Efter flere timers togtur, og en kort gåtur gennem den mørke bøgeskov, var jeg med mudrede sko og et forventningsfuldt hjerte endelig fremme på Krogerup Højskole. Stedet hvor idealistisk ungdom og rådvild alderdom i årtier har krydset meninger, henover hjemmebagte kager, glutenfrie måltider og kødfrie tallerkner. For alle os samfundsfaglige mennesker, der ikke helt har mistet troen på en bedre fremtid, er der tale om hellige haller. Det er også her en flok unge mennesker bor året rundt alt imens vi andre blot kommer på momentvise besøg. Jeg selv har været forbi flere sommerskoler og arrangementer af den kulturelle slags. Denne gang var det således musikeren Jeanette Albeck der lokkede med sange om digteren Tove Ditlevsen. Akkompagneret af forfatteren Dy Plambeck gav de to flere hundrede kvinder og så mig, en forrygende aften i de flotte og trygge rammer på den gamle herregård. Det var utvivlsomt min rejsetid værd, og er du selv bosat et ejendomsmæglerstenkast fra skolen, så er det mere end oplagt, at melde sig ind i støtteforeningen.

 

Foto Copyright Natascha Thiara Rydvald

I barndommens lange og dunkle nat
brænder små blinkende lygter
som spor, af erindringen efterladt,
mens hjertet fryser og flygter.
Her lyser din vildsomme kærlighed
fortabt gennem tågede nætter,
og alt hvad du siden elsked og led
har grænser som viljen sætter.
Den første sorg har et spinkelt skær
som en tåre der skælver i rummet,
kun den vil være dit hjerte nær,
når al anden sorg er forstummet.
Højt som en stjerne en vårlig nat
brænder din barnlige lykke,
du søgte den siden, men fik kun fat
dens flakkende sensommerskygge.
Din tro tog du med dig så lang af led,
for det var det første og sidste,
nu står den og brænder i mørket et sted,
og der er ikke mere at miste.
— Blinkende lygter af Tove Ditlevsen

Selvom jeg blev født kalenderåret efter Tove Ditlevsens død i 1976, og derfor aldrig mødte kvinden så har jeg kendt hende hele mit liv. Til dels fordi hendes bøger aldrig blev umoderne og fordi leg med ord var det vi havde til fælles. Arrangementet var proppet med tilhører af den kvindelige slags, men vi var dog enkelte mænd i salen. Jeg selv sad bænket foran scenen fordi Jeanette Albecks musik altid er et hit. Hvis du ikke kender hende, Sort Samvittighed eller forestillingen Tove, Tove, Tove bør du unde dig selv at bruge tid herpå i 2019. Udover genopsætningen af musikteaterstykket om Tove Ditlevsen på det Kongelige Teater kan du fange kunstnerkollektivet med mig på Betty Nansen når I Et Forhold rammer scenegulvet til marts.

Copyright Forbrugermania

Denne aften var det dog den danske digter Tove som var i centrum. Hendes skilsmisser, barndom og besvær med samfundets forventninger fyldte hendes bøger og derfor også foredraget her. Gift og skilt fire gange. Narkoman i fem år. Udgivet et utal af gange og hyppigt i ugebladene af forskellige grunde. Dy oplæste digte og gav os konteksten mens Jeannette delte ud af sangene og vi kom bl.a. forbi Skilsmisse 3, Skrive-Tove, Mit Hjerte Hamrer Og Hamrer, Blinkende Lygter og Jeg Elsker dig. Det sluttede med fællessang og iscenesat nostalgi, der gav enhver os alle et ordbaseret kram. Det var en flot start på året for den gamle højskole, og har du ikke været på højskole bør du unde dig selv det i 2019.

Comment