Der findes utallige teaterklassikere som jeg synes burde udsættes for moderne fortolkninger, men det er dog sjældent jeg helt ville opgive akter af et Shakespeare skuespil. Det er dog tilfældet med Et Vinter Eventyr. Der er en fantastisk tragedie, tilsat noget fjol og en upassende lykkelig slutning. Det ville sikkert være dramaturgisk hybris at gøre det, men jeg støtter enhver der tør lade eventyret her ende ulykkeligt. Dels vil det være passende for historien, moralen og helheden og dels fortjener vores hovedperson ikke tilgivelse eller forståelse. Han er et magtmenneske der lader sig blive ramt af jalousi. Hvilket fører direkte til ulykkelige slutninger og beslutninger. Jeg havde således stoppet forestillingen da det er klart at kongen hverken har arvinger, hustru, venner eller undersåtter der respekterer ham mere.  

Foto Per Morten Abrahamsen

Forestillingen kommer haltende i gang og afslutningen er ikke en fornøjelse. Til gengæld er jeg vild med Mikkel Arndt gennem hele stykket. Ikke blot flyder de klassiske ordklodser fra mandens mund, jeg opsluges også uhyre let af de følelser han fremviser. Birgitte Hjort Sørensen rammer det sødmefulde så overbevisende at det føles endnu mere uretfærdigt når ulykker  rammer hendes karakter. Hun bruges også visuelt klogt gennem hele forestillingen. Dialogerne mellem Kongen (Mikkel) og Dronningen (Birgitte) fungerer rigtig godt. Cyron Melville fysiske nærvær er rigtig stærkt. Desværre fremstår dette stykkes ord som uvante lyd for Cyron. Jeg tør ikke sige om de engelske oprindelige gloser står i vejen for en troværdig gengivelse af den danske oversættelse. Uanset hvad så fungerer det ikke optimalt – han er dog legende fri i forestillingens fjerde komiske akt

Jeg kan ikke helt gennemskue hvorfor dette teaterstykke afvikles i et stort akvarium. Scenografen Maja Ravn har utvivlsomt haft en klar ide. Jeg har overvejet om glasvæggene symbolsk indrammer vanviddet hovedpersonen rammes af, da skinsygen får sit tag i manden. Måske glasfladerne skal fungere som spejl således alle publikummer kan følge med i handlingen uanset om de sidder på A eller B siden. Måske det bare en lavpraktisk løsning. Ved at indramme scenen kan sne lettere styres med varmblæsere eller også at der er intet som tager fokus fra handlingen?  Selve scenen er i bedste fald minimalistisk. Gulvet er hvidt. Enkelte steder er der skjulte lemme i gulvet således stykkets få rekvisitter kan findes / gemmes uden de store problemer eller afbræk i handlingen.

4_fjerpen.JPG

De fire blækhuse gives for det visuelle udtryk scenen får under Kongens selvpinende år, Mikkel Arndts skuespil og Birgitte Hjorts underspillede modspil. Tragedien er vellykket og brugen af oraklet i Delfi fungerer fint. Man forstår kongens sindssyge, magtmisbrug og manglende overblik. Jeg fornemmer dog ikke venskaberne der tabes har betydning for Kongen. Tabet af Dronningens kærlighed er ej heller så vigtig som tvivlen om hendes ubestridte loyalitet og hengivenhed. Han er således en klassisk Italiensk bystatskonge. Man har valgt at lade barneprinsen være symboliseret ved en hovedløse dukke, mens prinsessen spilles af en ordløs ung kvinde. Begge dele fungerer, men strengt taget kunne historien sagtens afvikles uden dem begge. Det jeg vil tage med fra denne forestilling er en blændende Arndt, det minimalistiske sceneudtryk og hvor smuk en gravid Birgitte Hjort Sørensen vitterlig er.


Dramatiker: William Shakespeare. Instruktør: Katrine Weidemann. Scenograf: Maja Ravn.  Medvirkende: Birgitte Hjort Sørensen, Mikkel Arndt, Christiane Gjellerup Koch & Cyron Melville. Tekstbearbejdelse: Karen Maria Bille. Oversættelse: Niels Brunse. Dramaturg: Simon Boberg.  Musikkonsulent: Stephan Bomberg.  Lysdesign Jonas Bøgh.  Lyddesign: Janus Jensen. Du kan læse mere her

Comment