Teaterstykket Living Dead består af flere vellykkede visuelle elementer, og tilbyder dig derudover en rammefortælling til frygten du selv bringer med til forestillingen.  Det er således din frygt for alt det ukendte, det farlige, det fremmede, det der vælter ud af tv skærmene og ind over landets grænser der udgør kernen i stykket.  Det er i hvert fald sådan at jeg forstår ideen med forestillingen, der desværre slet ikke rammer mig.

Foto Copyright Rumle Skafte

Selvfølgelig husker jeg mediedækningen af de syriske flygtninge der skyllede ind på de sydeuropæiske strande. Både de døde børn og de desperate overlevende. Jeg husker debatten og tiltagene der blev indført. Jeg husker fraværet af globale løsninger, borgerkrigen der kværnede millioner af menneskeliv og småligheden der drev de europæiske tiltag. Jeg blev bare aldrig grebet af frygt, magtesløshed eller bekymringer. Dertil har årtier med afrikanske sultende børn i fjernsynet, syreregn, sælpest, stråforkorter, sars, kogalskab, regnskovsfældning og klimaforandringer for længst forhærdet mig til en kynisk verdensborger. Hvis dit verdensbillede omvendt blev radikalt forandret af denne folkevandring og vores verdensdels manglende evne til at håndterer samme, så kan denne forestilling utvivlsomt fungerer som en ramme og visuel fortolkning af ubehaget du måtte føle. Samt føre dig væk fra apatiens brede vej mod revolutions smalle sti.

Foto Copyright Rumle Skafte

3_fjernpen.JPG

Jeg er til gengæld vældig begejstreret for scenografien, hvorledes skuespillerne fremstår som var de af plastik og korafslutningen på forestillingen. Det smarte ved at binde fortællingen sammen med det kristne symbol >fisken< er også godt. Skuespillernes øjne har fået et sæt linser i øjnene så pupillerne fylder det hele. Hvilket både minder om zombier og fiskeøjne. Trioen på scenen er konstant igang med at tilberede, spise og tale om fisk. Fisk som måske har spist af de døde mennesker i middelhavet!

Der var momenter hvor teaterstykket opbyggede scener der burde have endt i ren uhygge. I hvert fald ifølge horror filmenes uskrevne regler. Desværre udebliver disse ubehagelige sekvenser, og vi ender i stedet med groteske elementer der tjener som forstyrrede spejlbilleder af vores kollektive apati overfor katastrofen. Da jeg har indtaget Christian Lollikes teaterstykker om flygtningekrisen i forkert rækkefølge, er det en anelse uretfærdig at kritisere dette stykke for gentagelser. Men mange af virkemidlerne, tilgangen og pointerne står dog efter min mening langt tydeligere i forestillingen ”Revolution”. Morten, Özlem og Neel bruges med stor dygtighed som levende rekvisitter i en handling der udebliver. Det hele ligner, lyder og minder om 80er slasher film, tilsat elementer fra den oprindelige Twin Peaks TV serie. Desværre bruges rammerne ikke til andet end én opfordring om at gøre noget, at tage ansvar for verden, for hinanden, at opgive hykleriet og række ud efter mennesket i nød. Hvilket mere empatiske mennesker end jeg selv utvivlsomt vil finde en anelse ubehageligt og øjenåbnende.


Medvirkende ÖZLEM SAGLANMAK, MORTEN BURIAN, NEEL RØNHOLT, MOGENS DAHL KAMMERKOR: LONE SELCHAU, HILDE GJERMUNDSEN, REGINA UNNUR OLAFSDOTTIR, DANNY PURTELL og JONATHAN KRONER INGVALD, Tekst og instruktion CHRISTIAN LOLLIKE Tekstfragmenter MADS MADSEN, TANJA DIERS Scenografi MARIE ROSENDAHL CHEMNITZ Lysdesigner MORTEN KOLBAK Lyddesigner JES THEEDE Dramaturg TANJA DIERS Musikalsk indstudering MOGENS DAHL. Du kan læse mere her

Comment