Før sommeren ramte Danmark med skyer, regn og pletvis solskin havde Aarhus Teater en oldgammel teaterklump på programmet. Kaldet Orestien. Jeg var forbi teateret kort før stykket igen røg af plakaten, normalt forsvinder en sådan teateroplevelse direkte ud i det jeg kalder min hukommelse. Men da Orestien er sådan en klassisk omgang dramatik, der vil blive fortolket, opført og debatteret hundredvis af gange bare i min livstid, kommer der alligevel her nogle værdidomme, betragtninger og skudsmål.

Foto Emilia Therese

Jeg var der delvist fordi alt hvad Nanna Bøttcher laver er værd at indtage, det samme gælder for kunstneren Lydmor. Tilgengæld er min tålmodighed med det der udgør menneskehedens historiske teaterarv lidt mindre. Stykket her lignede heldigvis moderne installationskunst, og lød andre gange som et indslag på spotfestivalen. Desværre var det fortsat med affekteret dialog, der til tider var på vers og med udsagn som ofte endte i gåder. Enhver der har slavet sig gennem pensum i Oldtidskunst, eller som jeg, har været udsat for historiestudiet på universitetsniveau ved, at der regler, traditioner og poetiske dobbeltbetydninger i hver eneste lille samling ord fra oldtiden. Det gør sig også gældende for denne opførelse af Orestien.

Foto Emilia Therese

Hvis du derfor ikke er teaterstærk, eller ikke elsker den fjerne fortid, så bør du altid springe forbi klassikere. Med mindre de er voldsom nyfortolket, grænsende til det nogle vil kalde respektløst. Det var mit håb Runar Hodne havde disse ambitioner, og universet han skabte, måden hvorpå handlingen blev afviklet og rollen lyduniverset fik, var også succesfuldt. Til gengæld var jeg ikke begejstret for resten, og der var en del små udfordringer med logistikken. Publikum denne aften var ikke helt trygge ved den lidt aparte start, delvist fordi enkelte gæster væltede over kulisserne længe inden scenestart. Publikumsovergang fra ståpladser i foyeren til faste pladser i teatersalen blev ligeledes hæmmet af misforståelser, buksegemte billetter og teatermørke.

Foto Emilia Therese

Orestiens historiske udspring fungerer både som lige del fiktion og vestlig historieskrivning, idet der både er vores eneste bevarede trilogi fra perioden, og dens handling beskriver bystaten Athenes spæde udviklingen af det der siden bliver til vores moderne retsstat. Det kan lyde banalt, men for mange udgør den overgang symbolet på vores civilisationsfødsel. Pludselig var straf ikke blot hævn, men noget der blev afvejet for samfundets ve og vel. Første del (Agamemnon) af trilogien indeholder de store dramatiske følelser. Kong Agamemnon vender efter ti års bekrigelse af Troja, sejrrigt hjem til hustruen Klyteimestra. Medslæbende på den yndig sandsigerske Kassandra, som lige dele krigsbytte og elskerinde. Den største ægteskabeligeudfordring er dog Kongens blodofring af deres datter. Hvis død skulle behage guderne og sikre vind i sejlene. Dronningemoderen bifaldt i hvert fald ikke Kongens gerning, selvom hun delte  hans kynisme og målrettede adfærd. Hun dræber således både ham og elskerindende den første nat under samme tag. Anden del (Sonofferet) af historien udfolder familiedramaet, da de resterende kongebørn ikke just deler moderens rationale. Tragedien er således fuldendt da Dronningemoderen dræbes af sin egen søn, som hævn for drabet på faderen. Tredje del (Euminiderne) bliver derfor lige dele retssag og guddommelig indblanding i historien. Da enhver oldtidsgræker med ambitioner og magtpositioner i samfundet, har indgået en eller flere aftaler med Guderne, kan udfaldet i overklassekonflikter hurtig blive til en rodet affære. Behovet for retfærdighed var derfor stort da Pallas Athene vælger at gribe ind og gennemtvinge en afvejet beslutning og gennemtænkt strafudmåling.

De fire blækhuse falder for den vellykkede fornyelse af teaterstykkets visuelle udtryk, for det medrivende lydunivers og de musikalske overgange. Dronningen spilles flot af Nanna, der på imponerende vis vrider sig gennem stykkets talrige sammenstød og karakterens tvivl. Jens Gotthelf som den hjemvendte konge er gennemført kongelig. Athenes ankomst og skuespillerens evne til at spille en guddom blandt mennesker er rigtig god. Desværre drukner intrigerne, skæbnevalgene og tragedien i dialog jeg havde afviklet anderledes, skuespilpræstationer som ikke fylder og logiske deduktioner der hører en anden tid til.  

4_fjerpen.JPG

AF AISCHYLOS I VERSION AF TED HUGHES OVERSÆTTELSE PIA JUUL ISCENESÆTTELSE RUNAR HODNE KOMPONIST, LYDDESIGN & MUSIKER LYDMOR VISUELT DESIGN ULRIK GAD KOSTUMEDESIGN MARK KENLY DOMINO TAN MEDVIRKENDE NANNA BØTTCHER, JENS GOTTHELF, EMIL PRENTER, PETER HALD, ASTA KAMMA AUGUST, CHRISTIAN HETLAND, RIKKE LYLLOFF, METTE KLAKSTEIN WIBERG, LYDMOR

Comment