Der er utvivlsomt én smuk sanselig og rørende historie gemt inden i denne spillefilm. Desværre fanger jeg den ikke, og nogle ting går helt klart tabt i oversættelsen. Selvom nogle kulturelle lag, specifikke handlinger, kulturel defineret sociale relationer og fortællernæssige vinkler let afkodes af mig, takket være et usundt indtag af japansk fiktion i alverdens former. Alligevel misser jeg kernen i denne stille kærligheds film og oplever ikke, at historien bliver udfoldet i underteksterne, på en måde der fængsler mig. I stedet for fornemmer jeg blot det poetiske og smukke via filmens visuelle side og karakterernes mimik. Jeg efterlades reelt med en serie puslespilsbrikker der tydeligvis kunne givet et betagende billede, men desværre er sat forkert sammen.

Fotocopyright Arata Dodo

Sensei forholdet mellem den unge smukke syns-tolker og den ældre næsten blinde fotograf, har en serie modsætninger, men deres passion har også oplagte sammenfald. Hun lever af sætte meningsfulde ord på billeder til et blindt publikum. Så de kan genskabe sig en indre spillefilm der passer til lydsiden. Han har hele sit liv indfanget de specielle øjeblikke af verdens skønhed, via sit elskede kamera, så seende mennesker kunne føle en samhørighed med universet. De fastfrosne momenter af liv han dokumenterer, giver således ikke kun det smukke plads i vores verden, billederne ændrer efterfølgende også beskuerens måde at se verden på.

3_fjernpen.JPG


De mødes via hendes arbejde, hvor han som næsten blind indgår i testgruppen der vurderer værdien af hendes syns-tolkning. Uenigheder opstår, tiltrækning ligeså. Da projektet, hverdagen og skæbnen bliver ved med at sende dem forbi hinanden ender deres samvær med ømhed, usagte ord og delte kys. Projektet, hans sygdom, hendes forhold til moren og deres forhold rammer et klimaks på en og samme tid. Noget giver mening, andet fortaber sig og jeg ærgrer mig over egne manglende sprogkundskaber. For jeg er utvivlsomt gået glip af noget smukt.

Filmens budskab misser mig således med fuld styrke upåagtet at handlingen afvikles i et nænsomt tempo. Jeg tænker at det hele er bundet op på dobbelt betydninger af solens og dens stråleglans. Måske noget universel banalt om betydningen vi alle har i hinandens liv, måske noget helt andet? Det kan være du oplever det som helt oplagt og pointen derved rammer dig rent. Mine tre blækhuse kastes efter filmen for de smukke visuelle øjeblikke, det fascinerende indblik i livet som syns-tolker for blinde og at instruktøren lader en flok blinde mennesker debattere ”Den Sproglige Vending”. Det er altid interessant at forsøge at forstå sammenhængen mellem ord og objekt. Her er pointen, at hvis ordet ikke skaber et korrekt og brugtbart billede så skal det ikke bruges i syns-tolkning. De resterende manglende blækhuse skyldes til dels min uvidenhed og til dels de manglende forgreninger på historien.


Instruktør : Naomi Kawase Manuskript : Naomi Kawase Medvirkende : Masatoshi Nagase, Ayame Misaki, Tatsuya Fuji Produkion : Naoya Kinoshita, Masa Sawada, Yumiko Takebe Fotograf : Arata Dodo Lyd : Roman Dymny Klip : Tina Baz. År : 2017 Land : Japan Varighed : 101 min. Se mere om filmen her

Comment