Opbrud og nedbrud af velkendte samfundsformer og autoriteter, hørte i særdeleshed 70erne til. Just som store ideer om at redde planeten, menneskeheden og skabe verdens fred gjorde det. Betonskabte fællesskaber skød op i alverdens forstæder, strukturer blev gentænkte alle steder, miljølovgivning kom til og ligestillingen blev hjulpet på vej. Fredsmarcher, kapitalismeprotester og voldelige sammenstød med magtapparatet blev en dannelsesrejse for vestens ungdom. Denne brydningstid var proppet med drømme om revolutioner og naive fremtidsønsker. Hvorfor det ikke er så sært, at en videnskabsmand som Santiago kunne få ideen til et socialt eksperiment der forsøgte at løse verdens store problemer med ufred og konflikter.    

Projektet her er derfor både herlig vanvittigt og storslået naivt på samme tid. Den teoriafhængig observans får endda et ekstra lag idet antropologen selv indgår som et styrende element i projektet. Han ønsker således at observere mennesker der handler som han ønsker! Just som når Mastiff TV stykker deres såkaldte reality fjernsynsprogrammer sammen, havde Santiago typecastet besætningen ud fra ønsker om sex, konflikter og dynamiske sammenstød. Eksperimentet har således sin egen selvmodsigelse indbygget fra start af. Hvorledes dette overhovedet er blevet besluttet, finansieret eller gennemført siger sikkert mere om 70ernes politiske klima end antropologistudiet. Eksperimentet burde dog i dag indgå som en del af al metodeundervisning på humaniora, som et skrækeksempel på hvorledes videnskab ikke kan eller må udføres.

De 101 dage til havs er dog til trods for alle disse videnskabelige blindgyder et herligt eksperiment. Der både ramler ind i nye erkendelser og genopdager gamle. Projektet er fremragende underholdning og dokumentaren er skruet fornemt sammen.  Jeg knuselsker fantastvidenskabsmanden Santiago og hans manglende selvindsigt. Havde alfahannen deltaget i genforeningen havde resultatet utvivlsomt været sprængfarligt, desværre døde han allerede for år tilbage.

Copyright FASAD

Spændingen mellem deltagerne forsøges opbygget via nutidig genfortælling / indrømmelser og gruppesamtaler. Der klippes således konstant mellem arkivfoto og nutiden. Hvor de seks der er tilbage fra dengang har sat hinanden i stævne på en genbygget kopi af deres gamle uelegante tømrerflåde. Fortidens billede side har Santiagos ord som lydspor. Hans overvejelser, betragtninger og bekendelser fra projektet bruges som modpol til nutidens samtalespor. Hvor især Kaptajnen Maria Bjornstam dominerer. Santiagos kvindelige modspiller ombord på skibet og her mere end 40 år efter hans dommer. Ved at placerer de seks overlevere på en genbygget kopi af ”båden” faciliteter man ikke kun deres minder, det gør også sammenkædningen i filmen mellem fortid og nutid stærkere. Den nutidige diskussion bliver således til en diskurs der rummer begge tidsspor og sikre at samhørigheden / kammeratskabet mellem deltagerne med succes kan fremvises på film. Fremvisning af usagte sociale relationer er ellers noget der ofte kikser visuelt. Man kan selvfølgelig ikke styrer hvilke karakterer fra dengang som overlevede og selvom jeg gerne havde set forskeren selv, den afrikanske præst eller manden alle kvinderne drømte om som deltagere, i filmen her, så har filmskaberen alligevel været heldig med gruppen der fortsat findes.
Den pragmatiske dykker fra Israel der så sex som en styrkelse af venskab og intet andet, den seje afroamerikaner som allerede var mor til to da eksperimentet startede, den svenske kaptajn der kunne og turde sige fra når Santiago var på afveje, den japanske fotograf der for sent gennemskuede hans rolle, kvinden der flygtede fra et forlist forhold samt den dengang smukkeste kvinde ombord, udgør de i dag  seks voksne mennesker der taler om deres oplevelser på "The Raft".

5_fjerpen.JPG

Dette udsnit af deltagere påvirker og farver selvfølgelig filmen og opgøret med den døde videnskabsmand. Men helhedsindtrykket havde utvivlsomt været det samme uanset hvem der kunne have deltaget i filmen her. Det hele virker som nogle voksne mennesker fra en rejsende højskole, der mødes årtier senere og sammen bearbejder hvorledes lederen har svigtet dem. Alle virker de afklaret og samtidig som mennesker hvis liv blev påvirket for evigt af oplevelsen. Mennesker der bærer på ar fra sår der var helt unødvendige. Påført dem af en mand der burde have vidst bedre, have handlet anderledes og som burde have været stoppet længe før de drev rundt på Atlanterhavet. De fem blækhuse gives for helheden, for projektets vanvid og redegørelsen fra frontlinjen her årtier efter. De fine gengivelser af menneskerne der deltog, de der turde, de der forsøgte og de der kæmpede, og aldrig glemte turen eller hinanden. Det forsinkede opgør kunne have været blodfattigt og tamt, men heldigvis for filmen var Santiago arketypen på gammeldags blåøjet idealisme som gjorde mere skade end gavn. Filmen virkede derfor både varm og livsbekræftende på mig, en fantastisk iscenesat dokumentar.


Instruktør: Marcus Lindeen. Producent: Fasad og Bullitt Film. Land: Sverige, Danmark
Længde: 1 time og 34 min. Premiere dags dato på DOXBIO. Deltagere Fé Seymour, Maria Bjornstam, Servane Zanotti, Eisuke Yamaki, Mary Gidley, Edne Reves, Rachida Lievre, Daniel Gimenez Cacho (voice). (English, Spanish, Japanese, French, German, Swedish dialogue med dansk undertekster).

Comment