Lærredets længde og højde minder mig om Philips Cinema TV fra nullerne, mens resten af den manglende teknik understreger der er tale om optaget teatermonologer. Her således hverken 4k opløsning, atmos lyd eller brug for 3D briller. Konceptet er lidt mere jordnært og efter min mening klassisk Erik Pold. Filmen varer ikke meget mere end en time og består af tre historier, der hver især formidles som monologer til et kamera. Historierne er tematisk bundet sammen og alle afvikles de i Odense, men de udgør ikke som sådan en samlet fortælling. 

 Copyright Daniel Buchwald

Copyright Daniel Buchwald

Vi har den falleret ejendomsmægler der engang levede af at sælge drømme, men da bankerne faldt og finanserne kom i krisebehandling forsvandt efterspørgslen. Det andet spor udgøres af en ambitiøs teatersufflør, hvis bekendelser er lige dele skuespil og lige dele metatekst. Hun spiller en kvinde hvis jagt på egen succes førte hende på afveje. Den sidste historie fortælles af en mand hvis ungdom tydeligvis har trukket ud, hvilket hans liv sandsynligvis ikke gør. Disse tre karakterer udgør vores skuespillere. Vores formidlere. Vores historiefortæller. De har alle tre deltaget som skuespillere i den fynske vandreforestilling af samme navn. Denne film er en indkapsling af deres bidrag til fiaskomonologerne, men alligevel noget ganske andet. Det kan virke som en søgt sondring, men for mig er det en stor forskel.

De tre fortællinger er hver især spejlinger af kollapsede drømme i kølvandet på den globale finanskrise. Ejendomsmægleren (Troels Hagen Findsen) taler til sin datter via kameraet. Hun (Pernille Koch) redegør for sin historie til en ukendt beskuer, men taler i lige så høj grad blot til sig selv. Partykongen (Magnus Bruun) bekender sine syndere til kameraet, som var vi hans nye bedste ve, der både kender alle de skumle typer fra Odense og alligevel har brug for forklaringer på det hele. De tre monologer afvikles på skift, men der er musikalske knudepunkter hvor der sker en fælles formidling. Tempoet opbygges også i fællesskab. Dvs. vi bevæger os mod et samtidigt klimaks i de forskellige historier. Hvilket kun lader sig gøre via krydsklip og brug af de forskellige karakters stærkeste udtryksformer. Den introverte på sammenbruddets rand, spejlmennesket der stirrer tomt frem for sig og den udfarende tanketomme mand. Teatersufflørens historie er måske nok den mest ambitiøse, sådan rent kunstnerisk og af samme grund den mindst realistiske. Det er muligt pointerne om spejlet, teaterstykket hun arbejder med og på og så hendes personlige manglende dilleammer ikke fanges af alle publikummer. Til gengæld genkender vi alle manden der greb enhver chance for ikke at blive til noget. Ham hvis ungdom er gennemlevet, hvis fremtid ser sort ud og nuet ikke er meget mere behageligt. Jeg boede selv i Odense da økonomien buldrede frem og dårlige politiske valg var kutyme. Hvilket gør jeg genkender partykongens vilde historier og tossede rygter. Men du behøver dog ikke at have fået tæsk af arkadens udsmidere, overværet narkohandler på Boogies eller drukket tæt med Kim Larsen på Grønttorvet for at forstå historierne eller fiaskoerne de rummer. 

Copyright Daniel Buchwald

4_fjerpen.JPG

Jeg oplevede filmen som en omgang kærlig samfundskritik af Odense. Hvor opsvingets medløbere aldrig gjorde andet end at sælge varmt luft, spilde ungdom på ligegyldigheder eller skade andre for egen succes. Projektets ophavsmænd kender jeg fra alverdens kantet teater, kunstdebatter og skriftlig fiktion. Vi er nogle gange enige, mens de altid er modige. Jeg kan dog ikke gennemskue hvorfor teatermonologerne er sat på film. Hvad vil man specifikt med dette eksperiment? Konceptet fungerer så nogenlunde. Til dels fordi det kun varer en time og fordi der er stor variation i udtrykket.  De fire blækhuse gives for den vellykkede projektionssammenfletning af de tre historier. Pointerne i teaterstykket er måske ikke synderlige subtile, men fordi de leveres så forskelligt føles det ikke klodset. Hvis du selv spildte ungdommen i Odense vil meget sikkert ramme rent, men alle bør kunne indtage filmen for dens succesfulde leg med formatet, milde samfundskritik og glæde sig over nogle fortsat tør udfordre formerne.


Koncept og instruktion: Erik Pold. Videodesign, kamera og edit: Helle Lyshøj. Medvirkende: Pernille Koch, Magnus Bruun og Troels Hagen Findsen. Dramatiker: Tomas Lagermand Lundme. Komponist: Rumpistol (Jens Berents Christiansen). Foto: Daniel Buckwald. Grafik: Marie Louise Heger. Jeg så filmen fremført på Bådteateret, du kan læse mere om projektet her

Comment