Du kender sikkert filmen af Bille August, måske endda læst bøgerne af Martin Andersen Nexø eller blot hørt om patriarkens voldsomme kastration. Dette er er så teaterversionen og selvom det hele minder om det oprindelige forlæg, så er dramaklodsen noget mere tandløs, harmløs og voldsom poleret i sammenligning. Socialrealismen er her således ganske børnevenlig og alle filmens emotionelle udsving dulmes i sang på scenegulvet.

Foto Natascha Thiara Rydvald

Teaterforestillingen placerer sig faktisk et sted mellem musikteater og minimalistisk historiedrama. Det fungerer dog overraskende fint, men det er så absolut ikke en medrivende, overvældende eller synderlig barsk fortælling. Scenografisk ligner stykket en udvidet opsætning til forestillingen ”Venter på Godot” af Samuel Becket, tilsat nogle smukke videoprojektioner (Luke Halls) og kreativ brug af højdemeterne. Heldigvis er opsætningen her noget mere folkelig og rummer også flere positive elementer.

Foto Natascha Thiara Rydvald

Historien har den moderløse charmetrold Pelle (Julian Horta Meier Clausen) i hovedrollen. Da han vokser op på bunden af samfundet er det herfra verden fortolkes og historien fortælles. Stavnsbåndet var måske nok ophævet, men virkeligheden var ikke præget af frihed. Overklassens kedsomhed udarter sig i perversioner, alkoholmisbrug og mishandling af de fattige. Spændingerne mellem de sociale klasser udgør rammerne for Nexøs fortælling om fællesskabet der skabte vinderen Pelle. Det fylder dog ikke synderlig meget i forestillingen. I stedet har instruktøren lagt fokus på underklassens indgroet frygt for straf, bekymringerne for den ukendte fremtid og drømmene man næsten ikke turde have. Pelles kamp mod tingenes tilstand drives i teaterversionen mest af barnlige misforståelser, tilfældighed uvidenhed og ungdommelig lyst på eventyr.

3_fjernpen.JPG

De tre blækhuse gives for et kryds miks af gode og dårlige ting. Surballe er virkelig en fund som liderbassen over dem alle. Visuelt er han frygtindgydende som overhovedet på godset Stengården, og selvom man ikke helt forstår mandens bevæggrunde så er det underforstået at han gør hvad han vil.  Thomas Bo Larsen er både rørende og hjertelig som drukkenbolten Lassefar, der har mere hjerte end mandsmod. Kristian Halken er dog den eneste som giver fortidens uretfærdighederne på landet lidt kant. Det gør han i rollen som Stengårdens indpisker og arbejdsfordeler. Han er manden uden empati, tålmodighed eller blik for andet end dovne karle og umulige bondepiger. Scenografien (Maja Ravn) er måske nok en anelse spartansk, men den runde høj og videoprojektionerne understøtter vitterligt hovedhistorien rigtig godt. Desværre fungerer ingen af kærlighedsforviklingerne der alle afvikles uden overbevisning. De forskellige overgreb antydes dog kun og de store følelser forties. Sangsekvenserne er måske nok unødvendige, men de giver i gruppesekvenserne et levende billede af klassesammenhold. Det er således oplagt at jeg ikke som sådan nød teaterforestillingen. Bevares, i det store regnskab var der masser af ting der kan fremhæves, og jeg forlod teateret i godt humør. Til dels grundet selskabet og til dels grundet den kraftige opgradering teateret har gennemgået. Lige fra lyd, lys over siddepladser til lobbyområdet havde fået en indsprøjtning. Det var en mærkbar positiv forbedring af den smukkeste teaterscene i København og det kan gøre enhver musicalhader i godt humør.


Romanforlæg Martin Andersen Nexø. Dramatisering Annika Kofoed. Scenografi & kostumedesign Maja Ravn. Videodesign Luke Halls. Medvirkende: Thomas Bo Larsen, Morten Suurballe, Kristian Halken, Sara Hjort Ditlevsen, Kaya Brüel, Birgitte Raaberg, Signe Egholm Olsen, Stine Prætorius, Kristian Rossen, Østen Borre Simonsen, Line Nørholt, Nastja Arcel, Lucas Lomholt Eriksen, Julian Horta Meier Clausen, Jonathan Westphal Stennicke, Albert Elnif, Rose-Maria Kjær-Westermann, Isabella Kjær-Westermann, Laura Hoffmann, Conrad Bengtsson, Alfred Nordhøj Kann m.fl. Du kan læse mere her

Comment