Efter et årti som teateranmelder er det fortsat kun et fåtal af musicals der har ramt mig. Normalt fyldes jeg med irritation over den lamme handling, de konstante sekvenser med publikummer der af uransagelige grunde klapper højlydt i takt, de enfoldige forviklinger i historien og de ofte unødvendige dansenumre, overspillet scener og karikerede monologer.  Jeg er med andre ord, sådan én, nogle teatre undgår når musicals er på programmet. Men selvom vi alle har vores præferencer og kæpheste så kan personlige overraskelser altid indfinde sig.  Hvilket skete denne aften på Odense Teaters store scene.

Fotocopyright Ard Jongsma

Hvis Nikolaj Lie Kaas og Otto Brandenburg havde fået et barn sammen, ville det utvivlsomt have besiddet samme blanding af coolness, charme og stilsikker stemmeføring, som Laus Høybye førte sig frem med denne aften. Så selv hvis du har et anstrengt forhold til musicals, eller ikke helt tåler at amerikanske spillefilm bliver udsat for andre formatopdateringer end 4K, så er der noget at komme efter her! Laus Høybye er hverken et overset talent, eller en mand uden succes på CVet. Dette er blot den bedste præstation jeg har set ham fremføre. Som om alle forudgående forestillinger på de københavnske teaterscener blot har været en let optakt til denne glansrolle. Han er fænomenal i rollen som den charmerende storsvindlen teenager Frank Abagnale. Han synger, danser, smiler og spiller karakteren så jeg helt glemmer de andre på scenen.  

Fotocopyright Ard Jongsma

Han er dog ikke det eneste som stråler i denne forestilling. Så langt fra. Claus Riis Østergaard er øm i rollen som den retskaffen FBI agent. Han serverer de kantede værdier med underspillet charme og finurlig humor. Stemmemæssigt klæder han Laus, om end der ikke helt er tale om et match i sangteknik. Jeg er vild med de lade FBI gutter hvis verdensbillede utvivlsomt passer til J. Edgar Hoovers udsyn og værdier. Sekvensen med ”Politi efter Røverne” i første akt er virkelig godt, og jeg knuselsker den agent der undrer sig over hvorfor han intet føler, når skydeskiverne plaffes i smadder med håndvåbnet. Franks forældre spilles blændende af Anders Gjellerup Koch og Natali Vallespir, der især i først akt formår at indkapsle forstædernes skyggeside af den amerikanske drøm.

5_fjerpen.JPG

Der er selvfølgelig elementer som ikke fungerer optimalt. Man har i denne forestilling valgt at lade Franks higen efter normalitet være det bærende dramatiske element. Det er således ikke flugten fra lovens lange arm der driver historien som sådan. Det er i stedet Franks ønske om reetablering af barndommens tryghed der skubber ham fra den ene løgn til den anden. Tilsat ungdommelig appetit på smukke kvinder, hurtige penge og farverige oplevelser. Dette skaber en ubalance i forestillingens store afslutning. I stedet for at være knust over tabet af drømmen, eller den mistede kærlighed, så skal vi nu accepterer et følelsesmæssigt bånd mellem skurk og ordenshåndhæver. Sangen fejler intet, men logisk er det ikke en oplagt slutning.

De fem blækhuse gives for helheden og Laus i særdeleshed. Jeg er også glad for Sara Gadborgs stemme, Steffen Hulehøj Frederiksen og Sofie Akerøs dansetrin, Claus Riis film Noir moment og instruktørens sindrige brug af mennesker som interiør. Det skaber en slags organisk scenografi, der giver sceneudtrykket noget tiltrængt dynamik. Der ellers domineres af en drejescene midt på gulvet, og det store orkester der er bænket lige bag denne. Selvom handlingen afvikles i fjern fortid hvor farvefjernsynet var banebrydende teknologi, så fremstår teksten på ingen måde fastlåst i tid og sted. Catch Me If You Can er ikke en musical version af hverken bogen eller filmen af samme navn. Historien er den samme, men udtrykket er dens eget. Det er en klassisk musical, med vægt på folkelig humor og hjertevarme. Det virker blot ægte i eventyrbyen Odense – takket være hele holdet bag og på scenen.


Manuskript af Terrence McNally Musik af Marc Shaiman. Sangtekster af Scott Wittman & Marc Shaiman. Iscenesættelse og bearbejdelse ROLF HEIM. Scenografi og kostumer SISSE G. JØRGENSEN. Koreografi PETER FRIIS. Kapelmester TORBEN SMINGE. Musikalsk rearrangement JOHN KRISTENSEN. Lysdesign BRIAN NIJIE. Lyddesign RUDI SENF, JESPER FINDSHØJ. Oversættelse HENRIK LYKKEGAARD. 

MEDVIRKENDE Laus Høybye, Claus Riis Østergaard, Anders Gjellerup Koch, Natalí Vallespir Sand, Cecilie Gerberg, Betty Glosted, Peter Gilsfort, Sara Gadborg, Mikkel Bay Mortensen, Joakim Lind Tranberg, Joakim Skovgaard, Rasmus Grandt Henriksen, Sofie Akerø, Line Staun Jensen, Terese Agnete Christensen, Niels Skovgaard Andersen og Steffen Hulehøj Frederiksen.

Du kan læse mere her.

Comment