Samfundets patriarkalske normer fastholdere en magtfordeling som placerer den hvide heteroseksuelle mand øverst i hierarkiet, mens alt andet er sekundært til ham. Strukturerne sikrer en styreform, der understøtter kapitalismens våde drømme og konservatismens sædvaner på en og samme tid. Hvorfor alverdens revolutioner og forsøg på samme, har haft fokus på nedbrud af alt det bestående, herunder kønsroller / familiemønstre. Idealerne om at sætte kroppen fri, ligestille kønnene og nedbryde tabuerne er således nogle du kan genkende verden over. I den kontekst fremstår det ikke så aparte at nogle mennesker ønsker at stoppe fascismen med orgasmer

Hvis du har læst bogen Orgasmeland af Lea Korsgaard, så vil dette teaterstykket fremstå som en let, fiktiv populærudgave af gruppering om psykoanalytikeren Wilhelm Reich. Der ganske rigtig blev kaldt Sexpol. Til gengæld vil alle andre kunne få øjnene op for, hvor horrible vilkår danskere der ønskede aborter, præventionsmidler og viden om samme, blev mødt med I den ikke så fjerne fortid, i tiden før velfærdsstaten, da uvidenhed, fattigdom og magtmisbrug var udbredt i hele landet.

Teaterstykkets scenografi er for mig en omgang nedtonet art deco. Hvilket både indrammer forestillingen historisk, og tvinger dit fokus hen på skuespillerne. Bagtæppet bruges til tider som lærred for projektioner, og det glatte mørke gulvs spejleffekt inddrages også i formidlingen af historien. Stilmæssigt er vi kun på afveje hen mod slutningen af stykket, hvor et semi-transparent klæde bruges aktivt som rumdeler, fortolkningsremedie og som et symbol på ”sløring af tidens gang”.

Det er ironisk nok den fiktive karakter Bodil Philipson (Helle Fagralid) jeg finder mest virkelig. Lægen Jonathan Leunbach kender mange sikkert i forbindelse med kampen for fri abort. Her bruges han dog mest som visuel fyld, med Jens Gotthelf som fortolker. Den tragiske skæbne Tage Philipson (Morten Brovn) gennemlever bliver ofte direkte komisk. Man får ingen sympati med mandens valg og forstår slet ikke motiverne bag handlingerne. Hvilket er lidt uretfærdig mod virkelighedens Tage. Til gengæld morede jeg mig voldsomt over den åndelig leders (Kasper Leisner) totale sammenbrud og følte her ingen skyld over sektlederens deroute. Nicolei Faber bruger ganske fermt Kasper Leisners store fysik i gengivelsen af den altomfavnende patriark, hvis kamp mod fascismen hurtig kommer på afveje. Hadet af Nazisterne, og foragtet af borgerskabet for sin tro på frihedskampen skal kæmpes via orgasmer mellem orgastisk potente mennesker er Reichs frihedsprojekt dømt til at fejle. Alligevel drager han fornuftige mennesker til sig. Dette er historien om deres kamp, tro og udvikling.

Fotocopyright Emilia Therese

4_fjerpen.JPG

Revolutionerne har altid forsøgt sig med en frigørelse af mennesket og vores seksualitet. Teaterstykket er fortællingen om SEXPOLs opståen, strabadser og sammenbrud viser os hvad der sker med menneskerne i fejlslået revolution. Hvordan de via fastholdelse af de oprindelige ideer, kan forkaster handlingerne der gik helt galt (og ikke årsagen). Fornægtelsen af ideerne og forkastelsen af lederen sker kun succesfuldt for den fiktive karakter (hvilket sikkert er ganske sigende) . De øvrige omdanner deres blinde tiltro til et forsvar af hvad der kunne have blevet, begår selvmord eller udskiftet sekten med nye strømninger i tiden. De fire blækhuse gives for teaterstykkets visuelle indpakning (takket være Christian Albrechtsen), Leisners vellykkede greb om intellektuelt fyrtårn der desværre bliver sindssyg, de komiske scener fra Tage og Bodils ægteskab, samt manuskriptforfatteren Lærke Sanderhoffs genoplivning af en debat som ellers syntes død (hvordan stopper man fascismen). Teenagerne der sad bænket omkring mig forstod ganske lidt af forestillingen, fniste selvfølgelig når sex blev debatteret og missede de fleste pointer. Men hvis du er et tålmodigt menneske, så bør du alligevel medslæbe ungdommen når du selv skal ind og se denne forestilling. Ikke blot fordi det altid er sjovt at tale om præventionsmidler med en pinlig berørt teenager, men fordi deres forståelse af samfundsudvikling let misses når deres informationskilder kun består af Paradis Hotel, pornografi og youtube-stjerner.


Med: Helle Fagralid, Kasper Leisner, Morten Brovn, Jens Gotthelf, Kathrine Høj Andersen, Solvej Kyong-Sook Christiansen Manuskript: Lærke Sanderhoff Iscenesættelse: Nicolei Faber Scenografi og kostumedesign: Christian Albrechtsen Lys- og videodesign: Mathias Hersland Lyddesign: Asger Kudahl Co-produktion mellem Teater Stuk, Teater Grob og Aalborg Teater

Comment