De eksistentielle tanker og skrøbelige pointer drukner i sandsækkene på Grobs teaterscene, hvor det meningsløse aldrig bliver til andet end lige netop det. Selvfølgelig holder jeg hverken af kammerspil, absurdteater eller nogensinde rigtig nydt klassikeren Mens vi venter på Godot. Tilgengæld har jeg en svaghed for de kreative Von Baden drenge, og forsøger altid at svinge forbi Nørrebros eget lille byteater, når nydramatik er på programmet.

 

Teaterstykket Hullet handler om venskab, kærlighed og meningen med livet. Emner de to mænd på scenen bearbejder via halve og hele samtaler med hinanden. De er arbejdskammerater, hvis venskab stikker dybt. Jobbet består i at grave huller for en ukendt og skræmmende chef. For hvert jordlag de afdækker med deres spader, kommer de samtidig nærmere en ny forståelse af hinanden, livet og kærligheden. De er begge to nogle ensomme stakler, der kæmper med selvværdet, selvtilliden og selvbilledet. Via en skilsmisse har den ene mand mistet ægteskabets velkendte rammer, og driver nu rundt mellem i selvmedlidenhed og selvretfærdig harme. Den anden har tilgengæld noget han meget gerne vil tale om, men ikke rigtig kan få fortalt. Magtfordelingen i venskabet synes klar, just som arbejdsfordelingen er det. Undervejs skifter rollerne mellem dem dog plads, og selvom de begge er knudemænd får de også forløst livets helt store spørgsmål. Tilgangene er sjældent synderlige moderne, men begge to forsøger åbne op for følelseslivets mysterier.

 

3_fjernpen.JPG

Der er enkelte rørende ordvekslinger mellem de to mænd. Der er også enkelte groteske udvekslinger der får mig til at smile. Som helhed rammer stykket dog helt forbi mig. Jeg hverken genkender knudemændene, eller føler mig synderlig underholdt. Til gengæld er jeg vild med den ordløse cellist Josephine Opsah. Der formår at skabe en emotionel ramme for hele fortælling, allerede inden det første ord er sagt fra scenegulvet. Normalt rammer Von Baden mig med deres ligefremme humor og filmiske udtryk. Det var dog ikke tilfældet denne gang. Hullet er genremæssigt væsentlig anderledes end de seneste stykker jeg har oplevet af truppen, mens det fortsat er mænds genvordigheder ved sjælelivet der udgør kernen. Det hele mindede mig om en lidt moderne udgave af et Samuel Beckett skuespil. Hvilket for mange utvivlsomt vil lyde rosende, det er det dog ikke tænkt som. 


Med: Frederik Meldal Nørgaard, Henrik Vestergaard, Josefine Opsahl. Manuskript: Brian Wind-Hansen. Iscenesættelse: Morten Lundgaard. Scenografi: Laura Rasmussen. Musik: Josefine Opsahl. Lysdesign: Anders Kjems. Du kan læse mere om stykket ved Grob og Von Baden

Comment