Lærke Sanderhoffs teaterbearbejdelse af Erlend Loes norske roman er gennemført sort komik, der både formår at være medrivende, morsom og indsigtsfuld. Som teatermonolog er den dog en anelse for lang, idet enkelte af forfatterens moralske gentagelser ikke forstærker budskabet på en teaterscene. Marie Mondrup er fantastisk som selvoptaget, selviscenesættende, selvcentreret teenager med ondt i hjerte og sjæl. Vi griner derfor både med og af hende, føler med hende og genkender ungdommens evindelige fejlslutninger og behov for store symbolske handlinger.

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

Gitte Baastrup har skabt et sceneudtryk der ligner en stor oplyst kiste, der er lagt på siden. Resten af scenografien udgøres af en kæmpe dyne, hvis betræk også er brugt til Marie Mondrups pyjamas. Udgangspunktet for historien er én voldsom tragedie, hvor vores hovedperson mister sin nære familie i et flystyrt. Hun er således den eneste overlevende fra en overklassekernefamilie, hvor penge aldrig var en mangelvare og relationerne var gode. Teaterstykket er hendes historie, om tiden efter tragedien.

5_fjerpen.JPG

Hvilket sagtens kunne have været en omgang tungsindig, trist og hjerteskærende fortælling, men da det er hovedpersonens inderste tanker vi får opført på scenen, er det i stedet et ufiltreret indblik hos en teenager i krise. På scenen afvikles historien som et stykke fortolket dagbog. Hvor kommentarsporet udfyldes af hovedpersonen selv, vi skifter mellem reflekterende passager om fortiden og øjeblikke der afvikles foran os. Hvilket gør det lettere at forholde sig til smerten, sorgen og tragedien. Da den fortolkes gennem et menneske der endnu ikke helt har accepteret verden ikke drejer sig om hende. Vores hovedperson er således én selvoptaget, ustabil, hormonpumpet drama queen, hvis tryggeverden er knust og familie for evigt borte. Det er hendes tilgang til sorgbearbejdelse der er morsom og helt igennem debil. Hendes hovedfokus er således ikke på accept, men på familiesammenføring via et spektakulært selvmord.

Havde man valgt et mere tragisk udfald på historien ville helheden havde haft et mere dystert skær. Nu fremstår fortællingen i stedet som én vellykket beretning fra et menneske der var i krise. Indpakket som en sort komedie, hvor almengyldige pointer gemmer sig under lagene af en teenagers selvoptagethed. De fem blækhuse gives for Marie Mondrups fortolkningen af en menneske i krise, Erlands sjove historie og Hans Rønnes forløsning af samme.


Efter roman af: ERLEND LOE. Dansk oversættelse: SUSANNE VEBEL. Bearbejdelse: LÆRKE SANDERHOFF. Medvirkende: MARIE MONDRUP. Instruktion: HANS RØNNE. Scenograf: GITTE BAASTRUP. Lysdesign og teknik: POUL JEPSEN. Lyddesign: DANIEL FOGH. Instruktørassistent: STINE TEGLGAARD. Producent: TEATRET. Du kan læse mere her

Comment