De mange skæbnefragmenter har ikke blot en lækker visuel indpakning, de føres også med sikker hånd af Jacob F. Schokking gennem forestillingens to akter. Det er dog oplagt at bekendelserne, hemmelighederne og de uartige tanker, aldrig bliver andet end ren-poleret indsigter. Du skal således ikke have indtaget meget såkaldt reality fjernsyn, eller moderne bekendelseslitteratur for at indse dette. Der findes i dag ikke et eneste socialt medie, som ikke er proppet med udleveringer, der får Peer Hultbergs mange menneskehistorier til at fremstå som filtreret ærlighed. Det gør dog hverken ideen bag bogen, eller fremførelsen af samme til en dårlig oplevelse. For den iscenesatte bekendelse fungerer og man forstår til fulde tankerne bag turen ind i sindet.

Fotocopyright Emilia Therese 

Du behøver således ikke have læst Peer Hultberg roman REQUIM for at kunne nyde eller forstå oplevelsen her. Til gengæld kan læserne sagtens betvivle de firs udvalgte monologer. Sådan vil det altid være når en masse fravælges og andet tilpasses. Personligt fandt jeg kun to sekvenser ikke fungerede. Hvilket utvivlsomt siger mere om mere om mig, min baggrund og tankegods, end selve forestillingen. Jeg havde dog ingen fornøjelse af monologerne fremført i Operahuset og dødstankerne i støttegruppen var mig også helt ligegyldige

Fotocopyright Emilia Therese 

Til gengæld var der flere fremførelser som både fik mig til at smile, og andre til at grine. Det var dog de indfølte monologer der var stærkeste. Stig Lommer som den lille selvlærte karaté mester var både hjertevarm, underholdende og ganske sigende for alle vi midaldrende mænd, hvis største og heroiske bedrifter ofte kun sker i fantasien. Jeg var ligeledes vild med den erotiske scene mellem Marie Bach Hansen og Olaf Johannessen. Deres drifter virkede ægte, lysten virkede berusende og tiltrækningen gnistrede via videoprojektionen bag dem. Solbjørg Højfeldts bekendelser om livet som alkoholiker fængede og fængslede også min opmærksomhed. Den største reaktion blandt publikum blev dog affødt af Andreas Jebro tvivlsomme personlige hygiejne!

5_fjerpen.JPG

De fem blækhuse gives for den flotte kulisse, de kantede kostumer og det faktum at summen af de enkelte historier vitterlig fungerer som én helhed. Betty Nansen har med denne forestilling vist hvor lækkert og gennemført professionel teaterunderholdning kan se ud. Du skal dog have levet et meget beskyttet liv eller have hang til det bornerte for at finde monologerne synderlig pinlige, provokerende eller nyskabende. Dertil har samfundet rykket sig for meget, selv for den øvre middelklasse. Det mindsker dog ikke underholdningsværdien i den linde strøm af bekendelser, og alle vil kunne genkende sig selv i historierne. Heldigvis behøver du ikke stille dig op på scenen, og indrømme du ønsker at dræbe dine kollega, vil vælte dig i sex som enkefrue, hader samværet med din hustru eller drikker for at føle dig i live.  


MEDVIRKENDE Lise Baastrup, Marie Bach Hansen, Elliott Crosset Hove, Solbjørg Højfeldt, Andreas Jebro, Steen Stig Lommer, Olaf Johannessen og Julie Agnete Vang INSTRUKTION OG VISUELT DESIGN Jacob Schokking EFTER ROMAN AF Peer Hultberg DRAMATISERET AF Karen-Maria Bille KOMPONIST Gert Sørensen KOSTUMEDESIGN Stine Gudmundsen-Holmgreen. Du kan læse mere om stykket her

Comment