Da SKAM var noget du kunne indtage via norske hjemmesider uden massehysteri og bred mediedækning, da var samhørigheden utvivlsom en anden. Der kunne generation ung finde hinanden og spejle sig i individuelle præferencer. Takket være realtime chat beskeder og lavpraktisk community bearbejdelse, havde det hele et skær af autenticitet. Siden de første år som web serie har populariteten eksploderet alle rammer og muligheder for intime oplevelser. Nu er serien pludselig tilgængelig på andre sprog, via almindelige flow-tv og alverdens forældre, reklamefolk og andre kiksede typer følger med. Endnu en ungdomskult blev således dræbt med opmærksomhed, og selvom hjertet fortsat følger seriens kommercielle efterliv, så ved hovedet godt, at eventyret er slut.

Fotocopyright Pernille Kaalund

Hvorfor mange unge sikkert ikke glæder sig til at gense SKAM på de skrå brædder, men alligevel tropper op i håbet om, at skaberne kan afkode og formidle den samme oplevelse de selv havde første gang Noora & Co blev oplevet via nettet.

Da jeg er en granvoksenmanden enhver ung vil kalde gammel, har jeg selvfølgelig hverken fulgt serien eller indtaget fiktionen i andre former end teaterudgaven. Serien har altid føltes som noget der ikke vedkom mig, som var det et overgreb hvis jeg besøgte universet. Tilgengæld har jeg intet mod at indtage fiktionen når den først er bearbejdet til teater. Hvis du ikke kan forstå forskellen, så vil du også have svært ved at afkode ungdommens ambivalente forhold til teaterbearbejdelsen her.

Fotocopyright Pernille Kaalund

Jeg elskede den første teater omgang af SKAM på Aveny-T og selvom denne runde i grove træk blot af mere af det samme, så er forbeholdene og bekymringerne flere end sidst. Gentagelserne er indpakket i en afsøgning af usete rum, i en allerede kortlagt verden. Persongalleriet er således det samme, selvom skuespillerne af uvisse årsager ikke er det. Isoleret set gør udskiftningen ikke én stor forskel. Problemstillingerne er fortsat forankret i unge mennesker begrebsverden. Hvor udvikling, usikkerhed, uvidenhed og de store følelser fylder det hele. Det digitale SoMe spor og den indirekte chat dimension er i SKAM2 kraftig nedtonet. Tilgengæld er scenen endnu mere opsplittet end sidst - jeg har ikke et godt bud på hvorfor.

4_fjerpen.JPG

Seje Noora (Fanny Bornedal) er vores hovedperson. De øvrige piger og deres problemer flyder ubesværet og uvirkeligt omkring Noora. Hvis selvbillede er udfordret af forelskelsen i Fuckboi over dem alle – William (Jonathan Stahlschmidt). Forviklinger, misforståelser og emotionel afpresning krydder deres kærlighedshistorie, der ender så corny, at amerikanske 80er teenagerfilm ikke har noget af skamme sig over. Desværre er Noora også den eneste karakter der opleves som et helt menneske. Alle andre er blot statister i hendes historie. William har attituden, håret og kropsproget på plads, men replikkerne falder som statisk klichemættet ordklodser. De fire blækhuse gives for den indirekte morskab der skabes i vennegruppen omkring Noora. Fanny Bornedals vellykkede emotionelle udrulning af Noora som et menneske i krise, og teaterets troværdige genskabelse af alle de pinlige ting enhver teenager bruger tid / energi / liv på, bør også fremhæves. Den visuelle gengivelse af festerne fungerer også rigtig godt. Jeg savner dog en mere overbevisende skildring af problemstillingerne, løsninger af samme og indsigtsfulde pointer fra andre end hovedrolleindehaveren Noora. Den norske nationaldag, slåskampe, Williams familieforhold, pigesex mellem veninder, homoseksuelle misforståelser og oralsex til piger bliver blot farverige elementer der kastes på historien om Noora. De får således hverken plads eller tid på scenegulvet og det synes jeg er en skam.


Af: Julie Andem. Instruktør: Martin Lyngbo. Scenograf: Jon Stephensen. Dramatiker: Line Mørkeby. Medvirkende: Fanny Bornedal, Jonathan Stahlschmidt, Mathias Käki Jørgensen, Asil Al-Asadi, Sofie Salée, Sylvester Byder, Coco Hjardemaal, Frieda Krøgholt, Andreas Dittmer. Du kan læse mere om stykket her

Comment