Den gamle vædder har ondt i leddene, selvværdet og hjertet. Forladt af alt andet end mindet om kvinden han elskede, og manden han var. Monologen starter som et brev til ungdommens store kærlighed – Helga – men hurtig udvikler det sig til en sjælegranskning af den personlige slags. Forklaringerne, undskyldninger og fortrydelsen vælter over hans læber. Vi føres gennem den ene skelsættende episode efter den anden, men på intet tidspunkt flytter vi os synderlig langt tematisk eller geografisk. Dette er trods alt en gammel buks livshistorie. De er ikke kendt for lange vandringer, filosofiske afhandlinger eller ambitioner om andet end et ubesværet liv.

Foto Fotograf-Ursula-Marcussen

Langt væk fra storbyens utallige fristelser og triste boliger, udspiller historien sig. Vi er således i en eller anden øde flække på Island. Et sted hvor fårhyrderne regerer og nytteværdien af et menneske måles ud fra avl. Her er vores fortæller det sidste slægtled på en 1000 år gammel historie. Her er han på hjemmebane. Her er han gift med én kvinde, og begærer én anden. Her udspiller livet sig som det altid har gjort. Mage finder mage og børn fødes. De stærke overlever mens de svage spises. Her giver alt mening for den kommunal foder-tilsynsførende Bjarni. Vores hovedperson, fortæller og fortællingens patriark.  

4_fjerpen.JPG

Historien der udfoldes er proppet med svulstige passager om begær og kantede moraler. Under de upolerede ord gemmer der sig dog en trist historie om en kærlighed der aldrig blev. Om et liv der blev levet, men aldrig fuldt ud. Det er her forestillingens rå udtryk gnistrer og Victor fængsler din opmærksomhed. Det er her dit hjerte fyldes med sympati for den grove bondekarl, hvis drifter og følelsesliv åbenbart ikke kan adskilles. Jeg havde gerne ”hørt” historiens andre stemmer. Det ville utvivlsomt have givet patriarken et mere sølle skær hvis bedrifterne blev genfortalt af hustru og elskerinde, men det havde været mod ideen bag stykket. Der i stedet er et opråb om at gribe chancerne livet byder, og tag mod kærligheden når du finder den. Glem din stolthed, position og ære. Grib i stedet efter livet og lev det så ærligt og længe som du kan. Det er den eneste måde du selv kan undgå at havne i samme position som Bjarni.


Medvirkende: Victor Marcussen. Instruktør: Kirsten Peüliche. Dramatiker, forfatter: Bergsveinn Birgisson. Producent: Teater V. Co-producent: Dansk Turnéteater.  Varighed: 1 time og 15 min. uden pause.  Forestillingen er baseret på Bergsveinn Birgissons anmelderroste roman, som i 2012 var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.Se mere her

Comment