Det andet bind jeg læste i bogserien Danske Legender var om en kvinde hvis skæbne, virke og opvækst fungerede som spejl for utallige kvinder, københavnere og unge mennesker. Tove Ditlevsen var og er digteren der satte ord på de svære situationer fra barndommen, der forklarede følelser mange delte, men sjældent kunne udtrykke. Der delte sit liv med læserne og gav hverdagens kvinder en rollemodel. Hvis eget liv var proppet med modgang, dæmoner og emotionelle udsving, fejltagelser, fortrydelse og svære beslutninger. Erfaringer hun så siden øste fra i sine udgivelser, hvilket betød hver eneste bog udleverede hende selv og de hun havde kær. Noget der i vore dage fremstår ganske naturligt og måske endda banalt, men dengang var ganske uhørt. For underklassens kvinder var hverken vant til nogle talte med eller om dem på et sprog de delte, og her var så en kvinde der ikke gjorde andet. Både som redaktør på brevkasser, ugebladsdigter og romanforfatter. Hun var ikke blot endnu en forfatter fra eliten der forsøgte sig med empatiske fortolkninger af livet på stenbroen. Hun levede ikke et ubesværet liv fjernt fra boligkarrerne. Hun væltede frem og tilbage fra værtshusene, ud og ind af forholdene, ned og op ad trapperne fra sygehusene, og selv da pengene flød hendes vej blev hun aldrig andet end Vesterbros egen Tove Ditlevsen.

Denne udgivelse føles som en fortrolig redegørelse af Tove Ditlevsens opvækst, og samtidig som en personlig indførelse i hendes hemmeligheder, sejre og nederlag. Det hele formidles i øjenhøjde og uden skelen til om hændelsesforløb kunne udlægges anderledes. Forfatteren bag minibiografien har nemlig snedigt forskanset sig bag Tove Ditlevsens egne forskydninger og forbehold. Virkeligheden kan netop ikke redegøres for sandfærdigt, da vi alle fortolker den individuelt. Det er dog ikke ensbetydende med at intersubjektiv kontrollerbar objektivitet ikke kunne være brugt som målestok for hændelsesforløbene i denne bog. Det fungerer bare bedre at Toves opvækst, kærlighedsliv og mange kvaler med hverdagen leveres som faktuelle erindringer. Det er måske nok forførende manipulation når Anne-Sofie Storm Wesche blot leder os gennem den ene krise efter den anden uden kontroverser om hændelserne, udlægningen af livsforløbet eller konsekvenserne opremses. Det er muligt historiestuderende fra de danske universiteter ville have fået på puklen for den valgte tilgang, men jeg er vild med den.

5_fjerpen.JPG

De fem blækhuse gives for den joviale fortælling om Tove. Hvor alverdens grumme ting blot nævnes i henkastede bemærkninger. Som rene selvfølgeligheder der underbygger helhedsbilledet af kvinden bag digteren. Lægen der voldtog hende da hun troede abortundersøgelse var årsagen til deres møde. Ægtemanden der voldeligt tog hende når stofferne bedøvede krop og sind. Antydningerne om misbrug fra barndommen. Selvmordsforsøgene der hverken dramatiseres eller overanalyseres. Det hele vælter således ud gennem sidebenene på fortælleren, uden fokus på hovedpersonen forsvinder. Digteren og kvinden fylder dog mere end barnet og moderen. Man fornemmer dog Tove var en helt igennem elendig mor og utvivlsomt også en besværlig hustru. Der væves en del årsagssammenhænge omkring Tove, hvilket kan være rigtige, men fremstår mere som tilsløringer end afdækninger. Uanset hvad så var det en fornøjelse at stifte bekendtskab med Tove Ditlevsen gennem Anne-Sofies Storm Wesches ord.

Du kan læse mere om udgivelsen her

Comment