Du har sikkert også gjort det, ligesom jeg, da jeg var barn. At åbne et atlas på en tilfældig side eller lade globussen snurre rundt og vælge en destination med lukkede øjne – og forestillet dig, at være en opdagelsesrejsende, der for første gang sætter fødderne på stranden af en ukendt paradisisk ø.”

Det er muligt Zebu ikke var til at genkende udefra, grundet ombygning, men forestillingsplakaten lignede altså børnedramatik som jeg husker den fra start 80erne. Det var derfor en kæmpe overraskelse for mig, da trioen på gulvet, udfoldede et klimaopråb indpakket i underspillet humor, spøjse anekdoter og sande røverhistorier. Rekvisitterne var få, udklædningerne mange og bagtæppet blot et kurvet projektionslærred. Dynamikken mellem de tre skuespillere fungerede godt, og selvom jeg på intet tidspunkt anså dem som far/mor/datter, så ødelagde det ikke oplevelsen. I stedet opfattede jeg de tre som lige partnere i Atlasklubben, og slugte uden forbehold hver eneste pudseløjerlige anekdote de udfoldede på gulvet. Historiemæssigt undgik man således en masse klassiske familie problemstillinger, og fik vinklet hele fortællingen så ingen missede det overordnet budskab. Men hvor unge mennesker måske vil føle sig kaldet til at redde planeten, gøre en forskel eller søge information om mulighederne for klimakamp, blev jeg i stedet inspireret til at købe bogen stykket var inspireret af. Hvilket Vandkunsten taktisk smart sælger til billige penge i teaterets forhal.

Foto Søren Meisner

Verden er meget mere end charterferierejsemål, folkeskolen og hvad du ser i nyhederne. Planeten har endnu en overflod af ukendte steder, spændende afkroge og øde egne. Steder du ikke kender, og endnu flere du aldrig får besøgt. Forfatteren Judith Schalansky hiver dig rundt til en serie af Øer, et udvalg af disse indgår i forestilling, her har man siet historierne med sex fra og taget flere af skæbneberetninger og de sjove pointer. Til sammen udgør det en farverig masse af fortællinger om en verden der var, en verden der kæmper og måske snart er væk.

5_fjerpen.JPG


De fem blækhuse gives for den effektive levering af opråbet. Det føles hverken kvælende, intimiderende eller anklagende. Det serveres i stedet som en logisk konsekvens. Som en redningskrans der kastes ud til alle der drømmer om paradis, der søger svarene ved fjerne kyster, som kikker længselsfuldt ud ad vinduet, som gerne vil føle verden er grænseløs. Her er kampen for planeten det nye eventyr, her er din hjerne, dine påfund, din ihærdighed det fremtidens vilde skrøner bliver baseret på. Jeg fandt teaterstykket var indpakket i visuelle elementer der var bedagede, men fortællerglæden, dialogen og skuespillet pegede alt sammen mod fremtiden. Så måske det var en serie bevidste valg, der skulle markere skiftet mellem fortid/fremtid. Uanset hvad nød jeg fortællingerne, bogen bag og de tre skuespillere på scenen.


Manuskript og instruktion: Marc van der Velden frit efter Judith Schalansky: Atlas der abgelegenen Inseln © Musik og komposition: Claus Carlsen Medvirkende: Lotte Bergstrøm, Jesper Pedersen, Emma Silja Sångren, Claus Carlsen Projektions- og lysdesign: Flora Pelle Brandt, Kostume- og rekvisitdesigner: Frederikke Dalum Rekvisitør: Therese Annebelle Jensen Skrædder: Hanne Mørup Produktionsledelse: Dorthe Schmidt Schou Afviklingstekniker: Katja Andreassen. Du kan læse mere her

Comment