Samarbejdet mellem det etablerede nordsjællandske teater Mungo Park, og den legesyge idefabrik Alias, er en vellykket konstruktion. Selvom forestilling FAUST desværre ikke helt er det. Der er dog en masse som fungerer, en del der er virkelig godt og enkelte præstationer som er imponerende. Men historien antænder ikke og helheden bliver derfor aldrig til ren scenemagi. Forlægget af Goethe er selvfølgelig også en anelse robust og emotionelt kompakt. Normalt vælter skuespillerne rundt i lange monologer om moralske dilemmaer, og intellektuelle hovedbrud de fleste af os i nutiden ikke helt kan genkende. 

Fotocopyright Mikkel Russel

I Allerød er tragedien knap så tynget af forældet ordklodser og religiøse hovedbrud. Grundkernen er dog den samme og udfaldet forsat ulykkeligt. Men jeg er f.eks. helt ligeglad med Fausts (Henrik Prip) små sjælelige kampe og lette sammenstød med Satan. Faust er denne gang blot en ynkelig figur, du hverken under lykke, kærlighed eller forventer andet end moralske forfald fra.  Til gengæld er Satan i skikkelsen af Martin Geertz både charmerende, æggende og herlig fordærvet. Line Bie Rosenstjene er et fund som ungmøen Gretchen, hvis kærlighedshungerende hjerte leder hende i forfald. Jeg grinede meget af Marianne Mortensen i rollen som satans slave og husheks. Visuelt var hun helt forrygende, men karakteren bibringer altså ikke megen fremdrift til historien. Værst er det dog med karakteren som Gretchens bror, der spilles af Carl Christian Riestra. Han er simpelthen både i vejen for handlingen, fortællingen og kærlighedshistorien. Karakterens tragiske skæbne får således slet ikke plads til udfoldelse.

Fotocopyright Mikkel Russel

Julian Toldam Juhlins scenografiske udtryk er todelt. Dels er der en serie kunstneriske tableuaer som bruges som platform og ramme for historiens store emotionelle udsving. Dels et anonymt og helt hvidt kontormiljø, der vækker mindelser om IKEA kataloger fra slut 90erne.  I takt med karakterernes indre kampe tabes og de fælles kærlighedsforviklinger går i hårknude, smadres det hvide kontorlandskab. Henrik Prip er i åbningssekvensen klædt i afskåret hvidt og det efter min mening en god detalje / ide.

4_fjerpen.JPG

De fire blækhuse gives for det nutidige præg historien har fået, letheden man søger at give dialogen, Martins charmerende udgave af satan og Lines bedårende version af en ungmø, samt Mariannes grimme og morsomme udgave af en fortabt heks. Denne udgave af Faust bruger ikke megen tid på kontraktens detaljer med satan, fortaber sig ikke i monologer om sjælens evige fortabelse og selve slutningen er ej heller tvetydig. Dog er det et problem at Fausts bevæggrunde ikke uddybes, forklares eller forfølges mere. Han fremvises blot som et egoistisk menneske,der åbenbart ikke tynges af tvivl eller dårlig samvittighed. Der er dog enkelte verbale udfald mod Satan, beklagelser der påråbes og skyld der undgås. Men du får ikke rigtig fornemmelsen af et menneske der kæmper for sin sjæl, sin tro, sin overbevisning eller frelse. Det er i stedet de lette løsninger der gribes ud efter når virkeligheden er grum. Jeg havde skåret broderen helt ud af forestillingen, forkortet åbningsscenen og nedtonet heksens komiske indslag. Man har formået at skrue en udgave sammen af Faust som både er moderne, og let genkendelig for alle de der måtte kende historien i forvejen. Tonen er let, stilen underholdende og udfaldet oplagt. Så har du mod på tragedie af den klassiske slags, så kan du med sindsro opsøge Mungo Park i Allerød. 


INSTRUKTØR Henrik Grimbäck DRAMATIKERE Johann Wolfgang Goethe, frit bearbejdet af Line Mørkeby, Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz og Morten Christensen MEDVIRKENDE Marianne Mortensen, Henrik Prip, Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz, Carl Christian Riestra KOMPONISTER Carl Christian Riestra, Carl Erik Riestra SCENOGRAF Julian Toldam Juhlin LYDDESIGNER Rasmus Overgaard Hansen LYSDESIGNER Jacob H. S. Rasmussen. Du kan læse mere her

Comment