Det er hjertet bag dine forsvarsparader de forsøger at ramme. Ikke ved konventionelle metoder eller stringente fortællinger. I stedet øser de emotionelle fragmenter ud over scenen via sang, skuespil og dukkeføring. Nogle elementer har komik, andre hjertevarme, de fleste dog undertoner af tungsind. For alle er de bundet op på samme traumatiske hændelse - Et biluheld!

Selv hvis du skulle formå at glemme forestillingens titel, eller lade din kritiske sans forsvinde på et af forestillingens mange sidespor, så domineres scenen af en stor delvis smadret personbil. Hvis blotte tilstedeværelse understreger en ulykkelig slutningen på historien. Bilen skaber således en dyster ramme omkring forestillingen, men fungerer også som et anker for fortællingen. Da man ellers let kunne fortabe sig i de mange løsrevne minder som de to skuespillere formidler i et væk.

Foto Søren Meisner

Vi lever i troen på, at vi skal leve evigt, og kan tilsyneladende kun finde ud af at accelerere, som menneske og som samfund. Det er først, når det går galt, at vi forstår hvor skrøbeligt og værdifuldt livet er, og hvad vi egentlig vil med det.
— Jesper Pedersen
4_fjerpen.JPG

Udtryksformen genkender jeg let fra forestilling Støv og samtidig fra intet andet. Skiftene mellem æggende opera, rå rock og absurd dukketeater er mange og kantede. Der tages således ikke hensyn til publikums konforme forventninger. Tilgangen er både fornyende, respektløs og fængende. Til gengæld er det ikke ubetinget succesfuldt. De fire blækhuse gives for sceneudtrykket. Jeg er vild med den halveret bil. Jeg kunne lytte for evigt til Regína Unnur Ólafsdóttir stemme upåagtet emne og længde. De små fortællings-bobler fyldt med lykkelige minder, Svend E. Kristensen transformation til død trafikant, musikernes udtryk og det tilhørende lydbilleder, trækker også alt sammen i den positive retning. Til gengæld er forestillingen for lang, eller tiden bruges i hvert fald forkert. Jeg tænker det er meningen hændelsesforløbet accelerer frem mod uheldet. Jeg kan såmænd godt forstå ideen, men det giver desværre historien en ubalance. 

Skulle du have glemt hvorfor du er her, så hjælper nærdødsoplevelser altid hukommelsen på gled. Det er dog sikrer at søge samme indsigt via forestillingen her. Så hvis du har mod på noget anderledes, og ikke for nylig mistet en du har kær, så er Crash forestillingen for dig. Uanset hvad, bør du møde den med åbne arme, nyde minderne der deles og husk kærligheden der haves. 


Du kan se forestillingen på Edison (Betty Nansen) til og med den 24. marts, Opføres på engelsk. Se mere her.  MEDVIRKENDE Svend E. Kristensen (performer og koncept), Regina Unnur Olafsdottir (sanger), Rune Risager (guitarist), Josefine Opsahl (cellist) KOMPONIST Peter Kohlmetz Møller LIBRETTIST Neill Cardinal Furio KONCEPT Jesper Pedersen og Svend E. Kristensen INSTRUKTION Jesper Pedersen TEKST Jesper Pedersen i samarbejde med holdet SCENOGRAF Johan Kølkjær KOSTUMEDESIGN Anna Gammelgaard LYSDESIGNER Andreas Buhl DUKKER Svend E. Kristensen SPECIAL EFFECTS Christine Scheel Kvint INSTRUKTØR ASSISTENT Maria Runing PRODUCENT Gitte Nielsen PRODUCERET AF Sew Flunk Fury Wit

Comment