Da jeg var ung og idealistisk, blev statskundskab studeret og politiske meninger brudt med enhver. I dag hader jeg fortsat korruption, foragter embedsmænd der ikke siger fra, og synes enhver burde læse Machiavellis værker. Jeg irriteres dog mere over product placement i dansk kulturliv, end jeg forarges over allierede styrkers mord via dronefly. Hvilket selvfølgelig både er kynisk og apatisk, men uundgåeligt hvis du arbejder med politik. Hvis du til gengæld fortsat har dine barnetro intakt og et bankende patriotisk hjerte, så kan det være barskt at opdage sandheden om krig. Det var det i hvert fald for amerikaneren Bradley Manning. Som du utvivlsomt kender fra avisoverskrifter, dommedagstaler og kønsdebatter. For Bradley var ikke kun en naiv patriot, der lækkede tusindvis af fortrolige dokumenter via WikiLeaks, han var også skallen der rummede kvinden Chelsea Manning.  Det er hendes tilblivelse, retssag og afsløringer der udgør historien i teaterstykket Manning Er Fri på Mungo Park.

Foto Bjarke Maccarthy

Du behøver faktisk ikke at kende sagen for at kunne indtage dette teaterstykke med fornøjelse. Jeg forestiller mig ej heller at emnet vil provokere synderlig mange danskere, men der vil nok altid være en enkelt verdensfjern nationalist som fordømmer Mannings handlinger. Til gengæld vil dette teaterstykke være sprængfarligt på amerikansk grund. Hvor der fortsat er mennesker som fordømmer Daniel Ellsberg for læk af Pentagonpapirer om Vietnamkrigen i 1971. Forestilling er skruet sammen som det oplagte udgangspunkt for debat om ytringsfrihed, moralsk krigsførelse, overvågning og prisen for frihed.  

Foto Bjarke Maccarthy

Hvem end der har godkendt den 100 minutters lange monolog, om en transkønnet amerikansk langtidsdømt soldat, har både været modig og dygtig. For det hér fungerer virkelig. Det er en præstation uden lige af Anders Budde Christensen. Der ikke bare fanger og fastholder min opmærksomhed gennem hele forestillingen, han giver tilblivelsen af Chelsea så meget indlevelse at jeg helt glemmer skuespilleren Anders. Det kan lyde banalt at en mand transformeres til kvinde via høje hæle, kjole, makeup og en blond paryk. Det vil ej heller virke overbevisende hvis jeg gjorde det, men Anders han bliver virkelig til kvinden Chelsea.  Så selvom kønsskiftet på ingen måder er en overraskelse, så forbløffes jeg alligevel af resultatet.

6_fjernpen.JPG

Jeg kender ikke Anders, vi deler ikke omgangskreds eller postnummer, men de sidste ti år har vi alligevel delt en masse intime øjeblikke. Uanset om det var ungdomsproblematikker på CaféTeatret, dagpengereglerne i Holbæk eller kulturradikale udfordringer i Allerød, så har Anders været et hit. Dette er dog den første forestilling jeg har set hvor han er alene på scenegulvet. Det er også den første gang han ikke søger komikken som udtryk, men forbliver alvorlig. Måske det skyldes emnet, måske det skyldes han selv kan bestemme denne gang, måske det er tilfældigt. Uanset hvad, så er det imponerende hvad han formår at stykke sammen af udtryk, følelser og beretninger ene mand. Mannings opvækst formidles med en kærlig let hånd, vi dvæler hverken for længe eller for lidt ved forældrenes alkoholisme eller ungdommens modgang. De utallige skift mellem historiens mange karakterer afvikles overraskende nok uproblematisk. Uanset om han ene mand formidler en køretur med fire mennesker, en fuld retssag eller en online chat så er du aldrig tabt. Det er teknisk rigtig godt.Dramatisk er der mest kød på kønskiftet, mens spændingskruven peaker da Manning anholdes. 

De seks blækhuse gives for helheden, sceneudtrykket og Anders i særdeleshed. Den 8 x 6 fod store glasboks på scenen fungerer både som fængsel, kontor og som et metaforisk symbol på ”The Black Box”. Jeg synes alle ved det danske forsvar, politisk aktive og enhver studerende på et samfundsfagligt studie burde se denne forestilling. For uanset om du tror på vigtigheden af statshemmeligheder, ytringsfrihed eller fordømmer enhver whistleblower så vil denne forestilling skubbe til dine fordomme og rejse spørgsmål. Forestillingens længde stiller ikke kun krav til Anders på scenen, men jeg ville ikke undvære et eneste element af fortællingen. 


Skuespiller og dramatiker: Anders Budde Christensen.  Instruktør:
Maria Kjærgaard-Sunesen. Scenograf: Nicolaj Spangaa. Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen. Lysdesigner: Jacob H.S. Rasmussen. Varighed:1 time og 40 minutter. Du kan læse mere om forestilling her

Comment