Premieren var for længst forbi, og det var en mandag aften. Foråret havde ramt hovedstaden, men vintermørket dominerede fortsat. Jeg var derfor lidt overrasket, da teaterlobbyen var proppet med unge forventningsfulde kvinder. Der alle åbenbart var der for at se teaterversionen af bogsuccesen Frit Flet. Jeg håber de alle havde en fremragende teateroplevelse, fandt nogle refleksioner der gav mening og et fællesskab der føltes berigende. For som cis kønnet hvid midaldrende mand var det ikke et vellykket match. Selvfølgelig er børneteater målrettet børn, traktortræk målrettet motortossede mennesker og således var denne omgang dramatik også målrettet unge kvinder. Alligevel sad jeg bænket i mørket, og håbede på noget teatermagi også kunne røre mit golde hjerte. Det skete desværre ikke, men fremfor at opremse alt det som ikke fungerede for mig, vil jeg i stedet tage udgangspunkt i de positive elementer.

Fotocopyright Rumle Skafte,

Sceneudtrykket domineres af et cirkulært hul, en død hest og et rødt bagtæppe. Livets scene er befolket af et hav af forskellige kvinder, der dog alle spilles af kun fire skuespillere; Sofie Torp, Marie Nørgaard, Ina-Miriam Rosenbaum og Kirsten Peüliche. De mange historiefragmenter er sammenflettet til en tematisk montage over kvinden. Hvis rolle i verden selvfølgelig afspejles af livsfasen, og altid ses i kontrast til samfundet/manden/strukturerne/patrikartet.

Synes de scenografisk valg fint understøtter ideen om en fortælling om livet. Det cirkulære hul på scenen repræsenterer for mig både dødsriget (hullet) og tidens hjul, således kvindens placering i forhold til cirklen afspejler karakterens livsfase. Bagtæpppet for enden af scenen adskiller det private rum, fra rollen, der spilles ude i samfundet. Mens den døde hest har et utal af fortolkningsmuligheder – lige fra manglende frugtbarhed, over symbol på manglende frihed til dødt intellekt (dvs. dumhed). Ud over den gennemtænkte scenografi (Franciska Zahle) var jeg også rigtig glad for det musikalske univers skabt af Hannah Schneider (nydes bedst fra 3. række og op). Både afviklingen af sangene og de øvrige musikstykker fungerede som overgangselementer i forestillingen. Nogle satte tempo, andre skiftede spor og enkelte forbandt fortællingerne sammen på kryds af tid og sted.

De tre blækhuse gives derfor for de visuelle rammer, den lydmæssige iscenesættelse og i særdeleshed for skuespillernes succesfulde greb på scenen. Her var jeg meget glad for opgøret med patriarken/præsten/religionen. Fremvisningen af hvorledes kvinden bindes til rollen mor og derved barnet var også rigtig god. De manglende tre blækhuse skyldes alt det andet, som på ingen måder ramte mig, alt det der til tider var fortænkt, for banalt, for intetsigende og enkelte gange uden effekt selvom udgangspunktet var voldsomt fx opremsningen af de mange mord på kvinder. Men er du en ung kvinde der holder af teater, bogen Frit Flet eller blot tumler med livets helt store spørgsmål, så er der garanteret en masse af værdi i denne forestilling. Vi gamle hvide mænd må blot finde underholdningen andre steder, og det er helt retfærdigt, men altså en anelse kedeligt hvis du forvilder dig ind til denne forestilling.

3_fjernpen.JPG

Tekster af NAJA MARIE AIDT, LINE KNUTZON og METTE MOESTRUP, Tekstbearbejdning LIV HELM, FRANCISKA ZAHLE, HANNAH SCHNEIDER og TANJA DIERS, Instruktør LIV HELM, Scenograf FRANCISKA ZAHLE, Komponist og musikalsk instruktør HANNAH SCHNEIDER, Dramaturg TANJA DIERS, Kostumier og rekvisitør ANNA LADAS, Lysdesigner MORTEN KOLBAK, Lyddesigner ASGER KUDAHL, Medvirkende SOFIE TORP, INA-MIRIAM ROSENBAUM, KIRSTEN PEÜLICHE og MARIE NØRGAARD. Du kan læse mere her. Fotocopyright cover og øvrige billeder Rumle Skafte.

Comment