Lever man længe nok havner alle ens helte selvfølgelig som underholdning, og ens meninger strander i konservatisme. Det kan være uskønt, det kan være hårdt at overvære og endnu sværere at acceptere. For hvem vil ikke gerne være ung rebel for evigt?  Forstadsprinsesserne og middelklassens taberdrenge fra 00erne vil utvivlsomt hade det faktum, at deres oprørs lydspor nu er omsat til en musical. Mange andre vil omvendt finde det oplagt, at det blev Green Day som fik en tur i poleringsmaskinen. Da deres iscenesatte råhed og poppet omkvæd aldrig helt passede ind på den mørke side af rockmusikken.

I walk a lonely road
The only one that I have ever known
Don’t know where it goes
But it’s only me, and I walk alone
— "Boulevard Of Broken Dreams" af Green Day

Fotocopyright Martin Mydtskov Rønne

Den Grå Hal på Christiania virker som et oplagt sted for teaterkoncerten. Dels grundet indpakningen og dels grundet den parallelle udvikling for fristaden og bandet. Men der blev nu ikke draget nogle konklusioner af den politiske slags på scenen. Her var det i stedet en imponerende scenografi der udgjorde centrum og en svensk sangstemme som styrede løjerne. Musicalen startede ud med at ligne alverdens andre ungdomshistorier men en god halv time inde i forestillingen tænkte man ikke længere på Westside Story eller Grease. Dels begyndte ens emotionelle hukommelsescenter at prikke til minderne grundet scenens lydspor og dels begyndte numrene at få lidt mere kant. Bruno Mitsogiannis rokcede vokal passede perfekt til hovedrollen som Johnny. Rikke Hvidbjerg som Whatsername matchede fint Johnny, men jeg havde gerne set hende få mere plads, denne gik i stedet til Johnnys Alter Ego St. Jimmy – spillet og sunget af Anders Gjessing. Vokalen fejlede ingenting, men dramaturgisk fungerede det ikke. Mikkel Hóe er en veltrænet mand der forstår at flytte sig rundt på scenen, desværre lever sangstemmen ikke helt op til overkroppen.

Fotocopyright Martin Mydtskov Rønne

4_fjerpen.JPG

Jeg selv har nået en alder hvor jeg ikke orker at indtage en rockkoncert. Dels grundet de andre publikummer og dels grundet magelighed. Men den Grå Hal var faktisk proppet med unge mennesker og umiddelbart kunne de lide forestillingen. Så enten har musicalscenen et breder publikum end mine fordomme påstår, eller også lever Green Days fanskare fint med overgangen fra rockscenen til underholdningsscenen. Uanset hvad, så var Green Day’sAmerican Idiot faktisk en ganske underholdende omgang.  Det krøb dog ikke under huden, der var ingen kanter, der var ingen provokationer, der var intet som ikke blev kontrolleret. Det var i stedet halvanden time ufarlig fortolkning af forstædernes garagerock klædt ud som punkbørn fra middelklassen.  De fire blækhuse gives i særdeleshed for scenografien. De massive hæve sænke plader fungerede fint til iscenesættelse af historien. Orkesteret bag ramte uproblematisk Green Day’s udtryk og intensitet. Den mandlige trio Bruno Mitsogiannis, Anders Gjssing og Christoffer Bordersen fungerer godt musikalsk og det samme gør sig gældende for Ksenia Timoshenko, Rikke Hvidbjerg og Frederikke Vedel. Nogle af de andre medvirkende fungerede kun som tøjstativer og statister i gruppescenerne.  Tematisk fungerede udtrykket, men jeg havde gerne set en stærkere historie som bindeled mellem de mange sange. Desværre kom især heroinindtagelsen til at fremstå nærmest komisk grundet sangernes mimik og afslutningen blev mere ironisk end jeg tænker var meningen. Jeg tør ikke spå om du vil få en god aften i Den Grå Hal, men jeg selv havde et fin eftermiddag i selskab med ungdommens poppede punkhelte. Der for altid er fanget som lydspor til mine uforløste drømme og ungdommelige vrede.   


MUSIK AF GREEN DAY . SANGTEKSTER AF BILLIE JOE ARMSTRONG. MANUSKRIPT AF BILLIE JOE ARMSTRONG & MICHAEL MAYER.  Instruktør og koregraf TIM ZIMMERMANN. Scenograf BENJAMIN LA COUR. KAPELMESTER MIKKEL GOMARD.  Du kan læse mere om forestillingen her 

Comment