Tilbage i starten af nullerne spredte tegneseriestriben Wulffmorgenthaler sig, som en steppebrand, på mit studie. Her var endelig en tegneseriestribe hvor det moralske kompas matchede vores eget, og hvor reglerne for hvad man kunne tillade sig i det offentlige rum, åbenlyst blev rykket for hver eneste joke. I starten troede vi, at det var et falsk navn, eller en ukendt særling der boede under broer i de danske storbyer, siden fangede vi dog det var to mænd fra den kreative klasse der stod bag serien. Da vi så ramte midten af det sidste økonomiske opsving var tegneseriebiksen sat i system. Webshoppen flød over med kreative tiltag, og kastede du ekstra penge efter produkterne fik du signaturer med i handlen (selvom det altid lignede noget en med kraftig hjerneskade stod bag). Jeg købte selv udgivelserne på dansk og gav de engelske udgaver i gaver når på rejse rundt i verden. Delvist fordi jeg synes striberne var sjove, men samtidig også for at støtte de danske producenter der turde tænke globalt.

Fotocopyright Forbrugermania

Det hele føltes fortsat en smule undergrund, selvom mændene bag striben nu var i alverdens udenlandske aviser, lavede DR2 underholdning og endda udkom i den kulturradikale avis Politiken. Gradvist ændrede seriestriben udtryk, form og signalværdi. Noget skyldtes Anders og Wulff voksede som mennesker, men meget kan tilskrives deres amerikanske drøm. Noget duoen havde sukket efter siden første stribe, men ikke havde været strømlinet nok til helt at lande. Det blev de dog og i dag står skaberne på toppen af en global tegneseriesucces. Som jeg godt nok ikke længere læser, giver som gaver når på forretningsrejser eller griner af, men det er et bytte enhver fornuftig forretningsmand gerne laver.

4_fjerpen.JPG

Denne udgivelse består af 752 tegneserie striber udvalgt fra deres store bagkatalog (7000+). Tilsat en serie små interview med Anders og Wulff. Der er ikke en overordnet udvælgelses tematik eller en klar redaktionel linje. Det er blot en masse tegneseriestriber som du ubesværet kan læse i hele verden. Striber der allerhøjst kan støde lidt på grund hos Henrik Marstal. Selvfølgelig er dyr fortsat en del af udtrykket, flodhesten er dog ikke med og pandafamilien er også glemt.

I dag hedder striben Wumo og den udkommer forsat dagligt, alle figurerne har tøj på og referencerne er globale, pointerne almengyldige og stilen stadig letgenkendelige. Volden er voldsom nedtonet, provokationerne siet fra og det anarkistiske findes kun i minderne. Mine fire blækhuse gives derfor for det vanvittige høje bundniveau serien tydeligvis har, indsigten jeg fik fra tekststykkerne og så den nostalgiske følelse udgivelsen her vitterlig fremkalder. Det er virkelig vildt hvor stort deres foretagende er blevet, hvor udbredt striben er og hvor professionelt de formår at drive forretningen videre. Ingen kan bebrejdes at sætte store mål for sig selv og slet ikke når selv samme indfries. Til gengæld må du gerne være lodret uenig med Anders og Wulff når de påstår hele verden har flyttet sig – hvorfor de også måtte ændre form/udtryk/stil. Det er jeg i hvert fald. Der har altid været en poleret overflade som har forsøgt at bestemme hvad du måtte latterliggøre og hvordan det måtte ske. Det politiske korrekte er ikke noget nyt. Det dårlige selskab har alle dage været til at spotte og undergrunden har stået for det morsomme, mens middelklasse underholdningen for det tandløse. Tidligere var det uhørt at gøre grin med Jesus, Paven, Kongehuset osv.  I dag vækker det ikke anstød hos en eneste hvis du påpeger det latterlige ved føderet, usynlige venner eller gamle jomfruer i ære kostumer. Heldigvis har vi f.eks. den islandske tegner Dagsson til at minde os om man kan gøre nar af alt og grænser fortsat kan flyttes. Den inkluderende, forstående og opbyggelige joke er ofte hyggelig og fremkalder da også smil. Men just som kristen rock ikke sætter dødsmetal på plads til Copenhell festival, således taber de pæne vitser også i sammenligning med den rå, ufiltreret satire der tør prikke alle de steder du godt ved det gør ondt.


Sideantal: 216. Udk. 24. oktober 2018. Forlag: Politikens Forlag. Omslagsgrafiker: Imperiet Du kan læse mere her

Comment