Det er årtier siden, at jeg sidst indtog artisteri og akrobatik under en teltdug. Siden barndommens trygge rammer blev forladt har jeg kun stødt på cirkusverden via landets teaterscener, gadefestivaller og forlystelsesparker. Selvfølgelig har jeg fra tid til anden længselsfuldt kikket efter vognene når de kørte gennem byen, fulgt med når teltet blev rejst og smilet når dyrene kom på græs, men livet som kulturskribent har indtil i dag ikke førte forbi manegen. Indtil i aftes. Hvor jeg i Sorø overværede Cirkus Arenas anmelderelsket show. Det er allerede længe siden premieren blev afviklet, og en småkold mandag aften i en lille sjællandske by lagde måske en dæmper på mine forventninger. Det var dog en positiv oplevelse proppet med elementer der bør roses, enkelte tekniske udfordringer og få numre der var spildte på mig.

Copyright Christian Warrer

Forestillingen er indpakket i et musikalsk eventyr om pauseklovnen (Clemens) og cirkussets kronprins (Patrick). Da der ikke er tid til pauser er der ej heller plads til pauseklovne, hvorfor Clemens rejser ud i verden for at tillærer sig en ny kunstart. Cirkusset kommer dog hurtig i problemer uden pauseklovnen, da det hele holdes sammen af en cirkusmaskine der kører på klovnetårer. Patrick tvinges derfor ud efter Clemens. Hvilket hiver dem gennem flere verdensdele og forbi en masse artister der har noget på hjertet.

Copyright Cirkus Arena

5_fjerpen.JPG

Rammefortællingen fungerer faktisk ganske fint og Clemens har et godt greb om børn. Jeg missede dog selv en del af ordene i første del af forestillingen, men lyden blev betydelig bedre i anden halvdel (når der altså ikke var mikrofonudfald). Starten var imponerende og kraftfuld og jeg var vild med både sang og dans af ”bingo pigerne”. Hvilket blev fulgt stærkt op af balancetrioen Simet Astronauts der formåede at afvikle velkendte balanceudfordringer på en ny og fængslende måde. Laura Berdino og hendes araberhingste var klassisk cirkusunderholdning af høj klasse. Jan Navratil lårmuskler og sikre fodarbejde var også godt håndværk. Rudi Althoff stod for det afsluttende nummer med cirkussets afrikanske elefanter. Hvilket både var nostalgisk og medrivende. Det er vildt at opleve disse dyr så tæt på. Hvilket ironisk nok er årsagen til, at det er sidste sæson og sidste cirkus i Danmark der bød på elefanter. Verden ændrer sig hele tiden og det rammer selvfølgelig også kulturinstitutioner med dybe rødder og lange traditioner.  

De fem blækhuse gives for helheden. Clemens fungerede overraskende godt som det emotionelle knudepunkt for historien. Han havde både passende varme, charme og energi. ”Bingo pigerne” var gode til at give forestillingen tempo og farver. Jeg var også rigtig glad for udnyttelsen af loftsrummet. Både når det gjaldt de stille balancenumre og de mere halsbrækkende tiltag. Tilgengæld rammer Jimmy Folco ved siden af (mig). Dvs. karakteren og tilgangen har alle dage fandtes i cirkusverdenen, men det fungerer bare ikke for mig.  Tilgengæld var jeg vild med både heste, hunde og elefanter. Det var således både cirkus som jeg huskede det og moderne underholdning som verden kræver det. Hvis dine unger håndtere skolestarten dårlig eller tiden findes i hverdagene så sving trygt forbi Arena teltet og nyd cirkusverden for en stund.

Comment