Det nødvendige oprør lader fortsat vente på sig. Hvorfor Christian Lollike endnu engang har basket et teateropråb sammen. Målrettet alle os apatiske venstrefløjs-kulturfolk der godt ved, at planeten brænder og fremtiden er grum, men intet gør af den grund. Hvorfor budskabet om revolution hammers gennem manuskriptet og ud af mundene på skuespillerne. Fra start til slut kan ingen således være i tvivl om ideen med forestillingen, eller hvad der forventes af os. I fraværet af andre muligheder kræver artens overlevelse nemlig en grundlæggende omlægning af vores liv og verden –hvilket KUN kan ske via Revolution!

Fotocopyright Emilia Therese

Teaterstykket er et angreb på undskyldningerne - den romantiske idé om politiske reformer, storkapitalens innovationer og den politiske forbrugers tavse oprør. Tiltagenes mangler og fejl hudflettes løbende gennem teaterstykket, alt imens vi alle kan genkende løgnene vi ønsker at tro på. Forbrugeren der gerne vil adfærdsændre sig ud af klimakrisen og tilkøbe sig en ny livsstil, eller udskifte vanerne med friske nye tiltag, overser behændigt, at strukturerne der skabte krisen således ikke ændres. Noget de globale virksomheder ellers har forsøgt at sælge til forbrugerne siden midt 90erne. Da firmaerne reelt er helt ligeglad med om du køber roundup på flaske, eller aflad i form af Co2 tillæg på din flybillet, så længe du bare forbruger og lader pengene tale for dig, så er de tilfredse.

Men det er da så himmelråbende patetisk, historieløst, så forkælet og banalt, at stå der og prædike revolution. Der er jo ingen her, der kan forestille sig en anden verden.

Fotocopyright Emilia Therese

De fire skuespillere på scenen har grundet gennemsigtige plastmasker en fastlåst ansigtsmimik, der sammen med deres kantede bevægelser giver stykket et dukkeudtryk. De ligner således voksne playmobilfigurer der fritidsjobber som påklædte crash test dummies. Dialogen er playback og ordene falder abrupt. Det føles derfor som et uvirkeligt dukkespil fra en ikke så fjern fremtid. Handlingen udspilles i en sparsom møbleret lejlighed. Hvis udtryk domineres af et stort vindue med kik til stjernehimlen og et elektrisk keyboard. Farverne er milde og nedtonet. Gulvet rummer en sofa, et billigt IKEA bord og intet andet. På hver sin side af vinduet er der en dør. Fraværet af stærke farver, bogreoler, personlige ting og kunst forstærker dukkehusfølelsen.

 

5_fjerpen.JPG

Stykket har enkelte sange der alle leveres live, under fluorescerende lys der afslører mønstrer på væggene bag skuespillerne. Tekstuniverset i både sangene og dialogen mellem de fire karakterer fremstår absurd. Alligevel rammer beskrivelserne af samfundet og dets verdensfjerne borgere ganske rent. De seneste fyrre års nytteløs redningsforsøg udstilles således systematisk, og hver skuespiller repræsenterer en velkendt arketype fra venstrefløjen. Den liberale ironiker, hvis syrende sarkasme kvæler hver eneste forsøg på optimisme. Den handlingslammede pessimist, hvis egne problemer overskygger alt andet. Den reformivrige forbruger der jager hver eneste nye velmenende naive og konfliktfrie ide. Den frelste,  hvis dogmer hentes ligeligt fra marxismen og det gamle testamente. Tilsammen udgøre de groft sagt venstrefløjen. Alle ved vi at Jorden dør og handling er påkrævet, men ingen af os magter at gøre andet end at klynke. De fire på scenen håber og tror revolutionen er svaret, men ved hverken hvordan den påbegyndes eller gennemføres. Just som Lollike ej heller tilbyder nogle svar, løsninger eller muligheder, således kan de ej heller andet end anskrige omverdenen.

De fem blækhuse gives for den sorte satire, morsomme idé med IKEA som global løsning, det groteske fysiske udtryk til sidst i stykket og den vellykkede afslutning. Jeg nød samtalerne mellem de fire karakterer i starten af stykket. Delvist fordi den liberale ironikers pointer var min egne synspunkter – upåagtet vi intet gør for at redde planeten så er det beroligende at vide de andre tosser ej heller kan. Forestillingen efterlader en lidt modløs, apatisk og måske en anelse irriteret. For hvis revolutionen ikke kan udspringe fra toppen af samfundet, er der jo kun os tilbage. Hvilket er demotiverende og overvældende på en og samme tid. For er der virkelig ingen andre der kan, vil eller tør?


AF CHRISTIAN LOLLIKE MED TEKSTER AF MIKKEL BOLT RASMUSSEN OG TEKSTFRAGMENTER AF SIGRID JOHANNESEN. ISCENESÆTTELSE CHRISTIAN LOLLIKE & SIGRID JOHANNESEN. SCENOGRAFI & KOSTUMEDESIGN FRANCISKA ZAHLE. MUSIKALSKE ARRANGEMENTER & REPETITØR NIELS SØREN HANSEN. LYSDESIGN ANDERS KJEMS. LYDDESIGN ISE KLYSNER KJEMS. MEDVIRKENDE MARIE MARSCHNER, JACOB MADSEN KVOLS, RIKKE LYLLOFF, KJARTAN HANSEN.

Comment