og kostumedesign. Jeg var meget imponeret over, hvordan hele holdet bag Efter Tiden med få virkemidler såsom to drejende vægge, en bænk, en kørestol, samt statister, dukker og kostumer i beige i beige, skabte så gennemført et billede af en dystopisk verden, hvor én langsomt men sikkert bliver til alle. Lys og lyd underbygger elegant undervejs, særligt i den sidste scene, hvor undergangen er nært forestående. Jeg tror vi alle fik et sug i maven til slut, hvor et smukt samspil mellem lyd, lys og skuespil, skabte en afslutning, der kunne minde om den sidste scene i Lars von Triers film Melancholia.

6_fjernpen.JPG

De seks blækhuse gives forestillingen Efter Tiden fordi det er kunst når det for mig er bedst og mest vedkommende. Jeg tænker meget over, og beskæftiger mig akademisk med de emner, der dramatiseres i Efter Tiden, og jeg må indrømme, at jeg med jævne mellemrum bliver både træt og bedrøvet. Samtidig har jeg svært ved at tale med andre mennesker om netop mennesket mod mennesket. Ned med mig. Buuuh! Jeg har svært ved at finde de rette ord uden at det bliver til en kedelig monolog og der er ligesom heller ikke tid i frokostpausen på arbejdet. Derfor var jeg så glad for at se Efter Tiden. Det får mig til at føle mig en lille bitte smule mindre foruroliget, at der findes personer, der som Kirstine K. Høgsbro, er i stand til at skrive kunstnerisk og humoristisk om menneskets skrøbelige og psyke og problematiske adfærd og den fremtid vi med en tilgang af tilfældighed er i gang med at skabe. Frem til den 25. maj vil jeg til alle jeg møder på min vej blot sige: ”Jeg vil anbefale dig at se Efter Tiden på Teater Grob”.


Med: Josephine Park Ole Boisen Tina Gylling Mortensen Paw Henriksen Manuskript og instruktion: Kirstine K. Høgsbro Scenografi: Maja Ravn Lysdesign: Sonja Lea Lyddesign: Weronika Andersen. Du kan læse mere om stykket her. Coverfoto copyright Forbrugermania

Comment