Vi der husker Berlusconis succesfulde revolution af det oldgamle demokrati mod syd, genkender selvfølgelig opkoget på Grobs teaterscene. Cristian Ceresolis forestilling Happy Hour indeholder dog mindst tre forskellige samfundskritikker. Der tilsammen udgør én underholdende opsang, der giver dig en bitter smag i munden og en urolig følelse i maven. For den velkendte og uhyggelige sammenblanding af klassesamfund, kapitalisme og fascistisk propagandaæstetik ender aldrig godt for nogen. Ikke engang for de der vinder magten, pengene og positionerne.

Kerfuffle er en dreng, en verdensmester. Mens Ado, hans søster, er en pige. Mor og far er lykkelige. Fordi det er obligatorisk.

Foto: Emilia Therese

Alle europæiske storbyer har et ydrebælte af betonboliger, hvor emigranter, enlige mødre og gnavne pensionister kæmper med drømmene, regningerne og hverdagens øvrige udfordringer. Da denne historie tager sin begyndelse, befinder vi os i sådan udkantslejlighed. Hvor statussymbolerne købes på udsalg, brugte eller bare aldrig bliver til andet end våde dagdrømme. Her vælter Kerfuffle (Asbjørn Krog Nissen) og Ado (Özlem Saglanmak) sig rundt i baggården, stuen og hinandens selskab. De er vores hovedpersoner og samtidig vores fortællere. Historien udvikler sig kronologisk, men med vældige spring. Hvorved samfundets omvæltninger fremstår endnu mere abrupte og familiens sammenbrud det voldsommere. I starten tilsmiler lykken ellers den lille arbejdsomme familie. Faderen forfremmes, lejligheden opgraderes, datteren går til auditions og sønnen lyver sig fortsat til bedrifter på fodboldbanen. Men lige under den glansfulde overflade af rendyrkede eufori over den nyfunden velstand, gnaver tvivlen hos de to børn. Det kommer dog aldrig direkte til udtryk, mere som henkastede bisætninger i deres fortælling om livets udvikling siden vi sidst besøgte familien.

Du behøver dog hverken at have styr på fortidens sydeuropæiske diktatorer, Trumps politiske meninger eller fulgt med i verdensudvikling de seneste par hundrede år for at fange fascismeadvarslen i Happy Hour. Hvor alt der er ægte, uskyldigt, og kærligt bliver tilsmudset, perverteret og ødelagt i sådan en grad, at du ved en lykkelig slutning ville være en selvmodsigelse. Du behøver ikke engang at interesser dig for politik for at kunne nyde forestillingen. Du vil dog uanset hvad ende med en ubehagelig følelse af afmagt, fremtidsfrygt og afsky overfor vulgærkapitalismen. Hvilket selvfølgelig kan kureres med rigelige mængder reality fjernsyn, binge swiping af venners instagram stories og en voldsom dyr shoppingtur.

Foto: Emilia Therese

5_fjerpen.JPG

Selvfølgelig er det samfundskritiske teater når skaberen hedder Cristian Ceresoli, men dramatikkens styrker er faktiske nogle andre denne gang. I hænderne på Simon K. Boberg er det også blevet til en uendelig kær historie om et søskendepars opvækst. Skuespillerne Özlem og Asbjørn klæder virkelig hinanden. Deres samtaler, ordspil og konstante magtkamp er som taget fra ethvert vellykket søskendeforhold. De konstante skift mellem drillende ord, beskyttende handlinger og de evige sammenstød udgør i hvert fald kernen i mit eget søskendeforhold. Det er også Özlem og Asbjørn der spiller forestillingens øvrige roller, hvilket utvivlsomt kunne have drænet stykket for fremdrift, hvis ikke de to netop havde mestreret det så flot. Lidt dybere stemme, mere kantede bevægelser og pludselig er Özlem faderen. Mens en lysere stemme, kortere skridt og en enkelt bar skulder gør Asbjørn til moderen. Samspillet mellem de to er virkelig godt, og jeg knuselsker karakterne Kerfuffle og Ado for deres uskyld, varme og livsglæde. De fem blækhuse gives for skuespillet, dialogen og scenografien. Sceneudtrykket ligner denne gang venteværelset til et overklassebordel, eller en københavnsk natklub fra midt nullerne. Belysningen og lydkulissen skaber forskellene, men det er skuespillerne der får dig til tro på historien. Kritikken og opråbet er skabt af Ceresoli, men det er  forløsningen af ordene som gør begge dele potent.  Özlem Saglanmak gnistrer i rollen som datteren der mister sig sig selv, mens Asbjørn Krogh Nissen høster latterbrøl som sønnen hvis udfordringer med anerkendelse enhver kan genkende.


Vi skal danse.
Vi skal danse.
Hver morgen.
Og hver aften.
Og vi skal smile.
Hvis man ikke smiler, bliver man straffet.
Også hvis man protesterer.
Og alle dage ligner hinanden.
Men der er en dag, der er anderledes end de andre.
En dag, som alle venter på

Med: Özlem Saglanmak og Asbjørn Krogh Nissen Manuskript: Cristian Ceresoli Iscenesættelse: Simon K. Boberg Scenografi og lysdesign: Edward Lloyd Pierce Lyddesign: Weronika Andersen Komponist: DJ Blue Cat Oversættelse: Anne Marie Daugaard Boberg og Simon K. Boberg Foto: Emilia Therese Trailer: Emilia Therese (video) og Christophe Dolcerocca (klip). Du kan læse mere om stykket her

Comment