Listen over danske filmstjerner og sangere vi fik sendt i graven længe før tid ,takket være alkohol, er lang. Dels var folkestemningen med og for druk positiv helt frem til 90erne, dels var alkoholproducenterne lokale og dels var aflønningen ofte kun god hvis man indregnede den fri bar. Takket være fortidens lempelige skatteregler for repræsentationskontoen var mange chefer glade for udskrivning af færre lønkroner og drikke med højere procenter. Omvendt måtte du som stjerne også lære at tage fra når baren åbnede, eller accepterer en de facto nedgang i lønnen. Hvilket skabte usunde mønstre i alle lag af samfundet, og selvom flere begræder tabet af værtshuskulturen, så savner ingen volden, de spildte chancer og utidig dødsfald. John Mogensen var måske nok en folkelig fadbamse af en sanger, men havde han kunne give slip på øllerne ville karrieren have været en anden, og livet ligeså. Det fremstår derfor ganske ironisk og en anelse trist, at sangen de fleste kender af John Mogensen hedder ”Så Længe Jeg Lever”. Til gengæld er det en oplagt titel på spillefilmen om sangeren selv.

Rasmus Bjerg er fantastisk i rollen som John Mogensen. Han rammer alle aspekter af mennesket, sangeren og den falleret familiemand. Bulderbassen hvis sange alle danskere sikkert på en eller anden måde genkender, var dog andet og mere en folkelig underholdningsklovn. Han var drevet af jagten på de perfekte øjeblikke, de der kan opstå når musikalske harmonier indfinder sig ganske spontant. Det, og så bunken af ubetalte regninger, var hvad der drev ham rundt på landets små og store spillesteder. Hvor alkoholen flød i stride strømme og dagene altid flød sammen. Ole Bornedal har skruet historien sammen så alle kan forstå John Mogensen måske nok fejlede som far, ægtemand og jovial kammerat, men han altid kæmpede for musikkens skyld og det aldrig kunne have været anderledes end det blev. Bornedal krydsklipper løbende gennem filmen til og fra den sidste druktur. Kun barndommen iscenesættes uden John Mogensens dystre skæbne skygger, barnet fra indledningen af filmen bruges i stedet for som Johns kunstneriske indpisker og samvittighed. Barnet manifesterer sig kun for John, og kun når alkoholen har udgjort det for fast føde i en længere periode.

 

Copyright Nordisk Film

5_fjerpen.JPG

Hustruen (Helle Fagralid) fylder uendelig lidt i historien, og selvom man ikke får megen indsigt i detaljerne i livet som ægtefælle til John, fornemmer man dog hurtigt at det var en utaknemlig opgave af elske manden. Helle Fagralid er eminent til at fremvise de ambivalente følelser en hustru må have, overfor en mand, hvis hjerte kun overgås i størrelse af hans trang til bajere. Jeg havde gerne set der blev givet mere plads til datteren og hendes kompliceret forhold til John. Bornedal bruger hendes tydelig nedbrud som en styrkemarkør for Mogensens eget fysiske sammenbrud, men dvæler ikke ved hende som mennesker. Four Jacks opløsning og bandmedlemmernes manglende kontakt bruges på samme måde, men her virker det ikke til at generer John Mogensen synderligt. Som helhed fungerer spillefilmen som et Københavnsk postkort fra en svunden tid. Desværre er det kun John og hustru der fremstår som levende mennesker i fortællingen. De øvrige er blot statister med replikker i historien om John Mogensen. De fire blækhuse gives for musikken, kærligheden, den lækre billedside, og i særdeleshed for Rasmus Bjergs indsats som John Mogensen. Partnerskabet mellem Bjerg og Bornedal er efter min mening en succesfuld kombination. Bornedals produktioner bliver altid er bedre når Rasmus deltager, og han spiller omvendt eminent når Bornedal instruerer.


Medvirkende: Rasmus Bjerg, Helle Fagralid, Henrik Noél Olesen, Harald Kaiser Hermann, Lars Ranthe, Laus Høybye, Peter Mygind.  Instruktør og manuskript Ole Bornedal.  Du kan se mere om filmen her

Comment