Musicalen har måske nok ”Midt om natten” som emotionelt epicenter, men historien afvikles fra et nutidigt ståsted. Vores hovedperson er således søn af Susan Himmelblå, og da hun dør, får han kontakt med en aldrende Arnold. De mødes af flere omgange over en flok bajere og usagte ord. Hvor Arnold modvilligt deler ud af anekdoterne, minderne og fejltagelserne fra en svunden tid som beboer i 80ernes Haveje. Vi fornemmer hurtigt at ikke alt gik som de drømte om, da ungdommen endnu var noget Arnold tilhørte. Men Christoffer er dog mest interesseret i historierne om moderen Susan, og den ukendte faderskikkelse Benny. Genfortællingerne er alle taget fra spillefilmens univers, mens forestillings øvrige spor udgøres af Christoffers kærlighedsliv og Arnolds genvordigheder med livet som gammel mand.

Foto Miklos Szabo 


Det musikalske lydspor er ikke kun begrænset til filmens sange, men alle har dog Kim Larsen som ophavsmand. Det føles til tider som om der er skuespillere i overskud, scenografiske delelementer (f.eks. det halve badeværelse) som er unødvendige og enkelte scener der intet formål tjener. Noget skyldes det filmiske ophav og andet utvivlsomt det sikkerhedsnet store produktioner benytter sig af. Dvs. forestillingen har et ekstra lag skuespillere der kan træde til ved sygdom. Når alle er raske er de således blot fanget i mindre roller, der alle kredser om hovedpersonerne. Men jeg havde gerne strammet grebet om scenografien og derved holdt udtrykket mindre rodet.

Foto Miklos Szabo 

Henriette Katrine Lund er sødmefuld og overbevisende som kvinden Christoffer er kærester med. Hvilket desværre ikke er tilfældet for Lise Baastrups version af Susan Himmelblå. Allan Mortensens vokal måtte gerne have fået endnu flere sange at boltrer sig med, men rollen som Tusindfryd sætter selvfølgelig en naturlig begrænsning. Til gengæld fremstod det en anelse sært at den unge Arnold (Troels Malling) slet ikke sang. Jimmy Jørgensen optræder kun i andet akt som leder af Rotterne og det gør han som altid fremragende. Men det virker som musikalsk overkill at bruge ham i denne mindre rolle. Sofie Topp-Duus var ligeledes fremragende som rockertøs. Jesper Lohmann virker til at have det sjovt i rollerne som syngende politimand, gnaven købmand og karikeret brugtvognsforhandler.

4_fjerpen.JPG

Midt Om Natten er således noget middelmådigt farverigt ramasjang, der banker speederen i bund på nostalgi og fællessang. Det sker heldigvis med masser af charme, gode ideer og positive overraskelser. Der lefles gennem hele showet for vores indre samling af emotionelle livsfragmenter, og det evige medley af velkendte sange virker faktisk på mig. Erindringer om kvinder der blev forført via halvdårlige guitarstrofer og Kim Larsen poesi, vælter således frem fra fortidens skattekammer af glemte minder og ungdommelige fejltagelser. Teateropsætninger på gymnasiet huskes, afslutningsbal på højskolen mindes, og fællessang omkring alverdens lejrbål smelter sammen til én Kim Larsen allegori. Manden alle vi danskere kender og føler os beslægtet med. Den gamle hankat hvis banale og ligefremme sangtekster altid rammer os lige i hjertekulen. Manden hvis ungdom, karriere og meninger for altid er bundet op på de progressive 70ere. Da verden endnu havde problemer ungdommen vitterlig troede kunne løses via solidaritet, fællesskab og hjerterum. Han er i dag hvad der kaldes et nationalklenodie, og derfor det oplagte produkt at sælge i Tivolis Koncertsal. Hvilket de svimlende høje forsalgstal også bevidner. Slutresultatet er dog ikke stor kunst eller fremragende skuespil. Det er til gengæld vellykket iscenesat nostalgi, og gennemført professionel underholdning. De fire blækhuse gives for et sammenrend af positive elementer; Kurt Strand er fremragende som den gamle vrisne hankat Arnold, sangene Rita og Kvinde min afvikles med hjerte og overbevisning, Cirkusscenografien stråler i slutningen på første akt og jeg vild med dansende Anne-Mette Riis. Jeg er ligeledes glad for rockergruppen Rotterne, spøgelset Spacy (Jacob Femerling), Allan Mortens vokal og er imponeret over hvor ubesværet Pernille Højmark skifter mellem ung / gammel kvinde.  


Kurt Ravn / Gl. Arnold. Gustav Wolter / Benny. Troels Malling / Unge Arnold. Lise Baastrup / Susan Himmelblå. Sigurd Holmen Le Dous / Christoffer. Henriette Lund /Rita.  Jacob Femerling / Spacy. Allan Mortensen / Tusindfryd. Jimmy Jørgensen / Rockerleder. Max Hansen / Buhmand. Jesper Lohmann / Charles. Pernille Højmark / Kranen. David Owe / Nalle. 

Manuskript Henrich Christensen - Efter originalt manuskript af Erik Balling, Henning Bahs og Kim Larsen I en scenebearbejdelse af Heinrich Christensen. Instruktion Heinrich Christensen. Scenograf og kostumedesign Marie í Dali. Koreograf Bill Holmberg Peter Friis.  Stuntkoordinator David Owe. Kapelmester Joakim Pedersen. Lysdesign Ulrik Gad. Lyddesign Frank Grønbæk. Instruktørassistent og dramaturg Pierre Westerdahl. Producenter Tivoli, Langkjær Entertainment og Live Nation. Du kan læse mere her

Comment