Denne absurde gyserkomedie afvikles på et lægeløst hospital, hvor patienterne alle er kvinder og sygeplejerskerne synger bedre end de helbreder. Forestillingen afvikles på knap to timer og handlingen består hovedsageligt af groteske dialoger, nyfortolkede popsange og højstemte budskaber om meningen med livet. Det er heldigvis ganske morsomt og helt igennem anderledes end hvad du ellers kan finde på teaterscenerne for tiden.

Scenegulvet befolkes løbende af to kvindelige sygeplejerske Dolly (Jette Sophie Sievertsen) og Denice (Tine Gotthelf) samt fem kvindelige patienter med vidt forskellige problemstillinger. Johanne (Ann Hjort) mister vi allerede i første akt upåagtet hun troligt følger kuren - skrig smerten ud og spise medicin på faste tidspunkter. Viktoria (Margit Watt-Boolsen) brækker tilsyneladende flere og flere knogler jo længere hun er indlagt. Sarah (Pernille Albæk-Andersen) er den sidst ankommende patient på stuen og på trods af koma bliver hun besat af en ånd. Den samarbejdsvillige Dora (Linnea Voss) er højgravid med tvillinger. Rebekka (Iben Dorner) lider af en serie uforklarlige blødninger fra øjne og mund. Alle patienter savner i den grad akut lægebehandling, men holdes hen med undskyldninger og vage forklaringer fra sygeplejerskerne. Ingen er dog i tvivl om noget er fuldstændig forkert på dette hospital, det bliver dog blot mere og mere grotesk.     

Martin Heideggers filosofiske budskaber om GUD fungerer som en slags tematisk rammefortælling for historien på scenen. Der dog domineres af grotesk komedie og boybandsange. Just som det var tilfældet da jeg kedede mig gennem humanistiske videnskabsteori på universitetet, så kan jeg have misforstået følgende: Den fanatiske kærlighed en ung kvindelig fan udviser overfor et boyband, ophøjer indirekte sangerne til guder. I takt med disse popstjerner svigter deres fans, bliver kvindernes verden gudløs, men via dyrkelse af sangene hyldes livet, i sådan en grad at den sande og sidste gud vil kalde dem til sig.

5_fjerpen.JPG

Det lyder selvfølgelig en smule højragende og ganske religiøst, men på trods af stykkets titel og min frie fortolkning af historien, så kan enhver altså tage plads på teateret i Valby for en omgang underholdende boybandmusik. Personligt genkendte jeg langt flere sange end en voksen mand sikkert burde, men versionerne var alle nye og fremførelsen morsom. Gøje Rostrups ide med at placere patienterne på oprettestående hospitalssenge (sækkevogne) er rigtig god. Hele sceneudtrykket er holdt i hvidt, og hvert eneste modul på scenen er faktisk flytbart. Hvilket giver især afviklingen af forestilling afslutningsnummer en masse dynamik.  Jeg finder Nik & Jay tekstfortolkning morsom og *NSYNC sang Bye Bye Bye fungerer også rigtig godt. Samspillet mellem Jette og Tine er fremragende, derudover er jeg glad for Tine Gotthelfs sangstemme. Forestillingens store stjerne er for mig Iben Dorner. Hun er både morsom, dragende, rørende og velsyngende. De fem blækhuse kastes efter fortolkningen og fremførelserne af de kendte popsange, de lidt ondskabsfulde parodier på sygevæsenet og patienternes finurlige samtaler med hinanden. Det hele minder mig om en sammenblanding af musik fra teatergruppen Sort Samvittighed, scenografi fra et Christian Lollike stykke, tilsat noget filosofisk vanvid. Det lyder utvivlsomt ikke som det du slæber mormor med ind og ser, eller som den oplagte underholdning på din tredje date. Det er dog stilsikker underholdning for alle kvinder der husker årene som hengivende fans af fortidige boybands, alle med hang til absurd komik og sådan nogle utilpasset kulturtosser som jeg selv.


Medvirkende: De Damer; Tine Gotthelf, Iben Dorner, Linnea Voss, Penille Albæk Andersen, Ann Hjort, Jettes Sophie Sievertsen og Margit Watt-Boolsen, Raivis Zandovskis Arrangør: Raivis Zandovskis Dramatiker: Alexandra Moltke Johansen Instruktion: Mads M. Nielsen Scenograf: Gøje Rostrup. Coverfoto Karoline Tiara Lieberkind.. DU kan læse mere om stykket her

Comment