Hver eneste sæson er der forestillinger som sætter sig fast i min hukommelses indre katalog over eminente oplevelser. Dramatik der brænder igennem fordommene, forventningerne og genrebegræsningerne. Jeg gad gerne påstå der var universel enighed om disse lovprisninger, men sådan fungerer subjektive kunstoplevelser desværre ikke. Selvfølgelig er der mennesker som deler min kunstsyn, der har samme behov for fornyelse og som elsker provokationerne med noget på hjertet. Men objektive kriterier findes der som sådan ikke. Selvfølgelig er der elementer af håndværksmæssigkundskaber og tekniske færdigheder, men det er på ingen måde lovbestemt hvordan klassikere skal opføres. Heldigvis! Dette er dog ikke en kunstdiskussion eller forsvar for Christian Lollikes virke som dramatiker. Det er blot en forklaring på hvorfor andre mennesker kan være uenig med dig, mig og alle andre. Teaterstykker er kultur som opleves live på afgrænset steder og tider. Det er oplevelser du kommer til at bærer med dig for evigt og som ingen helt kommer til at kunne genskabe i fremtiden. Erasmus Montanus er en sådan oplevelse du ikke bør snyde dig selv for. Det er politisk teater til tiden. Det er fornyelse af måden hvorpå danskerne tilgår Ludvig Holberg. Det er her du skal opleve tårnhøje Andres Jebro skinne som skuespiller. Det er på Østre Gasværk Teater du lige nu har muligheden for at opleve teater der gør en forskel for genren, skaberne og publikum. Det vil simpelthen være for dumt at misse den chance.

Copyright Emilia Therese

Christian Lollike har iscenesat denne omgang af Erasmus Montanus og det er han sluppet rigtig godt fra. Det vil utvivlsomt gøre ondt på alle der har fået nationalstaten i klemme, der tror Ludvig Holberg er noget helligt eller af uvisse årsager elsker den klassiske fem akter af den kendte dramatiker. Rammefortællingen er som sådan fortsat den samme. Rasmus Bjerg forlad landsbyen som uskolet bondeknøs og hjemvender siden som den belæste Erasmus Montanus (Andres Jebro). Hvis nyfundne kærlighed for logiske deduktioner skaber tvivl, uro og opstandelse i det lille samfund, hvor jorden er flad, Danmark kristent og mennesker hverken er sten / haner eller andet end gudfrygtige.

Copyright Emilia Therese

Sceneudtrykket er en klassisk lagdelt scene hvor kulisserne og rekvisitterne alle er holdet i 2D illustrationer. Handlingen og dialogen afvikles så alle kan se med. Sådan starter det i hvert fald hvor den eneste som bryder normerne, illusionerne og samtaleformen er Erasmus Montanus. Han indgår i skuespillet, handlingen og samtidig den der taler direkte med og til os. Han er den udsendte fra civilisationen der som en elendig antropolog går på opdagelse i fortidens fordomme, uvidenhed og systematiseret dumhed. Sammenstødet mellem den lærde og de uskolede går dog ikke helt uproblematisk. For i en verden der kun er befolket af blinde, kan den der påstår han kan se sagtens blive konge, mens vedkommende der vitterlig kan se, ikke helt kan formidle sandheden så de blinde forstår.  Lollike udfolder sammenstødene så flere lag opstå og du til sidst sidder tilbage med følgende. Fundamentalisme er lige idiotisk uanset hvilket religiøst ståsted du måtte have, men hvis du som lærd kun bruger din visdom til at tryne de uvidende, så bærer du ansvaret for samfundets udvikling / tilstand.

I min levetid har vi aldrig været så fokuseret på, hvad vi tror på, hvilke værdier vi har og hvilke grænser, vi vil have lukket. Det spejler Holbergs tekst om Erasmus virkelig fint.
— Christian Lollike, instruktør
6_fjernpen.JPG

De seks blækhuse tyres med samme ihærdighed efter stykket her, som tomaterne fløj mod scenegulvet på premiereaftenen. Jeg er simpelthen vild med forestillingen af et utal af grunde. Opfindsomheden hvorved historien afvikles, humoren der er indflettet i hver eneste scene og den vellykkede visualisering af akademiske begreber der normalt afkobler publikum. Bjarne Henriksen er i rollen som den magtfulde herregårdsmand Jeronimus et fund for historien. Han emmer af skråsikker uvidenhed og stålsatte pointer, så du ved enhver diskussion er frugtløs. Lars Brygmann giver Per Degns falske fjer så megen troværdighed at du næsten tror han ikke selv ved det er løgn. Stykkets sande helt er efter min mening bondeknægten Jacob (Zaki Youssef) der både er snedigere end Erasmus og mindst lige så kvik.  Jeg er elsker den oppustelige moske, garderuniformerne og hele tegneserieuniverset som Ida Grarup Nielsen og David Gehrt har stået for. Dette knap to timer lange teaterstykke kan sagtens være det eneste dramatik du ser i år. Det vigtigste er du får det set. Uanset om det sker med DF vælger forening, en flok livstrætte gymnasieelever i 90er tøj eller med dit kristne sangkor. Du skal se det her teaterstykke, ellers er du slet ikke klar til Folketingsvalget og jeg er personlig træt af at bo i et fladt kristent land hvor oplysningstiden er glemt.


Dramatiker Ludvig Holberg. Producent Aarhus Teater & S/H Bearbejdelse Dennis Meyhoff Brink, Tanja Diers & Christian Lollike Iscenesættelse Christian Lollike Scenografi & kostumedesign Gehrt & Grarup Medvirkende Andreas Jebro, Lotte Andersen, Lars Brygmann, Anders Baggesen, Zaki Youssef, Nanna Bøttcher, Bjarne Henriksen, Sofia Nolsøe, Simon Mathew, Andreas Nicolai Petersen & et kor under ledelse af Ingeborg Thisted Højlund Produktionsleder Jesper Sønderstrup Scenemester Jacob B. Frederiksen Forestillingsleder Lene Sonne Belysningsmester Brian Njie Tonemester Morten Frank Nebelong Skræddersalsleder Christina Seistrup. Du kan læse mere her

Comment