De endeløse rækker af mennesker der går forud for vores egen eksistens, er ikke kun variationer over et tema, de er vores familiær genetisk database. De er således vores arv, udspring og form. I dette teaterstykke følger vi synkront tre forskellige generationer fra den samme familie. Hovedpersonerne er alle kvinder på tredive år, med begge ben solidt plantet i deres første store eksistentielle krise. Barndommen er et fjernt minde, ungdommen er uigenkaldelig slut og pludselig er der kun voksne valg tilbage på hylderne. Den ældste generation på scenen er den mest ustabile, hendes liv ender ulykkeligt, men først får hun indprentet en masse uheldige ting i sin datter. Der som voksen måske er en anelse mere i kontrol end sin egen mor, men dog ikke i nærheden af et stabilt sind. Den yngste generation bryder tydeligvis den sociale arv, men føler sig alligevel fanget af sin fortid. For alle tre kvinder er det tydeligt livet er en udfordring. Deres fælles historie er et bud hvorledes vi alle er forbundet over tid og sted. Hvorfor et trauma aldrig er isoleret til et enkelt menneske, men noget der påvirker fællesskabet i flere led.

Fotocopyright Karoline Lieberkind

Forestillingen afvikles med de samme tre kvinder og den samme udfordring gennem hele stykket. Men før pausen sker formidlingen mere som en fletteøvelse end som en samlet historiefortælling. De tre kvinder præsenteres dog, får deres karakter opridset og individuelle udfordringer fremvist. Men ordene, handlingerne og historien afvikles på en og samme tid. Hvilket ofte giver følelsen af at se tre kvinder ekko hinandens problemstillinger, ord og følelser over tid og sted. Lavpraktisk betyder det også ens fokus utvivlsomt udelader en af kvinderne, og for mig er det som oftest sporet fra 2033 der misses. Budskabet og historien forstærkes dog i sin helhed på denne måde. Da den synkrone afvikling kompenserer for eventuelle svagheder i historierne for hver af de tre kvinder. Efter pausen er de tre døre og klare tidsindikatorer væk. Vi er nu i huset som alle tre kvinder har beboet.
Historien får mere fokus på den yngste generation. Hedes arv er både huset og historierne det rummer. Det er nu op til hende at vælge kampene, resultatet og fremtiden.

Fotocopyright Karoline Lieberkind

5_fjerpen.JPG

Det er let at fortabe sig i Alice Birchs skuespil. Det er sjældent behagelige rum hun skaber, men det altid turen værd. De fem blækhuse gives for dramatikerens nænsomme knytnæve ind i debatten om selvmord. Du kan sagtens se hele forestillingen som en forlænget diskussion af social arv vs genetisk arv.  Jeg ser det dog i stedet som en indsigtsfuld tur gennem selvmordets indirekte og direkte konsekvenser. Helle Fagralid og Niolaj Kopernikus er overbevisende som ægtepar anno 1973. Ida Cæcilie Rasmussen er imponerende som ung kvinde på afveje. Hendes nedtur, forkerte valg og tab af mening er virkelig flot fremvist. Christine Albeck Børge får ild i de indre dæmoner efter pausen og det klæder både hende og forestillingen. Jeg havde gerne givet en af Karin Bang Heinemeiers karakterer mere plads uanset hvilken tidsperiode.  Teaterstykket har en solid grundkerne, et kraftfuldt budskab indpakket i voldsomme historier, men også en del løse tråde hvis sprængfarlige indhold ikke udfoldes. Men fokus er ej heller på sexmisbrug, fejloperationer eller religion. Det er i stedet en familietragedie fortalt over flere generationer for at belyse selvmord. Det fungerer, det er medrivende og det er skruet sammen så du føler dig underholdt.


Forfatter Alice Birch Oversætter Simon Boberg Medvirkende Helle Fagralid, Ida Cæcilie Rasmussen, Christine Albeck Børge, Karin Bang Heinemeier, Nicolaj Kopernikus, Troels Thorsen, Thue Ersted Rasmussen, Ellaha Lack, Isabella Kjær-Westermann, Rose-Maria Kjær-Westermann, Thora Marie Lind Wilhardt, Martha Fogh Duelund & Sara Fusager Instruktør Anja Behrens Scenograf Ida Grarup Lysdesigner Súni Joensen Dramaturg Sanna Albjørk Produktionsleder Markus Schulin-Zeuthen Scenemester Kasper Hust Frandsen Forestillingsleder Anne Kirstine Pyndt Belysningsmester Peter Lorichs Tonemester Anders Munch Amdissen Skræddersalsleder Kristina Widriksen Instruktørassistent & sufflør Ditte Bertelsen Fotograf Karoline Lieberkind.

Comment