’Hun var Tove’ lyder det i strømmen af publikum på vej ud af teatersalen på Folketeatret lørdag aften efter repremieren på Toves Værelse. Forventningerne har uden tvivl været høje til Paprika Steen i denne genopsætning af dramatiseringen af Tove Ditlevsens liv i og efter sit sidste ægteskab, og Paprika Steen lever op til forventningerne i en stærk og nærværende indtagelse af rollen som Tove Ditlevsen.

Bag det lette og transparente teatertæppe tænder hun med erfarne hænder en cigaret. Hun tager en indånding og tæppet løftes. Tove Ditlevsen sidder i en stilren tresser-sofa med krydsede ben, stram kjole og sat hår mens vægge med smukt malede, høje paneler langsomt sænkes og lukker sig omkring hende som en illustration af det fængsel af borgerlighed og overklasse, Tove Ditlevsen føler sig som en fange i. Bagerst findes døren til Victor Andreasens, Toves fjerde mand, spillet af Lars Brygmann, værelse mellem vægge fulde af bøger af seriøse forfattere og kunstnere. Heriblandt ikke Tove Ditlevsen. Døren er lukket for hende. Lars Brygmann gør det godt i sin fremstilling af Victor Andreasen som afmålt, udspekuleret og hård. Men hvor er kærligheden?

Foto Copyright Thomas Petri

Vi er inviteret med som vidner til et frokostselskab, hvor Tove Ditlevsen får besøg af sin ven, den yngre Klaus Rifbjerg, der hurtigt bliver indhyllet i et iscenesat ægteskabeligt drama mellem Tove Ditlevsen og Victor Andreasen. Klaus Rifbjerg repræsenterer modernismen og det borgerlige samfund, som Tove Ditlevsen føler sig udelukket fra og måske derfor også kæmper for at opnå accept fra. På én gang repræsenterer han også et frisk pust fra virkelighedens verden - et håb om redning. Men for nu er han fanget i et spil mellem Tove Ditlevsen og Victor Andreasen, der sammen har kærlighedens ret til at såre andre mennesker. Klaus Rifbjerg spilles af Kasper Leisner, som har succes med at få Klaus Rifbjerg til fremstå som fordragelig, empatisk og oprigtig optaget af Tove Ditlevsens velbefindende.

Foto Copyright Thomas Petri

Foto Copyright Thomas Petri

4_fjerpen.JPG

Undervejs øges det håndgribelige kaos lejligheden gradvist i takt med at Tove Ditlevsen synker ned i en cocktail af alkohol og narkotika og desperationen mellem ægteparret blotlægges. Det er virkningsfuldt at scenen nedbrydes som forholdets nedbrud skildres. Samtidig falder Tove Ditlevsens ydre komposition fra hinanden og hendes person ydmyges med historier om Sjove-Tove og Syge-Tove, blottede tamponsnore, tissen-i-håndvaske og selvmordsforsøg. Tove Ditlevsens indre opløsning fremstilles da hun hallucinerer og ser sin mor i Fru Andersen, husholdersken, spillet af Bente Eskesen, og sig selv som lille pige. Disse elementer af hallucination giver forestillingen en dybde, der godt kunne have været udforsket yderligere.

Pressemeddelelsen lover ’lige dele fiktion og faktiske nedslag i et forrygende og forrykt kvindeliv’ og jeg kan ikke lade være med at tænke på om historien ville have været anderledes og mere kærligt vedkommende, hvis der ikke var digtet på den. Lad mig uddybe: Hvis Tove Ditlevsen og Victor Andreasen virkelig levede sammen, med så ødelæggende verbale og fysiske opgør, og førte indstuderede dialoger med velplacerede punchlines, så tvivler jeg på, at det var den mindste smule morsomt. Derfor har jeg det heller ikke godt med at blive manipuleret til at grine med fra fremtiden. Jeg kan ikke gennemskue hvad budskabet i denne fortælling om Tove Ditlevsens sidste tid er. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at Tove Ditlevsen bliver udleveret og at denne udlevering ikke bidrager til at øge forståelsen for den smerte Tove Ditlevsen må have levet med og for de valg, som hun og Victor Andreasens må have truffet. Ej heller kan jeg finde spor af noget almengyldigt menneskeligt i skildringen af Tove Ditlevsens ægteskab og liv i Toves Værelse. Hvorfor findes der i hendes hjerte en afsindig trang til flugt? Hvorfor kan Tove Ditlevsen kun skabe i et rum, hvor hun og alle andre bliver til hvem-som-helst? Det har forestillingen givet mig anledning til at gå på undersøgelse Tove Ditlevsens egne værker for at finde svar på.

De fire blækhuse gives for flotte og overbevisende skuespilpræstationer fra Paprika Steen, Lars Brygmann, Kasper Leisner, Bente Eskesen samt Nora Klarskov, der i aften spillede rollen som unge Tove Ditlevsen. Dialogen blev leveret med præcision og indlevelse og med høj underholdningsværdi, til trods for at den dybest set var uinteressant og med et ubestemmeligt budskab bag. Blækhusene gives desuden for en gennemført scenografi og videodesign, som fik mig til at føle at jeg virkelig var tilbage i Ditlevsens tid, indsvøbt i et dejlig blødt uldtæppe, der kun kradser en lille smule.


Spilleperiode på Folketeatret: Fra den 6. april til den 16. maj 2019 Dramatiker: Jakob Weis Instruktion: Kasper Wilton Scenografi: Stine Martinsen Videodesign: Signe Krogh Medvirkende: Paprika Steen, Lars Brygmann, Kasper Leisner, Bente Eskesen. Foto copyright Thomas Petri. Du kan læse mere om stykket her

Comment