Som enhver anden høj, korthåret, overvægtig eksiljyde i sorte Ecco sko, vækker jeg ikke glæde på Christiania. Pludselig lukker boder og ukendte mennesker følger mig gennem staden. Der spejdes ihærdigt bag mig, nogle går helt tæt og andre holder sig bevidst langt væk. I samme øjeblik mobilen tages frem trykkes stemningen yderligere. Der råbes på sprog der er mig ukendt, og nogle løber hurtigt væk fra stedet. Det er svært ikke at grine, fordi det altid ender sådan når jeg besøger Danmarks såkaldte sidste Fristad. Jeg ved godt, at mit ydre minder om en dansk politibetjent, der er fanget et sted mellem dårlig form og et livslangt medlemskab af konservativt folkeparti, men jeg kommer altså med fred. Hvilket i sin grundkerne også er budskabet i den rablende, vanvittige og helt igennem forrygende countrykomedie The Beatroots af Line Mørkeby. Der i koncertformat på premiereaftenen afvikles i den farverige Opera Christiania. Hvor håndøl koster en del og sofaerne er slidte. Hvor pynten er farverig og altid kitsch. Hvor sceneudsynet nogle steder hæmmes af bærende træsøjler, og toiletfaciliteterne har saloondøre. Hvor ungdommen rister cannabis i indgangsdøren og forhandlerne skuler af os afvigere der tydeligvis ikke vil købe. Hvilket føles som en passende ramme for denne omgang milde samfundskritik indpakket i komik, publikumsinddragelse og svingende countrynumre.

TheBeatRoots Fotograf Per Morten Abrahamsen

Rammefortællingen er en gendannelse og tourstart for familiebandet The Beatroots. Der efter tabet af deres matriark har været væk fra spotlyset. Nu har de fundet et fælles fodslag, lagt de dårlige vaner på hylden og lært at leve med hinandens fejl. De fire musikere består af to ægtepar, hvor mændene er brødre og kvinderne dem der holder styr på det hele.  Sangskatten er amerikansk, udtrykket lidt blandet og sprogene dansk eller engelsk. Fortiden er tydeligvis proppet med misforståelser, uforløste konflikter og hidsige sammenstød. Uanset hvad de forgiver på scenen. Vi får løbende kastede kødfulde konfliktlunser i hovedet, via lange og morsomme anekdoter. Brødrene er de der driver konflikten, mens kvinderne henholdsvis hælder benzin eller vand på bålet. Noget skyldes alkohol, noget skyldes forskellige værdier. Men freden virker aldrig reel eller langvarig. Nogle sekvenser afvikles i slowmotion, alt imens vi får indsigt i hvad kvartetten tænker. Tanker der forstærker indtrykket af dem hver især, og giver et godt billede af hvor magtkampene gør ondt.  Rolf er manden der fandt sig selv efter alkoholen slap sit tag. Han ønsker at forbedre verden via (rigtig) countrymusik. Broderen Jacob vil bare gerne underholde verden og føler ikke længere rollen som lillebror er passende.

TheBeatRoots - Fotograf Per Morten Abrahamsen

5_fjerpen.JPG

Jeg elsker den tossede historie om grænseturen i faderens kadet og griner skyldfri af Rolfs sammenbrud i den svenske fyrskov. Musikalsk finder jeg The Gambler er højdepunktet. Dog tager man alle sangene alvorligt, uanset om en guitar ikke helt stemmer eller harmonierne nogle gange skrider. For mig består forestillingen af fem elementer. Der er familiefejden, komikken om samme, samfundskritikken det fører til, publikumsinddragelsen og så musikken. Balancen skrider enkelte gange og jeg havde helt udeladt linedans undervisning af publikum (Sukkerfod). Jeg elsker det visuelle udtryk og finder Rolf Hansen er god i rollen som vred, dansk fuldskægsudgave af Johnny Cash. Det er som helhed en vanvittig teaterklods, der formår at underholde og samtidig afvikle flere spor uden at miste sig selv. Kritikken af Danmark anno 2019 savner dog lidt brod, dels fordi tidens realpolitik er mere vanvittig end nogle kunne have forestillet sig for bare tyve år siden. Men det er også bare svært at lave en forvrænget parodi på noget der i sin reneste form er lige netop det. De fem blækhuse gives for en morsom tur gennem det fiktive fællesskab, hvor folkets dilemma blev belyst på en for mig ny måde. Countrymusikken skabte stemningen, familiefejden grundlaget og rummet var fællesskabet.

So if you dont mind me saying, I can see you’re out of aces. For the taste of your whisky, I’ll give you some advice. So I handed him my bottle, and he drank down my last swallow. And he bummed a cigarrete, and asked me for a light, and the night dark gettin quiet, and his face lost all expression, said if you gonna play the game boy, you gotta learn to play it right. You got to know when to hold em, know when to fold em. Know when to walk away, know when to run. You never count your money while sitting at the table, they will be time enough for counting when the deal is done.
— The Gambler -DON SCHLITZ

Medvirkende Rolf Hansen & Jacob Teglgaard + Christine Worre Kann & Marie Louise von Bülow Instruktør Pelle Nordhøj Kann Dramatiker Line Mørkeby Scenograf Sir Grand Lear Komponist & kapelmester Marie Louise von Bülow Lysdesigner Martin Danielsen Barnung Lyddesigner Janus Jensen Fysisk konsulent Jannik Elkær Musikalsk arrangement The BeatRoots Idé & koncept Teatergrad. Videoen er produceret af Anders Graver // Humbug Film. Du kan læse mere om stykket her og hvor du fanger dem på et scenegulv

Comment