Som altid er Lars Noréns teaterstykke Dæmoner det oplagte sted at spejle ens forliste parforhold. Her er der plads til smerten, vreden og alle de grimme ting vi siger til hinanden når kærligheden går skævt. Godt nok tilbyder den svenske dramatiker dig ingen svar, men nogle gange er det rigeligt, at vide man ikke er alene.

Stykket har to levende par og en kremeret kvinde på scenen. Frank (Frank Thiel) og Katarina (Maja Juhlin) udgør den bærende del af historien. Det er ligeledes i deres minimalistiske lejlighed fortællingen udfoldes. Kvinden i urnen er Franks mor. Underboerne Jenna (Anna Stokholm) og Tomas (Magnus Christensen) bliver dog hurtigt suget ind i magtkampen og lander på hver deres side.

Foto Palle Peter Skov

I ruinerne fra deres forliste kærlighed tumler Frank og Katarina rundt som hævngerrige genfærd. Der er ingen ømhed tilbage, ingen glæde eller uskyldig nysgerrighed. Der er kun forbitrelse, vrede og harme. Ungdommen er for længst bag dem og døden endnu langt væk. Hverdagen fyldes med alkohol, vold og fragmenterede samtaler fra den lange krig mellem dem. I første akt opridses fronterne mellem dem. Det sker med lige dele syrlig sødhed og ætsende sarkasme. Indforstået nedladenhed og emotionel latterliggørelse. Det er ikke helt behageligt, men jævnt underholdende at være vidner til. Magtkampene mellem manden og kvinden buldrer frem og tilbage, alt imens de tomme flasker bliver flere og flere. Hver eneste fortidig sejr og smertefulde nederlag bliver hevet frem, alt imens nye trusler serveres med ulvesmil og mulige konsekvenser opremses. Forholdet er tydeligvis kuldsejlet for længe side, men kampen består.  

Hvorfor det unge par fra lejligheden under Frank og Katarina, ikke blot løber skrigende bort fra denne golde kampplads, forstår jeg ikke. Men Jenna og Tomas har selvfølgelig også deres egne udfordringer og dagsordener. De bliver dog aldrig til mere end kanonføde i den rigtige krig. Andet akt er til dels en logisk fortsættelse og til dels en karikerede udfoldelse af alle truslerne fra første akt. Det er her alle maskerne falder, her nerverne blotlægges og det irrationelle ved kærlighed står sitrende tilbage som et opråb til os alle.

4_fjerpen.JPG

Det er allerede seks år og en skilsmisse siden, at jeg sidst så en opsætning af Lars Noréns Dæmoner. Indholdet, udtrykket og opfattelsen af samme har dog ikke ændret sig. Godt nok er der tale om nye skuespillere, en lidt anderledes scenografi og en serie mindre afvigelser. Men forestillingen leverer smertefulde erkendelser og prikker til vores mistanke om evig kærlighed.  De fire blækhuse gives for de herlige replikskifte i første akt, Anna Stokholm sødmefulde udgave af kvinde med ammehjerne, Frank Thiels greb om det selvmedlidende og Maja Juhlins sylespidse angreb. Jeg knuselsker budskabet i den barokke slutning og råder intet nyforelsket par til at se Dæmoner.


Medvirkende: Frank Thiel, Maja Juhlin, Magnus Christensen, Anna Stokholm. Instruktion
Simon Boberg.  Scenografi og lysdesign Edward Lloyd Pierce. Lyddesign Jes Theede. Manuskript Lars Norén. Forlag Lars Natten Norén AB, Stockholm.  Du kan læse mere om stykket her og finde mere om CPH Stage her. Stykket blev overværet på Folketeateret (København) men er en Mungo Park Kolding opsætning.

Comment