Menneskekværnen vi alle kender som kapitalismen, har ikke blot taget klimaet som fange, sat demokratiet skakmat og genindført slaveriet i den 3. verden. Den har også korrumperet vores menneskesyn og udvandet alt andet. Værdien af et menneske er i dag således blot et økonomisk spørgsmål. I en verden hvor velfærd er blevet til et regnestykke og kærlighed er noget vi udtrykker i penge, virker det oplagt at systematiseret voldtægt er blevet til en handelsvare.

Foto Bjarne Stæhr

Men sexarbejderen er ikke blot en buffet af liderlige valgmuligheder der lejer sin krop ud til et købedygtigt mandligt publikum. Hun er et menneske, hvis lod i livet har sendt hende i armene på mænd, hvis sexbehov samfundet sætter højere end hendes menneskerettigheder. For uanset om du nyder den sadistiske mistrivsel af kvinden du køber adgang til, eller bilder dig selv ind at det er rigtig kærlighed, så er du de facto en overgrebsmand. Det er muligt du ikke opfatter dig selv som sådan, det er endda muligt andre ikke ser dig som et slemt menneske. Du kan sågar påstå du er en slags etisk sexkunde, fordi du ikke støtter trafficking, voldelige alfonser eller gade ludere. Men du i stedet blot hjælper en enlig mor med penge, forkæler en fattig studine eller hjælper kvinden til forfremmelse så længe hun blot forstår at gøre dig glad. Der er dog ingen tvivl om du er en voldtægtsmand uanset hvad, men fordi du kaster penge efter dit offer straffer samfundet dig ikke

Foto Bjarne Stæhr

Dette teaterstykke tilbyder ikke banebrydende indsigter eller provokerende opråb. Det er i stedet en underholdende ide, tilsat lige dele charme og skarpe pointer. Hele forestillingen udspiller sig i venteværelset til en ukendt prostitueret. Hvor mænd af alle slags fordriver ventetiden med ligegyldig småsnak, lommefilosofiske betragtninger og forbrugerinformationer af den relevante slags. Kvinden ser vi aldrig. Hun findes udelukkende i det tilstødende rum. Vi ser hende dog en enkelt gang fremvist som en plastikdukke. Hvilket skaber en herlig kontrast til de mange mandelige kunder der alle fremvises som mennesker på godt og ondt. Dog udgør luderen det konstante omdrejningspunkt. Det er hende mændene taler om. Det er hende de higer efter. Erstatningen for alle de kvinder der slap væk. Hun er den navnløse køddukke de alle knepper fordi de vil / kan / må. Nogle gør det nænsomt, andre voldelig, enkelte perverst og nogle med dårlig samvittighed. Men alle bestiger de den levende kvinde, hvis menneskelige værdi kun udgøres af sexfunktioner med fastsatte satser.

 

4_fjerpen.JPG

De mange mænd spilles af skuespillerne Folmer Kristensen og Peter Flyvholm. Selvom de både er uens af statur og i udtryk så passer de forrygende til hinanden. De mange korte dansende numre flettes sammen med nænsom og kærlig hånd af dem begge. Jeg er dog især glad for de mange barokke møder i venteværelset. Hvor Folmer med stor dygtighed rammer de søde og hævngerrige, så er Peter fantastisk som den perfide, ligeglade og virkelighedsfjerne.  Sceneudtrykket domineres af en serie hvide skjorter der hænger på bagvæggen, gulvet fyldes af flere sofaer, mens den ene væg prydes af en lampe der enten lyser grønt eller rødt. Det er hvad man kan kalde funktionel spartansk scenografi. Vi forlader aldrig venteværelset og tidsforløbet er ligegyldigt. Det drejer sig kun om sexovergreb mod én kvinde vi ikke kan se. Begået af en endeløs række af mænd vi kan se. Sexakten omtales, vurderes og lovprises, men på intet tidspunkt ser vi den.

De fire blækhuse gives for ideen om venteværelset.  Det er let at genkende sig selv i de mange forskellige typer vi præsenteres for. Hvilket er et smart træk. Det gør opråbet mod sex som handelsvare mere potent. De sanselige dansende sekvenser fungerer både som den forlorne gentlemen indpakning af sexkunderne og som eftertænksomme kunstpauser i forestillingen.  Humoren er ofte underspillet, mens sadisme får lov til at kikke frem uden filter. Men da teaterstykket er et opråb til samfundet som helhed havde jeg gerne indarbejdet den vinkel mere direkte i forestillingen.  Produktet er sex, kunderne er mænd, transaktionen et overgreb sanktioneret af samfundet. Så i stede for at dvæle ved sexkunden som et menneske der burde sige fra, havde jeg gerne set et frontalt angreb på samfundet i stedet.  

Dette var mit sjette Teater Rio Rose stykke som anmelder. Gennem de sidste ti år har Tove Bornhøfts teater fungeret som mit kunstneriske helle når kommercialisering af teaterverden gjorde mig ondt. Det er derfor uendelig trist at økonomiske udfordringer sætter en stopper for Rio Rose efter 33 år som aktivt teater. Forandringer er selvfølgelig det eneste konstante i vores verden, men jeg personligt vil savne denne insisterende teaterstemme. Det er altid en fornøjelse at støde på (teater)mennesker hvis ambitioner er andet og mere end blot underholdning. Håber vi snart ses igen.


Medvirkende: FOLMER KRISTENSEN, PETER FLYVHOLM Instruktør: TOVE BORNHØFT Koreograf: JULIE ANNE STANZAK Tekst: TOVE BORNHØFT, FOLMER KRISTENSEN, PETER FLYVHOLM Producent: TEATER RIO ROSE. gæstespil på Husets Teater

Comment