Grønnegårdsteaterets udgave af Moliéres teaterstykke Misantropen er ikke blot velkendt komik under åben himmel, det er er et stykke vellykket dansk fortolkning af Molieres bedste komedie. Så hvis du ikke aner hvorledes sommeraftenen skal tilbringes i den danske hovedstad, så er svaret oplagt. Det er altid en fornøjelse når opsætninger af ens egne favoritter indløser forventninger og håb. Jeg har alle dage kunnet spejle mig i hovedpersonen Alcestes (Nicolas Bro) begrebsverden, alt imens mine venner og familie utvivlsomt kan genkende sig selv i Philintes (Mads Wille) rolle. Jeg har dog med alderen tillært mig kunsten at tie og giver i dag heller slip på en uenighed om kvalitet end at trumfe pointene hjem.  Noget Alceste selvfølgelig på det kraftigste vil fordømme, men måske han vil forstå kompromisserne hvis det skete for kærlighed?

Fotocopyright Bjarne Stæhr

Alceste er adelsmanden som foragter det forlorne, det falske og den uberettiget smiger. Han bekæmper med nidkærhed denne menneskelige svaghed og lider gerne martyrdøden for det sande, det ægte og æstetiske smukke.  De øvrige adelsfolk fokuserer i stedet på givtige positioner i og omkring hoffet. Hvilket ikke blot medfører en masse uoprigtige komplimenter og ordflom, men skaber et miljø gennemsyret af sladder og magtkampe.  Sammenstødene mellem Alceste og omverden kunne sikkert have været undgået, hvis ikke han havde tabt sit hjerte til sladderkonen over dem alle – enkefruen Céliméne (Sonja Richter). Hvis kønne og unge ydre lokker en del hanfolk på besøg, herunder også Markisen Oronte (Patrick Baurichter). Den diametrale modsætning til Alceste.      

Fotocopyright Bjarne Stæhr

Stykkets fremdrift skabes via sammenstød mellem forskellige verdener, brydninger af meninger og forelskede hjerter der ikke kan ikke vente længere. Misantropens voldsomme anfald af sortsyn og bombastiske udfald mod menneskeheden, filtreres og gradbøjes med stor dygtighed af vennen Philinte. Dette venskab er måske nok en anelse dysfunktionelt, men hengivenheden og respekten mellem de to virker ægte. Komikken opstår når Philinte møder bulderbassen Alceste med menneskelig varme og forståelse. Kvinden der har vundet Alceste hjerte nyder måske nok opmærksomheden, men lader sig ikke afgrænse til kun én mand. Til gengæld rokker hun ved hele Alcestes fundament. For hvordan kan en falsk, løgnagtig og utroværdig kvinde fordreje og kue ethvert rationelt argument? De perfide sammenstød mellem den unge Céliméne og den ældre Arsinoé (Charlotte Fich) er rendyrket fornøjelse for enhver sarkastisk ordsadist. Her plantes den ene kniv efter den anden i slet skjulte komplimenter. Jeg nød også at opleve Patrick Bauricther i rollen som den tanketomme overklassedreng Oronte. Hvis selvglæde kun overstråles af hans manglende evner med versefødder.

5_fjerpen.JPG

Solen skinnede på himlen over os, studenterkørslen kunne høres i det fjerne og kendisserne sad alle bænket i rangorden omkring vores kongelige premieregæster. Jeg selv sad indpakket i tæpper og høje forventninger. For selvom det er en anelse ondskabsfuldt at udsætte den københavnske overklasse for et stykke som Misantropen, så er det samtidig det helt perfekte valg. Jeg mener bestemt at Grønnegårdsteatret leverede varen og sidste års skuffelse er således fuldstændig glemt. Mine fem blækhuse kastes efter den stringente opsætning, Nicolas Bro stålsatte greb om idealismen, Mads Willes evne til at levere en pointe med lige dele kropssprog og perfekt timet ord, Sonja Richter sommerfugle lette fornærmelser får mig til at smile og Charlotte Fichs indebrændte begær giver hver eneste scene kant. Scenografien består udelukkende af en kæmpe trappe hvor enkelte trin har mere plads end andre. Det underbygger fint dynamikken i de forskellige samtaler, positionering i forhold til historien forløber også ubesværet via de mange trin. Kostumerne er et herligt overflødighedshorn af farver, kvaster og puffede parykker. Tilsat farver og snit der henledte tankerne på 90ernes mest pompøse band Army Of Lovers.  Hver eneste danske sommer tæppebombes af lattermilde gengangere fra dramatikkens skattekammer, du kan således støde på Holberg i hver eneste flække og grine dig gennem franske komedier flere aftener i træk uanset hvilken region du betræder. Denne sommer er det dog i haven bag designmuseet du skal kaste dine penge og tid. For det er nemlig ikke hver eneste opsætning af middelalderens guldkorn der fungerer. Det gør Misantropen dog. Isærdelehedes grundet Nicolas Bro, Sonja Richter og Mads Wille.  


Medvirkende: Nicolas Bro, Sonja Richter, Mads Wille, Laura Bro, Charlotte Fich, Patrick Baurichter,  Jens Frederik Sætter-Lassen, Nicolai Jørgensen og Steen Stig Lommer. Iscenesættelse: Madeleine Rønn Juul Scenografi og kostumer: Manfred Blaimauer
Oversættelse: Jesper Kjær. Forestillingen varer ca. 1 time og 40 minutter og spiller uden pause. Musikken, der anvendes i forestillingen er Vivaldi: La Stravaganza

Comment