Selvom der er enkelte kulturelle tiltag jeg burde have holdt mig helt fra som anmelder (fx moderne lettisk opera på japansk) er der reelt meget få emner, jeg ikke har søgt at sige noget begavet om. Selvfølgelig kan mine argumenter let falde fra hinanden når jeg har været på udebane, men det største problem er faktisk ikke uvidenhed, det er i stedet de eklatante fejllæsninger der blev født af skråsikker, men uperfekt viden. Hvorfor jeg efter indtagelse af ”Revolt. She Said. Revolt again.” valgte at debattere oplevelsen med én veninde fra det store udland. Der ligefrem havde set en engelsk pendant af selv samme forestilling. Den positive udlægning kunne være jeg nyder at debattere kunst og kultur med hende, mens en anden, og desværre mere nærliggende konklusion kunne være; Hvad har en ciskønnet heteroseksuel middelalderende mand af forståelse for emnet?

Foto: Bjarne Stæhr

Revolutionér verden - vend den på vrangen.
Revolutionér sproget - stop med at tale.
Revolutionér arbejdet - gå i dialog med det.
Revolutionér kroppen - begynd at lukke den ned.
Gør oprør. Sagde hun. Gør oprør igen.
— ALICE BIRCH

Debatten har ikke været lige stimulerende eller givende, men har alligevel ført mig til nogle indsigter.  Jeg oplevede først forestillingen som en skæbneberetning fra de undertrykte. Der blotlagde smerte fra overgrebene via visualisering. De løsrevne fragmenter havde enten komik, alvor eller kombination af begge som udtryk. Mens kernen altid var ”overgrebet”. Det brutale, gemene fysiske overgreb. Det strukturelle overgreb via patriarkats samfundsnormer. Det skjulte overgreb der findes i sproget. Hvor virkeligheden ikke blot beskrives, men skabes via ord, hvorved magtovergrebet kamufleres for den der ikke tænker over ordenes oprindelse, eller kulturelle betydning. Hvis det ikke lige giver mening så overvej hvad der menes med udtryk som kvindagtig, venstrehåndsarbejde, tag det som en mand, flæb som en tøs.

Dette var således udgangspunktet for min anmeldelse og min forståelsesramme. Lige indtil jeg valgte at debattere forestillingen med hende. For selvom hun godt nok har forladt mig til en arkitektudstilling i Milano, fordi mine observationsevner var elendige og præferencer typisk skandinavisk, så plejer det gå ganske fredeligt til. Denne gang var konklusionen som følger, at jeg åbenbart er fanget så meget i mit eget verdensbillede, at jeg absolut vil se forestillingen som et opgør med heteronormativiteten. Jeg rager med andre ord en offerrolle til mig, og misser det universelle i budskabet om oprør!  

Denne lidt lange indledning kan du således vælge at se som en slags credo, samt selvfølgelig, som en intellektuel undskyldning for det der følger.

Foto: Åsmund Sollihøgda

De fem skuespillere på scenen spiller et virvar af roller, den vigtigste er dog deres køn. Der er således tre kvinder og to mænd. Tilsammen udspiller de et væld af situationer der alle kredser om én ting. Den ulige situation mellem manden og kvinden. Nogle scener afvikles med humor, nogle med indlevelse og enkelte med dybfølt smerte. Balancen mellem de forskellige udtryksformer er en anelse ulige og helheden bliver derfor lidt kantet. Der er ordskabte sammenstød vi alle kan genkende, der er magtkampe de fleste har prøvet og strukturer vi alle ser men aldrig ændrer. Vi lever nemlig i et mandsdomineret samfund, hvor kvinderne forgår eller føjer sig. Hele forestillingen udpensler dette, alt imens oprørsopfordringen bliver evident. Noget skal og bør ændres. For det er tydeligt at samfundsformen vi har valgt os ikke virker. Rollerne ikke er givende. At magtkampen er ulige og overgrebet affødes af dette.

5_fjerpen.JPG

De fem blækhuse gives for flere forskellige elementer. Jeg er vild med Hannah Schneiders musik og havde gerne ladet hende fylde lydsporet endnu mere. Stine Gyldenkernes skrigende sekvens rammer mig rent. Jens Albinus insisterende lydbidder om pornografi, og anmodning om kvinden ikke lige den her gang kunne undsige sig at spise sit eget bræk, fungerer også godt. Jeg er vild med Marina Bouras seksuelle magtkamp på ord. Sammenstødet mellem chefen med de mange HR tiltag, og den ansatte der søger meningen med livet, er også ren komik. Charlotte Muncks begrebsafklaring af ægteskabet som institutionen er guf for min indre forsømte humaniorastuderende.

Det er dog summen af alle disse vrede stemmer, morbide beretninger og absurde komik, der gør oplevelsen svær at fordøje.  For selvom budskabet på ingen måde er komplekst, så er det svært at se farbare løsninger. Hvilket vist udgør kernen i min venindes utilfredshed med mit synspunkt. For på denne måde påtager jeg mig både rollen som offer, anerkender overgrebene og ansvaret, men fraskriver mig samtidig muligheden for forandring. Jeg fastholder således status quo via passivitet (magtesløshed), alt imens magtstrukturerne tydeligvis understøtter mig som hvid heteroseksuel mand. Det nødvendige oprør kan således ikke komme fra min kant - er den underforstået pointe! Uanset om denne anmeldelse gav mening eller ej, opfordrer jeg dig til at tage forbi halmtovet og se en omgang vedkommende dramatik af den moderne slags. Det kan som mand sagtens komme til at gøre lidt ondt, men du har brug for det.  


Medvirkende: MARINA BOURAS, JENS ALBINUS, CHARLOTTE MUNCK, STINE GYLDENKERNE, ALVIN OLID BURSØE. Komponist og musikalsk koncept: HANNAH SCHNEIDER. Lyddesign: ASGER KUDAHL.  Lysdesign: MADS VEGAS. Original tekst: ALICE BIRCH. Se mere her

Comment