Det lille ørige vi kalder Danmark, er fortsat et klassisk klassesamfund, med indbygget normer, forventninger og uskrevet regler. Begrænsningerne, kampene og værdierne har dog rykket sig en masse, siden det musikalske lystspil Jeg Er Sgu Min Egen (1967) succesfuldt ramte landets biografer. Nørrebro Teaters opsætning er dog ej heller en jagt på tidsånden 2019, et forsøg på at indfange et ungdomsoprør eller en målrettet provokation. Det er i stedet en nytolkning af en fortidig national musicalsucces, hvor kollektivets fælles minder er indbygget i historien, afviklingen og leveringen. Den primære målgruppe kan derfor ikke være andet end danskere, hvis egen fortid nu er blevet til de gode gamle dage. Heldigvis drukner forestillingen ikke i nostalgi, ligegyldigheder eller sære historiske blindgyder. Annie Jensens (Mathilde Passer) kamp for frihed, selvbestemmelse og det gode liv er nemlig et evigt aktuelt tema i et ethvert ulige samfund.

Det er ikke nemt at sku´ være sig selv,
men det ka´ jo gøres med lidt lykke og held.
Først så bli´r man født, og så bli´r man døbt,
nogen de bli´r solgt, de allerfleste købt,
men vi er dog no´en, som ikke er til salg
— Jeg sætter min hat som jeg vil - Klaus Rifbjerg / Copyright Multitone A/S

Fotograf: Büro Jantzen.

Det tog mig dog store dele af første akt at ramme stemningen, forstå ideen og finde rytmisk fodslag med skaberne af teatermusicalen. Dels skygger fortidens kæmper endnu, og dels har samfundsvidenskabelige uddannelser ødelagt min evne til fordomsfrit, at kunne tilgå folkelig underholdning. Det virker vitterlig både modigt og lidt forrykt at turde pille ved noget som Erik Balling har instrueret, hvor Daimi havde hovedrollen, Klaus Rifbjerg skrev manuskriptet og Bent Fabricius-Bjerre var komponisten. De er/var giganter indenfor hver deres område. Derfor svært ikke konstant at måle nyskabelsen mod fortiden, mod deres succeser, mod tankerne om hvad disse mennesker kunne have bedrevet det til i dag. Hvilket både er en naturlig tanke og helt igennem et forkert spor. Da jeg endelig havde givet slip på fortidens spøgelser, kunne jeg bedre nyde forestillingen, hvis farverig scenografi ligner et vildskud indenfor brutalismen. Historien virker til gengæld som en børnevenlig hybrid mellem Franz Kafka Processen og A Clockwork Orange af Anthony Burgess.

Fotograf: Büro Jantzen.

4_fjerpen.JPG

Annie Jensen er således vores unge, utilpassede drømmer hvis konstante spørgsmål til samfundets normer bringer hende i karambolage med samfundet. Hvor alle borgere både må og skal gøre deres bedste for kollektivets skyld. Hvor positioner tildeles og roller udfyldes via sindrige systemer. Her er der ikke plads til kærlighed, forandringer eller ulydighed.  Gennem de knap to timers forestilling kæmper Annie med og mod reglerne. Udfaldet er selvfølgelig oplagt, just som turen ikke rummer mange overraskelser, men heldigvis er afviklingen fuld af varme, melodiske numre og lattermilde hændelser. De fire blækhuse gives for Marie Askehaves flotte bedrift som Opsynsværgen, Tom Jensens hyggelige omgang med den lange række af karakterer han spiller, Nicolai Jandorfs evne til at ramme irriterende beatnik til perfektion, Anders Birks Guitarspil fandt jeg især stemningsskabende og selvfølgelig Mathilde Passer bedrift som Annie. Hun både spillede og sang så man huskede Daimi og siden glemte samme. Hvilket er en flot bedrift.


Medvirkende: MATHILDE PASSER, MARIE ASKEHAVE, ANNE SOFIE ESPERSEN, TOM JENSEN, MORTEN HEMMINGSEN, NICOLAI JANDORF SAMT MUSIKERNE SØREN GRAVERSEN, ANDERS BIRK, STEPHAN GRABOWSKI OG RENE DAMSBAK MANUSKRIPT: JEANETTE MUNZERT BASERET PÅ JEG ER SGU MIN EGEN AF KLAUS RIFBJERG INSTRUKTION: NICLAS BENDIXEN SCENOGRAFI: TORDEN & LYNILD MUSIK: BENT FABRICIUS-BJERRE KAPELMESTER OG MUSIKALSK ARRANGØR: SØREN GRAVERSEN KOREOGRAFI: PETER FRIIS. Du kan læse mere her

Comment