Kort før endnu en omgang religiøse helligdage ramte Danmark, indtog jeg én musicalpremiere i Aarhus. Hvor alverdens lokale koryfæer, og landskendte stjerner, sad bænket i den gamle smukke teatersal for at se opførelsen af Leonard Bernstein og Stephen Sondheims gamle Broadway hit - West Side Story. Det var som altid hyggeligt at besøge min gamle fødeby, og på mange måder føles en premiere langt mere hjertelig i den jyske hovedby end i København. Til gengæld havde jeg det lidt sværere med forestillingen, altså, den fejler på ingen måder, men der er tale om en retro opsætning. Det hele ligner og smager af noget mine forældre kunne have overværet i slut 60erne. Det eneste der således har rykket sig er resten af verden. Det kan sagtens skyldes instruktørens forkærlighed for lige netop denne musical, som han i forskellige interviews har kaldt Verdens Bedste, men jeg kender selvfølgelig ikke de præcise årsager til hvorfor denne amerikanske gadekamp blev afviklet som da bedstefar var dreng.

Foto Emilia Therese

West Side Story er dog udstyret med danske sangtekster. Hvilket jeg besynderlig nok ikke er en fan af. Det er tydeligvis ikke let at gøre kritikere tilfredse. Men når man nu ellers har holdt sig tro mod forlægget, hvorfor så udsætte de velkendte musicalhits for en oversættelse? Hvis du aldrig tidligere har set musicalen, filmen eller læst bogen af Arthur Laurents, så kan jeg afsløre at den er dybt inspireret af Shakespeares ulykkelige kærlighedshistorie om Romeo og Julie. Det er således ikke et hjertevarm slutning musicalen fører frem til. I stedet for er det en fortælling om umulig, altopslugende og medrivende kærlighed mellem to unge mennesker fanget på hver deres side af en bandekonflikt. Hvor den ene side udgøres af puertoricanere (Sharks) og den anden af hjemmefødte amerikanere (Jets).  Der i skyggen af 1950ernes velstandsboom, udkæmper deres egne teoritale kampe i storbyen New York. Hvor drømmene sjældent rækker længere end til næste skolebal, og ingen husker hvad der startede hadet mellem grupperne. Konflikten er ridset op med en uskyldighed mange amerikanere husker perioden for, men som sjældent har rod i andet end nostalgi. Til gengæld afspejlede musicalen fint de racespændinger som vitterlig fandtes i USA's smeltedigel, og sammen med historien om den ulykkelige kærlighed formåede musicalen at fange folks opmærksomhed. Meget er selvfølgelig sket de sidste enogtres år siden verdenspremieren på West Side Story, men verden kender fortsat til bandekrige, racespændinger og ulykkelig kærlighed. Så det virker oplagt at musicalen vil bestå på de skrå brædder langt ud i fremtiden.

Foto Emilia Therese

4_fjerpen.JPG

Sceneudtrykket domineres af en kæmpe stålkonstruktion, der placeret på en drejescene hele tiden skifter funktion. Nogle gange udgøre den rammerne for et skolebal andre gange er det gadekamp, butik, lejlighedskompleks med mere. Takket være de mange rør er den både bastant og semitransparent. Bøjede neonskilt og basketball kurv hjælper publikum på vej når lokationen skal bestemmes, men som oftest lader det sig let aflæse af måden danserne og skuespillerne vrider sig rundt på konstruktionen. Det musikalske lydspor udgøres af nitten velkendte sange der selv på dansk formår at indkapsle karakterernes følelsesliv. Det er dog de engelske ord jeg kan genkalde mig når jeg tænker på sangene I feel Pretty, Tonight, America, Maria m.fl. det betyder dog ikke at Mathias Flint har gjort et dårligt arbejde med oversættelsen, blot at sangskatten er gemt på originalsproget i hukommelsen.

De fire blækhuse gives for slåskampen mellem Bernardo (Jacob Madsen Kvols) og Tony (Mathias Flint), Isabel Schwartzbach sangevner og sceneforståelse, jeg er ligeledes vild med Lise Koefoed i rollen som Anita og så fungerer dansenumrene særdeles godt under America og The Dance At The Gym. Kostumerne er holdt tro mod 50ernes snit og det samme gør sig gældende med de fleste frisurer. Politikaraktererne har alle dage været tegneserieagtige og det har man så ej heller ændret på i denne opsætning. Sorgen, længslen og forelskelsen føles ægte, så længe Maria/Anita er alene, men så snart de danner par med deres mænd virker det malplaceret. Som om følelserne findes, men ikke rettet mod den partner stykket har givet dem. Konflikten mellem banderne er ligeså tåbelig som dagens gadekampe mellem samfundets tabere, men hvor konflikterne i dag kredser om narkosalg virker det mere til 50ernes ungdom gjorde det af kedsomhed. Hvis du aldrig har set West Side Story eller blot altid været ulykkelig forelsket, så vil forestillingen her sikkert ramme rent. Jeg selv vil i fremtiden følge Schwartzbach & Koefoed med stor interesse, men sandsynligvis hurtig glemme denne opsætning.


MUSIK AF LEONARD BERNSTEIN . TEKST AF STEPHEN SONDHEIM .OVERSÆTTELSE KASPER HOFF OG MATHIAS FLINT. ISCENESÆTTELSE RUNE DAVID GRUE .SCENOGRAFI & KOSTUMEDESIGN KARIN GILLE . KOREOGRAFI RENE VINTHER . ARRANGEMENTER OG MUSIKALSK LEDELSE NIELS SØREN HANSEN. KAPELMESTER OG MUSIKALSK LEDELSE HENRIK SVENNING . LYSDESIGN JONAS BØGH. LYDDESIGN LARS GAARDE.

MEDVIRKENDE: ISABEL SCHWARTZBACH, MATHIAS FLINT, JACOB MADSEN KVOLS, LISE KOEFOED, MATHIAS SPROGØE FLETTING,  ASHOK PETER PRAMANIK, CHRISTIAN COLLENBURG, MIKKEL BECKER HILGART, SOFIE TORP, KASPER DALSGAARD*, DAVID ELNEBO, KRISTINE MARIE BRENDSTRUP, MARIE MARSCHNER, ANDERS BAGGESEN, MICHAEL BROSTRUP, KIRSTINE EMILIE MOSES-JACOBSEN, STINE ANDERSEN, TROELS GRAAKJÆR, TONE REUMERT, SEBASTIAN SKOV ANDERSEN, NICCO OLAYBAL, MIRAN UGLJEN, OLIVER MELANDER, MARTIN GÆBE.

*SPILLER ROLLEN SOM RIFF FRA 6. APRIL. Du kan læse mere om stykket her

Comment