Når nætterne bliver lyse og temperaturen stiger, så rykker det danske teaterfolk ud under åben himmel. Her til lands er det især folkelige fortolkninger af komedier fra en svunden tid, revyer og italienske lystspil der får scenetid. Dog støder du hyppigst på dramatik af Ludvig Holberg. Hvilket også er tilfældet lige netop denne sommeruge i Sorøs fuchsiahave, ved Akademiet. Hvor den for mig ukendte Holberg historie kaldet Kilde-Reysen opsættes af lokale ildsjæle, glade amatører, spirende talenter og professionelle med hjertet på rette sted.

Du kan selvfølgelig læse stykket online eller bare tage ned i parken og indtage dramatikken uden filter. Hvis du tidligere har været forbi teater af Holberg, så vil du genkende en masse tematikker og problemstillinger. Patriarken er fortsat den der latterliggøres, tjenestepigen Pernille er den snedige og ungdommelig kærlighed kan ikke holdes nede. Den kloge narrer den mindre kloge og heldige udfald skyldes ikke altid perfekte planer. Men hvis du ikke har læst programmet inden skuespillet starter kan det være svært udlede at kildevand med jomfrutis skulle være synderlig helsebringende.

Fotocopyright Holberg Teatret

Jeronimus (Hans Peder Christensen) er det klassiske mandlige overhoved. Du ved, ham der har bukserne på, men ellers ikke rigtig bestemmer noget. Huset drives i stedet af den snarrådige husholderske Pernille (Tina Nedergaard), hvis greb om de øvrige tjenestefolk ikke blot sikrer en effektiv husholdning, men også afværger herrens mange fejlgreb. Jeronimus største indtægtskilde er salg af kildevand med tvivlsomme egenskaber, men da det er en usikker branche vil han gerne gifte sin smukke datter Leonora (Eli Andersson) til penge. Desværre er Leonora slet ikke interesseret i den rige Leonard (Aksel Søren Beltoft), idet hun i stedet har kastet sin kærlighed på den fattige ungersvend Leander (Nikolaj Hygum Juul). Noget må således gøres for at sikre kærligheden, bundlinjen og ansigtet.

Det var første gang jeg gæstede Holberg Teateret i akademihaven. Jeg var derfor imponeret over scenografien, kostumerne og stemningen. Som et minimiddelaldermarked var teltduge opsat i en cirkel. Med borde i midten, hvor gæster indtog picnickurve fra de lokale Skotte & Stentoft. Havde regnen silet ned var stemningen måske en anden, men så havde et hav af kæmpe parasoller alligevel sikret gennemførelsen af teaterstykket. John Lindskov har designet kostumerne og de er virkelig faldet heldige ud. Især Leonora og Niels Kusk (Mogensen Sørensen) er vellykket. Scenografien styres til dels af kæmpetræerne omkring scenerummet, men Niels Fly har virkelig fået skabt et rum der føles tidløst. Det hele er bearbejdet og instrueret af Niels Vandrefalk, og han har formået at flette talenterne således kæden fremstår stærk.

Copyright Adi Holzer

Normalt vil en anmeldelse indeholde en masse skarpe kanter, værdidomme og en vurdering. Det føles måske som et slags overgreb at gøre her. Der er en masse ting og personer der fortjener ros. Nogle kunstgreb der ikke helt virker og enkelte elementer som står i vejen for formidlingen af historien. Men som helhed kommer stykket i mål. Det er underholdning, budskabet af klart, pointen og konklusionen ligeså. Tempoet holdes, variationen lykkes og den gode stemning skabes. Der kan dog ikke herske nogen tvivl om at Tina Nedergaard er talentet på scenen. Hun er både det komiske knudepunkt for historien, men også kvinden der formår at binde enkeltdelene sammen med perfekt timing. Søren Hansen er et fund i rollen som enfoldig bondetamp, og selvom det kan lyde som en fornærmelse er det altså tænkt som ros. Eli Andersson var virkelig yndig og bedårende i rollen som Leonora, og det kokette spil og sang fungerede rigtig fint. Tilgengæld var jeg ikke synderlig overbevist om kærligheden mellem Leonora og Leander (Nikolaj Hygum Juul). Anekdoten om hvordan mænd og kvinder blev skabt og mangfoldiggjordes sig via hikke fandt jeg både morsom og velafviklet. Det cirkulære scenerum blev også brugt med stor dygtighed og tempoet blev enten skabt eller fastholdt ved Nikolaj/Tina eller Pigebanden. De elementer jeg fandt problematiske savnede alle blot en fortællende stemme eller et mere klart hændelsesforløb. Det er dog min mistanke at Niels Vandrefalk ønsker at lade historien udfolde sig, for derpå at lader brikkerne falde på plads i andet akt. Så hvis du undrer dig hvor Leonard sendes hen og af hvem, eller mister overblikket på kildemarkedet er der altså svar efter pausen. Pernilles mesterplan kan til tider også fremstå lidt uigennemtænkt eller tilfældig. Tilgengæld kan ingen være uenig med de store budskaber om kærlighed og frihed.


Forestillinger: tirsdag 26. juni til lørdag 30. juni kl. 19.30 Picnic fra kl. 18.15. Du kan læse mere om Niels her og stykket på denne side. 

1 Comment